Hvad er din ærlige hovedet-på-blokken-mening

Steinbeck skriver stor litteratur om almindelige mennesker

Klassikerlæsning

John Steinbeck: ”En dejlig torsdag”, 1954. 

Oversat til dansk samme år

Af Egil Hvid-Olsen

Der er noget på samme tid let og dybsindigt over Steinbecks Monterey-romaner: ”Dagdriverbanden” (1935), ”Et mægtigt gilde” (1945) og ”En dejlig torsdag” (1954). Selvom der udfoldes tragedier nok, peger Steinbeck også på det frække, det underfundige og det smukke.

Lige fra første side sidder man med et smil på læben, for prologen indledes på denne drilske måde:

”En aften lagde Mack sig mageligt til rette på sin seng i Ungkarlehjemmet ’Palace’ og sagde: - Jeg har aldrig været rigtig tilfreds med din dér bog Et mægtigt gilde. Jeg ville have lavet den på en helt anden måde.” (s. 5).

Herefter følger to siders kritik af ”En dejlig torsdag”s forløber.

Sådan en indledning er krukket, men er der nogen, der kan bære det, er det Steinbeck.

Den frustrerede marinbiolog

Læsere af ”Et mægtigt gilde” er blevet præsenteret for marinbiologen og menneskekenderen Doc, der på den ene side godt kan blive vred, men på den anden side ikke kan lade være med at tilgive, hvis nogen skader ham.

I begyndelsen af ”En dejlig torsdag” kommer Doc hjem fra 2. verdenskrig. Der fortælles intet om hans oplevelser, men det er tydeligt, at han ikke kan finde sig til rette i den hverdag, han trivedes i før krigen. Den daglige trummerum er ikke længere nok for ham. Han vil udrette noget, så han beslutter sig for at udføre forskningsarbejde og skrive et videnskabeligt værk herom. Problemet er bare, at papirerne forbliver blanke. Dette skyldes dels noget, der kan ligne en snigende depression, dels at kvinden Suzy dukker op og får ansættelse i det tilstødende bordel. Den bestemte, men elskelige bordelmutter Fauna erkender ganske vist straks, at Suzy ikke er velegnet til jobbet som prostitueret, men hun ansætter hende alligevel, fordi hun kan se et andet potentiale i hende.

Dermed er rammerne skabt for en for så vidt ganske banal, men også meget varm fortælling om menneskelig sameksistens på godt og ondt; en sameksistens, der ind imellem kan udvikle sig til kærlighed.

Troværdige karakterer

Steinbeck er en mester i at beskrive sine karakterer på en præcis, imødekommende og poetisk måde. Dog undgår han at falde i den fælde, Mack og Doc dumper i, da de mindes den lokale kinesiske købmand, der har solgt sin butik for at drage på langfart:

”Sådan spillede de bold med mindet om Lee Chong og tillagde ham i erindringen dyder, der ville have forbløffet ham, og visdom og skønhed foruden. Mens den ene fortalte en prægtig historie om denne merkantile himlens søn, ventede den anden utålmodigt på at komme til og overtrumfe den med en ny. Der opstod af deres minder et væsen, som næppe nok var menneskeligt – en drage af godhed og en engel af falskhed. For sådan skabes guder.” (s. 14).

Steinbecks karakterer er ikke guder, men mennesker af kød og blod, på godt og ondt. Selv Lee Chongs efterfølger i butikken, der bærer det bizart fromme navn Joseph-and-Mary og aldrig misser en chance for at snyde både kunder og alle andre – selv han får lov at vise en anden side af sin personlighed hen mod slutningen af bogen.

Doc er en helt anden type end Joseph-and-Mary. Steinbeck giver denne karakteristik af ham inden hans krigsdeltagelse: ”Doc var glad for sig selv, ikke på en utiltalende og selvoptaget måde, men akkurat ligesom han ville have været glad for enhver anden. Ved at være i balance med sig selv var han samtidig i balance med sin samtid.” (s. 25). Det lader til, at Doc ganske naturligt og uanstrengt har virkeliggjort det bibelske dictum: ”Du skal elske din næste som dig selv”.

I en dialog mellem dagdriveren Mack og Doc om Joseph-and-Mary får Steinbeck klart og præcist karakteriseret de tre:

”- Doc, hvad synes du egentlig om El Patrón [Joseph-and-Mary] … hvad er din ærlige hovedet-på-blokken mening om ham?

- Jeg tror ikke, jeg rigtig kan blive klog på ham. Vi er vist temmelig forskellige.

- Det kan du lige lure på, I er, sagde Mack. – Han er ikke noget hæderligt menneske.

- Det kalder jeg en erklæring fra en expert.

- Hvad mener du med det?

- Jeg mener bare, at du har erfaringer nok at øse af.

-  Ja, jeg ved godt, hvad du mener, sagde Mack alvorligt, - men prøv at være helt ærlig over for dig selv, Doc, og se om jeg ikke på en måde er uhæderlig på en hæderlig måde. Jeg kan jo i virkeligheden ikke narre nogen – ikke engang mig selv. Og der er osse en anden ting – jeg er klar over det, når jeg laver noget af den slags. Joseph-and-Mary kender ikke forskel på ærligt og uærligt.” (s. 90).

Således kategoriserer Steinbeck tre af sine karakterer som hæderlig (Doc), uhæderlig hæderlig (Mack) og uhæderlig (Joseph-and-Mary). Men det stærke ved hans kategorisering er, at han ikke er bange for at afvige fra den. Således kan Doc måske ikke ligefrem være uhæderlig, men han kan i hvert fald udføre usympatiske handlinger, og det er netop dette, der gør hans karakter troværdig.

Et rigt svin?

En anden særpræget karakter er Old Jay om hvem Steinbeck skriver:

”Old Jay var født så rig, at han overhovedet ikke anede, at han var rig. Han troede, at alle mennesker havde lige så mange penge som han. Han var videnskabsmand, men man havde aldrig rigtig fundet ud af, om han var en stor begavelse eller en galning, og da han havde givet tilskud til så mange videnskabelige fonde og financieret så mange projekter og siddet i så mange bestyrelser og kommissioner, var der ingen der åbent turde drage hans evner i tvivl. Han skænkede millioner bort, men han kunne godt finde på at snyde en bekendt. Hans videnskabelige æresbevisninger var mange, og der var folk som rent privat og meget giftigt tænkte, at de bare var tildelt ham i håb om økonomisk støtte […]” (s. 145f.).

Old Jay besøger Doc uanmeldt, spiser hans mad og sover i hans seng uden at blevet tilbudt nogen af delene. Hans provokationer af værten står i kø, så Doc til sidst udbryder: ”Skrup ad helvede til med dig”, men derpå tilføjer: ”Men gør det herinde.” (s. 153). Således afsløres Docs næstekærlighed igen, og selvom han ikke spekulerer i det, viser det sig at komme ham til gode.

Alvorlig komik

Steinbeck har skrevet langt mere alvorlige bøger end ”En dejlig torsdag”, men alvoren er bestemt også til stede i denne delvis komiske roman, der derfor undgår at blive en klæbrig feel-good-oplevelse. Det er stor litteratur om almindelige mennesker, læst med et bredt smil og et par tårer i øjenkrogen.