Blodige skriftrids gennemilter nødvendigheden

Henrik S. Holck:
Ungdom (digte 1976 – 82)
Det Poetiske Bureaus Forlag 2016

Af Thorvald Berthelsen
Henrik S. Holck blev nærmest udråbt til den ny 80’er lyriks vidunderbarn, et mirakel, da han debuterede i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt på Borgens forlag, samme år som Michael Strunge debuterede med Livets hastighed og F. P. Jacs Munden brænder på huden udkom på samme forlag. De tre havde mødt hinanden til Poul Borums litterære sessions, hvor Asger Schnack underviste, gav kritik og sammen med Jarl Borgen antog de tre digtsamlinger samtidig, måske som led i en bevidst ny generationsdannelse. Resten af 80’er generationen Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen fulgte med debuter i 81-82.

Samlingen er en radikal kritik af det moderne a-religøse samfund med dets markedsøkonomi og massedemokrati, ikke ud fra dets indre modsætninger og degeneration, men ud fra en ren og mere sand natureksistens og dens oplevelse og iltning af verden. Et ’naturevengelium’ skrevet under koldkrigens farligt forsimplende atomtrussel, med modernistiske aner tilbage til Gustav Munch-Petersen, Ole Sarvig, Gunnar Ekelöf, Gunnar Björling og Edith Södergran.

Døgnets og årstiderne cirkelformede jordrytme opleves som tilfældighed/nødvendighed i øjeblikkenes udbrud af liv der ikke kun er lukkede punkter som punktummer men lynsnare åbninger af ufatteligt nye muligheder; en uendelighed af begyndelser og skabelse som naturloven:

kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige
er du menneske
se solen strejfer en rejse rund
ud over kanten af din bevidsthed
og står dig i blodet med sin tanke
det er kun oplevelsen
og oplevelsen er det du er i
tilfældigheden og nødvendigheden
græder sorgen
rejser jorden sig af sin forbrugte tid
og styrter det hele sammen om dig igen
kun det der skal ske
kun det der skal og må ske
for at du kan ophæves til alt og intet
tegne en cirkel
kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige

Derefter gik der 10 år før Holcks næste digtsamling, Kærlighed på 3 uger, udkom på Gyldendal og ikke Borgen, og endnu 9 år inden den næste igen, Drømmesøn, udkom på eget forlag i samarbejde med Forlaget Solbjerg i 2007. Til dels fordi Holck i stedet for det generationsopgør, de øvrige samledes om, gik sine egne veje med shows, kunstanmeldelser og radio-happenings, som efter bl.a. Søren Ulrik Thomsens mening hovedsageligt gik ud på, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt, selvom Holck samtidig blev optaget på Kunstakademiet. Til dels fordi Borgen aldrig antog de to manuskripter til en roman og en ny samling digte som lå færdige i starten af 80’erne, ”hvilket (ifølge Holck selv) var et hårdt slag, han aldrig siden er kommet sig helt over.” (Jakob Østergaard Nielsen, Nødvendighedens naturgrafitti, Standart nr. 3, 2006)

Som det kan ses er Holck blevet skubbet længere og længere ud i lidderadurens perferi. Det er derfor både passende og meget glædeligt at Det Poetiske Bureaus Forlag nu efter endnu et 10 år har udgivet en omfattende samling af Holcks digte fra 1976 – 82 (fra han er 15 til han fylder 21), Ungdom, hvor man kan læse hvad vi er gået glip af indtil nu på grund af det litterære establishments indskrænkethed.



Det er eksperimenter, til tider kladder, men også fuldkommengjorte digte og hele samlinger af samme, ligeså fuldkomne som Vi må være som alt. Og den er en meget alsidig og altomfattende repræsentation af de to modstrittende spor, som Holcks litterære praksis ifølge Jakob Østergaard Nielsen befinder sig i og imellem: ”Et poetisk (grav)alvorligt og litterært opbyggeligt, og det andet tilsvarende spilfærdigt, kitchet og lige dele litterært undergravende og underholdende.” Det er stadig en sprogligt virtuost nyskabende gennemspilning af den sande natureksistens i den løbende opløsning af sproget, syntaks, grammatik og musik, som han og 80’er generationen føler er intenst forbundet med den allestedsnærværende bevidsthed om den sandsynlige  på denVi atomkrigs destruktion, ’verdensundergangsangsten’. Men også en vrængende parodisk og underholdende udgave af det samme, hvor tingsværdenens artefakter - i modsætning til ellers - optræder. Og vi ser Holcks inspiration fra Zen-buddhismen. F.eks. ½i de meget tidlige digte som Livet er en cirkel/livet er ikke en linie med slutlinierne:

Vi vender tilbage til os selv
når vi vågner fra døden
fra søvnen
ind til livet

Som senere modsvares af en parodisk udgave i 1,39: at universet er en cirkel:

23,01: at verden er en cirkel
            at verden er en ret linie: universet: i morgen:
1,39: han begyndte at gå og gik forbi den fremmede
          og den fremmede han
Ja han forsvinder selvfølgelig i den blanke afslutning af digtet. I samme digt står den drilske og undergravende karakteristik af sproget i digtet, som viser hvad det er der støder selvhøjtidelige litterater, som ynder at betragte digtet som et selvtilstrækkeligt metasprog:
10,21: kunne skære sig på mange ting. Et stykke glas,
            en sten m.m.
13,06: berøringer der realiserede ’tomrummet’
            og under huden
            skrift skrevet af sår og savn
18,59: han sidder inde i sproget
            han kan ikke læse sig selv
19,21: for mange ord har gjort ham ulæselig

Og det er i sig selv en parodisk, kitchet udgave af versene om sproget i Vi må være som alts afslutningsdigt Det fuldstændige:

og de vandrede i alt over jorden
til de fandt sig selv i et sprog uden grænser
et sprog ikke bare for sprogets skyld
men et sprog som udtryk for deres ufornægtelige identitet

