Karen Marie Mortensen
Fødsel
og evighed - belyst
ved Jon Fosses Morgen og aften
Et essay
Indledning
Tid og
evighed er hinandens modpoler. Tiden går og ændrer på sin gang alting og ender
med at udslette alt og gøre det betydningsløst. Evigheden er betydningen, der
varer og modstår tidens og dødens destruktion. “Elsker dig for evigt” betyder,
at hvad der end sker, vil jeg elske dig. Kærligheden udkaster et billede af håb
om det evige liv efter døden.
Jon Fosses
lille smukke roman Morgen og aften
fremstiller poetisk evigheden i tiden og ind i evigheden, hvor tiden ikke er
mere. Et menneskes livsbane henter billede fra døgnets rytme, morgen og aften,
så dets begyndelse ses i solopgangens lys og dets afslutning i aftenrødens. Morgen og aften er bygget over billedet
morgen og aften, så det rummer polerne fødsel og død. Fra erfaringen kender vi,
at de to poler berører hinanden. Når et barn fødes, gribes vi af angsten for at
miste, som man gør, når vi første gang ser nogen med kærlighedens øjne. Og når
nogen dør, bringer erindringen os tilbage til “den første gang jeg så dig”.
Fosses skildring foregår under evighedens synsvinkel. Ved fødslen hører faren
barnets skrig “som en stjerne”. Med den metafor forbindes det sjælelige og det
legemlige, det jordiske og det himmelske, tid og evighed. Forbindelsen går med,
da dette barn som gammel mand i sin død i en vision ser sit livs steder
forgyldt og sin døde elskede kones øjne lyse ved slutningen af den sidste
sejlads hen til det sted, “hvor alt er et og alligevel det det er”. Med ordene
lader Fosse evigheden blive til og begynde, fra et menneske fødes ind i verden,
og fortsætte gennem livet og døden, hvor forbindelsen mellem tid og evighed
falder fra hinanden, så evighedens kropslige og tidslige forankring nu
udelukkende ligger i erindringen og ordene.
Fosse giver
med den fremstilling evigheden skikkelse, så den hverken bliver et abstrakt
begreb, et særligt religiøst anliggende eller forbeholdt dem med spirituelle
anlæg eller dem, der hang til det overnaturlige.
Essayet indledes med en idehistorisk og
litteraturteoretisk indplacering af Fosses forfatterskab. Herefter følger i
kronologisk orden en præsentation af forfatterskabet med omtale af romanen Melancholia og de to dramaer Drøm om efteråret og Vinter. Inden gennemgangen af bogens
hovedtekst Morgen og aften, gives en
redegørelse for Fosses biografi og poetik ud fra hans beskrivelse i Gnostiske essay. Hermed er givet
baggrund for en læsning af Morgen og
aften. Til sidst søges svar på spørgsmålet, om Fosses poetik har ændret sig efter, at han i 2013 blev
katolik. Det vil ske gennem en fremstilling af trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.
Præsentation af Jon Fosse med
eksempler fra hans produktion
Jon Fosse
(1959) blev først for alvor kendt i Danmark i 2015, da han fik Nordisk Råds
litteraturpris for romantrilogien Andvake,
Olavs drømme og Kveldsvævd
Var det først Nordisk Råds pris, der gjorde Fosse
rigtigt berømt i Danmark, var han i mange år før vidt berømt som dramatiker på
de europæiske scener med et ry så stort som Ibsens, siges det. Han bor da også i den norske stats æresbolig i Oslo. I
Danmark havde han dog også ofte været opført.
Fælles for
Fosses romaner og dramaer er hans stil. Den er fortættet i et repetitivt,
rytmisk, enkelt talesprog. Punktummerne er få. Læseren og tilhøreren glider med
ind i en tidløs verden. Det handler om alment menneskelige vilkår, begivenheder
og tilstande: fødsel, kærlighed, liv mellem mennesker, ensomhed,
udstødelse, forbrydelse, alderdom, død
og sorg med liv med de døde, der fortsat er nær og venter i “landet bag hav”
(Grundtvig: O kristelighed!).
Fosse vandt
en novellekonkurrence som 20-årig og debuterede som 24-årig med Raudt.Svart. Han var uddannet i
litteraturvidenskab ved universitetet i Bergen, og I 80érne var han meget
optaget af teoretisk litteraturvidenskab, hvilket afspejler sig i
essaysamlingen Fra telling til writing
(1989). Ikke det talte sprog, men skriften er det centrale. Siden Platon
undsagde skriften til fordel for det talte ord med den autoritet, som talerens
nærvær indebar, har der pågået en strid mellem tale og skrift. I
strukturalismen, poststrukturalismen og postmodernismen, der udgjorde de
centrale strømninger på humaniora på universiteterne i 1980érne, fandt et
autoritetsopgør med nærværsmetafysikken sted. Et af hovednavnene inden for
litteraturvidenskab var Jacques Derrida med det berømte dictum: der er ikke
noget uden for skriften. Det vil sige, at skriften ikke er et vindue,
hvorigennem man ser noget. I stedet er der tekster, der fletter sig ind i andre
tekster, ingen mere originale end andre. Modstillingen ægte/original rummes
lige som den mellem sandhed/løgn, mening/meningsløshed i skriften. Hermed
forsvinder sandheden og meningen skrevet med stort sammen med længslen efter
identitet. Identitetstænkning afløses forskelstænkning.
For længst
har Rilke i Tidebogen fra 1900
skrevet
O Herre se de store byer,
som opløst og fortabte står;
de største er som flugt for flammer, -
og uden trøst for det, som rammer,
og deres lille tid forgår.
---
De døende har mørke sengesteder,
dem længes de imod med udslukt sind;
og dør langmodigt, dør i lange kæder
og går som tiggersker i døden ind.
---
O Herre, giv enhver sin egen død,
den død, som kom fra livet, hvor han havde
al hensigt, mening, kærlighed og nød.
(Bjørnvig 1995 s. 15)
Her er ingen
trøst, kun en bøn om, at enhver må få “sin egen død”, som er den, der kommer fra et fuldt levet liv, det liv, som det
urbane liv ødelagde, da det gjorde alt til fabrikker. Længslen retter sig mod
det før-moderne liv, hvor mennesker havde en identitet fra det levede liv.
Ingen trøst
var der heller for Jesus i Rilkes Nye
digte (1903-1908) i Getsemane, hvor han klager:
Hvor finder jeg dig mere. Ak, i mig.
Og hos de andre? Mon i disse stene?
Hvor finder jeg dig mer? Jeg er alene.
Alene med de tusinds pine, som
jeg lovede at lindre gennem dig,
som ikke er. O navnløst bitre skam ---
Man sagde siden at en engel kom -.
Hvorfor en engel just?
Ak natten kom
(Bjørnvig 1995, s. 37)
Tiden er
lille, Gud er væk, englen kommer ikke. Horisonten er meningsløshed.
Sindsstemningen fortvivlelse. Forskellen mellem Rilkes modernisme år 1900
og 1980’ernes senere
poststrukturalistiske, postmoderne litteraturteori består i et stemningsskift
fra fortvivlelse til tvivl. Det hænger sammen med, at skriften er rykket i
centrum, og modsætningen mening/meningsløshed er blevet overskredet, idet den
rummes i skriften.
Melancholia 1995-96
I 1995-96
udkommer den store roman Melancholia
I-II, hvor den romantiske maler, Lars Hertevig, 1830-1902, er udgangspunkt
for Jon Fosses fiktion. Hertevig hører til de største i norsk kunst og
sidestilles i nutiden med Munch. Han blev uddannet ved kunstakademiet i
Düsseldorf, men blev ramt af psykisk sygdom og opholdt sig på Gaustad asyl i 2
år. Han blev udskrevet uden at være blevet rask, blev umyndiggjort og derefter
glemt. Men han fortsatte med at male, selv om omverdenen kun så sygdom i hans
billeder og derfor afskrev ham som allerede afgået ved døden. Fra slutningen af
det 20. århundrede, fik man imidlertid blik for, at hans kunst var at regne for
tidlig modernisme.
Romanen består af fire dele,
der alle forløber over en enkelt dag, tro mod Fosses program, som vi senere
skal se, er “at snitte ind til korte tidsrum”. Først møder vi ham i Düsseldorf,
hvor han bor til leje hos familien Winkelmann, der har en eneste datter, Helene, som han er passioneret
forelsket i. Lidenskaben svinger mellem forgudelse og jalousi med fantasier om,
at hun har et seksuelt forhold til sin onkel. Undervejs onanerer han heftigt,
et motiv, som går gennem hele bogen, og har hallucinationer om sorte og hvide
klæder.
I bogens anden del er vi på asylet i Gaustad. Her handler hallucinationerne om Helene, som han tror er på stedet. De to ting, han gerne vil, er forbudt: onanere og male. Lægen mener, at begge dele stimulerer sygdommen. Til sidst går han sin vej i protest imod, at han skal rydde sne med de andre syge.
I tredje del er foretaget et tidsmæssigt hop til Bergen 1991. En forfatter vil skrive en bog om Hertevig efter at have set hans billeder på National Galleriet. Han har set lyset, noget guddommeligt i hans malerier og opsøger nu en præst for at tale om troen. Hun er imidlertid ikke, som han har forestillet sig en præst, ældre og akademisk, men en ung kvindelig vikar, der henter vin for at de lettere kan snakke sammen. Men han ønsker sig ikke intimitet, men samtale på højt niveau om det guddommelige, som hun så lidt som han har noget forhold til. Forholdet til det guddommelige er hverken for moderne snakkende kvindelige præster eller for “want -to-be” forfattere.
Til sidst møder vi i del 4 Hertevigs oldgamle fysisk nedbrudte og senile søster Oline. Hun bor i en lille hytte med et lokum udenfor og stavrer hver dag med møje og besvær ned til stranden for at købe fisk. Hun er inkontinent og lider af forstoppelse, så hendes bevidsthedsliv er fyldt med urin og afføring. Når hun at komme ud på lokummet, eller presser det for meget på? Synes hun, at det gør det, stiller hun natpotten på bordet inde i stuen og sætter sig der. For det er lettere. I Fosses beskrivelse kan man mærke den forfærdelige overanstrengelse, det er for hende at tage turen ned til stranden og derfor også forstå, hvorfor hun ikke magter at gå ned ad én gang til, da hendes svigerinde kommer og beder hende om at gå ned til sin bror, der ligger for døden. I stedet glemmer hun det i lang tid, og da hun husker det og går derned, kommer hun for sent. Ude på lokummet hænger et lille billede Lars har givet hende. Ved siden af hænger hun fisken, da hun er kommer hjem efter første tur til stranden. Fra billedet glider barndoms- og ungdomserindringer ind og lægger sig ved siden af overvejelserne om afføring.
Da hun sidste gang sidder på lokummet og ser på billedet og fisken, kommer forløsningen. Uendeligt roligt ser hun
I bogens anden del er vi på asylet i Gaustad. Her handler hallucinationerne om Helene, som han tror er på stedet. De to ting, han gerne vil, er forbudt: onanere og male. Lægen mener, at begge dele stimulerer sygdommen. Til sidst går han sin vej i protest imod, at han skal rydde sne med de andre syge.
I tredje del er foretaget et tidsmæssigt hop til Bergen 1991. En forfatter vil skrive en bog om Hertevig efter at have set hans billeder på National Galleriet. Han har set lyset, noget guddommeligt i hans malerier og opsøger nu en præst for at tale om troen. Hun er imidlertid ikke, som han har forestillet sig en præst, ældre og akademisk, men en ung kvindelig vikar, der henter vin for at de lettere kan snakke sammen. Men han ønsker sig ikke intimitet, men samtale på højt niveau om det guddommelige, som hun så lidt som han har noget forhold til. Forholdet til det guddommelige er hverken for moderne snakkende kvindelige præster eller for “want -to-be” forfattere.
Til sidst møder vi i del 4 Hertevigs oldgamle fysisk nedbrudte og senile søster Oline. Hun bor i en lille hytte med et lokum udenfor og stavrer hver dag med møje og besvær ned til stranden for at købe fisk. Hun er inkontinent og lider af forstoppelse, så hendes bevidsthedsliv er fyldt med urin og afføring. Når hun at komme ud på lokummet, eller presser det for meget på? Synes hun, at det gør det, stiller hun natpotten på bordet inde i stuen og sætter sig der. For det er lettere. I Fosses beskrivelse kan man mærke den forfærdelige overanstrengelse, det er for hende at tage turen ned til stranden og derfor også forstå, hvorfor hun ikke magter at gå ned ad én gang til, da hendes svigerinde kommer og beder hende om at gå ned til sin bror, der ligger for døden. I stedet glemmer hun det i lang tid, og da hun husker det og går derned, kommer hun for sent. Ude på lokummet hænger et lille billede Lars har givet hende. Ved siden af hænger hun fisken, da hun er kommer hjem efter første tur til stranden. Fra billedet glider barndoms- og ungdomserindringer ind og lægger sig ved siden af overvejelserne om afføring.
Da hun sidste gang sidder på lokummet og ser på billedet og fisken, kommer forløsningen. Uendeligt roligt ser hun
at fiskeøjnene åbner sig og hun ser lys fra fiskeøjnene og
fra Lars’ billede, så rolig har hun vel aldrig været før og hun glider ind mod
væggen, med hovedet støttet til væggen sidder Oline og mærker at nu kommer der
nok lidt dernede og så er der kun disse fiskeøjne og så dette rolige lys.
Vel er vi på
eksistensens bund, i de basale kropslige drifter. Men skriver, Torben Brostrøm,
Fosse nænner ikke
andet, end dér ser hun lyset.
Inden har
Brostrøm skrevet om Oline og “disse mennesker”, som “kommer for sent til deres
liv”, idet de er fikseret af elementære driftsimpulser, Lars Hertevig af
seksualitet, Oline af afføring, og derfor er fjernt fra “det overordnede lys,
som kunne samle eksistensen” (Brostrøm 2003).
Men måske er det ikke kun, fordi Fosse ikke nænner andet, tro mod det indre lys, han kendte fra kvækerne. Måske er det også den ekstreme protestantisme, som vi skal se, han på et tidspunkt vedkendte sig som arv, der viser sig. Sagt med Luther, ikke i det høje, i herligheden, men i det lave, i korset, viser det guddommelige sig.
Titlen Melancholia passer på emnet, den syge,
glemte, afskrevne kunstner. Og titlen passer på Fosses produktion.
Tilintetgørelsen er nærværende som en melankolsk tone. Teologisk, kristent set
er temaet i overensstemmelse med salighedsprisningernerne i Ny Testamente
salige er de fattige i ånden, de, som sørger, de sagtmodige, ---
Herefter
kommer en periode, hvor Fosse tilsyneladende går over til udelukkende at skrive
dramatik, 3-4 dramaer om året. Så da Morgen
og aften udkommer i 2000 ånder en anmelder lettet op. Han var bange for, at
Fosse nu kun ville skrive for teatret (Stueland. 2000). Romanen er skrevet i
pauser i drama affattelserne. I 1999, samme år som essaysamlingen Gnostiske essay udkommer, har Drøm om efteråret urpremiere på
Nationalscenen og i år 2000 udgives de tre dramaer: Vinter, Besøg og Om eftermiddagen i en samlet udgave. Jeg vil behandle
to dramaer, inden jeg gør rede for Negativ
mystik i Gnostiske essay.
To dramaer
Igennem Fosses dramaer går en melankoli. Døden er til
stede i bevidstheden, kommunikationen mislykkes, ensomheden er massiv, kærligheden er farlig og den, man drømmer om.
Regibemærkningerne er omfattende, replikkerne almindeligt talesprog med tøven,
gentagelser og afslører, hvordan vi meddeler os gennem det usagte,
situationerne og stederne er banale og genkendelige.
Vi er i et i et eksistentielt realistisk terræn. Vi kunne være hvor som helst,
og det kunne være hvem som helst som hos Pinter, Ionesco og Beckett, selv om
horisonten hos Fosse ikke er det absurde, men melankolien med lyspletter, eller
som Fosse har sagt om Drøm om efteråret:
et liv er en himmel med skyer
på før mørket kommer (Maaland 2016)
Drøm om
efteråret 1999
Scenen er en kirkegård, døden er bogstaveligt
nærværende med alle gravstenene, der minder om alle dem, der gik forud og nu er
glemt. Hvem mon de var? En mand har gået og set på gravsten og sidder nu på en
bænk og græder måske, da en kvinde kommer og standser op. De har kendt hinanden
for år tilbage og mødes nu her tilfældigt. Hun er på besøg i sin barndomsby. De
indleder en samtale, som balancerer i tone og indhold mellem leg, flirt, alvor
og angst. Alt, hvad der bliver sagt, er løsrevne, genkendelige almindeligheder.
Betydningerne ligger i det usagte under replikkerne. Han er som en stereotyp på
den tilbageholdende mand, der har været gift før og har et barn, men alligevel
er interesseret. Hun tilsvarende en stereotyp på den kærlighedshungrende
kvinde. Men alt er i bevægelse frem og tilbage mod et punkt, hvor tilfældighed
kan slå om i kærlighedens mirakel, og en genoptagelse af forbindelsen synes mulig. Så dukker mandens forældre
og ekskone op, og et liv træder frem med dets svigt og konflikter. I moren
møder vi igen en stereotyp, den gamle bebrejdende, selvmedlidende kvinde.
Tiderne glider umærkeligt over i hinanden som i drømme. Hvad sker nu? Hvad er
erindringer. Hvad er forventninger vokset ud af erindringer? Det hele sitrer
af, sagt med en Paul Auster titel, Tilfældets
musik.
Vinter 2000
Igen er et tilfældigt møde udgangspunkt for dramaet.
En kvinde, måske prostitueret, sidder på en bænk og råber en forbipasserende mand
an
Du
Du
Du
Manden går videre
Du
Du
der
Du
Manden
standser, vender sig mod kvinden
Ja dig,
hva faen er det du bilder dig ind
Bare sån gå
Ja,
ja jeg snakker til dig
forstår du ikke
Jeg snakker til dig
Det gør jeg jo
Snakker jeg ikke til dig
Jo for faen jeg snakker til dig
men du, ja hvad gør du,
jo du
Hun
rejser sig, er lige ved at falde
jo du
jo du går jo for faen bare videre
som om jeg ikke snakker til dig
men jeg snakker til dig
Hun bliver mere og mere vred og desperat
Jeg forstår at du ikke mærker noget som
helst
Du er vel sån
Du er lissom alle de andre
Du forstår ikke noget
Ingenting
---
Sån er det vel
Og det bliver omkvædet
sån er det, sån er det vel
Til sidst lykkes det, da hun er lige ved at falde og
siger
Kan
du ikke se
Jeg
er her
din
dame
din
dame
damen
er her
kan
du ikke se
Og han svarer
Skal jeg hjælpe dig
Kvinden
nikker
Hva
skal jeg gøre
Det helt elementære, snakke lidt med hende. Han
forstår og forstår ikke. Han har travlt. Er forretningsmand og skal til et
møde, dog har han øjebliks tid til at hjælpe. Men hun vil ikke nøjes med hjælp.
Hun vil være hans dame. Han tager hende med op på sit hotelværelse og kommer
med nyt tøj og vin til hende. Forbindelsen mellem dem skifter fra desperat
behov for kontakt og hjælp til ømhed og forelskelse. Aftalen har han droppet.
Han siger sit job op og hans kone forlader ham. Og selv om han har familie med
kone og to børn, munder historien ud i, at han overtrumfer hendes indvending
det er ikke sån
mod en drøm om at tage til en anden by, med et
alt er sån
Replikkerne er som i Drøm om efteråret korte og afbrudte med mange småord som “ja”,
“måske” og betydningen ligger i betoningen, som når man snakker sammen. Meget
ligger i regibemærkningerne. I første scene rejser og sætter manden sig hele
tiden. Han er på vej til at gå, men det sker tøvende. Som det gælder hele
Fosses produktion, kan man egentlig ikke gengive handlingen. Den skal ses,
høreś, læses. Det væsentlige ligger i fremstillingen og i ordene.
Om stykket har Fosse sagt, at
den
hele og fulde kærlighed er himmelsk-
Ikke
jordisk
Fra begyndelsen er kvindens længsel efter kærlighed
tydelig. Til manden kommer kærligheden upåkaldt ved mødet med kvinden. Den
kommer med en sådan styrke, så han forlader sit hidtidige liv for at følge den.
Men kærligheden er angstfremkaldende, så den fremkalder parrets æggedans frem
og tilbage. Først er det ham, der holder sig på afstand, så er det hende, der
trækker sig, indtil han afslutter dansen med sit
alt
er sån
Kærlighedens mirakel er sket og har opfyldt længslen
efter den, også den, manden ikke vidste, han nærede, før han mødte kvinden, og
den har overvundet angsten for den.
Gnostiske essay 1999
Hovedessayet
i Gnostiske essay er Negativ mystik, og det indledes med citater af Ludwig Wittgenstein og
Jacques Derrida. Wittgenstein
Det man ikke kan sige, skal man tie om
og Derrida
Det man ikke kan sige, skal man skrive.
På en måde,
skriver Fosse, forstår han begge dele.
Herefter
fremlægger han biografisk underbygget sin litteraturteori. Man får således på
én gang præsenteret hans livshistorie og hans litteratursyn. Først
karakteriserer han sig selv som et menneske, der er blevet religiøst gennem
skriften. Det vil sige, at som altid, når man tager udgangspunkt i sig selv og
egen historie, ligger der implicit, at dette er, hvad jeg ser som den, jeg nu
er blevet. Det er ikke nogen “stor sandhed”. For ham er skriften blevet det
vigtigste, som har givet ham en indsigt, gnosis, der har presset ham ud af “den
trygge ateisme” (Fosse 1999: 124). Det er hverken livet eller døden, der har
gjort det. Skriften har
løyst opp den betrevitande tryggleiken min og erstatta den
med ei audmjuk visse om å vere overgitt både til den andres og til den andres
hender. Det som er meg, det same, er altså meg på vilkår av nåden fra den og
det andre (Fosse 1999: 124).
Blandt de
andre står morfaren, der var kvæker og mormoren, der var pietist. Begge var
udogmatiske. Han var angrebslysten, hun var stille og lod folk snakke, mens hun
tænkte sit. Fosse fortæller om de to skikkelser, som han karakteriserer som
henholdsvis “det mest utfordrande mennesket” og “det beste menneske”, han har
mødt og kendt, så man synes, at man lærer dem at kende.
Morfaren var
også pacifist og gjorde sig umulig på sessionen. Han var ivrig bibellæser,
karakteristisk for vækkelsesbevægelser, der ikke havde brug for nogen præst til
autoritativt at udlægge den bibelske tekst. Han var radikal socialist eller
kommunist, men troede ikke desto mindre på sjælevandring (hvordan det så
passede med en kristen tro?). Han tog til søs og oplevede sin tids store
historiske begivenheder. Både under første og anden verdenskrig blev skibet,
han sejlede på, torpederet, og han oplevede den russiske revolution i Murmansk
og fortalte flere gange om
ein mann han såg dingle frå galgen, frå ein av galgane dingla
ein mann, dei andre galgane stod tomme i den mørknande råe kvelden. Då krakket
på New-York-børsen kom budde han på en liten hybel, ein loftsrom uten vindauge
i nærleiken av ein jernbanestasjon. Hyblen låg i høgd med jernbanelinja. Han
fortalte om kor vanskeleg det, rimeleg nok, var å få sove.
Vi ser her
et eksempel på, hvorledes Fosse gennem en realistisk skrivemåde frembringer
illusionen af virkelighed bag en overordnet tankegang gennem det langsomme
talesprog med dets gentagelser (Grøneng 2014: 46).
ein
mann han såg dingle frå galgen, frå ein av galgane dingla ein mann
og detaljer
ein liten hybel, ein loftsrom uten vindauge i nærleiken av
ein jernbanestasjon. Hyblen låg i høgd med jernbanelinja.
Men det er
ikke disse store begivenheder, der optager morfaren, men sjælen, der giver et
menneske værdighed i en verden, fra et sted langt borte fra verden (Fosse 1999:
125).
Mormoren kom
fra Strandbarm, Hardanger. Hun fortalte på sin milde måde om, hvordan hun
engang i sin ungdom havde haft en oplevelse af at se alt og sig selv som en del
af alt, gennemtrængt af noget skinnende. Mere kunne hun ikke sige om det, men
det styrede hendes beskedne liv.
Morfaren og
mormoren havde forstået det samme, men gav forskelligt udtryk for det, fordi de
havde haft forskellig baggrund, siger Fosse.
Det er slik det er å vere menneske. For slik er også skilnaden (Fosse 1990: 126).
Herefter
skildrer Fosse sit eget barndoms- og ungdomsliv i Strandbarm, hvor han gik i
søndagsskole og væmmedes ved både lærer og præst, som talte meget om dans og
druk og gav udtryk for, at de var frelste, og at de “småunger” måtte omvende
sig og blive det,
for ingen visste kva tid timen kom og så vidare (Fosse 1990:
126)
Han
afslutter med, at skrive, at han ikke vil gå ind på andre erfaringer med
kristenfolket, for de fortjener det ikke (Fosse 1999:127). Men han beretter dog om et bønnemøde, han deltog
i efter et dødsfald. Han holdt det ikke ud og gik fra det fyldt med ubehag.
Imidlertid
vedkender han sig den indflydelse puritanismen, som er fælles for kvækerne og
pietisterne, har haft på hans måde at skrive på. Dens forståelse af, at det ikke gælder om at
være i verden, men adskilt fra den i den kristne verden, ser Fosse gentage sig
i hans egen forståelse af romanen, som ikke er vendt mod verden, men selv
fremskriver en verden. Også hans skrivemåde med mange gentagelser, som har
meget til fælles med bibelens sprogbrug, har formodentlig sin rod i denne tradition. LIgeledes er hans
forståelse af tale og skrift påvirket af puritanismen. Talen kan let forstås
som det ydre, skriften er det indre personlige. Talen er social, skriften
individuel. Og for kvækerne drejer det sig om det indre lys. Der er ingen
ceremonier ved deres sammenkomster. Derfor skyr Fosse også retoriske træk i
romanen, brugen af alvidende fortæller, alt hvad der bærer præg af
underholdning. Hans æstetiske kærlighed retter sig mod det enkle, så hans
romaner er altid skrevet ind til korte tidsrum, hvor konturerne af en person
bliver helt tydelige og entydige (Fosse 1999: 130). Sammen med musikken, som
Fosse udøvede som ung, ser han puritanismen som det, der har påvirket ham mest.
Inden Fosse
når frem til at beskrive sin nuværende litteraturteoretiske position, gør han
rede for positioner undervejs: Bakthins: flerstemmige medskriver, forfatter og
person, som stemmer i skriften, Schlegels romantiske ironi, der står paradokset
nær. Romanen accepterer, at den store mening ikke findes, men der findes flere
meninger, altså mening. Som Gadamer skriver ”forståelsens under sker”. Om ikke den
store mening findes, gør om ikke andet meningen uden mening. Og hermed er
romanen en insisteren på, at underet sker og er en åbning mod det guddommelige
(Fosse
1999:133).
Den
nuværende position lægger sig op ad Lukács romanteori i Romanens teori, hvor han
omtaler romanen som
den negative mystikken
i gudlause tider (Fosse 1999:134).
Hermed er vi
fremme ved essayets overskrift og Fosse gør rede for, hvorfor den beskrivelse
af romanen ramte ham. Han husker, hvor utilpas han var ved bønnemøder og kun én
gang som 11 årig oplevede noget, der kunne kaldes personlig tro. Senere tog han
afstand fra alt, puritanismen stod for, og meldte sig ud af statskirken. Men
måske kunne han ikke stikke af. Han oplevede en gudsforladthed, og det matchede
Lukács’ “negative mystik i gudløse tider”. Heri samledes den flerstemmige
skrift-stemme og den romantiske ironi. Men, præciserer Fosse
ikkje som den vanlige mystikken, der ein søkjer seg ut av
tida, gjennom ekstasen, for å bli vend mot det eine, kanskje også gjennom å bli
del av det eine, romanen går inn i tida, vend ikkje mot det eine, men mot
skilnaden. Og
gjennom den vendinga kan ein kanskje oppnå noko av det same
som det dei tradisjonelle mystikarane oppnår (Fosse 1999: 135).
Den sidste
formulering er den interessante, for den almindelige forståelse af mystik
indebærer netop, at man søger ud af tiden i en ekstatisk oplevelse af det ene.
Fra indledningen har vi formuleringen, at det er det mystiske knyttet til
skriften, der
har løyst opp den betrevitande tryggleiken og erstatta den
med ei audmjuk visse om å vere til en viden å vere overgitt både til den andres
og det andres hender.
Og om
morforældrene hed det, at de mente det samme, men forskellig baggrund gjorde,
at de udtrykte det forskelligt.
Det er slik det er å vere menneske. For slik er også skilnaden (Fosse: 126).
Jeg forstår
det sådan, at det at blive vendt mod de andre og deres hænder, er at blive
vendt mod forskellen, som livet mellem mennesker indebærer. Så i den gudløse,
sekulariserede verden at se “den lille mening” i udleveretheden til den andens
hænder er, hvad Fosse med Lukács kalder negativ mystik. I stedet for negativ
kunne man også sige det uudsigelige eller det, der ikke kan siges, som det
hedder i Morgen og aften. Dette er,
hvad romankunstneren Fosse formår. I Negativ
mystik er der kun mormorens oplevelse som ung af alts omslutttethed af
noget skinnende og måske hans egen oplevelse af tro som 11-årig, der falder ind
under almindelig opfattelse af mystik. De bærende udsagn må være dem, der knytter
sig til de andre og forskellen, hvor forståelsesunderet sker, som Gadamer
formulerede det. Det var, hvad Fosse kaldte romanens insisteren på, at underet
sker og dens åbning mod det guddommelige.
Det er ikke
mærkeligt, at Lukács formulering om den gudløse verden har ramt Fosse, hvis
opvækst er i et pietistisk kvæker miljø, der har den individuelle rørelse som
nerve, en rørelse, han ikke kan opvise og med ubehag oplever andre dele ud af.
Da han meldte sig ud af kirken som 15-årig, forlod han definitivt den verden,
men stod så på Herrens mark i en gudløs verden. Hermed var skellet sat mellem
den sekulare, realistiske verden og det guddommelige, som Fosse, så måske
grundet sin baggrund karakteriserer med ordet mystik, da han åbner sig for det
religiøse igen. Med dette skel behandles også Morgen og aften i flere afhandlinger.
I 1994 havde
Fosse meldt sig ind i kirken igen og i 2013 blev han katolik.
Morgen og
aften 2000
Jon Fosses lille fortættede roman Morgen og aften på kun 113 sider ligger i tid så tæt på Gnostiske essay, at det er nærliggende
at have den litteraturteori, han fremlægger dér, in mente, når man læser
romanen.
Teksten er meget musikalsk med sine rytmiske
gentagelser. Som han har sagt i et et
interview, blev sproget hans instrument, da han holdt op med at spille (Larsen
2001).Tillige er den så stramt og poetisk komponeret, at den har været libretto
i en opera med musik af Georg Friedrich Haas på Royal Opera i 2015. Til forskel
fra de omtalte dramaer, der kunne foregå hvorsomhelst, er Morgen og aften stedbundet til Vestlandet i Norge. Det forhindrer
ikke, at romanen rammer enhver. Det er ikke hjemstavnslitteratur.
Morgen
I. Fødsel
Morgenstjernerne jubled
da jordens grundsten blev
lagt
(Job 38.7)
I et interview i forbindelse med nomineringen til
Nordisk Råds litteraturpris i 2001 sagde Fosse, at romanen først var to
adskilte stykker, og at han i første del skrevet midt i 1990’erne ville
fortælle fra barnets synsvinkel. Det mislykkedes imidlertid. Senere skrev han
anden del, og efter et par år læste han de to dele i sammenhæng og så, at de
hørte sammen. Det blev til Morgen og
aften, hvor første del kun udgør 16 af de 113 sider.
