Allan Lillelund: ”Nedslag”, Forlaget Silkefyret 2021, 154 sider, 250 kr.
Af Egil Hvid-Olsen
Allan Lillelunds novellesamling er ikke en bog, man skal læse, men jeg er ret sikker på, at man ikke fortryder det, hvis man gør det.
Der er både drama, humor og indføling i de 12 fortællinger. Bagsideteksten afslører, at ”Nedslag er en undersøgelse af mennesket, når det falder. Allan Lillelund undersøger mennesket i ekstremerne og før og efter de fatale valg, der vender verden på hovedet.” Dog er der forskel på alvoren af de beskrevne valg. En kvinde forsøger at få sin mand til at ækles ved hende, hvilket naturligvis ikke gavner deres ægteskab, men den systematiske nedslagtning af en busfuld passagerer er dog langt mere alvorlig. Og så er der alle novellerne imellem. Om manden, der opsøger en prostitueret, men bliver så usikker på sig selv og situationen, at han ender splitternøgen udenfor hendes dør. Om en alenemor med en særpræget interesse for ællinger. Om manden, der bruger en skumbanan til at forsone sig med sin far, der i årevis har svigtet ham. Om parret, der bruger 14.000 kr. på to norske skovkatte, men erfarer, at elektriske negleklippere ikke er anbefalelsesværdige.
Læsning på kanten af stolen
Novellerne bevæger sig mellem det eksistentielt alvorlige og grotesk morsomme. Nogle hælder mest til den ene side, andre til den anden. Under alle omstændigheder har Lillelund en sans for at skære sin historie til, så den på forbløffende få sider får læseren ud på kanten af stolen. Man forvirres, undres, forskrækkes, underholdes, berøres, og snart er novellen slut, men til alt held følger der en mere. Når den tolvte og sidste er læst, føles det naturligt at stoppe. Der er brug for en pause, for selvom det er morsomt, er det også barskt.
Ikke alle karakterer er lige sympatiske. Nogle er temmelig svære at holde af, for eksempel faderen, der smadrer de fisk, han fanger – vistnok for at hærde sønnen. Andre er noget lettere at holde af, som den psykisk syge, der mangler et sted at parkere sin gås.
Oplagt at genlæse
Bogen er hurtigt læst, og måske også hurtigt glemt, fordi novellerne næsten slutter, før de er begyndt. Men pyt! Så kan man jo bare læse samlingen igen. Jeg kunne i hvert fald godt finde på at tage den ned fra hylden om et års tid og på ny stifte bekendtskab med de spøjse og alligevel ret genkendelige karakterer i ”Nedslag”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar