fredag den 10. februar 2017

Verden, spejlet i replikker

Ulla Koppel
Adressebog
98 sider, højformat
Illustreret af Sara Koppel
Det poetiske bureaus forlag

Af Jakob Brønnum
Lilli, Pericles, Archibald, Dortea, Wendy, Vega, Suleima. Jeg kan ikke sige, jeg ved, hvem de er. Jeg kan godt lide dem. Jeg kender dem lidt, synes jeg, fra Ulla Koppels helt særegne Adressebog, som er udkommet på Det poetiske bureaus forlag, illustreret af hendes datter Sara Koppel og i et mini avisagtigt højformat, som jeg mistænker kan have noget at gøre med titlen.

Adressebog hentyder formentlig til en ældre brug af ordet adresse, som man også kendte fra begrebet Adresseavis, der stadig findes i visse lokalblade, og som må betyde noget i retning af ”henvendelsesblad” eller "meddelelsesblad".

Bogen er uforlignelig. Den består af én lang række replikker fra de nævnte personer. Næsten hundrede sider, flydende smukke, underspillet og indirekte samfundskarakteriserende (det, der hed samfundskritisk før i tiden). Muntre, spidse bemærkninger, men også bare almindelig mellemmenneskelige udvekslinger. Levet liv.
Suleima har en lang replik, hvor hun klæder et parforhold af gennem morgentanker, der langsomt udvikler sig fra en lykkestund til en forståelse af, at det var vist ikke lige noget med den fyr –”vi gjorde hinanden mindre”. Det begyndte ellers så lyst.

”Klokken er 5.09
natten er forbi
mit hoved runger
af nye glæder nye skridt” (s. 34-35)

Nogle sider senere rejser hun sig op i et stærkt, vulkansk udbrud, der revser mandeverdens forhold til kvinder og prostitution. På en måde er de her Suleima-tekster, der vist er bogens længste monologer, centrale, hvis vi kan se de to Storm P-figurer Pericles og Archibald som nogle, der står i periferien, hvorfra de kommenterer. Og så tror jeg vi har et fint Danmarks-billede, en afstøbning af stemmer, der runger i tiden.
Indholdsmæssigt parallelt med Suleima står et samtalespor senere i bogen mellem Lili og Vega, mødre med drømme og forladte drømme. Bogen burde opføres som teater, som monologer og dialoger, det næsten ikke kræver noget at stille op, som dannelsesprojekt, på lokalbibliotekerne rundt omkring i de små byer, hvis de ikke var lukket alle sammen gennem de to seneste kommunesammenlægninger, gennemført mod befolkningens vilje.
Der er også selvkritik, eller bare kritik af de to mænd, der hele tiden sidder i udkanten af billedet og kommer ind med replikker. Deres Storm P-forbindelse er oprettet sent i skrivningen, fortalte forfatteren i et interview i lokalavisen Valby:

"ARCHIBALD
du snakker mens spillet spilles
af unge kvinder i sportstrusser
en gang skulle der vindes og pilles
nu inddæmmer jeg mestendels sjusser

jeg er blevet slatten som en medisterpølse

PERICLES:
Du kan sgu stadig rasle en bister følelse"

Hvortil Dortea bemærker:
"tænk at overlæsse
denne adresse
selvindbudt
øjne blodskudt
døgenigt
uden selvindsigt"

Man får efterhånden forskellige forhold til stemmerne. De vokser under læsningen. Man kan da godt se, at både Archibald og Pericles er sådan nogle irriterende brandere, der ordner verdenssituationen over en øl eller en hel masse. Men problemet er, at jeg kan lide dem, formentlig på en måde, jeg burde tænke over, næste gang jeg møder dem i virkeligheden eller på Facebook.
Ulla Koppel har arbejdet som skuespiller og instruktør på film og teater. Den særlige sammensmeltning af Storm P. og Solvognen, som den her bog giver, den er altså ikke til at stå for. Jeg vil ikke slippe den igen.
Dens menneskelige nærvær i den ferme skildring - rimet hele vejen igennem, rytmisk vekslende, sørgmuntert, historisk bevidst, kulturelt nærværende - er virkelig og vigtig. Den kræver et eller andet af mig, jeg ikke er færdig med, og jeg ved ikke, om jeg kan blive det.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar