Glæde på lærred

Ole Lindboe: ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet”, Forlaget Jelling 2005, 160 sider, 299 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet” er en bog, man bliver glad af at kigge i. Selvom den autodidakte kunstmaler, Knud Nielsen, i begyndelsen af sit virke gjorde brug af en del jordfarver, blev resultatet ofte livfuldt. Siden kom de kraftige farver til, og så er det altså svært ikke at lade glæden på lærredet smitte af på humøret. Nogle gange bliver det ganske vist en glæde på trods, som i maleriet ”11. september 2001” fra 2002, hvis motiv er genkendeligt med en flyvemaskine, der har kurs mod to høje tårne. Her udtrykker Nielsen livets protest mod død og ødelæggelse. Malet på baggrund af den markante livsglæde, der præger hans lærreder, bliver terrorangrebets vanvittige grusomhed endnu tydeligere.

Nielsen udviklede sig til en abstrakt maler, hvis motiver det kan være svært at få hold på; men det vigtigste er nok ikke motivet. Det er derimod farvesætningen, som taler sit eget almenmenneskelige sprog. Og farve er der nok af. Nielsen sparede hverken på kulørernes styrke eller på malingen. Hans lærreder trænger sig på og insisterer på at blive set. De fungerer som en hofnar, der bryder ind i den grå hverdag med en lystig kommentar. Ole Lindboe forklarer det på denne måde: ”For en maler som Knud Nielsen er maleri en form for stof. Farverne er selve stofligheden. Og stofligheden er lige præcis det, der får maleriet til at leve. Sådan har han ofte forklaret maleriet. Og ser man nærmere på hans billeder, er der slet ingen tvivl. Farverne er den energi, der får billedet til at løfte sig op i det svimle. Farverne er selve billedets sanselighed. Cezanne forklarede det samme med disse ord: Farven er Guds kød.” (s. 62). Selv har Knud Nielsen udtalt: ”Det er billedkunstens fornemste opgave at frisætte fantasien.” (s. 132). Alene af den grund er ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet” med sine mange gengivelser af kunstnerens værker værd at stifte bekendtskab med.

Nielsens liv og værk

Selvom Ole Lindboe indleder såvel som afslutter bogen lige lovlig pompøst, redegør han sobert for Knud Nielsens liv og karriere. Den unge Knud startede som maskinlærling, men trivedes bestemt ikke. Om aftenen trøstede han sig med at male, men det var ikke tilstrækkeligt i længden. Derfor sagde han sin plads op og tog siden forskellige jobs, blandt andet som arbejdsmand på en ligkistefabrik. Snart efter fik han ansættelse hos en barber af hvem han lærte faget. Samtidig skelede han til den såkaldte barbermaler, John Christensen, som malede og tegnede, når der ikke var kunder i butikken. Denne arbejdsfordeling lurede Knud Nielsen af, så da han havde fået lærebrev, købte han en salon, hvor han fungerede som frisør en del af dagen, og brugte de øvrige timer på at male. I krigsårene begyndte han så småt at sælge sine malerier, og den 5. maj 1945 åbnede hans første separatudstilling. Grundet frihedsbudskabet var der ingen, der kiggede indenfor i galleriet, men det gjorde ikke noget, for besættelsestiden var slut og alle var glade. Kunder kom der da også senere, og Nielsen blev fuldtidskunstner.

Knud Nielsen var inspireret af Edward Weie og Jens Søndergaard, men ændrede lidt efter lidt stil fra det konkrete til det abstrakte maleri. Ændringen forklarer kunstneren på denne måde: ”Jeg brød med flademaleriet, fordi jeg havde trang til flertydigheden. Jeg opdagede glæden ved at lade associationerne strømme, lade mig gribe af det, der skete lige nu. Hvem kender sig selv om to minutter? Det er som jazzmusikeren, der har et tema, men lever i improvisationen og skaber noget helt nyt. Det er denne stadige selvprovokation, der får billederne til at leve, og som gør, at jeg overhovedet kan blive ved.” (s. 98).

Nielsen omgikkes de danske medlemmer af COBRA, men ønskede ikke selv at blive en del af gruppen, selvom han stilmæssigt lå ganske tæt op af dens medlemmer. På den måde fremstod han både som en ener og som del af en helhed. At han ikke var bange for at gå egne veje viser det faktum, at han i 1976 flyttede fra København til den lille by Vindelev tæt på Jelling. Her drev han og hans hustru et kombineret kro- og kulturcenter, hvor de besøgende kunne bese både hans egen og andres kunst.

Stadig på lager

Da jeg kontaktede Forlaget Jelling og tilbød at anmelde ”Drømmesamleren. Knud Nielsen og maleriet”, troede jeg, at der var tale om en nyudgivelse. Siden fik jeg bogen i hånden og konstaterede, at den udkom i 2005, tre år inden Knud Nielsens død. Men selvom bogens hovedperson er død, lever hans malerier videre i både offentlige og private samlinger. Det vil de givet blive ved med i mange år, for hvem vil ikke gerne have en dosis daglig glæde på lærred?

Har man lyst til at kigge i og læse bogen, kan jeg hilse fra forlaget og sige, at de stadig har et par kasser liggende.