Klimakrise i Vestjylland

Vestjyllandsudstillingen, der kan ses i JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum til og med d. 29. januar 2023, indeholder tankevækkende kommentarer til klimakrisen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Vestjyllandsudstillingen” er ikke kun en udstilling, men også en kunstnersammenslutning. Ud over sammenslutningens medlemmer udstiller to gæster, nemlig Flemming Jarle og Soley Ragnarsdottir. Udstillingens tema er klima og bæredygtighed/biodiversitet, hvilket Flemming Jarle har grebet humoristisk an ved at støbe en ovnstegt flæskesteg i bronze og placere den på et stort spækbræt. Er det en henvisning til, at vi i klimakrisens tid skal spise mindre kød, og at flæskestegen fremover vil blive en raritet?

Smuk og behagelig undergang

Flæskestegen er flot udført, ligesom det er tilfældet med Bibi Hansens smukke krukker og urner af raku. Men også her er der noget, der skurer, for hvad er det, urnerne skal indeholde? Vi går store ændringer i møde - ja, de finder sted her og nu. Mange dyrearter uddør og menneskeliv trues af oversvømmelse og tørke. Er det asken herfra, der skal fyldes i krukkerne og urnerne?

En meget effektfuld installation, der består af to værker, ligger henkastet på gulvet i form af nogle dyner med to høretelefoner på. Tager man dem på, er det sikkert kunstneren Signe Vads stemme, man hører synge med på et nummer med teksten: ”Don’t they know it’s the end of the World?” Således fortsætter de fleste af os vesteuropæere en behagelig tilværelse, mens vi forsøger at reducere klimakrisens alvor.

Tilblivelse og tilintetgørelse

Steffen Tast forener tilblivelse og tilintetgørelse i værket ”Celledeling”, der netop viser en celle, som lige er blevet til to. Men cellerne er allerede destruerede, for de spejle, de består af, er splintrede, og når man ser på dem, fremstår også det, de spejler, skamferet. Alt, undtagen cellernes ovale form, er ødelagt.

Også Lars Waldemar beskæftiger sig med celler og andre fysiske strukturer, men de objekter, han præsenterer i petriskåle og æsker, synes at tilhøre ukendte arter. Genkendelige er dog de strukturer, der er syet ind i en række karklude. De ligner noget, man kan betragte i et mikroskop. Men er disse byggesten til mere kompliceret eksistens syet ind i karklude som en besk kommentar til den måde, vi behandler livet på? Fjerner vi livets mulighed for udfoldelse, som man fjerner snavs med en karklud?

Nævnes skal også Noelia Mora Solvez’ ”Video. Kaktus kan dø, 2”, hvor et nøgent menneske som en moderne Sisyfos gang på gang bestiger et vissent kaktusblad. Er det en post-klimakrise-vision af menneskets forsøg på at finde fodfæste på den udpinte klode?

Artiklen har tidligere været bragt i Kunstavisen.