Barnets
oplevelse af fødslen kom imidlertid stærkt med. Men vi begynder med far Olai og
får med få streger tegnet konturerne af hans liv og hans situation nu, hvor han
sidder for bordenden af køkkenbordet og venter på, at hans kone Martha skal
føde, bette Johannes, for han er overbevist om, at det bliver en dreng, og han
skal opkaldes efter hans far, Johannes. I forvejen har de en stor pige, Magda,
som han har roet ud til sin bror samtidigt med, at han hentede jordemoder Anna.
Nu sidder Olai og venter i det hus, han selv har bygget på Holmen sammen med
bådebro og bådehus. Og hans tanker går til, hvordan barnet har ligget inde i
Marthas mave og fra ikke at være noget som helst har vokset sig til et menneske
og nu skal ud verden.
Det sker i det korte tidsrum af en dag i første omgang uden yderligere specifikation af tiden. Men vi er i en tid, hvor fødslen stadig blev forbundet med fare. Jordemor Anna gentager, da hun mærker, at Olai bliver bange, da Martha skriger
Rolig, siger hun
Du er fisker, du ved, at der ikke skal være kvindfolk i
båden, Ikke? siger hun
Jo, jo siger Olai
Og nu betyder mandfolk det samme, du ved, hvad det vil
sige? siger gamle jordemor Anna
Ulykke, ja siger Olai.
Rummet i
romanen er huset med køkken, hvor Olai sidder
og venter, og soveværelset, hvor Martha føder. Derudover begrænses stedet til
at være beskrevet som et fiskermiljø ved kysten, hvor man lever indfældet i
slægten. Bliver det en dreng, skal han opkaldes efter Olais far, og Magda
bliver passet hos Olais bror under fødslen.
Hermed er
scenen sat og Olai som hovedkarakter tegnet i ydre træk.
Teksten
begynder midt i situationen med jordemor Anna, der beder Olai, der står og
hænger i køkkenet, om varmt vand. Herfra glider sætningerne af sted i en
glidende strøm, der kun bliver kun standset af få punktummer. Således også den centrale beskrivelse af Olais tankebane. Den begynder med den uro, som
Anna bemærker og forsøger at standse med spørgsmålet
Du ved jo, hvad hvad mandfolk vil sige?
Hun
appellerer til ham om at tage det, som et mandfolk skal kunne tage. Begge ved
de, at fødslen er farlig som en sejlads, og Olai bliver bange for, at han med
sine tanker kan have hidført ulykke. Men derfra går associationerne tilbage til
det, han oplevede med hans mor, der døde i barselsseng. Angsten og
tilbagevisningen af den melder sig. Da han tilhører et miljø og en tid, hvor
det kristne sprog er selvfølgeligt kendt, tolkes angsten og overvindelsen af
den med ord og begreber som Satan og Gud. Omkvædet er,
han ved det, han ved, har set det, han har set, forstået det,
han har forstået.
Hans kristne
sprog er ikke bare en fernis, men tolkning af hans erfaringer af det gode og
det onde i hans liv.
Det onde var
barndomserfaringen af moren, der døde i barselsseng. Han har derfor aldrig
tvivlet på,
at det er Satan, der styrer denne verden lige så meget som
den gode Gud.
Men ved siden af ligger erfaringen af, at
den gode Gud var nået frem til ham, han havde haft det godt
og så glad han var både for sin kone og for datteren Magda skulle han ikke
klage sin nød for nogen.
Han og Magda var enige om,
at så længe de havde Magda skulle de ikke klage over deres
skæbne, men hellere prise Gud Herren for at de havde fået hende.
Sådan havde
de tænkt i årene, hvor de forgæves ventede på at få et barn mere, indtil de
blev klar over, at de skulle have endnu ét og derfor
takkede
de Gud Herren for at han havde undt dem med endnu et barn.
Vi befinder
os i en før-moderne verden, hvor menneskers udleverethed til magter, de ikke
har kontrol over, ikke er sløret af menneskelig kunnen. I den verden er angst
og frygt nærværende og bliver det gode, der overgår én, forstået som en
velsignelse, der udløser taknemmelighed.
Om den
verden som bette Johannes skal ud i tænker Olai, at den er kold, og at han skal
leve der alene,
adskilt fra Martha, adskilt fra alle andre, han skal være der
alene altid og så skal han, når alt er omme, når hans tid er kommet, opløses og
vende tilbage hvor han kom fra, fra intet til intet, sådan er livets gang for
mennesker og dyr, fugle, fisk, huse, fade, alt hvad der er til.
.
Man bemærker
konkretionen “fade”, en realistisk detalje, og husker beskrivelsen af
menneskets vilkår i salme 103
Menneskets liv er som græsset,
det blomstrer som markens blomster;
når vinden blæser hen over det, er det ikke mere,
Dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.
Et menneskes
vilkår er ensomheden og forgængeligheden, tænker Olai nu, da han tænker på
fødslen, hvor barnet skal skilles fra sin mor. Men så kommer han i tanker om,
at der er også så meget andet ved siden af “fra intet til intet”.
men hvad er dette andet?
den blå himmel, træerne, som får blade? ordene som var i begyndelsen, sådan som der står i Skriften,
og som gør at man forstår, både dybt og morsomt, hvad er dette andet?
Her lægger
Olai spørgende den sanselige erfaring af naturen og universet ved siden af
Skriftens ord, man forstår med. Med den forståelse når han frem til, at det må
vel være Guds ånd som er i det alt sammen og gør alt til mere
end intet, som gør det om til mening og farver. --- Men at Satans virkende
vilje også er der, det er han lige så vis på.
Sådan bølger
Olais angste og fortrøstningsfulde tanker frem og tilbage, indtil han når den
afrunding på tankebanen om den gode Gud og Satan, at de kæmper om magten og nok
har gjort det fra begyndelsen, da verden blev skabt. Herefter følger hans
afstandtagen til forestillingen om Guds almagt og alvidendhed, som de gudelige
taler om. Så meget han tror på, at Gud findes, så lidt tror han på, at han er
almægtig
så sandt som han er Olai og er fisker og er gift med Martha
og er søn af Johannes og nu i denne stund, bliver far til en lille krabat, som
skal hedde Johannes
I Aften ser vi, at den nu gamle og døende
Johannes deler den gudsforståelse. Han tilskriver den Jakob skomager, en god
mand, han og hans ven Peter kender. Hermed er Olai og Johannes beskrevet, som
tilhørende samme kvæker - og pietistiske miljø som Fosse i sin barndom og
første ungdom.
Man kan se
Olais tankebane om Gud og Satan som struktureret efter trosbekendelsens led.
Som den indledes med forsagelsen af Djævelen, kan man se Olais kamp med sin
angst som et forsøg på forsagelse. Nu er vi nået til første trosartikels tro på
Gud Skaber. Men så må Olai gør et holdt, for han tror ikke på, at Gud Skaber er
almægtige og bestemmer alt, så der er en mening med alt, hvad der sker. Men Gud Skaber, hvis ånd er i det alt sammen,
tror han findes
langt borte og helt nær, for i det enkelte menneske er han.
Og nu er
Olai nået til trosbekendelsens andet led, troen på Guds søn, for afstanden
mellem den fjerne og slet ikke almægtige Gud og det enkelte slet ikke almægtige
menneske blev mindre, da Gud lavede sig om til menneske og levede iblandt os,
dengang Jesus gik omkring på jorden.
Om alle
disse tanker sætter Olai det forbehold, at
det er svært at sætte ord på, for det han har er vel mest en
vished, der ikke
kan siges, det er lige så meget en sorg som et ord og hans
Gud er vel mest, hvis han nu skal sige det, ikke af denne verden, det er en
Gud, man kan ane når man fornægter denne verden, da viser han sig mærkeligt
nok, både i det enkelte menneske og i verden, tænker Olai og han kan høre lidt
af hvad denne Gud vil sige, når han hører en spillemand spille godt, for den
gode musik afviser jo verden.
Olais verden
er ikke gudsforladt. Gud er der som en mening og farver, i det enkelte menneske
og rykkede nærmere i Jesus. Det er svært at sætte ord på, men alligevel prøver
han og kredser om det med ordene “vished”, “sorg”. Sorgen er Olais vished om,
at Satan styrer verden. Derfor må denne verden fornægtes, for at man kan ane
Gud i det enkelte menneske og i spillemandens musik, der afviser verden. Musikken,
kunsten afviser denne verden og skaber til Satans ærgrelse en ny verden.
Det, der er
svært at sætte ord på, men han alligevel prøver at sætte ord på, er det, der
ligger i betydningslaget nedenunder ordene. Det lag kalder den franske
litteraturteoretiker og psykoanalytiker Julia Kristeva den semitotiske (tegn) orden, som er knyttet til subjektets
kropserfaringer i symbiose med moderens krop og adskillelsen fra den. Den orden
ligger både under sproget og før sproget, skæringspunktet, hvor det bliver en symbolsk orden med fastfrosne og
afgrænsede ord og begreber. Med “under” og “før” angives en både rumlig og tidslig kategori. Kristeva benytter
begrebet choraen, hentet fra
tilblivelsesudredningerne i Platons Timaios
for at beskrive, hvor den semiotiske orden bliver til. Ordet chora betyder både
en beholder og en amme. Med det ord vil Platon og Kristeva finde et billede på
noget, der hverken er formløst eller helt fastlagt. Det er flydende og ligger
som spor i kroppen, dens slimhinder, muskler og lyde. Sproget er altså
kropsligt forankret. Det kommer til udtryk i talens klang og ansigtets udtryk.
Udviklingspsykologisk henlægger Kristeva den semiotiske orden til spædbarnets
lyde, pludren, klynken og skrig som svar til omverdenen. Med dens oprindelse i choraen, rummet, bliver sproget ikke kun
noget bevidsthedsmæssigt løsrevet fra kroppen, men bundet til kroppen og ikke
kun bundet til tiden, hvor retningen går fra tilblivelse til tilintetgørelse,
men også til det uendelige rum (Kristeva 1994: 45).
Dette førsproglige
lag giver “en vished, der ikke kan siges”. Kategorien “det uudsigelige” er
velbekendt i både æstetik og religion. I æstetikken hedder det, “det sublime”,
i religionen “den skjulte Gud”. Her hos Fosse er det imidlertid det almindelige
menneskes erfaring af, at ordene kommer til kort. Man må prøve sig frem, kredse
om det, man vil sige.
Så afbryder
Marthas skrig Olais tankebane, og jordemor Anna siger “pres lidt mere”, og
synsvinklen skifter til barnet, der er ved at blive født
og det presser mod hans hoved og mørket er ikke rødt og blødt
længere og alle lydene og den stadige dunken a a da da a a a da a og å så a e a
e a brusen a den gamle elv og vuggen i a e a i e a vandet e a og e å a alt er
ja sa sa a sa regelmæssigt sa og stemmerne og så disse forfærdelige lyde og
pres e a e og denne kulde skæren a a filen sten gå tilbage a og a frem og alt
hvad der sker o mod en og det værker i arme og ben i alt hvad der er i fingrene
og krum i a mer sig ø og alt e det rolige vand e a o a og der hårde brummen og
stemmerne e ne a a en a e a ja a og så de e lyset y fra borte fra alt er et
andet sted a a og det er ikke til stede længere.
