Brahms symfonier med Danmark Underholdningsorkester: Det er stort

Brahms: Complete Symphonies
Adam Fischer, Danish Chamber Orchestra
Naxos 2022

Den ungarske dirigent Adam Fischer har gjort noget imponerende med Danmarks Radios Underholdningsorkester, som i 2014 skammeligt blev nedlagt i de ansvarlige neoliberales jagt på tilværelsens (næsten) gratis glæder og nu optræder som Danmark Underholdningsorkester. Ansvaret var Marianne Jelveds.

Mod alle odds har orkestret overlevet, er nu musikerejet, med en lidt mere beskeden besætning på 42 mand, men stadig med det gamle varemærke som et symfoniorkester, der kan spille populært. Der er vitterlig ingen saglig grund til at DR ikke skulle have to professionelle instrumentalensembler, og man ser da også, at f.eks. BBC opretholder alle sine orkestre, herunder pendanten BBC Concert Orchestra med en tilsvarende profil.

På det klassiske område har chefdirigenten Fischer opdyrket de mest centrale symfonier i repertoiret, med indspilninger af Mozart, Beethoven, koncerter med Haydn og senest en indspilning af Brahms samlede symfonier, der står som fire milepæle i det senromantiske repertoire.

Jeg er vokset op med Brahms symfonier. Min gudmors mand levede op til det stedfortrædende opdrageransvar, de havde påtaget sig ved barnedåben og gav mig til konfirmationen to LP’er med henholdsvis Brahms 1. og 4. Symfoni, som jeg har endnu - i fineste stand. Böhm og Barbirolli, hvor nogen skulle være interesseret. Brahms fire, hårdt tilkæmpede, 35-45 minutter lange symfoniske monolitter fra samme tid som Dostojevskijs romaner, ligger således dybt i min identitet.

Symfoni nr. 1 står i skyggen af arven fra Beethovens genredefinerende symfonier 60 år tidligere og er en mastodont af dysterhed og villet elegance, mens med den 4. Symfoni er det Brahms' eget farvel, et forunderligt værk, fuldt af mystisk og modernitet. Senere har jeg, ikke mindst pga. min hengivenhed for den tyske dirigent Eugen Jochum, oftere sat den 2. Symfoni, med sit evige forår og sin fuldstændigt sublime blomstring i den tætpakkede finalesats, højere end de andre, men i dag står de nogenlunde lige alle sammen. Symfoni nr. 3 er den mindste i kvartetten, dog ikke desto mindre et værk med især mange melodiske perler.

Renere, enklere og underligt fri

Indspilningen af Brahms samlede symfonier er i min optik i særklasse det fornemste, Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester har skabt. Jeg har ikke været helt solgt til f. eks. de lidt tørre Beerthoven-fortolkninger, men her står vi overfor et regulært gennembrud. Udgivelsen kan måle sig med hvad som helst på internationalt niveau. 

Det har været orkestrets og dirigentens tilgang at udnytte den lidt mindre symfoniorkesterbesætning og skabe en friskhed i tolkningen og fremførelsen af værkerne, der hælder i retning af det kammermusikalske. Det er lykkedes til fulde. To af Brahmssymfonierne er faktisk oprindelig opført med mindre orkestre, og den australske mesterdirigent Charles Mackarras udførte for nogle år siden eksperimentet med det danske orkesters skotske pendant Scottish Chamber Orchestra, at give dem en mere oprindelig og slankere udførelse, befriet fra den velfortjente pompøse aura, Brahms symfonier ofte kan have. 

Jeg oplever Adam Fischers fortolkninger som mere vellykkede end Mackarras', som ellers er meget gode, og orkestrets klang som renere, enklere og underligt fri i udtrykket. Samtidig forstår jeg ikke, hvordan man kan skabe så rig en orkesterklang på denne baggrund, men det kan eventuelt have med optagelsesmåden og stedet at gøre. Værkerne er optaget på orkestrets hjemmebane, bittersødt for enhver kulturpolitiker, nemlig det gamle Radiohusets koncertsal på Frederiksberg, der i dag er musikkonservatoriets sal.

Som ingen anden

Igen og igen standser man op i bevidstheden og undrer sig over en detalje, den kammermusikalske fortolkning får frem på en særlig måde. Mellemsatserne i Symfoni nr. 2 kan ofte stå sådan lidt pænt og varme op til afslutningens rutsjebanetur, men i Fischers fortolkning bliver de fulde af nysgerrighed.

Der er et sted i indledningen til finalesatsen i 2. Symfoni, hvor jeg mere end en gang har hørt velmenende provinsorkestre falde ind på en måde, der lyder som om nogen har tabt en bakke med glas i en bowlinghal. Her står det knivskarpt, og når det gør det, så kan dirigenten opstemme energi i værkets kulmination, hvor strygerne og messingblæserne udfører en dans med paukerne, der er frisættende i sin melodik, næsten frivol, og hvor Brahms endelig viser, han er trådt ud af mesterens skygge og skriver som ingen anden.

Noget lignende oplever man i indledningen til 1. Symfoni, hvor man nok i begyndelsen kan savne det tykke klangtæppe i den vandrende, rugende musik, men pludselig opdager, at vi rytmisk befinder os et andet sted: At værket svæver på en måde, vi ikke havde forventet.

Den 4. symfoni, som er et af de værker i den klassiske musik, man kan blive ved at genopdage, indledes lidt hastigere i tempoet end normalt, men også det viser sig at være en gevinst, når vi kommer lidt længere ind i værket. Der bliver en håndfuld af mindeværdige øjeblikke, hvor Fischers tempo og orkestrets klanglige stramhed giver lytteren en oplevelse af, at der, mere end én stor, fremadskridende bevægelse, er tale om en masse små dialoger på tværs af det hele. Virkelig interessant. Tak for en ny standardindspilning. Det sker ikke så tit.