Der må simpelthen meget plads til

Pushkin - en biografi af Henri Troyat

880 sider, kr 300

2. udgave 2017

Det poetiske Bureaus Klassikerbibliotek

Af Jes Nysten

Rusland her, Rusland der, Rusland allevegne!

Det er jo næsten blevet en hel besættelse - dette Rusland. Man kan ikke slå op i en avis, lukke op for TV-nyheder, eller surfe rundt på de sociale medier, uden der er dystre, ja skræmmende fortællinger om landet. Det er svært at finde gode, positive beretninger. (Nå ja, det netop afsluttede VM i fodbold blev vel egentlig afviklet godt og professionelt, og der var en god stemning, og russerne virkede venlige - også på stadion, men kan det nu i virkeligheden passe?).

Derfor var det også en glimrende ide, da Information for et par måneder siden lavede en artikelserie om “De stærke russere”, hvor Peter Nielsen med artiklen “Russere i splid med sig selv og verden” giver plads til en gennemgang af en perlerække af russiske forfattere, der viser at vi her har at gøre med udødelig verdenslitteratur. Lægger man hertil den række af store kunstnere inden for andre kunstarter, får man en klar fornemmelse af, at billedet af Rusland og russerne er mere broget end dagens nyheder promoverer.

I Informations kunstnerportrætter optræder Alexander Pushkin naturligvis (der er mange stavemåder af hans navn, men jeg bruger denne, fordi den bruges i den biografi, jeg anmelder her) som den første. Han står stadig som banebrydende - både som lyriker, prosaist og dramatiker. Stort set alle senere kunstnere indenfor disse genrer ser ham som deres “ophav”.

Dybdegående

Her skal anmeldes en stor, ordrig, velskrevet og dybdegående biografi om Pushkin. Bogen er på 880 sider, men når man er nået til vejs ende, er man godt underholdt, velinformeret, og man har på intet tidspunkt kedet sig. Der må simpelthen så megen plads til for at få et afrundet billede af denne ustyrlige, flamboyante, sikkert uudholdelige levemand - og  geniale kunstner!

Ud over hans biografi får vi også en spændende fortælling om Rusland på dette tidspunkt. Bl.a om forholdet mellem det gamle aristokratiske, dybt konservative og nationalt sindede politiske centrum Sankt Petersborg og den “nye” by, Moskva, knap nok mere end en samling små landsbyer, men vigtig for det var her det spændende fremadskuende befandt sig. Bohemer og kunstnere levede her. Det var her de nye oprørske tanker og ideer trivedes - kraftigt påvirket fra Vesteuropa - naturligvis mest fra Frankrig.

Selvom der er en del af Pushkins værker oversat til dansk, så tror jeg, de fleste har et meget sporadisk kendskab til både hans biografi og hans værker - sådan er det ihvertfald for mig.

To ting, tror jeg en del ved: hans særlige afstamning, og at han har skrevet det storladne epos “Eugene Onegin”, som Tchaikovsky har skrevet en opera over.

Om det første er der i bogen følgende malende beskrivelse af Pushkin som barn “Alexander var et klodset, gnavent barn. Hans ansigt var en gusten, blød oval, med tykke læber der var alt for lyserøde, og strålende, drømmende øjne. Hans hår havde farve som hestekastanjer og voksede i tætte, krøllede lokker fra panden til nakken. Hans næse, med de dampende bor, var lettere flad mellem de runde kinder” (side 45). Man aner, hvor denne beskrivelse fører hen “Desuden lignede han en negerdreng der ikke var blevet bleget nok” (samme side). (NB denne biografi er skrevet i 1940’erne, så den politiske korrekte “tone” har ikke indfundet sig endnu)

Etiopisk

Her får vi et synligt “bevis” på at den lille Alexander nedstammede fra den kendte etiopiske prins Hannibal, som Peter den Store befriede fra slaveri og gjorde til adelsmand.

Når man læser den grundige beskrivelse af barnet og den unge Alexanders udseende og mærkelige opførsel: han var klodset, lille af vækst, klarede sig ikke særlig godt socialt - og var lovlig “negeragtig”, så slår det også en: hvordan blev denne “skarnsunge” til en ombejlet levemand, ja en åbenlys don Juan, der ikke blot førte en liste over sine erobringer, men førte to lister: en over sine “platoniske” forhold og en over sine “egentlige” erobringer?

Bogen er fyldt med malende beskrivelser af hans excentriske levevis, der til tider bragte ham i store problemer. Alligevel kunne ingen betvivle hans kunstneriske geni. Men når man læser sig gennem dette liv, så får man en fornemmelse af, at der næsten ikke var tid for ham til at være kreativ. Men på den anden side, så går det op for en, at han blot skulle åbne op for en særlig kanal, så strømmede det fra ham - ubesværet, pulserende, storslået.

Vi får flere fine men korte eksempler på hans sproglige mesterskab, og det er helt sikkert, at man gerne vil dybere ind i dette dragende univers.

Efter duel

Pushkin endte sit liv - grotesk på kanten af det tragikomiske - som en gennemspilning af slutdramaet i “Eugene Onegin”: han dør efter en duel.

Lettere forpustet må man konkludere efter endt læsning, at dette har ikke var et liv på det jævne, på det jævne!

Bogen er skrevet af Henri Troyat og som jeg allerede har nævnt, er den skrevet i 1940’erne. Umiddelbart kan man undre sig over det, da der er kommet ikke så få biografier siden, men som oversætteren Stanislav Fluff skriver i sit korte forord, så er der ingen så mesterligt skrevet som netop denne. Uden at have noget at sammenligne med, så medgiver jeg gerne, at denne biografi er stofmættet, med sprogligt overskud og dejlig fremdrift , så man virkelig kommet helt tæt på.

Endnu engang har Det poetiske Bureaus Klassikerbibliotek givet os en på alle måder stor og væsentlig bog. Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at anmelde deres Shakespeare udgivelse og deres Baudelaire udvalg. En fornem serie.