Saint-John Perses begejstringstogt gennem verden

Saint-John Perse

Vinde

Det poetiske bureaus forlag (Bureauets lommebibliotek), 2017

200 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Gennem et langt liv har digteren og oversætteren Bert Blom ydet en særlig indsats for en fransk nobelpristager, der ikke helt er blevet optaget i kanon. Det er ikke den nylige prisvinder Modiano (2014), ikke le Clezio (2008), ikke Claude Simon (1985), ikke de tidligere André Gide, Mauriac, Camus, Sartre (som ikke ville have den), ikke Roger Martin du Gard eller den allerførste franske prisvinder, Sally Proudhomme (1901). Det er Saint-John Perse (1887-1975), der fik prisen i 1960.

Bert Blom udgav på det smerteligt hedengangne Husets Forlag i Århus Krønike i 1979, i 1985 kom Fugle, Eksil udkom i 1990 og i 2003 kom Sømærker.

Nu har Det poetiske bureau forlag, hvis udgivelsesprofil på mange måder minder om Husets Forlags, udgivet Saint-John Perse’s Vinde i Bert Bloms lyse, levende oversættelse. En oversættelse, der bærer oversætterkunstens fineste træk: Man lægger overhovedet ikke mærke til den.

Vinde er et af Perse fem langdigte, blandt dem er kun Sømærker længere. Digtene er formet som prosatekster: ”Det var disse vældige vinde, fejende hen over alle verdens åsyn, Disse utroligt stærke vinde, som – under deres begejstringstogt gennem verden – hverken havde rede eller natlogi, Som hverken havde beskyttelse eller mål og efterlod alle os stråmennesker, …”

Sådan indledes teksten. Over flere hundrede sider bevæger den sig ind mod kroppen og ud mod et åndeligt bevidsthedsunivers: ”Civilisationerne skrumpede ind i spejlenes brændende varme, sammen med gløden i de store vine, Og morgenrødens gudinder steget ned fra nordlysets fester, til påklæderskens hænder, …”

En dvælende bevægelse i livets muligheder

Det er utroligt vellykket og meget overvældende i sin sproglige begejstring. Det er en form for mytologisk sprog, der derved rummer en utrolig masse muligheder for tydning, en slags åbne sprogkoder, som i vores tid normalt forbindes med overfladiskhed og ligegyldighed og lette markeringer. Hos Saint-John Perse bliver det vejen ind til en dvælende bevægelse i livet muligheder, et mod, en selvfølgelighed, hvormed livet hele tiden vokser.

Spørger man, hvorfor Bert Blom har en særlig forkærlighed for digteren, kan det muligvis læses ud af den beskrivelse, man finder mod slutningen af hans introduktion til bogen, som netop fastholder det åbne:

”Sproget rummer et væld af billeder og næsten religiøse lignelser fra alle verdenshjørner, tidsaldre og religioner, og til trods for de mange sange om krig, vold og undergang er versene langt fra lutter klagesange – tværtimod finder den både udholdende og opmærksomme læser mange udtryk for en humor, optimisme og ukuelig livsvilje, der fortsat fører verden videre på sin kurs gennem universet.”

Eksilets rene sprog

Saint-John Perse kendte tydeligvis mange af tidens store kunstnere, fra Stavinsky til André Gide og Braque. Efter nobelprisen blev han oversat til engelsk af ingen ringere end W. H. Auden. Men det er Gibran og Nietzsche og måske Heidegger og andre i tiden og tiden umiddelbart inden, der hylder eksistensen for eksistensens egen skyld, med det ukomplicerede og modsætningsfylde, der kommer ud af det, der klinger med, når man læser Saint-John Perse.

Den særlige frihed, som hele tiden melder sig, var sikkert ikke kommet tilstede som både længsel og verdensåbenhed, uden Perses langvarige karriere som diplomat over hele verden.

Poul Borum skriver i Poetisk modernisme (1966) udførligt om Perse, ”At han taler ’eksilets rene sprog’ og kan hylde kærligheden: ’Den mægtigste jubel i kødet …’” Han anfører, at Perse netop kritiseres for at være en ophøjet diplomat, der sidder og kigger ned på verden, og det kan der være noget om. Men, skriver Borum, ”er man én gang kommet ind i det vejr, der er i hans poesi, føler man sig gennemblæst og fri og lykkelig, men også tom, og man misser med øjnene mens billedernes lyn slår ned overalt omkring en.