fredag den 28. juni 2019

Manifest i sommernatten

Digteren (jeg anbefaler mig) som VRED, midaldrende ringvrag på jagt efter sandheder (oh!) og uden anden grund end indignation,  skrev en eftermiddag før folketingsvalget 2019 dette i det følgende manifest, og nu er alting anderledes – og dog. Nogle ting synes aldrig at forandre sig, men det gør de, både til det bedre og til det værre. Lad dette være opskriften på, hvorfor en digter ikke skal kaste sig ud i politik, men altid være sig bevidst om ordenes magt. God sommer!


Klumme: En litterær refleksion
Af JENS CARL SANDERHOFF


det må være andre, der bærer ansvaret, de privilegerede, for jeg tilhører de mange, der ikke har en stemme, eller en stemme, der altid bliver betragtet som ukvalificeret, uegnet eller bare irriterende, men hvad betyder det – jeg er ansvarsfri – jeg er ansvarsløs – det betyder ikke noget, det er andre ting, der presser sig på, det er helt andre emner, der river i verden – en verden som er ved at forvandle sig, og det er på tide, for dem, der skal løfte ansvaret, dem, der skulle være vores forbilleder, de svigter, og det hele ligner noget, der er gjort i ond vilje –

det er et cirkus at følge med i den måde, alting bliver forvaltet – jeg forstår ikke de mennesker, der har travlt med at reformere det danske samfund – hvis man ikke forstår, hvordan man kom frem til det nu, man står midt i, hvordan fanden kan man så bilde sig selv og andre ind, at man ved, hvordan fremtiden skal formes – jeg mener; vi kommer jo af en succeshistorie – det danske samfund er en vildt god fortælling om at have fællessind og tolerance, men nu skal der andre boller på suppen, nu vil fadølsalfaderen og alle hans ligesindede smide hele modellen ud for kortsigtet økonomisk gevinst – en mand, der aldrig har bidraget med nogen blivende nytteværdi til fællesskabet – hvordan kan vi gøre en sindssyg mand som ham til forbillede? det er nedtur, det her –

de seneste halvtreds år har udviklingen været stabil; alt er i opløsning, og forbrydelse er blevet en forretningsmodel – jeg begræder den kynisme, der har splintret og splittet fællesskabet i ærgerrige celler, der nærmest glæder sig over andres modgang – det er som om samfundet har en kæmpemæssig svulst i hjernen, eller et nederdrægtigt og selvdestruktivt element, der oprigtigt talt ikke føler noget for de andre – hvis nogen klarer sig dårligt, er det deres egen skyld – samtidig med at vi lukker internationale gangstere ind i hønsegården og siger; velbekomme! det er ikke sørgeligt, for det er for mildt et udtryk, nej, det er dumt og fantasiløst – hvis vi skal nå at gøre det bedre, så skal vi agere nu, for vi nærmer os hastigt point of no return, og det er ikke sinatras album, jeg taler om –

der er noget, der er helt forkert – vi har så travlt med at forstå os selv, at vi ikke fatter, at andre er ligeglade med den slags – der er mennesker, der helt kynisk kalkulerer med dette – så længe vi alle sammen forsøger at realisere os selv, så længe har de arbejdsro, og den bruger de til at tømme verden for værdier; først de materielle, og når deres grådighed, som ingen grænser kender, tvinger dem, så går de efter det immaterielle, og inden vi får set os om, står vi midt i en trøstesløs transaktionsøkonomi, der slet ikke bryder sig om retskrav og fredninger og alle mulige andre bløde, humanistiske sager, som de døde engang kæmpede for –

og al den energi, vi bruger på at diskutere fortidens synder, kan vi ikke bruge på at løse fremtidens katastrofer – jeg ser en sammenhæng mellem de fleste menneskers følelse af magtesløshed i forhold til at ændre tingenes tilstand, og udviklingen af de sociale og miljømæssige trængsler der tegner sig på fremtidens spinkle horisont – måske skulle vi blive bedre til at tilgive og se fremad, inden vi om ikke så længe end ikke kan se vores egen næsetip – og

det offentlige rum er en illusion eller en sandhed med modifikationer, for rummet er en konstrueret omgang hierarkisk hakkeorden, og offentligheden er en masse subjektive positioner, der kæmper en godt nok ublodig, men meget ofte hård og nederdrægtig kamp om retten til at udskamme alle de positioner, der kan siges at være i opposition til ens eget synspunkt – kunne man forestille sig det anderledes? ja, det kunne man, men det sker ikke, for noget af det mest menneskelige ved mennesket er vel, at det altid forsøger at vinde sted at stå og efterfølgende at befæste sit eget synspunkt, næsten uanset hvilke modargumenter det møder – jeg har gjort mig skyldig i præcis samme ugerning – vi skaber intet andet ved disse trakasserier end muligheden for selv at lide nederlag –

er der noget godt at sige om mennesket? er der nogen grund til at lede efter noget godt at sige? den tid, vi har på jorden, er kort, og den er spildt, hvis vi gør os alt for høje tanker om retfærdighed og lighed fx, og jeg kan ikke anbefale, at man satser sine sparepenge hverken på evigt liv eller en verden uden krig – krig er mange ting, men mest desillusionerende er uden sammenligning krigen på værdier, thi den er så gammel og fører aldrig andet med sig end kortvarig opstigning, efterfølgende belejring og sidenhen forsmædeligt nederlag – paradigmernes tivoli – så snart noget etableres, opstår et modtryk og dertil hørende krigeriske opponenter, og den tid man kan nyde sin triumf er omvendt proportional med friheds- og retfærdighedsfølelsen hos netop disse, der kun venter på at skære halsen over på dig – alt sammen selvfølgelig i overført betydning – vi griser ikke vores ryatæpper til mere, det har vi folk til, og kampene er selvfølgelig henlagt til egne af verden, som vi ikke bryder os om –

hvad er det, der sker, når mennesker får magt? hvorfor forvandler vi os, når vi bliver fremhævet, udråbt og hyldet? det er som om, mennesket er allergisk overfor fremhævelse, ros  og privilegier – det er som om rettigheder skal udnyttes maksimalt uanset konsekvenserne for dem, det kommer til at gå ud over – ja, selvfølgelig også konsekvenserne for dem, der nyder fordelene – det er et ondt system, vi hylder – det er en dum idé at lade det være op til tilfældets og tidens arbitrære valg, og kom endelig ikke her og tal om kvalitet og særlige evner! se lige hvordan verden ser ud – det er en katastrofe, vi abonnerer på – vi skal indrette os langt mere retfærdigt, men det vil de privilegerede selvfølgelig ikke være med til, og det er derfor vi er havnet i en evig forandringscyklus, et paradigmehelvede, hvor vi ruller hen over hinanden, som om vi alle var ligegyldige parenteser i en lang, lang tekst om overmenneskets særlige krav og ret til at herske og forfordele –

der findes en dybde i tilværelsen, som de fleste skræmmes af og fortrænger, men det nytter ikke noget – vi rådner op indeni, hvis vi ikke anerkender, at der kun er den betydning, vi selv producerer – om det så skal være skumfiduser, møtrikker eller savsmuldstapet synes vel ikke reelt at være et valg, vel? det der batter noget, er storsind og broderskab over århundreder, at vi samler ind til en enorm skat af skønhed, oplysning og viden – de to biler i carporten forsvinder sammen med dine knogler, så hvis du ikke fatter det, er du dødsdømt i dobbelt forstand –

held har ikke noget med det hele at gøre – det vi kalder held er en række af tilfældigheder, der tilfældigvis passer sammen – det er ikke held; det er det, der sker i kaos hele tiden – det burde hedde noget andet; personlig virkelighedsopfattelse? det er jo kun fordi, vi tilfældigvis kan bruge situationens kompleksitet til noget personligt, at vi opfatter sammenfaldet som held eller uheld – dygtighed tilhører samme stamme – held og dygtighed er som fætter og kusine; den enes død, den andens brød; er i virkeligheden en fætter-kusinefest – når du ser en hjemløs, så ser du dig selv i en uheldig version, et menneske, der trak tilfældighedernes nitte – skal vi så ikke se at få ryddet op i uretfærdighederne? jeg får kvalme, hver gang jeg hører nogen tale om, at det er deres egen skyld – vi skylder ikke virkeligheden noget – ikke én eneste af os –

retfærdighed er ikke en by i Rusland, det er en effekt i følelsesregistret – alle kender følelsen af uretfærdighed, men de færreste ved, hvad de skal stille op med den, hvis den ikke handler om dem selv – paradokser har alle dage været menneskets yndlingsbeskæftigelse – vi vil alle behandles retfærdigt, men tager ikke voldsomt anstød af, at retfærdigheden kan stå på uretfærdighed – det afrikanske kontinent er et eksempel på dette paradoksale moralkompas og etiske ødeland – jeg håber at alting en dag bliver vendt på hovedet – nej, selvfølgelig gør jeg ikke det – i den bedste (fiktive) verden af alle bliver uretfærdigheden stoppet ved at indføre fuldstændig retfærdighed – det er så i samme uge, som der falder to søndage –

hvor mange gange har vi ikke hørt, at ganske få mennesker ejer det samme, som den fattigste halvdel af jordens befolkning gør, og at de få mennesker til stadighed bliver rigere – men hvad har vi gjort ved det? intet! ikke en finger har vi løftet, ikke et kryds har vi flyttet på stemmesedlerne, og det er mildest talt bizart – man skulle tro, vi alle var tilfredse, at vi er indforstået med den verdensorden, at vi synes det er ret og rimeligt, men det er vi jo ikke – alle koger over, når de kommenterer på det, men der er åbenbart langt fra ord til handling – er det nu sandt? er der så langt? vi skal vel i virkeligheden blot holde op med at gøre noget – den dag vi alle holder inde, standser og venter – da vil systemet kollapse, og så kan vi bygge det op forfra, nu med retfærdighed – men vi tør ikke – vi er bange for at blive ramt, personligt, og se al den ejendom, vi har samlet, smuldre for øjnene af os – vi er tingenes røvhul, og de knepper os hårdt –

hvis du kunne vælge mellem et personligt bedre liv, eller at andre, du hverken kender eller har noget tilfælles med, fik det bedre, så er det nok ikke utænkeligt, at du vælger dig selv, vel? er det odiøst? er du så et dårligt menneske? det skal jeg ikke dømme, det skal du – den, der foretager sig noget, der afspejler en anonymisering af det fremmede, det ukendte, skal stå til ansvar overfor sig selv, og den, der allerede har et liv, der er mange gange bedre end gennemsnittet her på jorden, skal stå til ansvar overfor sine efterkommere – og det bliver dine tip-tip-oldebørn, der kommer til at dømme dig, og mig, og alle os, der pakker vores ræsonnementer ind i bekvemmelige paradigmer, sådan som politikere gør nu, hvor de endelig har lært at bruge ordet –

er vi forkælede idioter? forspilder vi chancen for at skabe en bedre verden? den kolde krig version 2.0 er lige begyndt, og det virker som om vi som sædvanlig er handlingslammede – ingen siger fra, ingen forlanger at de korrupte ledere, der udnytter massernes uvidenhed og angst til egen vinding, bliver stillet til ansvar for deres voldtægt af den offentlige bevidsthed – vi æder det hele råt og tænker; nå ja, det går jo nok alligevel, så længe de ikke trykker på knappen – det er jo det, de har gjort nu i mere end 100 år – verdenskrigene, de varme og de kolde, fordelingen af ressourcerne og misbruget af samme – nå ja, men min reallønsstigning, mine tillægspensioner og den nye SUV med swimmingpool og trådløst internet; alt det forsvinder jo, hvis jeg går op imod magthaverne – kan du stadig ikke få øje på det? intet bliver bedre indtil alle fatter, at konsekvensen ved at fjerne disse monstre ikke er tab af velstand, og at vi er de eneste, der kan gøre en forskel – vi er forskellen –

endeløs bekymring – det er så vildt at mennesket sjældent tåler magt og altid har et arsenal af dårlige undskyldninger for at anvende denne magt til at forkynde en salvelsesfuld erkendelse, det så har gjort sig – når jeg tænker på de mennesker, jeg selv har truffet, som sad med magten til at forandre noget, så bliver jeg altid lidt forstemt – og det er jeg i min gode ret til at blive, for se nu lige på verden; det er jo ikke fordi, de vader i succes – disse magtmennesker søger oftere konflikten end opbyggeligheden, de må nyde at se ting smuldre, ellers forstår jeg ingenting – og det er sikkert det, der er mit største problem – jeg troede, nok fordi jeg engang har været barn, at livet gik ud på at lære at beherske noget, at fuldende ting, at forbedre og udvikle – det er to skridt frem og et eller halvandet tilbage hele tiden – udviklingen står næsten stille, og til tider går den baglæns – lige nu er det to skridt frem og to et halvt tilbage –

det er som om der er noget, der har boret sig ind i samfundet, noget som vil nedbryde det indefra, og som samfundet har næret i sin egen grænseløse tillid til det, vi kalder den personlige frihed, som jo ret beset er en konstruktion, da intet menneske bliver sig selv uden påvirkninger, uden sværdslag og kampe med den arv, den herkomst, vi alle er bundet af – men hvordan kan vi befri os fra det onde? jeg tror, vi først og fremmest skal erkende, at med friheden følger en pligt og et ansvar for at forstå, hvad det kræver at være fri, og at intet overstiger disse præmisser i deres lovmæssighed, så hvis man vil bruge sin frihed, skal det altid være til noget, der opbygger fremfor begrænser andres frihed –

kan et samfund have smerter? kan det, der trænger ind i organisationen, fremtvinge en form for kollektivt stikkende jag? er vi bevidste om det, eller handler vi hele tiden reaktionært, mere angste for forandringen end for det helvede, vi har udløst – når man ser, hvordan tingene har udviklet sig gennem de seneste halvtreds år, så er det svært at være i tvivl – mennesket, jeg selv inklusiv, foretrækker det kendte fremfor det fremmede, det er sådan vores hjerner virker, og selvom vi roder os ud i noget, der er skadeligt, så kan vi ikke slippe det, for deri ligger en del af identiteten, sådan som hjernen ser på sig selv – her bliver kroppen offer – men jeg plæderer ikke for det dyriske, nej, tværtimod efterlyser jeg hjernens evne til at omstille sig til kroppens tilbagemeldinger – det er det samme, jeg efterlyser i samfundet; de ledende, dem, der tager ansvaret på sig, skal blive bedre til at lytte til samfundet – vi skal hverken være hjerne eller dyr –

det er naivt at tro, at naivt er det samme som dumt – det er dumt at tro, at de naive skal arve jorden – nogle gange er sproget en slikbutik, og andre gange låser man sig selv ude; eller maler sig op i et ærinde – jeg ved godt, at det her er vildt ude gradbøjninger af god litteratur, men god litteratur har sovet i timen – hvad fanden skal man stille op med alle de konstruktioner, vi hele tiden basker hinanden i hovedet med, mens dem, de andre, det fremmede, de, som ikke bruger eller bryder sig om kulturens mere komplekse replikker og frembringelser, ja, hvad tror du de laver lige nu? de labber kultur i sig, en kultur frembragt af kalkuler og piloter, så der ikke spildes en krone, samtidig med at forbrugeren, for nu er man ikke længere publikum eller læser eller kunstelsker, ja, samtidig med at forbrugeren stopfodres med en virkelighedsopfattelse, et verdenssyn og en evne til kritisk at modtage, som på en god dag kan sammenlignes med ens eget niveau, da man var ti år vel at mærke – gør dog for helvede op med det regime – forlang noget, du ikke fatter, så dine drømme bliver mærkelige igen!

der er noget galt i Danmark – der er noget helt galt, og vi har vænnet os til det – det er det, der sker, når man bliver lullet ind i fede tider – vi er spiddet af vores egen succes, og det er ikke et kønt syn – men hvordan ser vores forbrydelse ud? er vi så spundet ind i de mekanismer, der fjerner det kritiske, skeptiske blik, at vi faktisk slet ikke længere er i stand til at se, hvad det er vi gør galt? det tror jeg – når vi ser, hvad folk sætter kryds ved til valgene, og samtidig kaster et blik ud i verden, så er der ingen sammenhæng mellem det, vi kan se, vi er nødt til at gøre, og det vi så rent faktisk bakker op om – jeg tror ikke på revolutioner – jeg tror ikke på nye systemers afvisninger af alt eksisterende – vi er tvunget til at finde løsningerne i det, vi allerede har bygget op, og det er en langt vanskeligere opgave – vi skal simpelthen bliver klogere –

det mærkelige ved velstand er, at det udløser en blasert og forkælet arrogance i forhold til andre problemer, end dem der er tæt på – hvem kan i virkeligheden også forstå, hvad det vil sige at være en pige på syv år i Day Mirdad, at vokse op i skyggen af de nøgne bjerge mod nord? men det er jo det, velstand skulle udløse; overblikket, empatien og viljen til at gøre livet bedre for andre, nu man selv er i overskud – det er ikke det, der sker – tværtimod har vi set en udvikling, der opdeler verden mere og mere sekterisk – det bliver vores undergang – og godt det samme – verden har ikke brug for mennesker, sådan som vi opfører os; livets mirakel er uændret om vi forsvandt – enhver ligning skaber et facit, og den ubekendte faktor her er, om vi er i stand til at forandre os – det ville være smukt, hvis det var tilfældet, men som sagt er det også smukt, om vi forsvandt; forskellen er forsvindende lille – livets variationer er vildere end noget vi har bygget, skabt og sagt –

det frie valg? det findes ikke – du har alle dine sympatier et sted fra; ingen er født med en overbevisning – erfaringen er dig utro med forestillingen – at vi overhovedet er lykkedes med at skabe et samfund, skyldes vold og tvang både fysisk og mentalt, så når nogen påberåber sig retten til det ene og det andet, og i samme sekund som regel også begynder at besynge frihedsidealer, så bær over med dem – bag enhver konstruktion står frygten og døden og griner – men tag ikke fejl heller – det frie menneske (som vi definerer det) er en privilegeret afart af racen, og det er da helt indlysende bedre at være fri i sin forestilling om frihed end at være fanget i andres – det kan du så tænke over, mens jeg fejer for min egen dør – verden er fuld af mennesker, der ikke har vores luksus, men det bryder du dig sikkert ikke om at tænke på – at din frihed står på andres ufrihed – det er ikke rart, vel? men det er sådan vores lille definition virker – den frihed, vi har konstrueret til os selv, betales af andre – verden er fuld af uretfærdigheder –

et samfund uden hjerte? en krop uden kunst? fix det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar