Bertolt Brecht: ”Svendborgdigte”,
Multivers 2016, 301 sider med tysk og dansk tekst, 288 kr.
Af Egil Hvid-Olsen
Fra 1933-39 boede den tyske digter, Bertolt Brecht, i eksil i nærheden af Svendborg. Her skrev han en digtsamling, hvis primære målgruppe var tyske modstandsfolk i hjemlandet. Selvom Brecht både var en anerkendt dramatiker og lyriker, viste det sig særdeles svært at få udgivet samlingen. Dels skulle der tages storpolitiske hensyn, dels var Brecht kun anerkendt som dramatiker i Danmark, ikke som lyriker, og dels var det en udfordring at skaffe penge i eksillandet til en udgivelse, der var skrevet på tysk og manglede en dansk oversættelse som den, Multivers udgav i 2016. En af Brechts kvindelige bekendtskaber løb en betragtelig økonomisk risiko i forbindelse med udgivelsen, hvilket Hans Christian Nørregaard blandt andet redegør for i et glimrende og oplysende efterskrift. Samlingen endte med at blive udgivet i 1939, men nåede ikke målgruppen i Tyskland, fordi krigen brød ud med invasionen af Polen i september.
Profetiske digte
”Svendborgdigte” er en ujævn samling, der i første omgang virker mere interessant som historisk kilde, men lidt efter lidt samler sig og bliver både smuk, skræmmende og gribende. Digte om Hitler – som Brecht ofte omtaler som ”klatmaleren” – og den fare, han bringer med sig, fylder en stor del af samlingen.
 |
Omslaget til den tyske
paperbackudgave af Brechts bog
|
Men den indeholder også digte for børn, hædersdigte over fortidens vismænd samt hyldestdigte til kommunismen og dens forkæmpere. De sidstnævnte virker lidt pinagtige, når man husker på det årelange folkedrab, Josef Stalin var hovedmanden bag, og som overgik Holocaust i dødstal. Allerede i begyndelsen af 1930’erne havde Stalin indledt en tvangskollektivisering, der kostede mange mennesker livet og medførte en sultkatastrofe. Dette var Brecht ikke uvidende om, men det var forholdene i sit hjemland, han vendte sig mod. Det var på høje tid at advare om den forestående fare:
”DE ØVERSTE
har forsamlet sig i et værelse.
Mand på gaden
lad alt håb fare.
Regeringerne
skriver ikkeangrebspagter.
Lille mand
skriv dit testamente.” (s. 29).
Som i dette korte eksempel bærer mange af digtene præg af en barsk humor, der virker nærmest profetisk i sin forudsigelse af katastrofen. Et beslægtet digt tager de indledende ord op igen:
”DE ØVERSTE SIGER:
Det går mod berømmelsen.
De nederste siger:
Det går mod graven.” (s. 35).
Advarslen varieres som en gentagen tryglen om forståelse for situationens alvor:
”NÅR DER SKAL MARCHERES, VED MANGE IKKE
at deres fjende marcherer i spidsen for dem.
Stemmen, som kommanderer med dem,
er deres fjendes stemme.
Den, der taler om fjenden,
er selv fjenden.” (s. 41).
Et træ i skygge
Selvom samlingens børnerim kan virke lidt malplacerede i helheden, fungerer de som et helle, inden man kaster sig over flere knivskarpe advarsler om det truende krigsudbrud.
Digtet ”Blommetræet” er så ligetil og hyggeligt, at det er svært at se den samme digter bag det og de nævnte eksempler. Og dog skal man næppe lade sig snyde af de mundrette rim og de børnevenlige formuleringer, for digtet handler om en vækst, der står i skygge og derfor ikke kan bære frugt. Også her trues livet:
”I gården står et blommetræ
et uanseligt lille kræ.
Om træet er der et stakit
så det kan vokse frit.
Det lille træ vil gerne gro
og blive stort, det kan du tro,
men det kan ikke bli’ til nog’d
for solen skinner aldrig på’ed
Men er det nu et blommetræ,
der er jo aldrig blommer på?
Vel er det så, for ved du hvad,
man ser det på dets blad.” (s. 69).
Advarsel mod medløberi
I det lidt militante digt ”Ingen eller alle” manes der til modstand mod en uret, der begås. Fjerde og sidste strofe stiller spørgsmålet:
”Hvorfor vente til i morgen?
Når i dag kan blive dagen,
hvor vi alle går til sagen
døtre, sønner, mødre, fædre
ændrer verden til det bedre.
Ingen eller alle. Intet eller alt.
Ene kan du intet gøre.
Geværer eller lænker.
Ingen eller alle. Intet eller alt.” (s. 79).
Der skal siges fra overfor uretten! Alternativet udfolder Brecht i ”Til de ensrettede”, hvor tavshed uundgåeligt udvikler sig til løgn:
”[…] Således understøtter han alene ved sin tavshed
forbryderne, men snart
vil han bemærke, at han, for ikke at miste sit levebrød
ikke blot må fortie sandheden, men
sige løgnen. Ikke unådigt
modtager undertrykkerne den, der her er parat til
ikke at miste sit levebrød.
Han går ikke omkring som en bestukken,
da man jo intet har givet,
men blot intet har frataget ham.” (s. 145, 147).
De gentagne negationer afslører, hvor fattigt et samfund propagandaen medfører. Død og intethed vokser, når ingen siger fra overfor den tomhed, som propagandaens gyldne løfter netop skal skjule.
Propaganda spreder rædsel
Brechts sorte humor er meget tydelig i digtet om ”Propagandaens nødvendighed”, der indledes:
”Det er muligt, at ikke alt i vores land går, som det burde gå.
Men ingen kan tvivle på, at propagandaen er god.
Selv de sultende må indrømme
At ernæringsministeren holder gode taler.” (s. 197).
Karikaturen intensiveres senere i samme digt:
”Og da på en anden dag det største luftskib i riget
gik op i flammer, fordi man havde fyldt det med antændelig gas
for at spare det uantændelige til krigsformål
lovede luftfartministeren ved de omkomnes kister
at han ikke ville lade sig slå ud, hvorpå
der lød højt bifald. Selv fra kisterne
skal der have lydt klapsalver.” (s. 197).
Digtets konklusion peger på tomheden bag propagandaen:
”Og endnu en ting angående propagandaens formål
gør en smule betænkelig: jo mere propaganda
der findes i vores land
jo mindre findes der af alt andet.” (s. 201).
Propagandaen bringer rædslen med sig, fordi det kan være livsfarligt at modsige selv de mest åbenlyse løgne. At rædslen også smitter af på nazisterne selv er Brechts påstand i digtet ”Regimets frygt”, hvor ethvert tegn på en tilsidesættelse af ensretningen forskrækker de overbeviste idealister:
”Men også brunskjorterne selv
frygter den mand, hvis arm ikke ryger i vejret,
og forskrækkes over ham, der
hilser dem med et ’god morgen’.
De kommanderendes skingre stemmer
er fulde af angst som svinenes hylen,
når de venter på slagtekniven,
og de fede røve
sveder af angst i kontorstolene.
Drevet af angst
bryder de ind i boliger og leder i klosetterne
og angsten er det
som får dem til at afbrænde hele biblioteker. Således
behersker frygten ikke kun beherskede, men også
de herskende.” (s. 207, 209).
Måske var det netop denne angst, der fik nogle nazister til at fortsætte kampen lang tid efter, at alle andre havde indset Tysklands nederlag.
Hadet forvrænger ansigtet
På det tidspunkt, hvor Brecht skrev digtene, var der ingen, der kunne vide, at det gik så galt, som det gjorde. Man kunne nok have haft en vis skepsis overfor et lille digt som dette, der virker overdrevet i sin nærmest gotiske uhygge, men ikke desto mindre afslører det vanvid, der kom til at præge krigen:
”Efter svære skæbneslag
plejer Kansleren atter at rette
sine tilhængere op igen gennem en stor tale.
Også manden med leen, hedder det
elsker de opretstående aks.” (s. 229).
Det er, som om digte som dette også har virket på kanten for Brecht selv. I det fabelagtige, afsluttende digt, ”Til efterkommerne”, taler han om, at hans had måske har forvrænget hans ansigt, og beder om efterkommernes overbærenhed, hvis han og andre, der har kæmpet den samme kamp, er gået for vidt:
”Også hadet mod nederdrægtigheden
forvrænger ansigtet.
Også vreden over uretten
gør stemmen hæs. Ak, vi
der ville berede jorden for venlighed,
kunne ikke selv være venlige.
Men I, når det kommer så vidt
at mennesket er mennesket en hjælper,
tænk på os
med overbærenhed.” (s. 263).
Desværre viste det sig, at Brecht – end ikke i de frygteligste af digtene – overdrev det, der kom.
Naiv og skarp på samme tid
At Bertolt Brecht stadig er værd at læse overbeviser ”Svendborgdigte” om. Overbevisningen fastholdes på trods af samlingens lidt svage begyndelse og dens eksempler på hyldestdigte, der minder om den propaganda, Brecht slår hårdt ned på andre steder i samlingen. Et eksempel er ”Kantate til Lenins dødsdag”, der slutter med denne patetiske strofe:
”Lenin er stedt til hvile
i arbejderklassens store hjerte.
Han var vores lærer.
Han kæmpede sammen med os.
Han er stedt til hvile
i arbejderklassens store hjerte.” (s. 181).
Det er ikke den slags tekster, der pynter på samlingen, men digte som dette er med til at skabe en helhedsforståelse af Brecht. Lige så naiv en tilgang, han havde til kommunismen, lige så skarp var hans analyse af nazismens farer.
”Svendborgdigte” har dog ikke kun sin berettigelse i kraft af sit historiske budskab, der rundt omkring i verden viser sig aktuelt igen, når nye krige og folkedrab er under opsejling. Samlingen er også en lyrisk bedrift af præcise, drillende, skræmmende og rasende formuleringer, som den særligt interesserede oven i købet kan undersøge på originalsproget, idet den tyske tekst står på den modsatte side af den danske. Således har forlaget Multivers og de tre oversættere, Henrik Borberg, Ulla Gjedde og Hans Christian Nørregaard, stillet en fornem udgivelse til rådighed for danske læsere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar