Det er svært at være alene/ måske er det her friheden indfinder sig

Alexander Carnera:
Lysningen
Forlaget Spring

https://www.forlagetspring.dk/products/lysningen

Af Jakob Kvist
Når man læser Alexander Carneras dagbog Lysningen, er det som om, at man bliver fragtet et andet sted hen. Jeg havde det flere gange som om, at jeg var suget ind i verden. Ikke en anden verden, men verden. Bogen havde et særligt greb om mig. Det var ikke et fast greb, men alligevel som en hånd, der sikkert førte mig gennem de mange dagbogsnotater. 

Dagbogen har sin helt egen melodiske rytme, hvor man rammes af ordenes klang. Det er ikke en dagbog fyldt med bekendelser. Det er en dagbog med en ivrig observant som hovedperson. En hovedperson, som noterer sig mange detaljer i sine omgivelser. Med et særligt blik for tilværelsens mellemrum åbner dagbogen op for sider af livet, som sjældent rammer vores søgelys. Man mærker en hovedperson, som ikke stiller sig tilfreds med stivnede overleveringer uden at disse konfronteres med kritik. Ikke hvilken som helst kritik, men den velfunderede kritik, som bedriver kritik for at påpege nogets begrænsninger med et ønske om at forbedre. Det er fx tilfældet i hvad kan man kalde for første kapitel Billederne vil forsvinde. 

Her følger vi hovedpersonens tanker under corona-nedlukningen. Her er vores dødsangst i fokus: ”Engang var døden med til at skabe en forandring i den kollektive bevidsthed. De døde fandt en plads i det levede liv. Men nu står den tilbage som noget blot skræmmende, noget vi kun kan være bange for.”. Vores adfærd under corona holdes op mod ægyptiske faraoer, Illiaden og Hamlet. Og en kritik sætter ind: ”Nu er det som om vi står alene tilbage med frygten. Vi reagerer med døden som en undtagelse, en katastrofe, vi nøjes med at gøre opmærksom på hvor bange vi er. Lad os udsætte det hele lidt endnu. Selvom det nok er det modsatte vi har brug for. Opdage hvor lidt vi faktisk kontrollerer.” Der er også plads til håb og det gådefulde. Det som ikke lader sig beskrive, men som må kredses om for at få det i tale: ”Fordi livet må findes et andet sted, end der hvor jeg hele tiden kan nås?”. Maleriske beskrivelser som: ”Mine sæbebobler af ord, som allerede er ophørt med at eksistere. Gårsdagens historier forbliver stumme. Ordene har allerede mistet deres magt, afblomstret sig selv som falmet blæk.”. 

Ensomhedens muligheder 

I andet kapitel med titlen Ensomme steder er fælles steder bevæges vi ind i meget interessante tanker om ensomhedens væsen og betydning. Vi følger hovedpersonen som observerer en dreng læse i en bog i en park, som pludseligt bringer hovedpersonen tilbage til engang, han som barn var syg, hvilket frembringer følgende: ”Er det mon derfor, samfundet ikke længere tillader os at være syge? Fordi vi her i en kortere eller længere periode er konfronteret med vores lidelse, som er vanskelig at bære, øjeblikket hvor vi tvivler på alt, inklusiv os selv, men samtidigt på funderlig vis kommer i kontakt med en virkelighed, der virker opløftende på os?” 

Carnera

Det er svært at være alene, men måske det er her friheden befinder sig: ”Tror, det kan beskrives som en følelse af at være fortabt i ingenting, hvor man for første gang lærer friheden at kende. For første gang bruger sin frihed. Overgiver sig til denne fortabthed for en dag at opleve en lethed.”. Vi bevæger os frem i dagbogen og bevidner besøg hos en iransk frisør og hører om flotte beskrivelser om hvordan ensomme steder faktisk er steder, som ophæver ensomheden. At de virkelige sandheder, som gør ondt er blevet udskiftet med mere konforme sociale ”sandheder”. Man mærker gennemtænkte tanker, som synes at have fat om ensomhedens væsen uden at forfalde til det herskende sociale direktiv om at ensomheden udelukkende er noget farligt. Ensomheden er meget mere end blot at være fysisk alene: ”Ensomheden er en tavs orden, der ikke føjer sig efter nogen genstand.”, som det så flot og rammende formuleres. 

Intens læsning 

Jeg tog bogen med mig på en vandretur i Søhøjlandet. Her fandt jeg en lille afsides havn, som viste sig at være det helt rette sted at læse i bogen. På en gang følte jeg mig suget helt ind i omgivelserne mens jeg følte at have overblik over mig selv og omgivelserne. Jeg havde glemt min blyant, så jeg tog ingen noter mens jeg læste. Men noterne blev erstattet af et særligt nærvær under læsningen af Håber vi på at blive set? Hvor vi følger meget sanselige beskrivelser af rejser i blandt andet Grækenland, hvor vi møder Walter Benjamin. Ligesom vi kommer en tur til Canada, hvor der med stor præcision gives indblik i munken Thomas Mertons liv.

Ydermere sættes der ord på, at hullerne i dagbogen viser sig at tjene den funktion at lade noget nyt opstå, som forfatteren ikke havde set komme. Dagbogen er måske en måde at forsøge at bringe ny mening til verden. 

Næste kapitel At skrive er at samle det adskilte skruer op for det mere gådefulde og metafysiske. Her viser forfatteren sig som en selvstændig tænker, der centrerer omkring den mening som opstår i forbindelse med at skrive. Vi er med hovedpersonen i en mellemlanding i Tyrkiet i forbindelse med en tur til Albanien for at holde et foredrag. Her er mange seværdige beskrivelser af at opholde sig i en lufthavn. Forfatteren tænker over, hvad man skal stille op med den afstand, som er mellem én og verden og her trækkes paralleller til malerkunsten: ”Maleriet er egentligt ikke noget, vi ser på, men noget vi træder ind i.” og ”Netop fordi det vi ser, træder frem for øjnene af os, må der være noget der kommer andetsteds fra, end der hvor vi befinder os.”. 

En selvstændig tænker 

En af bogens stærkeste sætninger lyder: ”Jeg kigger på hende og forestiller mig de blinde kræfter der arbejder i vores liv, den anonyme kraft, det upersonlige lys, som ikke kan nævnes med navn, der ikke lader sig fastholde, men kun indkredses ved af billeder der kommer udefra…”. Her er vi i sandhed vidne til en forfatter, som både kan skrive og tænke. 

Derudover hører vi om en smertefuld tur hos fysioterapeuten og forfatterens meget flotte og relevante fremhævninger af Sebalds roman De udvandrede, der centrerer sig omkring: ”hvad der sker når en lærer bidrager med en undervisning og omsorg der rækker langt ud over det man kan forvente…”. Disse sider burde være pensum for alle, som beskæftiger sig med lærergerningen. 

Bogens sidste kapitel hedder Min frihed fra gud og her er vi ikke vidne til ateisme, men snarere et forsøg på at gå længere end kristendommen selv. 

Som om at forestillingen om gud blokerer, for det som er væsentligt. Måske det er herfra friheden fra gud skal forstås. At tage kristendommen på ordet for ikke at stille sig tilfreds med at ordet gud blot er stedfortræder for en mystisk kræft og så behøver vi ikke tænke på det. Nej hovedpersonen synes snarere at følge det mystiske ved kristendommen og religion og spørger blandet andet: ”Hvad er det for et blik der holder verden sammen?”. Hovedpersonen reflekterer over om han venter på noget i livet uden at han er bevidst herom og beskriver det hellige som: ”Det der er helligt, er helligt fordi det ikke gør krav på det.” Tidsånden udstilles med skarp præcision: ”Det er som om det moderne menneske her i begyndelsen af det nye årtusind har opnået hvad det kom for. Et bekvemt liv. Et teknologisk indrammet liv. Et liv hvor alt er tilgængeligt, her og nu. I dette liv er mennesket kommet i mål.” Vi lever i travlhed, hvor alle ligner hinanden. Ikke tid til at stoppe og mærke efter og faktisk se i hvilken retning skuden er på vej hen. Vi skal konstant være på og: ”Vise sin aktivitet, med terapeutisk bevidsthed”. Selvomsorg er blevet til selvrealisering, så man udgør så lille omkostning som muligt for samfundet. Forfatteren udklækker nogle stærke og yderst læseværdige tanker med afsæt i den norske forfatter Peter Wessel Zapffe. 

Hele tiden kredses der om, hvordan vi muliggør erfaringer, som bekræfter livet i en tid, hvor vi synes at styre mod afgrunden: ”At finde en anden måde at bekræfte livet på. Føle afgrunden. Støde mod en væg. Det som de gamle digtere og religioner kaldte for livets hellighed. Hellighed er en grænse som kun kan bestemmes fra én side. Du kan ikke passere grænsen og bestemme livet fra begge sider, for den anden side har ikke engang et kriseramt menneske adgang til.”. Resten af kapitlet fortsætter de sproglige udfoldelser på en måde, som kun kan kalde på respekt. 

En bog, som gør én klog

Med Lysningen er verden blevet beriget med en bog fyldt med tænkning og flotte sproglige sammensætninger. Forfatteren tænker i dialog med andre forfattere, som synes mere eller mindre overset for det brede publikum. Det er en fornøjelse at mærke, hvordan netop disse forfattere er valgt for at sige noget om livet og hvordan de måske kan få os til at opleve mening i en udhulet tid. 

Forfatteren mestrer dagbogsformen, hvilket gør læseoplevelsen stærk. Man får lyst til lige at læse en side mere. Ikke fordi der er tale om underholdning, men fordi man føler man bliver klogere.