På vej mod bunden

Klassikerlæsning. Fjodor Dostojevskij: ”Spilleren (Af en ung mands optegnelser)”, Gyldendal 2000, 216 sider, oversat af Ole Husted Jensen.

Af Egil Hvid-Olsen

”Endelig er jeg tilbage efter at have været bortrejst i to uger. Vores selskab har allerede været i Roulettenburg i tre dage.” (s. 5). Mon der findes andre romaner om ludomani, der slår temaet mere præcist an? Når man søger ”Roulettenburg” på Google Maps, dukker der en bygning i Baden-Baden op; vel sagtens et kasino, selvom det i så fald ikke er det eneste i byen. Romanens handling udspilles da også i en kur- og spilleby, der ligesom Baden-Baden ligger i nogenlunde nærhed af Frankfurt am Main. Med byens navn, Roulettenburg, afslører Dostojevskij (1821-1881), at det er dens egenskab af spilleby, der betyder mest i romanen. Som en lort tiltrækker fluer, tiltrækker Roulettenburg både de stenrige og de noget mindre velhavende lykkeriddere, men begge parter søger de lette penge ved spillebordet. Inderst inde ved langt de fleste, at kasinoerne ikke ville eksistere, med mindre indehaverne var sikre på en gevinst, der kunne lønne de ansatte og sikre et klækkeligt overskud. Alligevel kan gæsterne ikke stå for fristelsen. Roulettens kredsen om sit eget centrum vikler dem ind i en spiral, der ofte kaster dem fra sig med tomme lommer og bristede forhåbninger. Sådan var det dengang, og sådan er det, når man spiller den dag i dag; om det så er på kasino eller på nettet.

En kamp mellem kærlighed og ærgerrighed

”Spilleren”s fortæller, huslæreren Aleksej Ivanovitj, er tilknyttet en familie, der, som mange andre familier i Dostojevskijs romaner, lever på kanten af fallit. Generalen, som er denne families overhoved, er totalt forgabt i mademoiselle Blanche, der til gengæld kun har øje for penge, og helst i så store summer som muligt. Selvom han, der er enkemand, har to mindre børn og steddatteren Polina Aleksandrovna at brødføde, kaster han sig glad og gerne over rouletten for at kunne forkæle mademoiselle Blanche i håb om, at det vil få hende til at gifte sig med ham. Dette er Aleksej Ivanovitj vidne til, og selvom han har en ironisk distance til generalens ansvarsløse levevis og væremåde, er han også berørt af det, fordi han er forelsket i Polina. Hun derimod viser huslæreren en meget tvetydig interesse, som forvirrer både Ivanovitj og læseren, der ikke ved mere end fortælleren. Således er der lagt op til et klassisk dostojevskijsk drama, hvor kærlighed og ærgerrighed kæmper om magten over menneskene.

Et mangfoldigt persongalleri udfolder sig på romanens 207 sider, og dog er det nogenlunde let at holde styr på de enkelte karakterer, hvoraf 6-7 af dem udgør handlingens inderkreds.

Alvorlig latterliggørelse

”Spilleren” er lang tid om for alvor at komme i gang. I hvert fald fandt jeg de først 90 sider temmelig kedelige. Dog blev min erfaring af, at det er værd at fortsætte, når det drejer sig om Dostojevskij, bekræftet kort efter, for den anden halvdel af romanen er en regulær pageturner. Her udfoldes en række eksempler på, hvordan spillelidenskab kan tage føringen fra selv bundsolide og fornuftige mennesker, og selvom det er dybt tragisk, formår Dostojevskij at beskrive forfaldet med en sådan ironisk distance, at man sidder og klukker lidt undervejs i læsningen: ”På zeró, på zéro! Igen på zéro! Sæt så meget som muligt! Hvor meget har vi? Halvfjerds friedrichsd’or? Der er ingen grund til at være nærig med dem, sæt tyve friedrichsd’or ad gangen.” (s. 109).

At Dostojevskij på den måde kan latterliggøre spillefuglene er noget af en bedrift al den stund, at han selv led af ludomani. Men dette faktum gør blot romanen endnu mere alvorlig, og bag ironien og (selv)udleveringen fornemmes en fortvivlelse på egne og andres vegne. Forfatteren afslører tydeligt, at han er sig hasardspillets risici bevidst, og alligevel har han ikke kunnet holde sig fra spillebordene selv. Han skrev ”Spilleren” i 1866 og inddrog også ludomanitemaet i ”En grønskolling” fra 1875.

Selvom ”Spilleren” handler om, hvordan mere eller mindre velhavende mennesker sætter deres formue over styr, adskiller romanen sig fra en del af Dostojevskijs øvrige romaner, der er karakteriseret ved også at beskæftige sig med samfundets fattigste. Det gør ”Spilleren” kun indirekte, idet man fornemmer, at en del af persongalleriet snart vil befinde sig adskillige trin længere nede ad samfundsstigen; ja, måske endda i den dybeste armod.

Kærligheden som hasardspil

Udover det fascinerende ved rouletten beskrives også kærligheden som et hasardspil, hvor intet er sikkert. Det ene øjeblik knytter Polina sig til Aleksej. Det næste afviser hun ham. I sidste ende gennemskuer hun, hvad han vægter højst, spillet eller hende, men man bliver aldrig helt sikker på, om han gør ret i at satse på hendes kærlighed. Efter sigende er Polina inspireret af Dostojevskijs elskerinde Apolinaria Suslova med hvem han levede et stormfuld liv, der blandt andet førte dem til Europas spilleborde. Suslova var en krævende kvinde, hvis kærlighed Dosjovskij havde svært ved at fastholde. Hvis deres forhold var lige så svært gennemskueligt som Polinas og Aleksejs, er det ikke så sært, at det måtte ophøre på et tidspunkt.