Fælles forståelse på tværs af tid

Agnes von Krusenstjerna: ”Gitterporten”, 2023, oversat af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste, 172 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Den svenske forfatter Agnes von Krusenstjerna, der levede fra 1894 til 1940, formåede at skrive skarpe og præcise noveller, der, selvom de beskrevne omgivelser tilhører en svunden epoke, stadig omhandler almenmenneskelige vilkår og erfaringer, og skaber en fælles forståelse på tværs af tid.

Ofte efterlades man ved læsning af noveller med en nysgerrighed efter, hvad der siden skete, fordi genren ofte dyrker det uafsluttede, der lader læseren tænke videre. Det kan være både frugtbart og frustrerende. Noget lignende gør sig også gældende i nogle af de 12 noveller, som Forlaget Ti Vilde Heste har udvalgt fra von Krusensternas fem novellesamlinger, og dog synes de fleste af novellerne at slutte mindre åbent end så mange andre, og det er faktisk imponerende, når man betænker, hvor korte von Krusenstjernas tekster er. Hun formår at komprimere en dramatisk fortælling på en måde, så den hverken mister intensitet eller dybde.

Omsorgen i den tunge bygning

Titelnovellen ”Gitterporten” beskriver den ung Signe Holms udfordringer med at finde tilbage til en normal tilværelse efter at have været indlagt i forbindelse med en psykisk lidelse. Agnes von Krusenstjerna har kunnet trække på personlige erfaringer, idet hun selv var indlagt flere gange på sindssygehospitaler.

Selvom hospitalsbygningen ser ”tung og vældig” ud, forbinder frøken Holm ikke kun sit ophold med noget negativt: ”Der fandtes jo også minder, som hun gerne ville beholde, de var ikke alle sammen fulde af rædsel. Nogen havde strøget hende over håret, da hun var allermest fortvivlet. En hånd, som gulvklude og grove skurebørster ikke havde kunnet gøre mindre blød, var gledet henover hendes kind. I nattens lange timer havde nogen indimellem bøjet sig over hende, og hun huskede ansigtet i natlampens skær. Den blå dragt med et hvide brystforklæde var i de dage blevet hende så kær. Når hun fik øje på den i korridorernes dyb, var stemmen – den glade opmuntrende stemme – aldrig langt borte.” (s. 52f.).

Det bemærkelsesværdige ved novellen er, at den sætter ord på det, der – al kritik af det psykiatriske system til trods – sandsynligvis vil være genkendeligt for mange psykiatriske patienter, nemlig at de modtages af et personale, der forstår alvoren i deres situation, hvilket de færreste i den ”normale” verden udenfor hospitalet har forudsætninger for.

Underklassens talsmand

I flere af novellerne spiller klasseforskellen en vigtig rolle, og von Krusenstjernas sympati ligger klart hos underklassen, selvom hun tilhørte en adelig slægt.

Klassemodsætningerne trækkes meget skarpt op i ”Værsågod! – Tak!”, hvor tjener Rundström suser rundt en nytårsaften for at servicere overklassen, mens hans datter ligger for døden. Den eneste forståelse, han får, kommer fra portieren, der kan se, at han ikke er på toppen og byder ham på et glas cognac. Alligevel formår portieren ikke for alvor at bringe tjeneren trøst, for stillet overfor døden, griber han – som langt de fleste andre - til floskler: 

”- Hun skal nok få det bedre, skal du se, blinkede den anden velvilligt. Unge træer knækker ikke så let. De er fulde af saft, ligesom træer om foråret.” (s. 103).

Selvom portierens svar mest af alt afslører hans afmagt, finder Rundström ordene smukke og lader dem danne et lille, midlertidigt håb, så han igen kan rejse sig og kaste sig over sine opgaver.

Agnes von Krusenstjernas sans for det groteske viser sig, da tjeneren redder en lille piges liv; en pige, hvis mor prioriterer fest og dans fremfor datterens velbefindende og sikkerhed. Rundströms hurtige redningsaktion er der ingen vidner til, og selv siger han ikke noget, for han har blot udført sit job. Han er lettet over, at han kom tids nok til at gribe pigen i det åbne vindue, men fortvivlet over at han ikke kan gøre noget for sin egen datter.

Krusenstjernafejden

Sådan fortsætter novellesamlingen med sine hurtigt læste skæbnefortællinger, der insisterer på at tage livet alvorligt og derfor fæstner sig i erindringen.

At Agnes von Krusenstjerna i sin tid blev hovedperson i en sædelighedsfejde, fordi man fandt hendes bøger for vovede, når det gjaldt beskrivelsen af seksualitet, er ikke til at forstå på baggrund af ”Gitterporten”. En del af novellerne kredser ganske vist om seksualitet og drifter, men ikke på en måde, der kan forarge en læser i vore dage. Måske er det særligt på dette punkt, at Krusenstjernas og vores tid afskiller sig fra hinanden.