I det første undergravende tilfælde er sproget godt nok udtryk for identitet, men det er skrevet af virkeligheden, naturens indflænsning af sår og savn med glas og sten. Og samtidig spærrer det og dets alt for mange ord én inde så man bliver ulæselig for sig selv og andre.
For at vende tilbage til døgnets og årstiderne cirkelrytme af liv, skabelsesøjeblikke i en uendelighed af alt og intet, uafvendelige som naturlove, fra Kun det tilfældige i Vi må være som alt. Så indeholder titeldigtet AT i den første af bogen Ungdoms 3 AT samlinger både de typisk ordskabende Holck greb og en række atypiske abstraktioner uden natur, hvor tingsverdenens artefakter også sniger sig ind i gennemspilningen af alt, intet, alt, kort sagt liv og intet andet:

At: der ingen grænser er hvis
JegintethedsHeden gøres til disciplin
at: det største er tomheden
at: alt bevæger sig, forandrer sig,
indgår og fragår i 1 uendelig proces
At: alt er en bevægelse mod ingenting
at: alt dette som systematisk standses af
det systematiske system fører til jeg’ets
angst overfor ’intetheden’
at: ordet ’intethed’ som element
i det systematiske system
er negativt fordi alt er målet og Alt vil sige en stadig
produktion af artefakter af ting
Allerede inden man når at formulere
sin første nærhed til verden
standse alt af trangen Alt
at: intet(heden) er den eneste vej til alt
at: dette alt er et alt der fungerer i tomrum
og manifesterer sig i liv, intet andet.

Alt er en bevægelse mod intet. Øjeblikkets erkendelse er konstant flydende og springende. Intet(heden) er den eneste vej til altet, der virker i det tomme rum og udtrykker sig i livsdriften.

De fleste digte i Ungdom er Holckske naturdigte og ligesom i Vi må være som alt mantraer om naturens tætte intethed og dens bestanddeles – iltens, græssets, træernes, regnens, skyggernes – dråbeklarhed og flygtighed. De er den hudløst sande og lette realitet ”i stilheden i en endnu meget tidlig morgen”…

Træernes skygger i løb over jorden
Og tidens flygtighed forglemt i et efterladt fodspor
Legemet i alt og dets svævende bevægelse
Skovenes susen om sangen
Den første hvide åbning
Der træder varsomt ind over oceaner
af styrtende lys og stilhed
Som et land der fødes af druknende sorg
(fra: TIDLIGT BILLEDE)

Det er den farligste under huden indtrængende realitet, den virkelighed som erfaringen har lært os er umulig i praksis. Digtene fremmaner fladernes koncentrerede åbenhed med elementernes utallige helt uprøvede kombinationsmuligheder, som livsdriften bevæger sig igennem i sin erkendende fortsættelse, begyndelse, fortsættelse på trods af atomkapløbets bombetrussel, fordi den ikke kan tilintetgøres:

Det var ikke mig de kunne åbne
og tage videreførelsen fra
Men jeg så roligt og længe på skyerne
Måske var det deroppe et sted
Begrædende og trampende på tiden
stod en indre skumring
og kogte
Der var ingen der bøjede sig ned
til lidt blomsterstøv
Der var ingen der bøjede sig ned
til dette videreførelsens hav
Ingen der så at det løber som blod gennem vore kroppe
Hjertet er en atombombe

Ikke den stædige optimisme som den flot formuleres af Strunge og F. P. Jac. Selv om de smider bomben, lever vi videre. Denneher bombe optages organisk eller som Holck formulerer det, vi bilder os som myren ind at vi er årsagen til skoven. Verden er der sikkert stadig selvom vi går til grunde i forsøget på at diktere naturen en form.
Det kunne lyde som en passiv Zen-buddhisme eller sågar pantheisme, men det modsiges af Holcks insisteren på jeg, du og det store Vi. Ikke bombastisk bydende ”relolutionært” som Strunge, men netop nøgternt insisterende med en twist mod forcerede omvæltninger. Ikke det abstrakte postulerede Vi skal, men Vi må som en intens blanding af bøn og nødvendighed i en vedholdende besværgelse/ bevægelse af verden i uanset hvor små skridt af gangen.

jeg samler 1 sten op
og lar den falde
jeg har forandret verden
jeg går over sneen
føddernes aftryk ligger tilbage
jeg har forandret verden
fordi jeg berører dig
bevæger du blikket 7 millimeter i min retning
vi har forandret verden
Alt er intenst uden baggrund aller forgrund
Den passive opfattelse af alt som indeholdt i alt modsiges også af Holcks konkrete forskydning af perspektiv og niveauer i landskabet i forhold til jeg, du og vi. Forskydninger, som gøres nærværende og vedkommende i den løbende præcise opløsning af sproget. Hans sætninger bliver ofte ikke fuldført, men afbrydes og springer i glidende sug fra sansningen af naturen og omverdenen. Sætningerne er som hans sansninger og åndedrag et panoramakamera der bevæger sig 360% rundt og samtidig springer indimellem, skifter fokus fra det uendelige univers til græsset der stikker et strå i himlen; og der er ingen baggrund/og heller ingen forgrund/mens skyerne skifter uld/og lysets skyggeløb på huden/trænger længere og længere ind/i denne tætte intethed. Eller som det han formulerer det i LUGTEN AF DET BRÆNDTE HAV ER SOM LANGSOMMEHULLEDE SOLE:

Det er langsomme ting igennem luften
nede i vandet forsvinder
             min skyldfølelse, min hensigt
Der er ting af kød og
ting af            på mine fingre lukker sig
ansvar, bølgerne sletter aftenen
    bagved dig er nede i vandet sådan
udstrakt fra en modbevægelsesgnist, sveden
på vores pander er stenenes sved
…
Det er legemer der fordamper fra sekund
til sekund og visner ud i rummets
tomhed
det er andedraget det er blodet der
flænger sig gennem stilhedslarmen
som kastes til den ene side den anden
inden i en menneskegjort ramme
individet har kun sig selv,
og det er bare sådan sveden
på vores pander har intet at gøre med stenenes
Når jeg vender mig om hvad tror du jeg ser - ?
lugten af det brændte hav er
                som langsomme hullede Sole

