Cappuccinoer og croissanter er ikke svar på alting

Louise Kristensen: ”Dronningen af alkohol”

noveller

Det Poetiske Bureaus Forlag 2017, 128 sider, 150 kr.
 
Af Solvej Paabøl Andersen

150 kr er rørende billigt for Louise Kristensens novellesamling ”Dronningen af alkohol”, som netop er udkommet i 2. oplag. Fuldt fortjent og forståeligt, for det er virkelig læseværdige noveller. For nu ikke at sige ansatser til romaner for nogles vedkommende. For de vækker en nysgerrighed efter at få at vide, hvad der gik forud, og hvad der videre hændte. Men man får tilpas meget at vide i indflettede sætninger, til at læserens fantasi får noget at leve af. Denne læser var bjergtaget fra første novelle, ”Huset Evighed”. Den leder tankerne hen på et maleri af Vilhelm Hammershøi. Disse smukke, lyse rum med kun en enkelt, bortvendt kvindeskikkelse, hvor man mærker køligheden og duften af renskurethed, men også en tomhed, som både kan være forladthed og mulighed. Præcis den samme sansning skriver Louise Kristensen frem.

Der er ikke meget Hammershøisk ro over bogens forside. Det er en collage, bygget op over en klassisk smuk s/h filmstjernefigur med kvieøjne og velformede læber. Men så perfekt og helstøbt er der ingen mennesker, og ingen liv der er. Der er fragmenter og andre blikke, der er både lyse og mørke farver, som egentlig ikke passer sammen, fra sort over melankolsk lilla til klinisk hvidt. Der en cigarrygende slange, som er næret ved et blottet bryst, og forstilthed i form af en fin kinesisk tepotte, der skænker i en ditto kop – men i koppen står en øl- eller vinflaske. 

På den måde illustrerer forsiden forbilledligt bogens brogede indhold. For umiddelbart efter det smukke, rolige, rene med evighedskarakteren, kommer den novelle, som lægger navn til samlingens titel. Og så er vi et helt andet sted. Selv om titlen antyder en vis magt over alkoholen, så må man nok konstatere, at det snarere er alkoholen, der har taget førergreb på hovedpersonen. Det er så beklumret og ildelugtende et selvbedrag, at alkohol kan tage den grimme smag af lorteliv. 

Lidt sproglig ujævnhed er der i denne novelle. Sætninger, som begynder med en præposition, som ikke hænger sammen med noget. Det kunne være en måde at illustrere den alkoholiseredes usammenhængende tankegange, men jeg har en mistanke om, at det er et ufuldstændigt redigeringsarbejde, og det er lidt ærgerligt i et nyt oplag. Det ændrer dog ikke ved, at det er en original novelle, der er flyttet ind i hovedet på en ensom kvinde, der har overskredet en grænse udi det misbrug, som hun forsøger at ophøje til en kunstart.

Også i ”Himlen over Bella Sky” gennemspilles alkoholens opløsende virkning, når den bruges som flugt fra det, der gør ondt. Her kender vi årsagen til smerten: et brud mellem en homoseksuel mand og en homoseksuel kliché. Det er heldigvis manden, ikke klichéen, der er hovedpersonen. Det er en tur til bunden, hvor både anden ulykke og velmenende venner spiller en rolle. Men i modsætning til ”Dronningen af alkohol” er bunden et vendepunkt, eller kan i hvert fald være det, efter mandens egen lykkelige beslutning. 

Fra ”Var han vågnet med en ladt pistol i hånden, havde han helt sikkert proppet den i munden og trykket af. Alene på grund af situationens latterlighed”(s. 75) til ”Han mærkede sin mave knurre og lysten til livet rode rundt dernede som en fræk lille guldfisk, der slog med halen. Så var situationen sgu heller ikke værre!” (s. 80) på ganske få minutter. Og det er ikke alkohol, der giver det skub, men tanken om cappuccinoer og croissanter. Livets absurde omskiftelighed på kortform.

”Så lebber vi søstre”, hedder den sidste og længste novelle. Og mest humoristiske. En parodi på et 70’er-kollektiv, angiveligt baseret på en sand historie, (hvad kan man egentlig bruge sådan et statement til, når det handler om fiktion?) Hvor frigørelsen afløses af ny tvang, og ligestillingen forvandles til ny undertrykkelse. Og hvor børnene er de klogeste og sundeste. Og dem, som det er mest synd for.

Louise Kristensen skriver billeddannende og farverigt på en lidt rå måde. Det går bedst, når hun bruger helt almindelige ord, og det gør hun også det meste af tiden. Hun afslører de mest pinlige og latterlige træk i vores tankegange og reaktioner. Hun har indsigt i smerten, og hvor vi mennesker kan gå galt i livet. Hun peger ikke nødvendigvis på vejen, ad hvilken det kan lade sig gøre at komme til rette igen. Cappuccinoer og croissanter er ikke svaret på alting. Nogle gange kommer man videre, nogle gange gør man ikke. Og at komme videre er ikke nødvendigvis i den rigtige retning. Det er befriende som læser at få lov at tænke selv, og novellerne er stærke nok til genlæsning. Ikke mindst fordi det ikke er Hammershøi det hele.