I denne
passage lykkes det Fosse at give beskrivelsen fra barnets synsvinkel, som han
først ville. Tryk og farver og lyde, som barnet oplever det. Og i gengivelsen
af de første lyde bringes vi med Kristevas begreb til choraen, hvor sproget fødes. Og
så kommer
skriget klart og tydeligt som stjerne så som en nævnelse og
mening
Ved siden af sansningen af skriget lægger Olai
vendingen “som en stjerne”, “ordene som var fra begyndelsen, sådan som der står
i Skriften”. Det er nærliggende at tænke på morgenstjernernes jubel, da jordens grundsten blev lagt (Job 38.7).
Og så er drengen født, den fineste og bedste
dreng, og han stikker i at skrige, ---
og han er i skriget og han er adskilt fra det og han er så
helt alene.
Og Olai går
hen til Martha og hører hendes åndedræt
langsomt og dybt som fra en ro uden for livet, tænker Olai
---
og han forstår ikke hendes øjne, de ser som langt borte fra
et sted og de ved noget han ikke selv ved, og han har nok aldrig forstået sig
på kvinder, noget ved de, noget han aldrig vil forstå, noget de ikke siger, og
sikkert heller ikke kan sige, fordi det ikke kan siges.
Her er vi
igen ved det, man ikke kan sige. Martha har i fødslen gjort en erfaring, hun
ikke kan dele med én, der ikke har gjort den. Sproget kommer til kort og kan
ikke bygge bro. Grøneng tolker det ikke urimeligt, som Martha har haft en
mystisk oplevelse, idet hans synsvinkel er “virkelighed og mystik hos Fosse”
(Grøneng s.21). Vinklen er rimelig på baggrund af artiklen Negativ mystik i Gnostiske
essays. Jeg finder det dog ikke nødvendigt at bruge begrebet mystisk
oplevelse i denne sammenhæng. Det er en ganske almindelig erfaring, at sproget
kommet til kort, og at der erfaringer, man har svært ved at sprogliggøre, i
særdeleshed til andre, der ikke kender den erfaring. At det er almindelige
erfaringer, betyder ikke uden videre, at de er hverdagslige. Til ethvert liv
hører særlige begivenheder og tider. Sådan er fødslen en særlig begivenhed,
hvor man som kvinde kommer ud til livets grænse. Derfor ville jeg snarere med
Karl Jaspers tale om fødslen som en af livets grænsesituationer, hvor man som
menneske møder tilværelsens modsætning af liv og død. Her udspringer
metafysiske og religiøse tydninger. Så snarere end mystik ville jeg tale om
metafysik. Hvad Fosse først og fremmest giver er en fænomenologisk beskrivelse
af fødslen set med Olais øjne og fra barnets perspektiv.
Herefter går vi til 2. del, Aften.
Aften
Evighed
Lad mig nu
kun drage ad natmørkt hav
Jakob Knudsen
Gennem den døendes bevidsthedsstrøm føres vi til, sagt
med Augustin, "erindringens marker og vidtstrakte paladser".
Mennesker, ting, steder og begivenheder, der har haft betydning, passerer revy
sammen med det, der sker nu og ud over livets grænse.
Fosse har sagt, at det, han ville, var at fange den
glidende overgang fra at føle sig levende og føle sig død (Grøneng 2014: 58).
Strømmen føres således som en vision videre gennem en mellemtilstand mellem at
være levende og død til døden. Som en undertekst ligger visionen i Dantes Guddommelige komedie, hvor Dante først
med Vergil som ledsager og siden hans elskede Beatrice føres gennem helvede og
skærsilden til Paradis. Stedet er
sengen, hvor den døende og døde ligger indtil til allersidst, hvor den døde ser
ned på sin egen begravelse.
Vi er ved Johannes sidste dag i livet. Til sidst får
vi at vide, at han har været død fra om morgenen. Nu ligger den gamle fisker i
det kammer, han havde bag forhænget i stuen, og føler sig både “stiv og stind”
og kan ikke tage sig sammen til at stå op. Årene er gået og det, som Olai
engang tænkte, at bette Johannes skulle ud til i denne verden, er sket. Både
det onde og det gode. Han har kastet op hver dag og mistet både sin kone Erna
og sin bedste ven Peter. Men han har levet godt med Erna, og de har fået 7
børn, hvor den yngste Signe bor tæt ved og tit kommer forbi og ringer til ham
hver dag. Børnebørn har han også fået. Han og Erna har levet sparsommeligt, men
klaret sig, og da han kom på pension, fik de det godt økonomisk. Vi kan med den
oplysning tidsfæste til efter 1967, hvor folketrygden blev indført i Norge
(Grøneng 2914: 46). Marta og Peter har været deres naboer, og de besøgte tit
hinanden, og Johannes klippede Peter, og ofte tog Johannes og Peter ud at fiske
sammen.
Denne morgen er grå og halvkold og ligner andre dage
på denne årstid, og den stiller spørgsmålet, hvad skal han egentlig stå op til?
Nu hvor Erna er død, er det hele så trist og koldt, selvom han kan tænde for
den elektriske ovn. Ordentligt lyst blev der heller ikke lige meget, hvor meget
lys han tændte. Da Erna var borte, forsvandt både varme og lys. Men han skubber
tankerne om at blive liggende væk, for man må holde sig i vigør, og han trænger
også til en cigaret og må vel gøre, som han plejer og drikke kaffe og bagefter
tage en tur ud til Vågen og måske tage en tur på havet. Johannes dage har haft
en bestemt rytme og faste ritualer. Til dem hører at drikke kaffe og ryge cigaretter.
Så står Johannes op, og vi kommer til første markering af, at dagen ikke er som
andre dage, for det går så let at rejse sig, og han føler sig let i både krop
og sind. Det er, som der ingen tyngde er i ham. Første tegn på, at Johannes er
på vej ind i døden, hvor kroppens tyngde ikke findes mere.
Selv om han gør alt, som han plejer og befinder sig i
sit velkendte hus, så er der denne dag ingenting, der er, som det plejer, så da
han kommer ind i stuen, er han ikke smøgsyg længere, og i stuen er der hverken
varmt eller koldt, og på stolen over for ham, hvor Erna sad over for ham og
nu er
stolen tom og alligevel er det næsten som hun sidder der denne morgen.
Som forskellen mellem tungt og let og koldt og varmt
er bortvisket, er også forskellen mellem levende og døde ved at udviskes. “Det
er næsten som om”. Velbehaget ved at ryge er også forsvundet sammen med
smagsforskellen mellem godt og dårligt. Da han sætter den blanke kaffekedel på,
fremkalder den en uheldssvanger association til pilken, der ikke ville synke,
men blev stående i vandet en meter under båden en dag, han var på havet sammen
med Peter. Mon Peter havde ret i, at dette betød, at havet var færdig med ham?
Billedet er centralt og vender tilbage.
Efter kaffen føler han det, som skal han gå ud i
udhuset, og dér står hans gamle cykel med fladt dæk, og da han skal til at gå
ud derfra, er det, som om en stemme fortæller, at han skal gå ind igen og se
sig godt omkring. Han forstår det ikke, men føler, at han må adlyde stemmen, og
måske er der noget galt derinde. Men der står alle de velkendte ting,
vaskebaljer og arbejdsredskaber
hver ting
er lige som tung i sig selv og udsiger sig selv og alt det der udført med den
og alt er jo gammelt, som han selv, og alt hviler i sin egen tyngde og med en
ro han aldrig har lagt mærke til
Og han fortsætter med at kravle op på loftet, hvad han
ikke har gjort i mange år, og han oplever igen morgenens anderledes
kropsfornemmelse af lethed, da han går op ad trappen. Det går som var han en
ungersvend igen, og om alle de kendte arbejdsredskaber, der har inkorporeret
arbejdets tyngde i sig, gælder
alt er
som det er samtidig med, at alt er anderledes, alle er almindelige ting, men de
er ligesom blevet værdige og forgyldte, og tunge, som om de vejede så meget
mere end sig selv og samtidig er som uden vægt
På vej ned til båden i Vågen har han samme oplevelse
af anderledeshed. Husene er tungere og lettere,
som om der både var mere jord og himmel
i husene
Og man sender en tanke til Evert Taubes vise Kalla den Änglamarken eller Himlajorden, om
du vil. Men Fosse har ikke som Taube skrevet en vise, der i protest mod
naturødelæggelse lovpriser jordens lunde og blomster, men en døendes vision,
der rækker ind i døden og ud over den. Det bliver tydeligere og tydeligere, som
romanen skrider frem. Det er endnu kun en vision, hvor forskellene i Johannes’
velkendte virkelighed er væk, og alt er lige som forgyldt. Men nok til at
Johannes begynder at overveje, om det er ham selv og ikke verden omkring ham,
der er forandret. Kroppens dødsproces er i gang. Han mærker armen sove og ser
fingerspidserne er blå.
På dette tidspunkt rykker de døde for alvor ind i
synsfeltet igen, nu i en spøgelseslignende tilstand, hvor de viser sig og
forsvinder igen, så det er vanskeligt at blive klar over, om de er til stede
eller ikke, om de er levende eller døde. I havstokken kan Johannes se den
forlængst afdøde ven Peter stå, men da han når derned, er han der ikke mere.
For at få afgjort, om det er indbildning, kaster Johannes en sten i ryggen på
Peter, men den går lige igennem ham. Alligevel svarer han, da Johannes taler
til ham, og de får sig en smøg sammen, og Johannes kommer i tvivl, om det var
et synsbedrag med stenen, der gik gennem ham? Han må røre ved ham, tænker han.
Her fletter teksten sig ind Johannes evangeliets fortælling om disciplen
Thomas, der måtte se naglegabene i Jesu hænder og stikke hånden i såret i hans
side for at tro, at den tilsynekomne Jesus efter opstandelsen var fysisk til
stede (Johannes ev. 20. 25-27).
Underligt ved Peter er ikke blot, at han både er der
og ikke er der, men også at hans hår er blevet så langt, helt ned ad ryggen, og
helt gråt. Det lange hår viser, at tiden er gået, selv om tiden for Johannes er
væk og blevet til altings samtidighed. Det er mange år siden Peter døde.
Hårklipningen indgår som et tilbagevendende motiv i Aften.
Peter er som sagt ledsager som Vergil i Dantes Guddommelige Komedie. Johannes’ vision
fletter sig ind i Dantes. Således minder sejladsen om Acheron, som Charon
sejler de døde over og billedet med den vægtløse pilk, der nu vender tilbage,
er som de døde vægtløse sjæle på Charons båd. Vægtløsheden viser sig ved, at da
Dante træder ned i båden, synker den (Stueland 2000 :4-5)
Johannes
tager snøren op og så kaster han den store blanke pilk ud og han giver snøre og
han giver mere snøre, men har du set, den tynger ikke, alt føles så let, han
kan da ikke have mistet pilken? Tænker Johannes og han bøjer sig over rælingen
Er der
noget? siger Peter
og
dernede, henved en meter nede i vandet, dér står pilken, midt i det klare vand,
står der helt rolig og der er ikke noget at se under pilken ---
Pilken er som de døde sjæles vægtløshed og et tegn,
som Johannes ikke rigtigt forstår, men Peter prøver indirekte at udlægge det for ham
Vil
pilken ikke gå til bunds? siger Peter
Nej,
siger Johannes
og han
ryster på hovedet
Det var
ikke så godt, siger Peter
og Johannes ser op og hans ser der står
tårer
i Peters øjne
Nej det var ikke så godt, siger Peter
Det gør mig ondt at høre, siger han
Havet vil ikke have dig siger han
og Peter tørrer tårerne bort
Så er der kun jorden igen, siger Peter
og Johannes tænker at hvad er det nu for
noget snak? nu må de pinedød snart få klippet det lange hår af Peter så gråt og
tyndt det er ---
Den “gnosis”, indsigt, den døende Johannes har fået den sidste morgen i sit liv samles, da Johannes med Peter sejler ud og Johannes ser
ind
på bådehusene og han ser husene og
hjemmene deroppe langs vejen og han fyldes af sådan en vældig følelse for alt
dette, for lyngen, for det hele, alt dette kender han, alt dette er hans sted i
verden, det er hans alt sammen, bakkerne, bådehusene, stenene i havstokken, og
så får han en følelse af at dette får han aldrig at se igen, men det vil være i
ham, som det han er, som en lyd, nærmest som en lyd i ham --- og han ser, at
det lyser fra det hele
Det, Johannes vil tage med ind i døden, er lyden af
hans lysende sted. Meningen, det guddommelige, evigheden har været her i hans
liv, og den bringer han med sig på den sidste sejlads. Det er hovedmotivet i Morgen og aften, den indsigt, den
negative mystiks forfatter giver.
Målet for Peter og Johannes’ sejltur har været byen,
hvor de ville sælge krabber. Her føres Johannes i et drømmende syn tilbage til
“den første gang, jeg så dig” . For her mødte han først Erna og de blev
kærester. Slutningen af hans og Ernas historie rører ved begyndelsen.
Tilbage i Vigen er Peter pludseligt væk, og Johannes
tænker, havde Erna nu bare været her, men med ét bliver der helt mørkt, og han
hører skridt, der kommer nærmere
og så standser skridtene foran ham
Er det dig Johannes, siger Erna så
og Johannes føler et il af lykke gennem
sig
Det er dig Erna, siger Johannes
Ja vist er det mig, siger Erna ---
og
Johannes tager Ernas hånd og mærker, at hendes hånd er kold, overhovedet ikke
varm, og Erna og Johannes går hånd i hånd ned ad vejen
Da de kommer til huset, ser Johannes lyset udenfor
og det
lyser så hjemligt ned over yderdøren og alt føles trygt nu, sådan som det
gjorde så ofte før, alt er som det skal være nu, tænker Johannes, sådan skal
det være, sådan skal det være i al evighed, tænker Johannes.
Nu har Johannes i sine sidste drømmesyner mødt sine to
nærmeste afdøde, Peter og Erna. Og mødet har foregået i det velkendte, “alt
dette som er hans” og i de velkendte situationer og med deres samværs ritualer,
og “sådan som det har været sådan skal det være i al evighed”. Evigheden, viser
synerne, har været forbundet med hans liv. Den forsvandt, da Erna en morgen lå
død i sin seng, så der ingen Erna stod ved køkkenvinduet, men bare var det
tomme gulv. Inden Erna svinder bort, får de en sidste kop kaffe.
Og så er Erna borte, og han er alene, og han går ud af
huset uden at se sig tilbage, en
allusion til fortællingen om Orfeus, der mistede Eurodike, da han overtrådte
forbuddet mod at se sig tilbage, da hun fulgte ham ud af dødsriget. Johannes
går afsted for at klippe Peter.
På turen finder et sidste spøgelsesagtigt møde sted
med et elsket menneske, hans yngste datter Signe. Men hun er levende og lægger
ikke mærke til ham og går lige igennem ham, så han mærker noget varmt, men ser
en rædsel i hendes ansigt. Det er ham, der er spøgelset uden, at han ved det.
Også fra hendes synsvinkel beskrives mødet. Hun møder noget spøgelsesagtigt,
koldt og uhyggeligt på sin vej op til Johannes’ hus for at se, om der er noget
galt. Hun har ringet flere gange uden held.
Inde i huset aner Signe, at faren er død. I den angst,
som griber hende, tyr hun til den tro, der i slægten er formidlet fra farfar
Olai engang over far Johannes til hende. Inde inde i sig selv siger hun,
at nu må
den fjerne gode Gud hjælpe hende, nu må Jesus Kristus, som knyttede bånd mellem
den fjerne gode Gud og de forkomne mennesker i denne onde verden, styret som
den er at dødens magtesløse guder, hjælpe hende og så fyldes Signe lige som af
mod.
Hun går ind i kammeret, hvor hun finder faren død.
Sovet ind stille og fredeligt, siger lægen, da han kommer. Og Signe sætter sig
ved sin døde far og tager hans hånd og tænker, at nu er det næsten, som da hun
gik med ham hen ad vejen, da hun var en lille pige.
Herefter begiver vi os med Johannes ud på den
allersidste sejlads til det sted
der ikke noget sted, og derfor ikke har
noget navn
siger Peter,
der fortæller ham, at han nu er han også død, i dag tidligt døde han.
Og siden
jeg har været din bedste ven, så blev jeg sendt af sted for at hente dig
Dette sted, der ikke er noget sted, beskriver Fosse i
Essayet Ikkje -staden i Gnostiske essay. På dette “ikke-sted”
foretrækker Fosse at være. Her er han hjemme.
Ikke
-stedet er det som fyller rommet - og
subjektivt sett kan ein jo bestemme ein stad som fyller rommet - etter kvart ei
tyngd som gjer at den forsvinn fra merksemda mi, søkk ned i noko umerkelig,
samstundes, som den jo sjølvsagt er der, finns til. Staden forsvinn på ein
måte, samstundes som den finst til. Aden får sit ikkje, blir til ikkje-stad. Og
for meg er nok også litteraturen, kannskje også kunsten i det heile, en slik
ikkje-stad. Ein stad som forsvinn, samstunden som den finst til, den viktigaste
med litteraturen er kanskje netopp denne forsvinnande eksistensen. --- Og i
ikkje-staden finst forsoninga, den forsoninga den gode litteraturen og kunsten
tross alt byr oss som glipa der kropp og sjel møtest, form og innnhald, der liv
og død møtest (Fosse 1999: 64-65, tekst 1994).
I essayet Imellom,
også i Gnostiske essay, hedder det om
den gode litteratur, at den hverken er et privat sprog eller de manges fælles
sprog, men
ein stad imellom eintal og fleirtal, ein stad,
som ikkje finst, men som likevel
ein måte finst
Måske er det derfor, at mange ser et slægtskab mellem
den skønlitterære forfatter og den religiøse mystiker. Fælles er, at de søger
bag det private og den fælles konsensus mod noget andet, det andet (Fosse 1999:
70).
Johannes har levet mellem mennesker, “udleveret til
andre menneskers hænder”, hvor hans livs mening har været, hans sted har været
“ikke-stedet”, et rum mellem det hjemlige og fortrolige i udhuset, i
landskabet, i båden, ved køkkenbordet og forgyldte, forunderlige. Det bringer
igen tanken hen på den Platonske, Kristevaske moderlige chora som rummet mellem tid og rum i kroppen, før forskelle og
betydninger er frosset fast i (Grøneng 2014 :61).
Ikke-stedet er Johannes på vej hen til
nu med Peter, der som den bedste ven skal hjælpe ham afsted. Vi er langt væk
fra Rilke, hvor
De døende har mørke
sengesteder
--- og går som
tiggersker i døden ind.
Johannes får “sin egen død fra livet”,
og han er ikke alene som Jesus i Getsemane. I Peters skikkelse kommer en engel
til ham og er med ham på den sidste rejse. Hermed giver Fosse et bevægende
modbillede til modernitetens individualiserende understregning af, at enhver må
dø sin egen død.
Indtil nu har omkvædet været, at alt var
det samme og alligevel anderledes, forskellene var ved at blive visket ud, men
nu fortæller Peter, at på ikke-stedet, de er på vej til, er der ikke nogen ord
eller kroppe eller noget dig og mig og ondt og godt. Det er et stort og roligt
og lidt sitrende sted. Til sidst siger han til Johannes, at nu skal han ikke se
sig tilbage, men bare se op mod himlen og lytte til bølgerne. Og Johannes siger
ængsteligt
Men Erna, er hun der?
Og Peter svarer, at det er hun sammen
med alt, hvad han har holdt af, mens alt han ikke kunne lide er væk. Derefter sejler de ind i en storm, så Peters
båd krænger, og så er det ikke længere Peters båd, men en båd er det og
himmel og hav er som et og det samme, sø og skyer og
vind er som et og det samme og så er alt som vand og lys ét og det samme, og
dér lyser Erna jo og hendes øjne lyser og lyset fra øjnene er også som alt andet
Ja, nu er vi på vej, siger Peter
og både Peter og han selv er sig selv og samtidigt
ikke, alt er et og samtidigt forskelligt, det er et og alligevel netop det, det
er, alt er adskilt og uden skel, og alt er roligt og Johannes vender sig om og
langt dernede, langt langt under sig ser han Signe stå, kære Signe, dernede,
langt dernede står hans kære yngste datter Signe og Johannes fyldes af en
kærlighed så stor som hun står der med sin yngste datter lille Magda i hånden
og rundt om Signe står alle hans andre børn og alle børnebørnene og naboer og
kære kendinger og præsten står der og så tager præsten lidt jord op og Johannes
ser Signes øjne og i dem er det lys han så i Ernas øjne og han ser mørket og
alt det fæle som er dernede
Med den paradokse formulering “det er et
og alligevel netop det, det er”, er det, der ikke kan siges kommet til udtryk,
“ein stad imellom eintal og fleirtal, ein stad, som ikkje finst, men som
likevel på ein måte finst”. Fra dette sted oplever Johannes sin egen
begravelse, hvor hans livs rigdom er samlet i alle dem, han har holdt af.
Opfyldt af kærlighed til Signe og med synet af Signes øjne, hvor lyset fra
Ernas øjne er, forlader han denne verden, hvor mørket og det fæle er sammen med
kærligheden og lyset. Lyset fra Ernas øjne er både her på jorden og i det
hinsides. Evigheden, han har kendt her på jorden, er bragt med og lyser fortsat
her.
Ernas øjne henter betydning fra
Beatrices øjne i Den guddommelige
komedie. Det er dem Dante længes mod på sin rejse. Da han møder hende i Skærsilden, har hun ansigtet skjult bag
et slør, og da hun lader sløret falde, opsluges han af det lys, der udgår fra
øjnene, og der lyder en sang:
Vend dine øjne Beatrice, vend dem med helligt blik mod
din trofaste elsker, der for din skyld har gjort så lang en rejse.
Ved at se ind i øjnene får han kraften
til at følge Beatrice op gennem himlene til den 10. himmel. I mellemrummet
mellem Fosses og Dantes tekst får Ernas øjne deres lys. Det uudsigelige, som
Wittgenstein skrev, at man skulle tie om, og Derrida, at man skulle skrive om,
skriver Fosse her frem gennem samspillet mellem teksterne.
Romanen slutter hos Signe, der ser præsten kaste jord
på og tænker,
du kære
Johannes far, sær og egen det var du, men også god, og svært havde du det, jeg
ved det, brækkede dig hver morgen, når du stod op, men god det var du.
Og hun ser hvide skyer på himlen og havet roligt lyse
blåt og tænker til sidst
du Johannes far, du Johannes far
Om romanen siger Fosse
Jeg tror, at det er min lyseste bog, der
er forsoning i den tekst
(Birgitte Larsen 2001)
Romanen er god litteratur efter Fosses eget
kvalitetskrav
Og i
ikkje-staden finst forsoninga, den forsoninga den gode litteraturen og kunsten
tross alt byr oss som glipa der kropp og sjel møtest, form og innnhald, der liv
og død møtest (Fosse 1999: 64-65, tekst 1994).
Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd
trilogien
De tre
romaner er kortromaner på under 300 sider i alt. Mellem Morgen og aften og trilogiens afslutning ligger 14 år. Den
påbegyndes 2007 med Andvake, fortsætter
2012 med Olavs draumer og afsluttes
2014 med Kveldsvævd. Imellem ligger også, at Fosse blev
katolik i 2013, året før Kveldsvævd udkom.
Han har altså forladt den position, han beskrev i Negativ mystik, hvor han fortalte om, hvordan skriften har,
løyst opp den betrevitande tryggleiken og erstatta den med
audmjuk visse om å vere overgitt til den andres og til det andres hender
Skriften var
nerven i hans religiøsitet, præget af den puritanske tradition, som han var, en
tradition uden ydre ceremonier. Her adskiller katolicismen sig markant fra
protestantismen, hvis nerve er ordet, der retfædiggør ved tro.
Spørgsmålet
er, om man man kan mærke det skift i forhold til Morgen og aften i Kveldsvævd.
Andvake 2007
Titlen er
den samme på dansk som på ny-norsk, som er Fosses sprog. Det betyder både
søvnløs, nattevågen og årvågen og er også navnet på stridshornet i Sverres saga. Sproget bærer Fosses
signatur med lange, musikalske sætninger.
I centrum af
fortællingen står det purunge par, Asle og Alida, begge kun 17 år. Asle er
forældreløs og er spillemand som sin far Sigvald. Alida, har en mor, der ikke
holder af hende og en søster, som er “ den gode”, mens hun er “den onde”, og
hun forelskede sig i spillemanden Asle. Når Asle spiller på sin violin
svæver de sammen, nu
svæver de sammen, han og hun, Alida og Asle
Sådan er
kærligheden, og flere gange vender “svævet” tilbage som billede på kærligheden
imellem dem.
En morgen
bryder de op hjemmefra landsbyen Dølgen. For Alida venter barn. Måske slår Asle
Alidas mor ihjel inden for at slippe væk. De sejler til Bjørgvin, Bergens gamle
navn, og her ankommer de en mørk, regnfuld efterårsaften og forsøger at finde
husly. Men alle lukker dørene for dem. Det bibelske spor er tydeligt. Asle og
Alida er som Maria og Josef, der ikke var plads til i nogen herberger i
Bethlehem. De er udstødte. Og udstødelsen fører til strid, da Asle for at
skaffe nattely til Alida, der skal føde, slår en gammel kone ihjel. Her er
ingen englesang og hyrder, der kommer for at fortælle, hvad englene har sunget.
Ingen ord, som Alida som Maria kan gemme i sit hjerte. Kun et ungt par, der
prøver at redde sig selv og deres barn midt i mørket og regnen og kulden.
Musikken er
vævet ind i bogens bærende kærlighedshistorie, lige som den går igennem slægten
som en arv fra far til søn. Asle har fået violinen af sin far Sigvald, som
sagde
Spillemands skæbne er en vanskæbne, sagde far Sigvald så
Altid drage bort, altid drage bort, altid drage bort, sagde
han
Ja, sagde Asle
Ja, drage bort fra sine kære, og fra sig selv, sagde far
Sigvald
Altid give sig selv til andre, sagde han
Aldrig at kunne være hel i sit eget, sagde han
Altid at prøve at gøre andre hele, sagde han
Det kunne
være beskrivelse af, hvordan det er og bør være at leve mellem mennesker.
Musikken er
hele tiden nærværende i Fosses sprog. Men her får den også sin repræsentation i
spillemanden. Midt i et koldt univers findes musikken, som holder os i
live.
Olavs drømme 2012
Er det udstødelsen, der kræver årvågenhed og fører til
strid, der er tema i Andvake, er det
i Olavs drømme forbrydelsen, Gammel
Testamentes syndefaldsberetning. Fortællingen løber punktumløst afsted gennem
romanens 80 sider. Asle og Alida har skiftet navn til Olav og Åsta Vik. Når
Asle forestiller sig at være Olav, lader fortælleren ham blive Olav med
angivelsen “tænker Olav”, “siger Olav”. Og når Asle og Alida husker noget,
bliver fortiden nutiden. De har fået brug for at skjule sig. De er flyttet ud
af Bjørgvin med deres lille dreng Sigvald.
Ved romanens begyndelse er Olav på vej ind til byen
for at købe ringe. Åsta har været bange for, at han tog afsted. Men han ville
det. På vejen ind til byen, møder han en gammel mand, der kender ham
Nej, er
det den karl, siger Gamlingen
og han trækker vejret tungt.
Så det er den karl ja, siger han
Olav bliver bange over, at han er blevet genkendt,
selv om han har skiftet navn og er flyttet væk fra byen. Han fortsætter ind i
byen, hvor han går på en beværtning, og her dukker gamlingen op igen og taler
om drabet, der er begået og drabsmanden, der ikke er fundet. Fyldt af angst og
skyldfølelse går Olav ud i byen for at finde ringene. I stedet ser han i et
vindue et armbånd, der ligger
og
lyser af det guleste guld og med de blåeste perler
Og han køber armbåndet og ser for sig hvor fint, det
vil være på Åstas arm, men undervejs
lokkes han af øl og tvivlsomme kvinder, og han mister armbåndet og kommer ikke hjem den dag.
Mens han går rundt i byen, tænker han på, hvordan han
med Åsta og Sigvald gik fra byen og
bosatte sig i et tomt hus på landet. Samtidig melder uhyggen sig. Den gamle
mand ved tydeligvis, hvad Olav har gjort, og han føler sig forfulgt gennem de
trange, mørke gader, som fører ham tilbage til den fortid, han vil glemme. Den
gamle og hans egne tanker jager ham afsted som Dostojevskis Raskolnikov efter
mordet på pantelånersken. Stemningen er mørk og tung.
Borte er violinen som et lys i mørket, da Olav har
solgt den for at få penge til at købe ringe. Musikken er nu kun til stede i de
rytmiske sætninger. Og Olav er nu ikke spillemand mere, blot en fattig morder.
Det havde sin pris at finde et skjulested. Heller ikke den ekskluderede er
skyldfri. Som Dostojevskij, der tilbragte 10 år i en sibiriske fangelejr blandt
forbrydere, tematisk vendte tilbage til, findes der ingen, der er skyldfri.
Kveldsvævd
2014
Den första gång jag såg dig
Birger Sjöberg
Kveldsvævd er et gammelt norrønt ord, der betyder
“træt om aftenen” eller livstræt. Med den afsluttes trilogien, hvor vi først
følger Alidas, nu gamle datters Ales’ bevidsthedsstrøm. Herigennem får vi at
vide, hvordan det gik Alida, da Asle ikke vendte tilbage fra Bjørgvin med
ringene. Som i Morgen og aften er de
døde til stede blandt de levende
og hun
ser mod vinduet der i køkkenet og hun ser Alida stå, midt på gulvet, foran
vinduet, så tydeligt står hun der som om hun kunne lægge en hånd på hendes
skulder og skal hun prøve at gøre det, tænker Ales, nej, nej, det skal hun nok
ikke, hun kan da ikke lægge hånd på sin forlængst afdøde mor, tænker Ales, nej,
hun er vist blevet et gammelt tossehoved, tænker hun, ikke længere tilregnelig,
kan knap nok føre en samtale, men står der, det gør gamle Alida søreme, sørens
også tænker Ales, og skal hun vove pelsen og sige noget til hende, hun har ofte
tænkt på at spørge moren om det er sandt hvad de siger, at hun gik i havet, hun
tror ikke på det, men sagt bliver det, at hun gjorde det, og hun blev fundet i
strandkanten, siger de
Som Johannes i Morgen
og aften kommer Ales i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er
egne forestillinger, og som han også, om man kan tale med og røre ved de døde.
Ales kender kun Alidas historie fra rygter. Og kan man stole på dem? Sådan er
det også med rygterne om faren til halvbror Sigvald, der spillede violin som
ingen anden. Om faren fortælles, at han blev hængt i Bjørkvin som en forbryder.
Men hendes mor kan da ikke have været sammen med en forbryder?
Herefter skifter perspektivet umærkeligt fra den gamle
datter Ales til den døde mor Alidas’
og hun
ser Alida vende sig direkte mod hende og Alida tænker at nu er hendes lille
pige, hendes gode pige, det kære kære pigebarn også blevet gammel,
Som Johannes i Morgen
og aften var opfyldt af kærlighed til datteren Signe, er Alida det til
datteren Ales.
Fra Alidas perspektiv fortælles nu, hvordan Åsleik
reddede hende og lille Sigvald, da hun sad sulten og forkommen på Bryggen i
Bjørkvig, da hun tog ind for at lede efter Asle, der ikke var kommet hjem.
Åsleik gav hende mad og husly på sin båd, og hun tog imod hans tilbud om at
tage med ham hjem til Dølgen, da hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig
selv og lille Sigvald. Og så
ser hun
Asle sidde der på stolen og der er bryllup og han spiller og hans spil løfter
sig, og det løfter ham, og det løfter hende, og så flyver de sammen i spillet
ud i den blå luft og de er sammen som en fugl hvor de hver især er en vinge, og
som ét flyver de over den blå himmel og alt er blåt og let og blåt og hvidt
Og Alida går efter Åsleik ned til båden og hun får øje
på et armbånd
Nej, så
gult og blåt og så fint, nej så fint et armbånd har hun vel aldrig set, det
guleste guld, de blåeste perler, tænker Alida og hun bøjer sig ned og samler
det op
og hun tænker, at det er en gave fra Asle og nu vil
hun aldrig se ham mere, hvad Åsleik bekræfter, da han fortæller, at han har set
Asle blive hængt for mord på en gammel jordemor i Bjørkvik.
Da Alida om morgenen går ud på båden, og de nærmer sig
Dølgen, siger Åsleik, at hun kan passe huset for ham, og Alida tænker
at hun og
Asle stadig er kærester, de er sammen, han med hende, hun med ham, hun i ham, han
i hende, tænker Alida og hun ser ud over havet og på himlen der ser hun Asle,
hun ser at himlen er Asle, hun mærker vinden, og vinden er Asle, han er der,
han er vinden, hvis han ikke findes, er han der alligevel og så hører hun Asle
sige at han er der, hun ser ham der, ser hun mod havet så ser hun at han er
den himmel hun ser der over havet, siger Asle og Alida ser og vist ser hun da
Asle, men ikke kun ham, hun ser også sig selv der på himlen og Asle siger at
han også er inde i hende og i lille Sigvald og Alida siger at det er han, det
vil han altid være, og Alida tænker at nu er Asle kun levende i hende og så i
lille Sigvald, nu er det hende som er Asle i livet, tænker Alida og så hører
hun Asle sige at jeg er der, jeg er med dig, jeg er altid med dig, vær ikke
bange, jeg følger dig, siger Asle og Alida ser ud mod havet og der, på himlen
der, ser hun nu hans ansigt, som en usynlig sol kan hun se det
Og Alida følger Åsleik op til hans hus, og der bliver
hun boende, og Ales bliver født, og lille Sigvald vokser og spiller violin som
hans far og farfar, og årene går, og vi vender tilbage til gamle Ales, der ser
Alida stå der og hun bærer armbåndet, hun altid gik med, og hun tænker på dagen
Sigvald fik en violin og vist senere fik en datter uden for ægteskab
og
datteren skal have fået en søn og han hedder vist Jon og han skal også være
spillemand og så skal han vist også have fået udgivet en bog med digte, ja folk
finder på så meget nu om dage
Efter denne hilsen til sig selv følger vi Ales og
Alida ud af huset på vej ned mod havet. Og Alida går gennem mørket og regnen
og så går
hun ud i bølgerne og kulden er varme, havet er Asle og hun går længere og
længere ud og så er Asle hos hende som han var den aften de mødtes da han for
første gang spillede op til dans der på Dølgen og alt er bare Asle og Alida og
så slår bølgerne ind over Alida og Ales går ud i bølgerne, hun går med, hun går
ud og ud i bølgerne så slår en bølge ind over hendes grå hår.
Som Alida fra det øjeblik, hun erfarede, at Asle var
død, ser himlen er Asle, mærker vinden er Asle, og ser sig selv på himlen
sammen med Asle, sådan er Asle nu havet, hun går længere og længere ud i, til
alt er bare Asle og Alida, som det var, da de mødtes, og han første gang
spillede op til dans, og de svævede sammen, han og hun, Asle og Alida.
Kærlighedens svæv, der begyndte med musikken og dansen, bar ind i evigheden. De
døde forbliver nær, mens de efterladte er i levende liv, og de venter i ”landet
bag hav”, som Alida bogstaveligt går ud i.
Lighederne mellem
Trilogien, som er fælles titel på den samlede udgave, og Morgen og aften er slående. Evigheden er
forbundet med begyndelsen, barnets fødsel i Morgen
og aften, forelskelsens første dans i Trilogien.
Døde og levende er bundet til hinanden i kærlighed og er mellem hinanden, så de
døde er nær, mens de efterladte er i levende liv. De er på ikke-stedet, som
forsvinder, i det øjeblik det bliver til, stedet, hvor forsoningen findes. I
døden forsvinder forskellene, så koldt bliver varmt. Og som Olai kan høre lidt
af, hvad den gode Gud vil sige, når han spiller godt, sådan er det violinen,
der bærer kærlighedens svæv i Kveldvævd.
Og som Johannes ser Ernas øjne lyse i himmel og hav, vand og lys, så alt er et og det samme, og netop det, det er,
er Asle nu havet, Alida går ud i. Begyndelsens evighedshåb,“elsker dig for
evigt”, når sin virkeliggørelse i Fosses sprog. Tilbage hos de levende er
evigheden i Morgen og aften i Signes
øjne, hvori lyset fra Ernas øjne er og i Kveldsvævd
i spillemanden Sigvalds musik, som fortsætter i hans barnebarn Jons digte.
Der er ingen spor af ændring i Fosses poetik.
Afrunding
Bortset fra sin enestående ordkunst, har Fosse også
sin helt særlige stemme i litteraturen nu. Den sekulariserede epoke, vi trods
alle religiøse bevægelser og sammenslutninger lever i nu, får en stemme, vi
ikke er vant til at høre. Sekulariseringen førte Fosse ind i “de gudløse
tider”, hvor gudsforladtheden råder. På det sted blev han ramt af Lukács
formulering “negativ mystik”. Historisk har den negative mystik sin rod i nyplatonske
tænkere og den græsk-ortodokse kirke, hvor man i modsætning til den
romersk-katolske vestlige kirke, opdyrkede og gennemreflekterede den mystiske
teologi, der udfolder den forståelse af Gud, at han er absolut uforståelig og
ikke kan rummes i ord og begreber, hvorfor man kun kan tænke og tale om gud i
negationer. Vi kan altså ikke vide noget om Gud. Men vi kan forenes med ham,
når vi forlader meninger og forestillinger og mediterer over de hellige
skrifter, hvor Gud skjuler sig.
Via skriften kan vi få en viden, en gnosis, om det,
der ikke kan fremsættes påstande om. Den tradition bliver til Fosses poetik. Og
da han selv benævner sit essay Negativ
mystik, bliver det modstillingen sekular-mystik, der kommer til at præge
receptionen, selv om Grøneng nævner, at han også bruger begrebet metafysik i
sin undersøgelse.
Ved ordet mystik klæber dets historiske betydninger
som den enkeltes rettethed mod det ene i ekstasen og skellet mellem sjæl og
krop, betydninger som Fosse tager afstand fra. Samtidigt passer det som fod i
hose til en sekulariseret tid, hvor det naturvidenskabelige paradigme er fælles
common sense, og alt, hvad der er udenfor, er individualiseret til særlige
oplevelser for særlige mennesker, der søger dem.
Jeg vil derfor kritisk indvende mod brugen af
begrebet, at det ikke er nødvendigt til at skildre Fosses praktiserede
litterære position. Skriften er nerven hos Fosse. Han aflægger både biografisk
og litteraturteoretisk regnskab for, hvorfor det er sådan, selv om det uden
videre er indlysende, at sådan må det være for én, der har givet sit liv til
skriften. Skriften sidder vi med alene. Men det betyder ikke, at den indsigt vi
får af den, er udelelig som en mystisk oplevelse må være det. Vi kan tale om
Fosses bøger og se dramaerne sammen.
Fosses særlige stemme giver erfaringerne i “gudløse
tider” mæle til den håbsstruktur, der ligger i vores erfaring af det
menneskelige vilkår, som rummer fødsel og død, begyndelse og tilintetgørelse.
Han giver sprog til mit anliggende, som er erfaringen af evigheden i tiden og gennem døden ind i evigheden båret af
erindringerne og ordene. I og med han giver erfaringerne ord, giver han også
muligheden for, at erfaringerne kan gøres, da det er sproget og kunsten, der
åbner virkeligheden for os, så vi “kan vide det, vi ved, har set, det vi har
set, forstået det, vi har forstået”.
Litteratur
Fosse, J.,
1999 Gnostiske essay, Det Norske Samlaget
Ikkje-staden
Imellom
Negativ
mystikk
Fosse, J.,
2001 Morgen og aften, Batzer & C0
Fosse, J., 2003 Melancholia I-II, Batzer & Co
Fosse, J.,
2010 Andvake, Batzer & Co
Fosse, J.,
2013 Vinter, DRAMA
Fosse, J.,
2014 Drøm om efteråret, DRAMA
Fosse, J.,
2015 Olavs drømme, Batzer & Co
Fosse, J.,
2015 Kveldsvævd, Batzer
Augstin,
1991 Bekendelser, Sankt Ansgar Forlag
Aagenæs, B.,
1999 Det
konkrete i essayet, arkiv.vinduet.no/tekst.asp?id=193
Bjorgmi, 2012 Olavs
draumer, https.//linjene.wordpress.com/2012/09/16/olavs-draumer
Bjørnvig, Th., 1995 Rainer Maria Rilke Udsat på hjertets bjerge
Digte udvalgt og
oversat af Thorkild Bjørnvig, Gyldendal
Brostrøm,
T., 2003 Maleren, hvis liv gik i fisk, Information 20. november
Christensen,
K. C., 2015 Han skildrer livets evige
omstændelighed,
https:///www.b.dk-boeger 4. december
Dostojevskij,
F. M., MCMLX Rodion Raskolnikov, Stig
Vendelkærs Forlag
Grundtvig,
N.F.S., 2004 O kristelighed, Den
danske salmebog, Det kongelige Vajsenhus’ Forlag
Grøneng, A., 2014 Virkelighet
og mystikk i Jon Fosses Morgon og kveld, bora.uib.no/handle/1956/8791
Jaspers, K., 1919 Pschychologie
der Weltanschauungen hhtp.//archive.org/details/pschyologiederwelt00jasp
Knudsen, J., 2004 Se
nu stiger solen, Den danske salmebog, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag
Kristeva, J., 1994 Sort
sol. Depression og melankoli, Det lille Forlag
Larsen, B., 2001 Ud
af den bekvemme ateisme, Kristeligt Dagblad 3. November
Lossky, W., 2005 The
Mystical Theology of the Eastern Church, James Clarke & Co
Mortensen, K.M., 2005 Om tab: to tekster af Julia Kristeva. Sort sol og Stabat mater,
Matrix 22. årgang nr 2 juli 2005
Mortensen, K.M., 2008 Skabt til at begynde. Det augustinske spor hos Hannah Arendt, Anis
Mortensen, K.M. 2014 Karl Jaspers liv, samtaler, tænkning, Aalborg Universitetsforlag
Maaland, B., 2016 Teateranmeldelse:
“Draum om hausten”, V.G. Rampelys 15. oktober
Rasmussen, A. J., 2015 Kærligheden er et svævende mysterium, Kristeligt Dagblad 20. Maj
Sjöberg, B., 1993 Fridas
visor, Tidens förlag, Stockholm
Stein, J., 2015
Litteraturprisvinderen kan også læses om 500 år, Politiken 27. oktober
Stueland, E., 2000 Klippe
håret og så dø, arkiv.vinduet.no/tekst.asp?id=243
Taube, E., 1971 Änglamarken,
lyrics-keeper.com/sv/evert-taube/