Sådan trænger omverdenen i al sin tilfældige fremtræden sig endnu mere intenst på eller ind. Det er ikke åndedrag men iltningen gennem hudens tovejsmembran, der gennemtrænger døden og livet, ”Som de spinkle grene iltede livet/som dødsprocessen startede og lagde sig i jord/ et bundfald af sætninger… enhver sanset harmoni var en tilstand hvilende på kaos/det gik gennem  begyndelsens kaos,/det gik gennem slutningens/det ville: at opfange ridserne/det ville: kan forsøge blodet/…(det dør – det lever sig – det dør)”

Digtsamlingen Ungdom indeholder som nævnt mange helskrevne naturdigte og samlinger ved siden af kladder og eksperimenter. Der er digte der ikke siger mig et klap andet end som indfald. Det siger sig selv når bogen også indeholder kladder og ekperimenter. Det gælder f.eks. a,b,c,d,e,f, g, h, i, Jeg digtet i samlingen AT II. Og så et boghåndværks hjertesuk. Det er for ærgerligt, når bogen allerede efter en gennemlæsning og de opslag, denne anmeldelse har gjort nødvendig, går op i ryglimningen og truer med at blive et samlebladssystem, hvor fortsættelse måske følger.
Men Ungdom er en nødvendig udfylding af lyrikbilledet for den der er interesseret i de mange andre udviklingslinier og muligheder, der ligger uden for 80’er lyrikkens senere næsten alt for forfatterskole standardiserede mainstream. En vigtig bog.

Verden, spejlet i replikker

Ulla Koppel
Adressebog
98 sider, højformat
Illustreret af Sara Koppel
Det poetiske bureaus forlag

Af Jakob Brønnum
Lilli, Pericles, Archibald, Dortea, Wendy, Vega, Suleima. Jeg kan ikke sige, jeg ved, hvem de er. Jeg kan godt lide dem. Jeg kender dem lidt, synes jeg, fra Ulla Koppels helt særegne Adressebog, som er udkommet på Det poetiske bureaus forlag, illustreret af hendes datter Sara Koppel og i et mini avisagtigt højformat, som jeg mistænker kan have noget at gøre med titlen.

Adressebog hentyder formentlig til en ældre brug af ordet adresse, som man også kendte fra begrebet Adresseavis, der stadig findes i visse lokalblade, og som må betyde noget i retning af ”henvendelsesblad” eller "meddelelsesblad".

Bogen er uforlignelig. Den består af én lang række replikker fra de nævnte personer. Næsten hundrede sider, flydende smukke, underspillet og indirekte samfundskarakteriserende (det, der hed samfundskritisk før i tiden). Muntre, spidse bemærkninger, men også bare almindelig mellemmenneskelige udvekslinger. Levet liv.
Suleima har en lang replik, hvor hun klæder et parforhold af gennem morgentanker, der langsomt udvikler sig fra en lykkestund til en forståelse af, at det var vist ikke lige noget med den fyr –”vi gjorde hinanden mindre”. Det begyndte ellers så lyst.

”Klokken er 5.09
natten er forbi
mit hoved runger
af nye glæder nye skridt” (s. 34-35)

Nogle sider senere rejser hun sig op i et stærkt, vulkansk udbrud, der revser mandeverdens forhold til kvinder og prostitution. På en måde er de her Suleima-tekster, der vist er bogens længste monologer, centrale, hvis vi kan se de to Storm P-figurer Pericles og Archibald som nogle, der står i periferien, hvorfra de kommenterer. Og så tror jeg vi har et fint Danmarks-billede, en afstøbning af stemmer, der runger i tiden.
Indholdsmæssigt parallelt med Suleima står et samtalespor senere i bogen mellem Lili og Vega, mødre med drømme og forladte drømme. Bogen burde opføres som teater, som monologer og dialoger, det næsten ikke kræver noget at stille op, som dannelsesprojekt, på lokalbibliotekerne rundt omkring i de små byer, hvis de ikke var lukket alle sammen gennem de to seneste kommunesammenlægninger, gennemført mod befolkningens vilje.
Der er også selvkritik, eller bare kritik af de to mænd, der hele tiden sidder i udkanten af billedet og kommer ind med replikker. Deres Storm P-forbindelse er oprettet sent i skrivningen, fortalte forfatteren i et interview i lokalavisen Valby:

"ARCHIBALD
du snakker mens spillet spilles
af unge kvinder i sportstrusser
en gang skulle der vindes og pilles
nu inddæmmer jeg mestendels sjusser
…
jeg er blevet slatten som en medisterpølse

PERICLES:
Du kan sgu stadig rasle en bister følelse"

Hvortil Dortea bemærker:
"tænk at overlæsse
denne adresse
selvindbudt
øjne blodskudt
døgenigt
uden selvindsigt"

Man får efterhånden forskellige forhold til stemmerne. De vokser under læsningen. Man kan da godt se, at både Archibald og Pericles er sådan nogle irriterende brandere, der ordner verdenssituationen over en øl eller en hel masse. Men problemet er, at jeg kan lide dem, formentlig på en måde, jeg burde tænke over, næste gang jeg møder dem i virkeligheden eller på Facebook.
Ulla Koppel har arbejdet som skuespiller og instruktør på film og teater. Den særlige sammensmeltning af Storm P. og Solvognen, som den her bog giver, den er altså ikke til at stå for. Jeg vil ikke slippe den igen.
Dens menneskelige nærvær i den ferme skildring - rimet hele vejen igennem, rytmisk vekslende, sørgmuntert, historisk bevidst, kulturelt nærværende - er virkelig og vigtig. Den kræver et eller andet af mig, jeg ikke er færdig med, og jeg ved ikke, om jeg kan blive det.

