Lao Zi
Vejen og kraften
Oversat og kommenteret af Lars Rasmussen
Det poetiske bureaus forlag, Bureauets lommebibliotek, 650 sider, 200 kr.
Af Jakob Brønnum
Jeg mangler faktisk superlativer til at beskrive den seneste udgave af en af verdens vigtigste bøger, Tao te king (Dao de jing) af den mytiske vismand Lao Tse (Lao Zi), skrevet mindst 250 år før vor tidsregnings begyndelse. Tidligere har man dateret ham helt tilbage til Homers tid, omkring 600 år fvt.
Der er ikke enighed om, hvordan bogen er opstået, men det er tydeligt, som Lars Rasmussen redegør for med stor grundighed, at den også rummer ældre traditionsstof. Ligesom folkemusikerne i 1960’erne, lånte de kinesiske hoffilosoffer fra før kejserrigets samling med arme og ben. Det svækkede ikke en tekst, at den trak på ældre forlæg, tværtimod.
Da jeg for år tilbage ville genlæse Tao te king inden en kinarejse, indså jeg at den dunkelhed, jeg havde oplevet som 20-25 årig, da jeg stiftede bekendtskab med værket første gang, ikke (udelukkende) skyldtes min ukyndighed, men vanskeligheden ved at bringe det luftige begreb Tao på ord i en europæisk sprogdragt. Jeg læste tre forskellige oversættelser på flere sprog og skabte en sammenhæng og en fornemmelse. Havde jeg haft Lars Rasmussen havde det været tilstrækkeligt.
Naturfilosofien
Om Tao (Dao), her oversat Vejen, skriver han: ”Daoismen er en naturfilosofi. Naturen er Vejens frembringelse, og Vejen kommer til udtryk i alle naturens foreteelser. Vil man nå til forståelse af eller opnå kontakt med Vejen, kan man altså betragte naturen. Ordet naturen har endda fra flere sider været nævnt som et oversættelsesforslag, men det er forkert; naturen hører til i dualiteternes verden (med himmel og jord som sagt som den primære dualitet), mens Vejen selv er hævet over enhver spaltning. Vejen selv er en usynlig, men virksom realitet, og udgør, som den synliggøres i naturen, et forbillede for menneskelig moral og adfærd. Vær som dalen, vær som vandløbet, hedder det, og vær som en sten, vær som et stykke råt træ.” (s. 44)
Senere læsninger har vist mig, at begrebet med andre ord ligger og dirrer et sted mellem Platons Logos og Aristoteles Anima (som traditionen kalder det, egentlig Psyché), selvom sinologen muligvis ville mene, at det her er Qi (Ki), livskraften, vi taler om, og at Dao er dens næsten uforudsigelige bevægelsesmønster. Begge begreber behandles grundigt af Lars Rasmussen.
Vi er under alle omstændigheder et sted i eksistensfilosofien, hvor kun bøger som Bhaghavad Gita (egentlig et afsnit i Mahaharata) og Johannesevangeliet og måske, men alligevel nok ikke, Marcus Aurelius Mediationer og Boethius Filosofiens trøst kan sige at have tilsvarende udbredelse og gennemslagskraft indenfor livsfilosofien, litteraturhistorisk set fra et vestligt perspektiv.
Livsfilosofiens status og det redaktionelle redaktionelle parameter for, hvad den enkelte mainstream-dansker bør udsættes for, gør, at bogen ikke er anmeldt andetsteds. Det er mærkeligt, for Lars Rasmussens introduktioner er, omend velgørende nørdede til tider, vitterligt uhyre enkelt og klart skrevet. Bibliotekerne har efter en indsigtsfuld lektørudtalelse, der kalder oversættelsen ”den autoritative udgave på dansk", dog købt relativt pænt ind viser et opslag på bibliotek.dk. Det er meget opmuntrende, og endnu mere opmuntrende, at Det poetiske bureaus forlag har villet binde an med projektet i forlagets fornemme ”lommebibliotek” af klassikere.
Er der en tekst, der nærmer sig en form for almenkendthed, er det åbningsteksten:
En vej, man kan gå på,
er ikke den evige Vej.
De navne, man kan give den,
er ikke dens sande navn.
Der er slet ikke noget navn
for himmelens og jordens oprindelse,
så skulle man da kalde den
altings moder.
Kun den, der er absolut blottet for begær,
kan se dens dybder.
Den, der hele tiden nærer begær,
får kun øje på dens ydre
Det er to sider af samme sag,
blot med hver sit navn,
tilsammen kaldet mysteriet.
Det er mysteriet over alle mysterier,
porten til livets vidunder.
Klokkeren eksegese
Det mageløse ved Lars Rasmussens oversættelse er ikke blot, at teksten faktisk står smukt og læsværdigt på dansk, men at teksten efterfølges af 6-8 sider (!) klokkeren eksegese, altså ordforklaring og samlet kommentar, foruden en oversigt over, hvor de samme begreber, der udgør denne teksts tyngdepunkt kan genfindes i de andre 80.
Her er et lille-bitte udsnit af kommentaren, der forholder sig til de centrale oversættelser gengivelse af de berømte åbningsord: ”Som verbum kan dao også betyde tale. Den klassiske oversættelse af bogens berømte åbningslinie lyder: Den vej, man kan tale om, er ikke den evige Vej. Den anvendes af såvel Waley, Lau, Guying, Pepper og Wang som Henricks; Andersen har sin egen omskrivning: Vejen er det der kan følges, det er ikke nogen fastlagt vej; en efter min mening valen og ikke let forståelig formulering.”
For teologen og filosoffen klinger Platons Logos tydeligt med. Logos, der også betyder tale og på latin oversættes med ratio (der er blevet til det, der angiveligt styrer vor verdensopfattelse, nemlig fornuft). For filosoffen kan man yderligere høre forbindelse til Tractatus 7, Wittgensteins berømte slutord, ”det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”
”Vejen og kraften” er et livsværk, på flere måde: Et mesterstykke af Lars Rasmussen, der leverer en bog, der har den fornemste af alle egenskaber, nemlig at det er kropumuligt nogensinde at blive færdig med den, og et livsværk, derved at bogen går så tæt på de kræfter og strømme, der inderst styrer alle menneskers tilværelse hvert øjeblik og i det store perspektiv, som det er muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar