Værket er det, der ikke findes

Søren R. Fauth nye digtsamling handler om tid og kærlighed, og det er foruroligende, hvor meget begge dele kan ligne fortvivlelsen

Søren R. Fauth
Det R bladenes måde at falde på
116 sider, 200 kr.
Det aarhusianske forlag Herman & Frudit 

Inklusive anmeldelse af et appendiks af Rebekka Boyding

Af Jens Carl Sanderhoff

»det R bladenes måde at falde på

at de bare ligger i deres gultglødende afsondrethed

den grå baggrund

alt er mørkt
støvregn (s. 9)

Så stille, så efterårsnedlukkende sniger Søren R. Fauth sig ind i sin nye digtsamling, Det R bladenes måde at falde på, og det kun godt et halvt år efter seneste udgivelse fra digterens hånd, den fabelagtige En rejse til mørkets begyndelse, og man forstår hurtigt, hvorfor digteren allerede nu i en raptus er fremme ved en ny samling, for han har forelsket sig, eller hvad man nu skal kalde det, for det er noget af en udfordring at gå med på disse digtes mærkelige, nærmest lunkne og samtidig skæbnesvangert diskante digressioner, den evigt ugjorte digters alter ego maler sig op i. Og som sædvanlig, fristes jeg til at skrive, er det med vilje, at læseren gøres usikker på indholdet, for det er nu en gang sådan, Søren skriver og skriver bedst!

Bogen er delikat og træder ud af rækken af de i formgivning ensartede langdigte-bøger (som også den gudesmukke På Jupiter findes fortiden ikke gjorde), mørk karrygul og prydet af en tegning, som Søren R. Fauths nevø, Anton Fauth, søn af digterens alt for tidligt afdøde søster, talentfuldt har kreeret; en underlig, urovækkende figur, der har mindelser om køn og monstre (måske er det bare mig?) indbygget i sin eksplosion af streger, og det er en ganske glimrende illustration af noget af det, vi inde i bogen bliver konfronteret med.

Bogen er opdelt i fire episoder: Præludier, Intermezzo, Forfra og Endspiel, hvoraf kun første og tredje episode er udfoldede afsnit. De to andre episoders udstrækning udgør én side, ja, sidste sågar kun én sætning, og begge skal vel nærmest illustrere et metaplan, der trækker læseren ud af idéen om at læse virkeligheden, at dette korte (kortere end sædvanligt hos Fauth) langdigt selvfølgelig ikke er dagbogsblade, men selvfølgelig er digterjegets desperate flaks i firspring.

Digtene i første episode lægger fra kaj i den sædvanligt tumultarisk hverdag, og man kunne fristes til at citere SUT: Alt er som det plejer, og så ved vi jo godt, at noget er galt. Digterjeget har mødt et du, og hurtigt (s. 14) kneppes der efter alle kunstens regler, men først efter en påberåbelse af tid, meningsløshed og Kafka. Det er dét, der er så foruroligende.

(…) dig der sidder overskrævs på mig i lænestolen

du siger: jeg knepper dig
du skal kneppe mig         siger du

jeg har ventet på dig
så længe (s. 14)

Allerede her er således kærlighed, tid, meningsløshed og Kafka kommet i spil, og digterjeget famler hypnotiseret gennem sin nyvundne lidenskab. Vi får glimt af det, man efterhånden vel let kunne kalde Fauth-classics; glimt af familieliv, cykelture, ulyst ved andre menneskers gøren og laden, små, flimrende lysninger af poesi og brokker fra europæisk åndsliv, men denne gang følges de af en nådesløs tidsmaskine. Løbende kommer sætninger, der snildt kunne rives ud af helheden og sættes sammen i deres egen ret, logos, og her danne et anderledes (for Fauths vedkommende) betydningsspor; jeg aner en nærmest religiøs optagethed af betydning, som både fascinerer ham, men samtidig også opfattes som grænseoverskridende, forstået på den måde at hvis livet er meningsløst, hvorfor bliver det så ved at provokere ham med noget, der føles som mening. Sætninger som; min sædvanlige måde at falde på / og jeg som troede det var slut /uophørlige fald gennem verdens trinvise nedbrydning af lys / at du hele tiden har været her (?) / hele tiden forfra / jeg vil altid elske dig / med tilbagevirkende kraft! / svævende over et gråsort intet. Denne linje gennem langdigtet løber over de første 75 sider, og viser tydeligt, at noget udfordrer den sædvanlige weltschmerz, noget insisterer henover normalitetens felt.