Krigsbytte af Eros

Yorgos Alisanoglou:

Legstue – Traume for tre årstider & 9 måneder, 93 s.

Oversat af Sotirios Souliotis.

Det poetiske bureaus forlag

Af Søren E. Kristoffersen

Hvordan ser en digter ud? Hvordan ser en yngre, græsk, modernistisk digter ud, når han står og læser op midt i et kælderlokale på Nørrebro med græske og danske lyrikelskere som langøret publikum? Jo, det skal jeg sige dig, jeg var nemlig personligt tilstede, da en sådan yngre, græsk, modernistisk digter kom til byen for at læse op fra sin nyoversatte digtsamling Legestue – Traume for 9 måneder & 3 årstider. Oplæsningen foregik i Det Poetiske Bureaus Forlags kælderlokaler i Møllegade, København, og den foregik både på græsk (ved digteren selv) og på dansk ved oversætter Sotirios Souliotis. Aftenen gav os et syn ind i en bog, der består af fire dele: ”Krig”, ”Minde”, ”Krigsbytte” og ”Forårsgrænser”; fire forbandede årstider, fristes man til at skrive, for det er krigens og konflikternes poesi, der fremskrives i dette værk, som har sine lyriske rødder dybt forgrenet i den europæiske tradition. Nå ja, sådan ser bogen ud, men hvordan ser DIGTEREN ud? vil du nu spørge med rette.

Yorgos Alisanoglou er en mand i starten af 40’erne (f. 1975), han er af middelhøjde, bleg med rimelig markerede ansigtstræk, han har sort, halvlangt hår og sorte, fyldige øjenbryn. Denne aften, da han skal læse op, ankommer han i en lang sort frakke og ligner til forveksling den australske rockpoet Nick Cave. De mørke toner er ikke helt upassende for aftenen, for som sagt er bogen, digteren skal præsentere, ikke for børn, selvom den bærer den uskyldige titel Legestue. Yorgos Alisanoglou ligner det, han er: en digter af den skole, der vender sortsyn til udsyn, som ikke er bange for at italesætte en underverden, - det Erebos, der nævnes op til flere gange i bogen.

Den græske byrde

I løbet af aftenen slog det mig sådan, at det må være lidt af en byrde at være digter fra Grækenland; at skulle slæbe rundt på en tradition, som er så grundlæggende europæisk, så proto-europæisk i forhold til kanon og det litterære arvegods. Alisanoglou ser dog ikke ud til at være tynget af denne vished, og læser man digtene, er der da også en lethed over hans omgang med traditionen. Den græske guldalder stikker rigtig nok hovedet frem, dog mest som kommentar til en nutidig virkelighed, jf. digtet ”[Odysseus/Kirke]”, der på overfladen er et digt om et forhold til en mor, men som i dybden rækker ud til bogens egentlige tema: poesiens fosterliv i digterens livmoder og den traumatiserende fødselsproces, som i form af digte bringer livet og lyset tilbage til verden.  Bogen er da heller ikke tematisk set så meget græsk, som den er pan-europæisk. Vi møder således mange store skikkelser fra det litterære Europa, både forfattere, digtere og fiktive berømtheder: Helena, Ophelia, Julie, Romeo, Yeats, Shakespeare, Müller, Queneau, Cioran, Sebald, Filodemos, Homer, Sappho osv., såvel som de græske modernister Nikos Karouzos og Dimitris Dimitriadis. Og vi kommer samtidig vidt omkring på det europæiske kontinent: Athen, Kronstadt, Donau, Berlin, Frankrig, Spanien, Ukraine, Birkenau, Budapest, Danmark, bøhmiske absintstuer osv. Den er til tider til at blive svimmel af denne lyriske europarejse gennem det gamle kontinent, som også er en kirkegård med evige fødselsveer.

Og som den østlige grænse for det gamle Europa ligger Grækenland dér, hvor det altid har ligget. Det er stadig spydspids for omvæltning og nyskabelse, og der alluderes da også i samlingen til bådflygtninge og migranter, som fx i følgende vers fra digtet ”Epigram I”: ”Zefyr af Thrakien, du, eneste milde vind/kom ned til denne jord, men vær gunstig mod den/før dens ulykkesramte sjæl i god behold/til Piræus’ sødmefyldte strand/så den kan amme hunulvens sammensyede bryster/i takt med opløsningens manifesterede rytme”.   

Det musikalske element i digtet

Man fornemmer samtidig i dette lille vers, at Alisanoglous digte har det musikalske element present. Hans strofer slår som bølger mod den læsendes kyst og de bringer mangt og meget ind på de åbne, vide strande. Ikke mindst bringer de et mylder af formidable oxymoroner, dikotomier, dualismer, barokke konstruktioner. Billedsproget er hyperbolsk, men også afstemt og fint. Det er modernisme med respekt for de klassiske dyder. En af de vigtigste dikotomier, samlingen maner frem, er den gamle konflikt mellem menneske og natur. Der er især én strofe, som på smukkeste vis forholder sig til denne iboende konflikt i menneskesindet, en strofe, som samtidig viser Alisanoglous sublime balancegang, når han skaber poesi, der er funderet på både intuition og præcision, på abstrakt såvel som konkret. Strofen er en af mine yndlingspassager i bogen, den er fra digtet ”[Krigsbytte af forår]”, og den lyder sådan her: ”Denne pludselige sprække i himlen/naturens truende fremkomst/drev mig mod intelligens”. Det er muligt, jeg overfortolker stedet, men for mig at se er det ikke mindre end en opsummering af menneskets åndelige evolution, Alisanoglou her leverer. Den truende natur, som driver os mod intelligens, men som før eller siden tager det hele fra os igen. Alisanoglou synes i det hele taget at have det svært med naturen, man fornemmer dødsangst i digtene, men også det, at Alisanoglou – ligesom den moderne poesis forfader Charles Baudelaire – ser en dybtliggende modsætning mellem poesien og naturen, mellem det kunstige og det naturlige, hvoraf sympatien næsten udelukkende tilfalder kunsten. Dette forhold er ikke mere tydeligt end i ’tvillingedigtene’: ”[Når mindet brænder mine øjne]” og ”[Når mindet brænder mine øjne/variation]”.         

       

Modsætninger, ophævelser

Bogen byder som sagt på et væld af modsætninger, som igen bliver ophævet på fineste vis; ud over den nævnte konflikt mellem det kunstige og det naturlige, finder vi digte, der sætter krigen over for kærlighedshistorien, især eksemplificeret ved legenden om Troja og Shakespeares Romeo og Julie, men også ’barnet’ versus ’krigen’ er en dybtgående konflikt, hvor barnet repræsenterer fantasi og krigen traume. Denne dikotomi er endda synlig i selve bogens titel: Legestue – Traume for 9 måneder & 3 årstider.

Da oplæsningsaftenen var forbi, om end for hurtigt, sad jeg tilbage i Møllegade og følte mig rigere end Kong Krøsus. Oplæsningen på græsk, som jeg både forstod og ikke forstod, (jeg fulgte med i oversættelsen), var som en eksotisk brise gennem det mørke, kolde Nord. Og det er det, der er ved oplæsninger i forhold til blot at læse, - ordet går hen og bliver kød og dermed en mere sansemæssig oplevelse, mere musisk og forjættende, mere insisterende på sig selv. Det er netop vigtigt at opleve en bog på alle måder: at læse den for sig selv for at trænge ind i dens dybder, men også at høre den blive læst op, sådan at poesien får krop og lemmer og ansigt.

Og det var så det udvortes, - sådan ser en yngre, græsk, modernistisk digter ud, når han kommer til Danmark for at sprede sig ud. Men hvad med det indvortes, hvordan ser han ud på indersiden? Hvad digteren gemmer, har jeg ingen anelse om. Bogen med digte, dog, er en helt anden sag, den gemmer på lidt af hvert, som jeg har forsøgt at beskrive. Og jeg vil anbefale, at du læser den med hovedet nede i maven, hvis du altså har mod på en rejse over det underste kontinent.   

Det marginaliserede og mangfoldige!

Abdellah Taïa
Et sted at dø

Forlaget Arvids 2016

Af Carina Wøhlk.

Abdellah Taïas tidligere bøger, der er oversat til dansk (Englene fra Frelsens Hær og Arabisk Vemod), kredser om forfatterens egen opvækst og udviklingshistorie. I Et sted at dø forlader Taïa det selvbiografiske univers. Han træder et skridt tilbage fra sin egen historie - og står alligevel fast på flere af forfatterskabets kendte temaer: Landflygtighed, længsel, traumatisering, tabuisering, desperation og desillusion. Bogen udspiller sig hovedsageligt i trange lejligheder i Salé i Marokko og i den parisiske bydel Barbés.

LGBT-fortællinger

Persongalleriet er bredt og broget. Den mest fremtrædende figur er den marokkanske prostituerede Zahira. Hun er omdrejningspunktet for fortællingerne, der elegant væves ind i hinanden. Læseren stifter også bekendtskab med den transkønnede algierer Aziz/Zannouba, den homoseksuelle Mojtaba, der er på flugt fra regimet i Iran, den forsmåede bejler Allal og Zahiras faster, Zineb, hvis uvisse skæbne giver genklang bogen igennem. Undervejs slutter lignende stemmer sig til koret. Alle drømmer de om et bedre liv andetsteds. Alle søger de livsomvæltende møder og mirakler, men dybest set finder de bare et andet sted at dø.

Uden egentlig plot

Typisk for Taïa har bogen ikke et egentligt plot eller handlingsforløb. Alligevel er der en fremdrift i fortællingen. Den drives frem af den skiftende fortællerstemme, der enten taler i monolog eller i dialog med en anden gennemgående figur.

Taïa sætter emner som prostitution, homoseksualitet og transkønnethed ind i en arabisk kulturkontekst. Det er et modigt greb. Med sit forfatterskab sætter Taïa ord på det unævnelige og giver mund og mæle til LGBT-fortællinger, som eller ikke ville komme til orde.

Bogen er skrevet i et sprog, der på en gang er råt og poetisk. Taïa formulerer sig ofte i korte sætninger, der i staccato-agtige stød giver læseren en fornemmelse af det abrupte og usammenhængende i personernes liv.

Taïa portrætterer det marginaliserede og mangfoldige. Men når alle kulturelle, religiøse og seksuelle lag er skrællet væk, er de eksistentielle behov og bekymringer de samme. Når alt kommer til alt, er vi bare mennesker af kød og blod – med håb og higen efter noget bedre.

Skæbnefortællinger i hyrevognen

Zeev Sevik Perl: ”Taxafortællinger”, Psonne 2015, 80 sider, ISBN: 978-87-998592-0-

Af Egil Hvid-Olsen
En gang om året deltager jeg i en teaterfestival, hvor jeg går fra den ene forestilling til den anden. Niveauet er forbløffende højt. Det var det også, da jeg en eftermiddag gik ind i et lokale uden vinduer og sammen med det øvrige publikum blev budt velkommen af en israelskfødt mand, der ikke blot var forestillingens eneste skuespiller, men også dens manuskriptforfatter. Zeev Sevik Perl fortalte med sin charmerende accent to selvoplevede hændelser. Når han ikke spiller skuespil, kører han nemlig taxa, og på nogle af disse ture sker der noget, der er en fortælling værd. Han fortalte om dengang han kørte til Hundige Stationscenter og videre til Christiania med tre kriminelle andengenerationsindvandrere, der ændrede deres attitude og holdning til ham undervejs. Ligeledes fortalte han om, hvad der kan ske, når der pludselig sidder en gammel mand i ens taxa og beder om at blive kørt til en adresse, der viser sig at være beboet af nogle for ham vildt fremmede mennesker.
Ud over disse to fortællinger har Perl skrevet syv mere. Alle ni er udgivet i den lille bog ”Taxafortællinger”.

I Perls taxi
Fortællingerne er bygget op på nogenlunde samme måde, og dog adskiller de sig tydeligt fra hinanden. Ofte opstår der nogle dramatiske hændelser, som i dette tilfælde:
Stille og roligt lægger han sin telefon fra sig, vender sig mod mig, og med tårer i øjnene siger han til mig, at han i virkeligheden ikke har lyst til at leve længere. Derpå flår han døren op og forsvinder ud på den mørke snedækkede mark. (s. 62).
Perl selv er hovedpersonen i sine fortællinger, idet det er ham, der har oplevet det fortalte. Men han lader sine passagerer få god plads og giver deres skæbne ord. Selvom det følgende eksempel ikke er enestående, er det lige præcis den kvinde, der satte sig ind i Perls taxi og bad ham køre til Møn, samt hendes triste livsbane, man får indblik i.

Perl, som skuespiller i en Far til fire-film

Min første rigtige kæreste
”Han var min første rigtige kæreste. Vi blev gift i Stege Kirke på Møn, og vores samliv gik godt til at starte med. Indtil drukturene tog overhånd. Til sidst kunne vi kun holde hinanden ud, når vi var fulde begge to. Da han en dag blev taget med alt for høj promille i blodet, mens han kørte i sin lastbil, mistede han både sit kørekort og sit levebrød. Han besluttede sig for at stille flasken på hylden, og han har sgu ikke drukket en eneste dråbe siden. Det siger han i hvert fald”.
Her bryder hun ud i endnu en omgang dåselatter.
”Det endte med, at jeg måtte flytte fra ham. Siden boede jeg sammen med den ene alkoholiker efter den anden.
Det endte altid med, at jeg fik tæsk og flyttede ind hos det næste røvhul, som også tæskede mig. Men i alle de år forblev mig og Otto gode venner. Han har nemlig aldrig så meget som løftet en finger mod mig og har altid respekteret mig. Derfor er vi venner for livet”.
Med disse ord hiver hun Elefant nummer to op af posen og efter en slurk, som tømmer halvdelen af flasken, kigger hun alvorligt på mig og spørger, om jeg tæsker min kone.
Jeg griner, og forsikrer hende om, at jeg ikke kunne finde på det.
”Det er godt at høre. Skål!” råber hun ind i mit øre. (s. 44).

Socialrealisme som blind passager
”Taxafortællinger” er levet liv; en form for socialrealisme, der kun er bearbejdet af forfatterens hukommelse og skrivestil. Fortællingerne bevæger sig frit mellem det triste og morsomme, alt efter hvordan den enkelte tur udviklede sig i virkeligheden. At læse bogen er lidt som at være blind passager i Perls taxa. Sammen med ham møder man meget forskellige mennesketyper. Ind imellem ville man gerne have kørt lidt længere med passageren. Andre gange er man lettet over, at vedkommende endelig steg ud.
Perls fortællesamling skæmmes kun er en lidt for sjusket korrekturlæsning.

Otto Gelsteds blonde terrorist

KLASSIKERLÆSNING: Otto Gelsteds digt Reklameskibet

Af Knud Vilby
I 2016 fik jeg sammen med Niels Skousen Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen. Det var en ære og en stor glæde, og det fik mig blandt andet til at genlæse en del af Otto Gelsteds digtning. Det fik mig også til at reflektere over min ungdoms fascination over terror. Selv om det ikke var det udtryk, jeg brugte dengang, hverken når jeg talte højt, eller når tankerne blot kørte rundt i min teenage-hjerne.

Gelsted

Teenage-terror-tænkningen havde at gøre med det store digt "Reklameskibet" fra digtsamlingen jomfru Gloriant i 1923. Otto Gelsted var 35 år. Tiden var lige efter Første Verdenskrig.

Den marxistisk inspirerede venstreradikale Otto Gelsted dedikerer sit digt til kammeraten og (i hvert fald senere) partifællen Hans Kirk og beskriver i digtet det kommercialiserede vestlige samfund som et brølende og blinkende reklameskib og narreskib, der indeholder alt, for alle der kan betale. De elektriske projektører reklamerer i ildskrift for køb af Ford-biler.

Der er Kodak og Johnnie Walker og Tuborg. Der er sensationer, fallerede berømtheder og regenter, filmstjerner med Odol-smil, og alt fra millionærens luksus wc til fransk køkken, kubisme og kemisk madlavning, samt den sociale udstilling, der viser samfundet i længdesnit inclusive proletaren, der ædes op af lus i en skarnkasse. Det er funklende og imponerende, men også råddent og dybt depraveret.

Var det den verden, verdenskrigens sejrherrer hade kæmpet for? Og skal den overleve?
Det skal den ikke i Gelsteds digt. Reklameskibet stævner ind i den skumrende havn, og digtets slutning lyder sådan her:

"Men inde i Havnen
Sidder en mand i et Skur
Foran et bord med Urskiver og Maskiner.
Han har en shagpibe i munden
Og ser ud som en almindelig blond dansk student.
Han venter på det Øjeblik,
Da Skibet er over det rette Felt.
Så trykker han på en Knap.
Der er ingen ild fra Himlen, han venter,
nej, han selv rejser Ilden fra Afgrunden.
Og midt i den populære Shimmy:
"Ryst mig, til jeg revner"
Mens en Ildmand skræver frem på Reklameskibet
Og forkynder en ny Sandhed for Menneskeslægten:
OMA ER BEDST
lyder et brag".

Det var få år efter den russiske revolution. Der var kapitalismekritik, og der blev -om end indirekte - peget på et alternativ til Reklameskibet, der nødvendigvis måtte gå under. Anmelderne talte om, at Gelsted "gjorde det af med efterkrigstidens maskin- og fremskridtsjubel".

Jeg læste digtet i gymnasiet i 1950'erne. Nu var det efter Anden Verdenskrig, og det gav en ekstra dimension, at det var vores fantastiske klasse- og dansklærer, der introducerede digtet for os. Han hed Povl Kildemoes og havde tilbragt det sidste krigsår i en tysk koncentrationslejr, som frihedskæmper. Han vidste om nogen, hvad det ville sige at kæmpe for sit samfund. han fik i øvrigt siden tillidsposter i Det Konservative Folkeparti.
Politisk var der langt mellem Gelsted og Kildemoes. Alligevel var det ham, der fik mig og os til at se storheden i digtet. Jeg husker ikke diskussionerne, men jeg har aldrig glemt digtet, og jeg husker fascinationen af den unge blonde student i skuret. Jeg forstod tanken om, at hele lortet måtte sprænges i luften. Ved ikke om jeg sympatiserede, men jeg kunne i hvert fald godt sætte mig ind i tankegangen.

Dengang i 1923 vidste man jo godt, at kommunisterne ville omstyrte samfundet, og den russiske revolution var et vidnesbyrd om, at snakken om samfundsomstyrtning var mere end snak. Alligevel kunne digtet udgives og opnå berømmelse. Og efter endnu en ødelæggende verdenskrig kunne min konservative gymnasielærer vise os 16-17-årige digtets kvaliteter.

I disse tider, hvor ytringsfriheden indskrænkes med gode og dårlige argumenter, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om "Reklameskibet" i virkeligheden er i strid med straffelovens § 136 stk. 2, der gør det ulovligt og strafbart at opfordre til terror. Ikke at jeg tror, man med snart 100 års forsinkelse "vil komme efter" digtet, men ville det være lovligt, hvis et digt i dag på tilsvarende vis beskriver en sorthåret arabisk udseende ung mand, der vil sprænge det vestlige forretningsdreven og kynisk kapitalistiske samfund i luften?
Dengang i 1923 vidste man jo godt, at kommunisterne ville omstyrte samfundet, og den russiske revoluition var et vidnesbyrd om, at snakken om samfundsomstyrtning var mere end snak. Alligevel kunne digtet udgives og opnå berømmelse. Og efter endnu en ødelæggende verdenskrig kunne min konservative gymnasielærer vise os 16-17-årige digtets kvaliteter.
Dengang tænkte jeg mindre over de omstændigheder. I dag, når jeg tænker tilbage, synes jeg, det var stort

Nå, men der skal vel også siges noget opbyggeligt

Den smalle bogs nytårstale

Af Evy Konigsberg

Jeg ved sgu ikke med det der nytår.

Hvad ved du ikke?

Hvad man skal sige om det.

Du skal vel bare sige noget om at 2016 har været et frygteligt, frygteligt år og Trump og trekløverregeringen og terrorisme og en truende 3. verdenskrig og indvandring og Pia Kjærsgård og Joachim B. Olsen og klimakatastrofer og Bertel Haarder og Skat og Leonard Cohen og David Bowie og Prince og Claus Ryskjær og flygtninge og Morten Messerschmidt og Brexit og OL guld til håndbolddrengene og Facebooks store bogstaver, når man skriver kort og lidt mere om Trump og hvorfor medierne elsker ham og så naturligvis lidt om Evy Konigsberg.

Evy Konigsberg? Hvem fanden er det?

Det er hende, der skriver dette her.

What!

Ja, ja, det er kompliceret, men du skal ikke lægge dig ud med hende. Så skriver hun dig usympatisk.

Hvad mener du? Hvordan kan hun overhovedet skrive dette uden at tage os med på råd? Hvem er hun?

Ingen ved det rigtigt. Hun siger, hun er i familie med Woody Allen. Hans rigtige navn er jo faktisk Allen Stewart Konigsberg, så der kan godt være noget om det. Hun siger også, at hun er meget smuk og kvik i pæren.

Er hun så det?

Det ved jeg da ikke. Jeg har ikke set billeder af hende. Det har ingen.

Ingen ved, hvem hun er?

Nej.

Jamen, er hun et heteronym?

Ja, måske. Selvom de fleste nok ville kalde det et pseudonym, men hun insisterer på, at kalde det et heteronym. Hun er virkelig en pindehugger!

Men ingen ved hvem hun er? Det lyder sært. Og du ved det heller ikke?

Nej, men hun er i hvert fald ikke Morten Sabroe.

Morten Sabroe? Hvem fanden er det?

Ham den lille forfatter, der altid skriver om sin mor og sin kone.

Nåh, ham. Er du sikker på, hun er ikke ham?

Ja, hun digter jo. Eller, undskyld. Hun skriver vers.

Hvorfor undskylder du det? Er der forskel?

Ja, for helvede. Det er stor forskel. Digterne skriver ikke vers. Er du tosset. Det var i gamle dage. Bare se det røre omkring Bob Dylans nobelpris. Der var nogle digtere og litterater, der blev rigtig sure og stillede sig op og begyndte at definere.

Definere hvad?

Hvad der er litteratur, og hvorfor Dylans sange ikke er litteratur, når der går digtere rundt og digter på papir, hvorfor skulle man så give Nobelprisen til en, der synger sange og rimer og alt muligt? Og som er meget populær, ikke at forglemme, hvilket digtere jo bryster sig af ikke at være. Der var endda nogle, der tog en linje fra en af hans sange og sammenlignede den med en linje fra et helt andet digt af en helt anden digter, og sagde, at linjen fra det helt andet digt var bedre end linjen fra Dylan-sangen. Og derfor skulle han ikke have Nobelprisen.

Var det ham der Simon Pasternak?

Det kan jeg ikke huske, men det kunne det sagtens have været.

Han har ellers nogle gode, fortænkte linjer.

Er han Nobel-materiale?

Nej, for helvede. Ha ha!

Nå, men fuck dem. 

Ja.

Men året. Det var året, vi skulle tale om. Anus horribilis. Lagde du mærke til, hvad jeg gjorde der? Vits.

Anus? Ja, virkelig dårlig vits, men lad os nu lige være alvorlige et øjeblik. Det øjeblik skal man altid lige finde, når det er nytår. Øjeblikket, hvor man lige, du ved, tænker tilbage på alt det lort, som året har indeholdt. Og så lige toppe med det gode.

Hvad vil du så lige sige?

Noget med højrenationalisterne. Jeg havde et eller andet, jeg ville sige. Noget med at de er nostalgikere. De vil have, at tingene skal være som i de gode gamle dage. Det er også det Brexit og Trumps valg handler om. Tingene skal være, som de var en gang, alting var bedre i gamle dage, og de mest stupide af dem blander så lige den hvide mands overlegenhed ind i det også. 

Og så er vi tilbage ved fascismen.

Ja, men det kan også godt være de gode, gamle dage for nogle. Det var i hvert fald til at se, hvad der var rigtigt og forkert. Og det vil de gerne have tilbage. Det hele holdt i pæne, brune og orange nuancer.

Og måske skulle du også lige sige noget om islamisterne. Bare for at være på den sikre side. 

Ja, men det er det samme. Nøjagtigt det samme. Højrenationalisterne kan bare ikke se det, men der er stort set ingen forskel. Og de ekstreme af dem bruger vold. Same shit.

Nej, hold dig til håndbolddrengene. Det kan alle være med på. Også Bilka-folket.

Bilka-folket?

Ja, du ved alle dem, der stemmer på DF.

Nå ja, men de er jo nogle af de højre-nationalister, vi lige har snakket om. Dem er der mange af. 

Lidt færre end før. Men det er nok på grund af Messerschmidts og Dansk Folkepartis svindlen med EU-midler. Eller også er det fordi der er kommet et endnu mere ekstremt højrepopulistisk parti med hendeVermund.

Nå, ja. Ha ha ha.

Hvorfor griner du af det?

Er det ikke hende, der er blevet kæreste med ham der Jarlov? 

Nej, det er en anden. En eller anden kendt, hvis navn og virke, jeg har lykkeligt glemt. Same shit.

Men han er da også højreorienteret.

Ja, der er mange højreorienterede. Virkelig mange. Og neo-liberalister, der mener noget om frihed og markedet,som skal have lov at råde og de rige skal have lov til at være rige, og ikke betale så meget i skat. Og ellers være i fred for de fattige, som ikke skal have for meget hjælp, for så skal de rige bare betale topskat. Og hvad kunne de ikke have fået for de penge? Der er virkelig mange neo-liberalister, og de optræder hele tiden i medierne, fordi de er gode til at være i medierne selv om de ikke rigtig har noget nyt eller interessant at sige. 

De er kedelige. Lad os hellere snakke om noget andet. De døde.

Dem har vi nævnt.

Ikke George Martin eller George Michael eller Ole Erling eller Bud Spencer eller Elie Wiesel eller Mads Holger eller Muhammed Ali eller Gene Wilder.

Åh, nej. Ikke også Gene Wilder.

Jo, han døde også. 

Ham kunne jeg godt lide. Han var skøn i BlazingSaddles. Og Chicago Ekspressen. Og The Producers.

Vidunderlig.

Dem laver de ikke mere.

Hvad for nogle?

Den slags sjove skuespillere.

Det ved jeg da ikke.

Nævn en.

Øh… Det kan jeg sgu ikke. Du har nok ret. 

Gu har jeg så.

Men Bertel Haarder har vi da endnu.

Hvor fanden kom det fra? Det har da ikke noget som helst at gøre med Gene Wilder. Bertel Haarder kan jeg ikke sige noget om. Han er intetsigende.

Årh, det ved jeg da ikke. Han har da været minister i mange år under mange forskellige. Det bliver man vel ikke, hvis man er intetsigende.

Eller også bliver man det netop.

Shit, du har ret! Du har sgu indsigt. Eller…, er det i virkeligheden ikke hende Konigsberg, der har indsigt?

Jeg ved ikke, hvad du taler om.

Evy.

Nej, nej, det er mig, der har indsigt.

Men hvordan kan man vide om det er hende eller dig, der taler?

Det kan man ikke, og det er det, der gør det så vidunderligt.

Tjoh, vidunderligt, ligefrem? Det ved jeg sgu ikke.

Er der mere, der skal nævnes?

Ja, Evy Konigsbergs verssamling ”Ud af stedet”, bør vel retfærdigvis også nævnes.

Hvorfor det?

Fordi den er blandt årets bedste bøger. Det ved alle da.

Er den?

Ja.

Åh. Det er hende, der taler nu, ikke?

Nej, det tror jeg ikke.

Er det dig, der taler?

Ja, det tror jeg.

Nå, men der skal vel også siges noget opbyggeligt. 

Opbyggeligt? Altså sådan noget som: ”Opfør jer ordentligt”?

Det fås ikke mere opbyggeligt. Tak.

Og så skal der hilses til dem, der er langt fra hjemmet.

Hvordan hilses?

Du ved, bare hilse. Løft hånden og hils.

Sådan?

Netop. Godt hilst.

Godt nytår.

Godt nytår.

[Evi Konigsberg udgav i 2016 verssamlingen Ud af stedet (Det poetiske bureaus forlag). Bogen er anmeldt her: http://densmallebog.blogspot.com/2016/12/nar-digte-kommer-ud-af-stedet.html. Red.]