Bachelard slår på lyd for ensomheden, fordi det er kun muligt at dagdrømme, når man alene. Vi har brug for tilbagetrækning for at kunne dagdrømme og opnå kontakt til et større kosmisk register.
Gaston Bachelard
Rummets poetik
Forlaget Mindspace
Af Jakob Kvist
I sin fine bog ”Rummets poetik” gør den franske filosof Gaston Bachelard os klogere på, hvilken rolle rummet spiller for vores liv. Bachelard henleder opmærksomheden på de erkendelsessituationer, som vi har svært ved at beskrive med de begreber, vi har til rådighed. I bogen tages vi i hånden og føres gennem de sider af livet, som følger en uvant og paradoksal logik.
Videnskab og kunst er ikke hinandens modsætninger
Som tænker havde Bachelard den fordel, at han havde et stort indblik i videnskabens verden. Bachelard forstod, hvad videnskab er og forfaldt ikke til den folkelige opiumsudgave, hvor videnskaben handler om at beskrive en verden derude. Videnskab er ikke antitesen til hverken religion eller kunst. Bachelard forstod, at videnskab først og fremmest er en metode til at foretage målinger på baggrund af eksperimenter. Når eksperimentet kan gentages og give de samme resultater, kan det bruges til at foretage prognoser og muligvis gå hen og blive en videnskabelig teori.
Videnskabens målinger afspejler ikke en ydre stabil verden, men videnskaben skaber bestemte modeller af verden med sine målinger. Det materiale verden består af er hverken stabilt eller kontrollerbart men følger akausale og (for os) paradoksale principper.
Ud fra denne indsigt går Bachelard på opdagelse i verden. Bogens titel ”Rummets poetik” henviser til, at verden ikke er et statisk objekt men et skabende og forvandlende element, som vi hele tiden er involveret i. Kunsten kan bryde med vores dagligdagsvirkelighed, fordi kunstens opgave ikke er at afbillede en allerede eksisterende verden men netop at frembringe verden. Rummets poetik handler om ikke at tage rum for givet men at stoppe op og gøre sig modtagelig for rummets forvandlende egenskaber.
Huset røber noget om menneskets væren
Bachelards kongstanke er, at uden huset ville mennesket været et opløst og splittet væsen. Huset fastholder mennesket gennem de storme, som universet udsætter det for. Huset og mennesket repræsenter krop og sjæl. Huset er menneskets første verden. Før mennesket er kastet ind i verden, er mennesket lagt i husets vugge. Bachelard gør op med Heideggers påstand om, at mennesket er kastet ind i verden. Bachelard mener, at i stedet for at blive kastet ind i verden, så bliver vi kastet ud i verden. Den tryghed huset etablerer, åbner samtidigt op for, at mennesket kan blive slynget ud i verden. Huset repræsenterer ikke bare menneskelig opbevaring men inviterer med sine mange rum til at blive udforsket. Huset forbinder os til verden ved at udgøre en grænsetærskel og port, som kan give adgang til andre grader af eksistens.
Huse betyder noget for os, fordi vi bruger og har brugt meget tid i dem. Jeg husker som barn, at der intet bedre var end at gå på opdagelse i min farfars og farmors hus. Møblerne, dørene, gulvene, trappen, kontoret, gæsteværelset mm. var alle fyldt med små hjørner, hvor man nemt kunne fortabe sig i dets detaljerigdomme.
Bachelard minder os om, at huset og dets rum er mere end blot afgrænset geometri. Huset og dets rum bliver snarere ved med at skabe sig selv. Når vi bliver opmærksomme på dette, bliver rummet levende i os selv. Det kan være en knast i gulvet, vi ikke har bemærket før, som får os til at falde i staver. Som man bliver suget ind i et eksistentielt sort hul. Det er, fordi det store befinder sig i det små. Detaljerne udvider verden. Bachelard kalder det for miniaturen og man kan sige, at verden gemmer sig i miniaturen. Når vi er nærværende til stede i rummet, bliver det vores genvej til verden. Huset og dets rum gør os i stand til at registrere al den mening, vi er omsluttet af, fordi det afskærmer os fra sociale distraktioner.
Befriet fra dualismen
At se verden er ikke at betragte den på afstand. At se verden er at gribe ind i verden. Når vi kigger på noget, blander vi os med verden, fordi vi overfører energi på det, vi observerer. Tingene eksisterer ikke i sig selv, men bliver synlige for os gennem sproget. Hvis tingene ikke havde en plads i sproget, ville de ikke eksistere for os. Bachelard kritiserer psykoanalysen og psykologien for ikke at have blik herfor og dermed evner de ikke at se bag om de fænomener, vi møder i vores hverdag.
Hvis vi evnede at gå bag om de ting og fænomener, vi møder til daglig, ville de blive afsløret som udklædte dynamikker. Tingene er for os, hvad vi er blevet enige om, de er. Vi kan aldrig gribe helheden af en ”tings” væren og derfor reducerer vi den til noget. At vi kan opfatte noget som noget er vores måde at kontrollere verdens dynamiske aspekt på.
Psykoanalysen og psykologien når aldrig ind til sagens kerne, fordi de bygger på falske ontologiske præmisser. Psykologien forestiller sig mennesket være i besiddelse af en personlighed, som kigger ud af kroppen gennem to huller. Psykoanalysen privatiserer det ubevidste og afskærer dermed mennesket fra den lidenskab, som holder verden i gang. Deres problem er, at de er blinde for de kræfter, som muliggør den menneskelige eksistens og derfor kommer de ikke længere ind til det personlige. Hvad er verden, før vi bliver bevidste om den?
Sprogets rolle
Bachelard udfordrer de grundkategorier, vi kigger på verden med. Han fokuserer på sprogets rolle, fordi sproget narrer os til at tro, at vi er en fri bevidsthed, som kigger på en ydre verden med eksistens i sig selv. Sproget fortæller os ikke, at alt hvad vi ser, gøres synligt af sproget selv. Med sproget lyser vi verden op og gør det muligt at kommunikere på tværs af individer. Når vi kan det, så kan vi arbejde sammen om et fælles mål, hvilket udstyrer os med en praktisk evolutionær fordel.
Den kommunikative side af sproget er et praktisk redskab, som gør det muligt at forme virkeligheden. Virkelighed og sprog hænger uløseligt sammen og udgør til sammen det sociale rum, vi lever i. Som værktøj skaber det kommunikative sprog praktiske modeller af verden, vi kan navigere i. Men Bachelard minder os om, at sproget også har en poetisk og skabende side. Digterne gør brug af sproget på en måde, hvor verden træder frem på nye måder. Som om digterne åbner verden op ved at vende sproget på vrangen.
Dagdrømmeriet og virkelighedsansvar
For Bachelard spiller dagdrømmeriet en vigtig rolle for vores væren i verden. De fleste forbinder dagdrømmeri med virkeligheds- og ansvarsflugt. Men Bachelard viser os, at det er ved at dagdrømme, at man påtager sig sit virkelighedsansvar.
Når vi dagdrømmer falder vi ud af virkeligheden og lander i verden. Virkeligheden er det sociale rum, som vi skaber sammen. I virkeligheden befinder det kommunikative sprog sig og virkeligheden er styret af grammatik og kausalitet. Men virkeligheden er kun en brøkdel af verden; en delmængde af verden.
Det er i virkeligheden, at vores menneskelige tilværelse udfolder sig. Men den er muliggjort af noget andet og langt større end sig selv. Virkeligheden er nemlig intet i sig selv, andet end det vi bliver enige om, at den er. Når vi dagdrømmer, mister vi forbindelsen til virkeligheden og bliver sat i forbindelse med vores eksistentielle ophav.