Det det, der svæver henover et gråsort intet, er R. Ny kærlighed. Eller rettere Kærligheden, begrebet, som hverken har et nu og altid er et nu. Og frygten for at miste dette nu, at R’et skal falde, som alt falder, igen. Det gør både digtsamlingen rørende og grusom.

Og R’et, kærlighedens bogstav, skriver til ham forklædt som en del af virkelighedens meningsløshed, forklædt i en kvindekrop (digtet s. 61), der bærer navnet Rebekka. Digterjeget har mødt en ung kvinde (som om alder har nogen betydning, når nu tiden flipper så vertikalt!), og kvinden skriver en tekst, der er vedlagt digtsamlingen som et løsblad; det R bladenes måde at falde på… Til anmeldelsen her kommer også en anmeldelse af dette appendiks, for dette blad er noget, der helt exceptionelt konkretiserer digtsamlingens natur – et ret genialt påfund!

Anden reelle episode, Forfra, griber tilbage mod dét, digterjeget synes at have tabt; mismodet, men det kan ikke rigtig fungere nu, hvor nuet har ladet sig fylde af noget, der er nogen. I glimt ser vi ned gennem tiden, set gennem familiens vilkår; den mere og mere fraværende far, den ulykkelige mor og digterjeget, der har opnået fornyet frygt for tab; har man nogen, er der noget at tabe.

Jeg vil hellere dø
dø
dø
i gløderne
sammen sammen alene
end i udkanten
af mig selv (s. 84)

Og

jeg vil bøje universet tilbage i sig selv
halvdelen af mig vil dø
          halvdelen (s. 108)

Der bindes pludselig en tydelig sløjfe tilbage til debutdigtsamlingen, Universet er slidt, fra 2013, som i al sin pragt nu står som et manifest, ja, som vidnesbyrd på tab. Alt, hvad den første digtsamling var optaget af, er i en vis forstand eroderet og bliver et billede på værdierne skrøbelighed.

Den sidste episode, Endspiel, som altså kun er én sætning, fræser gennem digtsamlingens planer; tiden, kærligheden, meningsløshed og faldet (som pludselig får en Kafkask kvalitet over sig), som enten en forbøn fra håbets overdrev eller hånlatter fra en misantrop. Måske er sætningen positiv, måske negativ, måske begge dele. Det lægger Fauth over til læseren med sig selv at afgøre, og jeg sender hermed opfordringen videre til alle. Således ender denne kortere langdigtsform med en art filosofisk åben slutning, og det er meget passende i forhold til langdigtets indhold.

Appendiks

Rebekka Boyding

MINDER OG ANDRE TING DER IKKE ER SKET ENDNU

Til Søren R. Fauth

Løsark indlagt i ’Det R bladenes måde at falde på’

Det aarhusianske forlag Herman & Frudit

Af Jens Carl Sanderhoff

Et soveværelse på en mørk vintermorgen er i forvejen tom for tid. Det sidste af tiden mellem to dage, i det rum i huset, hvor livet er længst væk og tættest på. Hvor liv slutter, liv bliver glemt, forsøgt fortrængt, hvor liv bliver skabt. Og det er der, i dit soveværelse jeg ligger og smager på tiden og Jordens halve liv, med en sætning, der gør det så klart, at tiden simpelthen ikke kan findes. Jorden er i dag ca. halvvejs i sit liv.

Sådan begynder en smuk kærlighedserklæring, et smukt lettre d'amour (for nu at binde den anden lille, mærkelige episode af Fauths langdigt; Intermezzo, sammen med brevet her, da dette intermezzo er skrevet på fransk, indtil en tysk sætning forstærker blødningen), og hvis man ikke vidste bedre, kunne man sagtens som linjedommer i dette spil, pludselig få den uforskammede tanke, at værket slet ikke eksisterer; hverken Fauths eller Boydings, men simpelthen er livet. Altså – LIVET!

Måske er denne anmeldelse tilmed en del af fiktionens overfræsende, vildt frådende kobbel, og der er slet ingen nåde for de i livets skønhed fortabte sjæle, nej vel!

Det korte af det lange – dette værk er det, der ikke findes, og værket er det, der vokser ud af dette fravær. Lyder det kryptisk? Det er det slet ikke; det er definitionen på al god kunst, og det kan man ved selvsyn få øje på, hvis man læser dette forunderligt korte langdigt med indlagt blad; det R nemlig sådan, et blad skal falde ud af en bog på, en bog, der har den gultglødende afsondrethed som omslagsfarve, og som sådan er et festskrift til alle, der har fået øje på tilværelsens indbyggede katastrofe. Som SUT skrev way back then: døden er / ikke at elske og alt er som det plejer. Tiden, siger jeg; brug den på at læse denne digtsamling – også i går.