De navnløse - Filosofisk kortprosa af Le Guin

URSULA LE GUIN “HUN NAVNLØSER DEM”

Oversat af Karsten Sand Iversen

Fra Forlaget Virkelig’s serie Bestiarium - 2019

8 sider - 60 kr

Anmeldt af Jes Nysten

Denne ultrakorte prosatekst - eller filosofisk/teologiske essay - fylder blot en side i The New Yorker, hvor den blev bragt i 1985, og i denne elegante danske udgave i serien Bestiarium fra Forlaget Virkelig fylder den blot fire små sider. Men hvilket omfattende og dybsindigt indhold!

Teksten er af den nu afdøde amerikanske forfatterinde Ursula Le Guin. Hun er nok mest kendt for sine science fiction romaner - både for voksne og for børn. En stor del af dem er kommet på dansk. Jeg er ikke klar over, hvor kendt og læst hun egentlig er her i landet, men hvis ikke er mit klare råd: LÆS HENDE! En fremragende fortæller, elegant stilist og altid underfundig tænksom. Hendes virke har ikke kun været som romanforfatter, men hun var en ivrig debattør, kritiker, manuskriptforfatter (flere af hendes værker har været filmatiseret), og en livslang aktiv feminist.

Dette stykke kortprosa bærer titlen “She Unnames Them”, som på dansk er blevet til “Hun navnløser dem”. Det er en tekst om sprogets magt, om navngivning som styring og kontrol. Ja, teksten er intet mindre end en omskrivning af eller bedre: en korrektion af en afgørende del af den bibelske skabelsesberetning. Intet mindre!

Man kan nok kalde det en anelse ambitiøst at lægge arm med denne grundlæggende civilisationsmyte, men det er begavet, overraskende og vidtrækkende.

De fleste kender nok følgende udsnit af den anden skabelsesberetning i 1 Mosebog kapitel 2:

Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød.

Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.«

Det er akkurat denne tekst, le Guin korrigerer med sin kortprosa knytnæve.

Fortælleren, en unavngiven kvinde, beretter om de forskellige dyrs reaktioner på, at hun løser dem fra deres navn.

“De fleste var komplet ligeglade med at være navnløse, ligesom de længe havde været komplet ligeglade med at have navne”. Sådan indledes fortællingen. Og vi hører om, hvordan fx hvaler, delfiner og sæler uden problemer “gled ind i anonymiteten som deres rette element”. Andre, fx Yakookserne var nu ganske stolte af netop at have et særligt navn. Men hunnernes ældsteråd fik efter længere tids diskussion tyrene til at samtykke: navnet skulle afleveres tilbage til giveren. De fleste husdyr gav også beredvilligt deres navne tilbage, dog var kattene - også i denne sammenhæng - genstridige og selviske. Men også de lod til sidst navnet forsvinde.

Efter dette møjsommelige arbejde, må fortælleren konstatere “Nu var der ingen tilbage at navnløse, og alligevel følte jeg, at de var mig utrolig nær ... Det var som om de var nærmere end da deres navne stod mellem mig og dem som en gennemsigtig hindring..”.

Men selvfølgelig mangler der en, der skal navnløses: hende selv. Hun er jo også blevet navngivet (Eva) af ham, der havde opgaven - og magten - til oprindeligt at navngive. Så hun vil gerne aflevere “det lånte” tilbage til Adam.

Novellen i The New Yorker, jan 1985

Men han er slet ikke opmærksom, optaget som han er af arbejde. Kun en ting kan for et øjeblik gøre ham nærværende, når hun nu er der “hvornår skal vi spise.”  Men hun er allerede på vej; på vej væk fra ham ind i et navnløst, ubegrænset fællesskab.

Det bliver unægtelig lidt gumpetungt, når man sådan prøver at udlægge en så sproglig sprælsk tekst, der jo netop er en tekst om sprogets tvang, om navngivning som (mandens) magtmiddel. Så slut herfra! Læs og bliv oplivet - og dyk herefter ned i Le Guin’s store og fascinerende forfatterskab.