Glemmebog, huskebog

Krigen varede længere end de fem forbandede år. Kampene fortsatte

Niels Johansen
Hjerter taler samme sprog. En collage
Forlaget Historia 2021

Af Carina Wøhlk
Den må ikke gå i glemmebogen. Besættelsestiden. Og derfor har salmedigter, pastor emeritus og forfatter Niels Johansen sat sig for at skrive huskebøger. Den nyeste i rækken er romanen Hjerter taler samme sprog. Som det hedder i forlaget Historias pressemeddelelse i anledning af udgivelsen: Fordi viden om netop den historie er mere relevant i dag end nogensinde…   

Bogen handler om besættelsen af Danmark og efterkrigstidens traumer og tragedier. Dens ærinde er at vise, at krigen varede længere end de fem forbandede år. Kampene fortsatte. Og kamparenaerne var ikke mindst de hjerter, som titlen hentyder til.  

Forfatteren bag bogen er en produktiv herre. Han har blandt andet skrevet børnebøger, erindringsbøger, salmesamlinger og flere andre romaner, der kredser omkring besættelsestiden og dens betydning. Hjerter taler samme sprog er den selvstændige fortsættelse af Du ved det nok, mit hjerte fra 2019. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men det giver mening med en samlet læseoplevelse.

Formen er ganske elegant. Niels Johansen skriver om journalisten Anna, der skriver om og med Johannes, der som ung havde en forfatter i maven. Før (i Du ved det nok, mit hjerte) skrev han om sin elskede hustru Smilla. Nu er det storesøster Petra og hendes familiehistorie, der kalder på at blive fortalt. Bogen er et litterært kinesisk æskesystem. Eller som forfatteren selv kalder det for i undertitlen – en collage.

Kærlighedserklæringen

I Du ved det nok, mit hjerte følger læseren den pensionerede boghandler og tidligere modstandsmand Johannes, der kontaktes af journalisten Anna. Hun vil gerne tale med ham om hans bedrifter i besættelsestiden. Som handlingen skrider frem, står det mere og mere klart, at beskrivelsen af den gamle mand, der sidder i sin stue og henter erindringsglimt frem, bliver til mere end et interview i et lokalblad: Beskrivelsen glider over i den bog, læseren sidder med i hænderne – og som Johannes er ophavsmand til, ikke Anna. Den bliver en kærlighedserklæring til den kvinde, som animerede Johannes til at gå ind i modstandskampen.

Arvens betydning

Den selvstændige toer, Hjerter taler samme sprog, udfolder den mentale og litterære arv, der skal forvaltes efter Johannes´ død. Der er fortællinger, der presser sig på. Om ham, der taber kampen mod krigstidens dæmoner. Om hende, der giver sig hen til en tysk soldat og må opgive kærlighedsfrugterne. Om ”tyskertøsens” børn, der adopteres bort og må slås for at finde deres ben i en udfordrende efterkrigstid. Om hende, der mønstrede et nærmest overmenneskeligt mod under modstandskampen og siden dør en voldelig død i et sidste slag for en bedre verden.  Journalisten Anna bliver den, der skal løfte arven og samle fortællingstrådene, og undervejs kommer hun til at reflektere over sin egen rolle som mor, ægtefælle og kristent menneske. Hvilke værdier har hun selv at give videre til næste generation?    

Midt i skildringen af mennesker, der på hver deres måde forsøger at byde det onde trods, optræder Gud og kirken: Det er i troen på Gud, de kæmpende og de kamptrætte finder trøst. Og det er ham, de må overlade tilgivelsen til, når de konfronteres med det utilgivelige. Kirken er mere end en bunke mursten. Den er et åndeligt mødested, hvor modet holdes oppe under kampen og hvor sejren kan fejres med glæde. Den er et sikkert helle, der giver mulighed for at slikke de krigssår, som tiden ikke læger.          

I Hjerter taler samme sprog siger hovedpersonen Anna om Johannes, at han ”skrev til hjertet” (se side 45). Det samme kan siges om forfatteren selv. Og så er det jo heldigt, at titlen har ret. Hjerter taler samme sprog. Der er ingen oversættelse nødig. Budskabet er til at forstå. Besættelsestiden må aldrig gå i glemmebogen. Vær årvågen og på vagt i forhold til strømninger i tiden, der henleder tanken på det, der skete under 2. Verdenskrig. Husk det nu.