Dagdrømmeriet og drømmeri følger helt andre logiske spilleregler end dem, vi er vant til. Derfor kan det føles så underligt at drømme. Man flyver rundt i sted og tid og der sker ting med éns eksistens, som overskrider vores normale meningsforståelse.
Når vi dagdrømmer, transcenderer vi virkelighedens dimensioner. Vi befinder os på kanten af virkeligheden, som pludseligt ikke ligner sig selv længere. I (dag)drømmen løsnes éns ontologiske bindinger og man spredes ud i verden. Vi nærmer os et præeksistentielt plan, hvor der ikke findes noget, men til gengæld sker der så meget andet. At befinde sig i dette kosmiske maskinrum er at være en del af det, som sker før, man bliver bevidst om sin egen væren til. Det er at komme udover egoets umodne begrænsninger ved at blive en del af alle de muligheder, som potentielt kan blive aktualiseret i vores virkelighed.
En neurologisk underverden
Skænker vi hjernen et blik, så er det interessant at se, hvor forudseende Bachelards tanker om dagdrømmeriet synes at være. Hjernen er en maskine, som leverer virkelighed til os. Virkeligheden oplever vi som en følelse af helhed. Det, vi ser, er ikke verden, men det som hjernen fortæller os, vi skal se. Og hjernens verdensbillede er yderst begrænset. Der er det paradoksale ved vores eksistens, at vi både er i og bagved verden på en og samme tid. Det kan hjernen ikke håndtere og derfor udspalter hjernen et subjekt og objekt. Det er hjernens verdensbillede. Men denne dualistiske verdensopfattelse udnytter ikke vores biologi til fulde. Det er fornuften(det præfrontale cortex), som udgør censuren af de sanseindtryk, vi oplever. Hjernen sorterer aktivt alle de sanseindtryk fra, som ikke passer ind i dens verdensbillede. Og det bliver til mange frasorterede sanseindtryk løbet af en dag. Når vi dagdrømmer og drømmer derimod, så omgås vi fornuften og får aktiveret de sanseindtryk, vi ellers ignorerer. Når vi dagdrømmer rejser vi til vores neurologiske underverden og aktiverer større dele af vores biologi. Vi bliver en del af den bevægelse, som holder verden i gang.
Ensomheden
Bachelard slår på lyd for ensomheden, fordi det er kun muligt at dagdrømme, når man alene. Vi har brug for tilbagetrækning for at kunne dagdrømme og opnå kontakt til et større kosmisk register. Bachelards ”Rummets poetik” er en smuk bog, som minder os, at verden slet ikke er så fornuftig, som vi gerne vil gøre den til. Verden er vild, voldsom og skabende. Når vi tror, at virkeligheden er det mest sande, som findes, så lever vi i et fængsel, men vi kan bøje virkelighedens tremmer, når vi dagdrømmer og dermed nærme os verden. Vi lever i en tid, hvor virkeligheden er noget nødvendigt, som ikke kan undslippes. Vi gør grin med dem, som lykkes med at undslippe den herskende virkelighed. Det er en skam, fordi den som kun opholder sig i virkeligheden, fylder sin sjæl med tomhed. Vi må huske på, at virkeligheden er en huskeremse, hvor vi siger de rigtige ting for ikke at gøre magthaverne sure. Vor tids virkelighed er et økonomisk helvede af nødvendighed grundet økonomiske love, som sjovt nok kun tilgodeser de rige. Vi bliver nødt til at arbejde på udviklingen, så verden ikke falder fra hinanden. Men måske er det lige præcist det, vi har brug for i en yderst død samtid: at verden går i stykker, så vi kan sammen kan skabe en ny. Med Bachelard i hånden skal der herfra lyde en opfordring til at dagdrømme og gå på opdagelse i alverdens rum. Det er en måde at undgå samtidens fascistiske tendenser på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar