Flot genåbning i Esbjerg

Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg. Frem til d. 26. februar 2023.

Af Egil Hvid-Olsen

Efter en længere periode, hvor Esbjerg Kunstmuseum kun har vist sin faste udstilling, blev et indbygget kunstværk, en installation og en særudstilling indviet d. 23. september i år. Elafur Eliasson lokker gæster til med "The curious wall", men der er også mange andre værker, det er værd at stifte bekendtskab med.

Olafur Eliasson: "The curious wall"

Kunstværk og interaktiv reklame

Olafur Eliassons mur, ”The curious wall”, som museets gæster møder, inden de går ind i bygningen, præsenterer otte kalejdoskoper, hvoraf de fire kan ses udefra, mens man skal ind i museet og ud i gården for at kigge ind i de sidste fire. Kalejdoskoperne, der løber gennem muren, leverer ikke blot smukke spejlinger, men vækker også nysgerrigheden hos den, der måske aldrig har været på kunstmuseum. På den måde er Eliassons mur ikke alene et kunstværk, men også en interaktiv reklame for museet.

Visualiserede data

Thorbjørn Lausten: "DRIFT", detalje

Thorbjørn Laustens ”DRIFT” fylder et stort kælderrum med en række hvide vægge, hvorpå der vises film, som hver især består af grafisk bearbejdede data, der er stammer fra Danmarkstrædet og den vestlige del af Østersøen; data, som trækkes ned fra Den Europæiske Rumorganisations satellitter. Ved at omdanne data, der normalt bliver benyttet i en naturvidenskabelig kontekst, til et skiftende grafisk udtryk, åbner Lausten for en række spørgsmål: Hvad er det for en virkelighed, grafikken visualiserer? Kan man udlede fakta om klimaforandringer af målingerne og kan forandringerne i så fald ses i visualiseringen? Hvad består en måling af, når den også kan omdannes til farve og form? Er visualiseringen mere præget af kunstneren end af de data, der præsenteres på filmene? 

Ikke nok med, at værket bygger på data fra to forskellige steder. Det vises også simultant i både Esbjerg Kunstmuseum og Nikolaj Kunsthal i København.

Rui Chafes: "Apaga-me os olhos"

”Sku’ det være kunst?”

I særudstillingen ”Andre dimensioner” er der ikke så få fascinerende værker, f.eks. Rui Chafes’ på samme tid smukke og drilske kolos af en skulptur ”Apaga-me os olhos” (”Sluk mine øjnes lys”) fra 2005. Når man ser den kuglerunde, tilsyneladende vægtløse sorte jernbold, kigger man uvægerligt op for at finde den wire, værket hænger i, men den eksisterer ikke. Man er blevet snydt af de pyntelige bånd, der falder ned fra bolden, og som ved nærmere undersøgelse viser sig at være det, kuglen hviler på.

Et andet muntert eksempel er Erik Andersens postkasserøde mannequin ”Piccolini” (2002), der på en lige så postkasserød bakke tilbyder museets gæster de mål, som et fiktivt kunstværk består af. Målene er placeret i et sindrigt – eller helt tilfældigt - system, som dog ikke giver mening, fordi man ikke ved hvilke materialer, der skal udfylde målene, og hvordan de skal placeres i forhold til hinanden. Her kan man med god samvittighed spørge: ”Sku’ det være kunst?”, for værket er der jo ikke – men i dette tilfælde er det netop kunsten.

Erik Andersen: "Piccolini"

Jeppe Heins ”No Presence” (2002), der består af en flerfarvet neonkugle, er som et lille barn, der vældig gerne vil ses, men bliver genert og slukker, når beskueren nærmer sig. Mere alvorligt er Mark Dions værk ”The Natural Sciences” fra 2015, hvor kunstneren peger på, at fagkundskaben i sin undersøgelse af naturen ikke kan undgå at påvirke den. Derfor har han lavet 16 fluorescerende figurer, der hver især repræsenterer sit naturvidenskabelige fag, f.eks. iktyologien (læren om fisk), botanikken og mineralogien, og hvis selvlysende fremtoning minder beskueren om, at disse dyr, planter, forsteninger mm. er påvirket af at have været i menneskehænder. Når vi systematiserer og kategoriserer, skaber vi et overblik, men risikerer samtidig at overse andre detaljer.

Mark Dion: "The Natural Sciences"

Sådan er det også med ”Andre dimensioner”, hvor de lidt ældre værker let overses, fordi de nyere ofte er større og mere påtrængende. Det gør dog ikke så meget, for der er rigeligt at se på i den fornemme, sjove og tankevækkende særudstilling.

En kortere version af artiklen har tidligere været bragt i Kunstavisen.