En særlig grund til at søge omsorg

KLASSIKERLÆSNING

Om at kræve sit liv tilbage

Tove Ditlevsen: ”Man gjorde et barn fortræd”, 1941.

Af Egil Hvid-Olsen

Forleden faldt jeg over Tove Ditlevsens beskrivelse af sit eget selvmordsforsøg. Det var overraskende i sin smukke og glade stil. Ditlevsen beskriver sin lettelse over, at hun havde truffet sin beslutning om at tage sit eget liv. Så lettet var hun, at hun lo sig gennem de københavnske gader og videre ud til det stille sted i skoven, hvis blide sanseindtryk skulle have været de sidste, hun nogensinde fik del i.

Mit kendskab til Ditlevsen har indtil for nyligt begrænset sig til enkelte LP’er, hvor Anne Linnet synger nogle af Ditlevsens digte. Men den forbavsende og skræmmende smukke tekst om selvmordsforsøget gav mig mod på at læse mere af forfatteren, der som 58-årig igen forsøgte at tage livet af sig selv. Denne gang gik det, som hun havde planlagt.

Ungdom og kvindelighed

Originaludgaven af bogen

Jeg kastede mig over Ditlevsens debutroman ”Man gjorde et barn fortræd”, som udkom, da hun var 23 år. Selvom bogen i høj grad handler om ungdom, kvindelighed og en søgen efter sin plads i livet, er den både opbygget og formuleret forbløffende modent. Man følger den 19-årige Kirsten, der stammer fra en arbejderfamilie. Hun har ikke de store forventninger til livet, men drømmer alligevel om den livsforandrende kærlighed. Ganske vist er hun fuldt ud klar over, at hun ikke er nogen skønhedsåbenbaring, men hvis blot en mand vil opdage hende på trods, og vise hende omsorg og forståelse, vil hendes lykke være gjort. Alt andet ligger allerede i faste rammer i kraft af hendes baggrund.

En særlig grund til at søge omsorg

Det lyder temmelig simpelt og nok også en anelse sentimentalt, men man fornemmer ret hurtigt, at Kirsten har en særlig grund til at søge omsorg. Det skal ganske vist ikke være en omsorg som den, hendes overbeskyttende forældre forsøger at omgærde hende med, for de har en eneste gang svigtet; og selvom det var uafvidende, har de mistet datterens tillid og vækket hendes modvilje. Den omsorg, Kirsten søger, vil kunne normalisere hende, efter det overgreb, hun har været offer for mange år tidligere. Dette er hun dog ikke selv klar over. Hun higer blot efter en kærlighed, der helst skal forblive platonisk, indtil hun er hundrede procent tryg ved den mand, hun lader komme sit forpinte sind nær.

Samtidig med at hun er angst for mænds berøring, søger hun kontakt med jævnaldrende i forskellige snuskede danseetablissementer, hvilket giver Ditlevsen sine karakterer mulighed for at drøfte klasseforskelle: ”’Kan du ikke se, det er bærmen det dèr,’ han talte sagte og indtrængende, ’der er naturligvis hæderlige undtagelser, men i det store og hele er det dog den mindre værdifulde del af arbejderklassen, der i deres uhyggelige tomhjernethed og uforstand ikke aner, hvordan de ellers skal få tiden til at gå.” Sådan siger Jørgen, der selv kommer fra et af samfundets laveste lag og har en drøm om at blive læge for den del af arbejderstanden, der stadig er håb for. Det mener han, at der er for Kirsten, som han forelsker sig i, fordi han i hende ser en kvinde, han kan frelse.

At kræve sit liv tilbage

Imidlertid viser det sig, at hvis nogen skal frelse Kirsten, er det hende selv. Det er hende, der må kræve sit liv tilbage. Det er kun hende, der kan konfrontere den mand, der i sin tid har ødelagt hendes liv. Denne konfrontation finder sted sidst i romanen og er skrevet på en måde, der sletter de knap otte årtier, der er gået fra udgivelsen til nu. Den pædofile fremstår akkurat så afsporet og uhyggelig, som man ville kunne beskrive ham i dag: ”’Jeg var forelsket i Dem. Man kan godt være forelsket i et barn. Ser De, børn er så fine, så æstetiske. Jeg har aldrig holdt af voksne kvinder, de er for voldsomme, for vidende, men et lille barn er uskyldigt. Så uskyldigt’ – han ledte efter ordene, ’at det lægger sine små arme om halsen på en mand, der leger med det. Hvis en kvinde gør det, er det beregnet og villet. Hun ved, at der strømmer kraft fra hendes legeme, og hun vil, at han skal komme den imøde. Derfor er der ingen sødme ved hendes kærtegn. Men barnet ved ingenting, man kan gå meget vidt, før et barn forstår, og det øjeblik, hvor et lille barn begriber det, det ikke må begribe – dét er vidunderligt.’”.

Størstedelen af ”Man gjorde et barn fortræd” består af lange beskrivelser af Kirstens følelser. Selvom det er fornemt skrevet, kan det godt blive lidt ensformigt i længden. Men samtidig er det vel sådan, langt de fleste unge mennesker har det. De tænker i og reagerer på følelser. De har ikke nødvendigvis et køligt overblik.

Og i Kirstens tilfælde er der en god grund til, at hun så let som ingenting mister den smule overblik, hun måtte have, og lader sig drive med af sine desværre ofte triste og opgivende følelser. På den måde er det ikke Ditlevsens beskrivelse af 40’ernes ungdomsliv, men det traumatiserede barns indre virvar, der er romanens styrke. Det er nedslående og trist, og ikke mindst skræmmende aktuelt, for der findes stadig voksne, der gør børn fortræd.