onsdag den 17. juli 2019

Lützhøft og den blufærdige virkelighed

Jesper Lützhøft
Venter på mig selv til slut
virkelighedsudskridelser
finkultur.dk 2017 - 84 sider, 148 kr.

Af: Jakob Brønnum
Når man læser forfatteren og den kunstneriske leder af det københavnske ensemble Athelas Sinfonietta, Jesper Lützhøfts autoritative og stort anlagt digtbog Venter på mig selv til slut, kan man undre sig over, at bogen er udkommet på hans eget forlag finkultur.dk og ikke på et større forlag. Bogen er heller ikke anmeldt før.

Dels misforstår man muligvis, at finkultur.dk er en central aktør indenfor netop finkultur, selvom jeg er sikker på at begrebet anvendes ironisk. Dels må man muligvis acceptere, at der i bund og grund er en fundamental blufærdighed på spil i forfatterskabet som består af otte bøger og et par solide legater fra kunstfonden.

Bogen har som undertitel ”virkelighedsudskridelser”, og det er en præcis beskrivelse af det, den foretager, nemlig at stille sig midt i et helt bestemt københavnsk storbymelankolsk skæbnefællesskab med soltræt asfalt under fødderne og lade virkeligheden skride ud:

"Tidens fugleperspektiv
får verden til at bestå af ydervægge
Den sne jeg ser på tagene om natten er himlen
Husene ligger for foden af havet
insisterer på den mentale kraft i ethvert lokale"

Man kunne i virkeligheden (!) skrive et helt essay på disse linjer. ”Tidens fugleperspektiv” er en smuk metafor for den følelse, man kan have nogen gange om natten, når man ikke kan sove og tankerne kører i deres egen cykliske ensomhed.

At verden består af ydervægge er en meget vellykket fortsættelse af den eksistensbeskrivelse, der bliver taget fat på i billedet med tiden. Det er muligt, at der ligger noget inde bag disse ydervægge, men digtets jeg har ikke adgang til det.

Gennem at aktualisere tid og rum, aktualiserer Lützhøft også Kants to såkaldte anskuelsesformer, der (sammen med Hegels fænomenologiske åndsbegreb) er det filosofihistoriske grundlag for den måde vi forstår det moderne menneskes bevidsthed.
Det er ikke sikkert, der er med vilje med vilje, men det er i hvert fald ubevidst med vilje, for bogen er netop fuld af den slags filosofiske forudforståelser og andre klassiske former for vidensgods.

Prøv så at se, hvor elegant dette erkendelsesfelt af langt-borte-tid og uigennemtrængelig-verden tolkes åndshistorisk og virkelighedsnært gennem den næste sætning ”Den sne jeg ser på tagene om natten er himlen.”

Det er virkelig flot! Selvfølgelig kan himlen ikke være noget virkeligt, den er kun tilstede i det omfang, menneskets kulturelle aktiviteter, i dette tilfælde det at bygge huse med tage, lader den få et sted at blive til på.

Men det er også en gennemlysning af menneskets evne til at lyve for sig selv om virkeligheden og eksistensen, fordi vi dybest set ingenting forstår. Himlen er noget andet end sne på husene – det ved man jo. Men hvad? Formålet med Kants to anskuelsesformer var at fremlægge en argumentation for, at det spørgsmål kan ikke besvares.

Det er digteren naturligvis ikke tilfreds med, så han prøver en gang til, denne gang med en ligeså stor og muligvis mere effektiv eksistensmetafor, havet: ”Husene ligger for foden af havet”

Der ér altså mulighed for at noget af alt denne indelukkede virkelighed, vi hidtil har ladet os nøje med, kan åbnes ud mod en anden og større virkelighed, måske blot symbolsk som havet, men stort nok endda.

Husene ligger jo inde midt i byen, det ved vi godt og derfor er denne drøm at placere dem ved havet på en gang virkelig og uvirkelig. Måske kan drømmen blive virkelighed. Men det bliver ikke let. Havet er ovenikøbet er ligeså svært at komme til som at bestige et bjerg: ”for foden af havet”, stod der jo.

Det er vældig stor digterkunst. Med enkle midler gør Lützhøft poesi af eksistensens og erkendelsens vanskeligste spørgsmål og placerer dem i almindelig søvnløshed, hvor de er mest påtrængende, til og med som regel uden at man kan gribe om dem.

Derfor er det også irriterende, at det næste udsagn, ”insisterer på den mentale kraft i ethvert lokale,” punkterer det flotte billede. I stedet for at placere et sansende jeg i ethvert lokale, siger digteren: ”der står et sansende jeg i ethvert lokale.”

Det tror jeg har med blufærdighed at gøre, at han gemmer jeget bag en beskrivelse af det, der også lukker poesien inde. Og sådan er bogen. Store, dybe, indsigtsfulde, ja endda vise, poetiske formuleringer støder mod et blufærdigt jeg som prikker hul i sprogbilledet på samme måde som man gør med balloner i slutningen af en børnefødselsdag.

Når man har indset det, og forstået, at man selv er ligeså blufærdig, så knuger man bogen ind til sig og hvisker, at den godt må blive der. For der er rigtig meget poetiske erkendelse i den at se og vende tilbage til.

Efter denne udgivelse er kommet Den hafniensiske dødebog (2018), som senere vil blive anmeldt her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar