Den haltende hæderlighed

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Vort mismods vinter” 1961, Gyldendal 1967, oversat af Helga Vang Lauridsen, 328 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Vort mismods vinter” blev John Steinbecks sidste roman, kun efterfulgt at rejseskildringen ”På rejse med Charley”. Selvom Steinbeck har skrevet mange fremragende romaner, er denne bestemt ikke den ringeste. Skønt den omhandler et emne, hvis behandling meget let kunne blive kvalmt moraliserende, formår Steinbeck at bygge sin fortælling op på en måde, der ganske vist opstiller moralske dilemmaer, men ikke fælder entydige domme.

Ikke ulovligt, men amoralsk

Kommisen Ethan Allen Hawley tilhører en tidligere overklassefamilie, der for et par generationer siden mistede deres rigdom. Han er lykkeligt gift og har to teenagebørn, som han elsker, selvom han ikke lægger skjul på, at de også er en prøvelse. Skønt Ethan gør, hvad han kan for at gøre sin kone tilfreds, og skønt hun glad labber alle hans små, charmerende kærlighedserklæringer i sig, har hun ambitioner på hans vegne. Derfor lader hun ham gerne råde over sin lille arv i håbet om, at han kan få pengene til at give et afkast, så familien ikke skal være helt så fattig længere. Ethan er dog utryg ved at investere sin kones penge, fordi det er forbundet med en vis usikkerhed.

Imidlertid er Mary ikke den eneste, der opfordrer ham til at forbedre familiens økonomiske situation. Han begynder så småt at spekulere på, hvordan det kan lade sig gøre, men vægrer sig mod det, fordi det kan få ubehagelige konsekvenser for andre. Dog er det mennesker, der selv er korrupte, han risikerer at ramme – og så er det måske ikke så slemt?

Igennem størstedelen af bogen holder Ethan fast på sin hæderlighed. Det kan nok være, at hans slægt er blevet snydt, og at han må leve med følgerne heraf, men det betyder ikke, at han er i sin ret til at gøre livet surt for andre.

På den anden side får han indblik i en næsten sikker metode, hvormed han kan slippe godt fra et bankrøveri, og der viser sig også en måde, hvorpå han med et enkelt opkald kan være så heldig at kunne købe butikken, han arbejder i, til en lav pris. Hæderligheden vakler, og da Ethan forærer sin stærkt alkoholiserede barndomsven et stort beløb til et afvænningsophold, ligger der måske også en anden forventning bag.

Skønt Ethan går på kompromis med sin høje moralske standard, gør han intet ulovligt – og dog ender han med at skulle håndtere en gnavende dårlig samvittighed, som han holder skjult for alle andre end sig selv og byens femme fatale, der hellere end gerne vil udnytte sin viden til at presse penge af ham.

Ethan bruger sin humor og de hurtige bemærkninger, den afføder, til at dække over sin haltende hæderlighed, men da det viser sig, at han ikke er den eneste i familien, der har en hullet moral, bliver han for alvor trængt.

Drilsk roman

”Vort mismods vinter” er drilsk, fordi man som læser har svært ved at miste sympatien for Ethan, der til gengæld mister den for sig selv. Steinbeck formår at lade sin hovedperson charmere læseren, og hans lidet charmerende handlinger skal derfor have tid til at bundfælde sig. Således er Ethan som en ven i kød og blod, som man tror, man kender, men som rummer sider, man har svært ved at tro eksisterer. Det gør dog langt fra Ethan til en beregnende psykopat; nej, det særlige ved Steinbeck er, at han beskriver helt almindelige mennesker, og et sådant er Ethan. Hvad han gør, ville mange andre også gøre, hvis de fik chancen.

Således er der altså en morale i romanen. Men kvalmende bliver den aldrig. Snarere skræmmende.