Døden i kvantekryptering

”Thanatos” advarer om, at vi er på vej ind i et overvågningssamfund, hvor der er visse magtfulde grupperinger, der ikke kan overvåges og derfor ikke kan standses

Jan Egesborg og Johannes Töws: ”Thanatos”, 

Grafic Novel, Polyteknisk forlag, 86 sider, 99 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Thanatos er den personificerede død i græsk mytologi. I Egesborgs og Töws’ grafic novel, ”Thanatos”, ligger døden på lur i kampen om kvantekryptering.

Kvantekryptering er – selv i Egesborgs og Töws’ dels tegnede, dels skrevne gennemgang – en temmelig kompliceret affære. Derfor skal det i denne sammenhæng kun oplyses, at kvantekryptering er en sikker måde at udveksle oplysninger via telekommunikation. Så snart en hacker har brudt koden, går kodenøglen i stykker, og intet af det sendte kan læses af hackeren. Den, der har adgang til kvantekryptering, kan ikke kontrolleres. Til gengæld kan vedkommende kontrollere andre.

Seriemord inspireret af Hieronimus Bosch

Freelancejournalisten Anders Brinck har bosat sig i Kyoto, hvor der i løbet af den seneste tid har fundet fire mord sted. Alle mordene synes at være relateret til malerier af den nederlandske maler Hieronimus Bosch (ca. 1450-1516), hvis motiver er præget af makabre, mareridtsagtige scener. Måske skyldtes hans motivvalg, at han som 13-årig oplevede sin fødeby gå op i røg med adskillige dødsfald til følge.

Brinck kender den lokale kriminalkommissær og gør et forsøg på at finde seriemorderen. Journalisten har heldet med sig – og så alligevel ikke.

Jan Egesborgs streg er stemningsfuld. Selvom bogens fortælling er dyster, lyser det hvide i de sort/hvide tegninger godt op. Og dog er der ikke mange opmuntrende elementer i bogen, hvoraf det mindst skræmmende viser sig at være de Bosch-inspirerede mord med langvarig forudgående tortur. Fuldt bevidst drager bogen læseren ind i et mareridt, og advarer om, at det meget vel kan afspejle virkeligheden. ”Thanatos” udtrykker en frygt for, hvad kvantekryptering kan føre til, hvis den ender i de forkerte hænder, samt en lige så stor frygt for, hvad visse personer er parat til at gøre for at sikre sig tilstrækkelig viden om krypteringen.

Svær populærvidenskab

Egesborg og Töws vil gerne formidle en bekymring, men grafic novels er ikke det bedste medie til den slags. Ganske vist fungerer denne form for tegneserier fint til at skabe lyssky stemninger, men når forfatterne godt en tredjedel inde i bogen lader en forsker redegøre for, hvordan kvantekryptering fungerer, springer kæden af. Det havde været tilstrækkeligt at oplyse, hvad krypteringen kan gøre. Hvis bogen havde været længere, kunne den populærvidenskabelige, men lettere komplicerede gennemgang af kvantekrypteringen måske have været på sin plads, men det er, som om forelæsningen skubber resten af fortællingen til side. Måske er det et ønske fra Polyteknisk Forlag, at den tekniske forklaring er med, men den fylder ikke desto mindre for meget. I hvert fald medfører det, at resten af historien mangler plads til at udfolde sig. Brinck konkluderer i højere grad på baggrund af sin mavefornemmelse end på baggrund af fakta. Hans gætterier gør det muligt for ham at opklare sagen på en uge, selvom politiet har arbejdet på den i flere måneder. Det virker ikke særlig troværdigt.

Uhyggen fjerner fokus

”Thanatos” advarer om, at vi er på vej ind i et overvågningssamfund, hvor der er visse magtfulde grupperinger, der ikke kan overvåges og derfor ikke kan standses i deres overvågning af andre. Overvågning er magt, og den magt, kvantekryptering kan give dens ejer, er enorm.

Der er intet i vejen med intensionerne bag ”Thanatos”, men den lader sig gribe af sin egen uhyggelige stemning i stedet for at udfolde, hvorfor det er så uhyggeligt. Fokus lægges på mennesker, der er i stand til at gøre hvad som helst for at beskytte deres forretningshemmelighed, men derved går læseren glip af sagens kerne: Faren ved kvantekryptering.