Provinsfruens afsløringer

E.M. Delafield: ”En provinsfrues dagbog”, 2023, oversat af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste, 174 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Selvom det på mange måder er et andet samfund end vores, E.M. Delafield beskriver, er der mange genkendelige træk i hendes ironisk distancerede dagbog, der udkom i 1930. Grunden er nok, at visse sociale strukturer har det med at sygne hen, men opstå i nye sammenhænge. Således vil snobberi nok altid være et affaldsprodukt blandt de befolkningslag, der i fællesskab opbygger en opfattelse af, at de er mere værd end andre.

Delafields dagbog strækker sig over et år og skildrer fruens oplevelser på sin mands mindre gods i en landsby udenfor London. Robert, som han hedder, er karakteriseret ved at sige mindst muligt, men til tider er hans tavshed ganske talende. Sammen har de to børn, hvoraf den ældste er på kostskole, og den yngste passes af ”Mademoiselle”, der måske nok er lidt teatralsk i sine udbrud på fransk, men ikke desto mindre tager sig mere af pigen, end forældrene gør. Mrs. Delafield har travlt med at sætte kokkepigen og stuepigen i gang med diverse opgaver, når hun ikke deltager i det ene kulturelle arrangement efter det andet, eller udtænker nye måder at skaffe penge på, så hun kan indkøbe de rober, der kræves, hvis man vil være en high society-kvinde. Af og til går turen til pantelåneren, og andre gange skrives der under på gældsbeviser, som Mrs. Delafield godt ved, at hun får svært ved at indfri. Samtidig nærer hun den største afsky for det sociale lag, hun forsøger at være en naturlig del af. Dette skyldes nok dels misundelse, men også at hun faktisk synes, at de personer, der dyrkes, ofte er ret latterlige. Derfor beskrives alt og alle (også Delafield selv) med ironi:

”Meget meget fremtrædende romanforfatter nærmer sig (med alle tegn på at tro, jeg er en anden) og giver til at tale venskabeligt med mig. Hun fortæller, at hun kun kan skrive mellem tolv midnat og fire om morgenen, og ikke engang altid da. Når hun ikke kan skrive, spiller hun orgel. Har stor lyst til at spørge hende, om hun er gift – men får ingen lejlighed til at spørge om hverken om det ene eller det andet. Hun fortæller mig om sine salgstal. Hun fortæller mig om sin forrige bog. Hun fortæller mig om den nyeste. Hun siger, at der er adskillige folk til stede, som hun skal tale med, og kaster sig derpå ud i forfølgelsen af en kendt digter – som dog ikke lader sig fange. Forstår ham godt.” (s. 38).

Det fordækte hundeslagsmål

Der er noget forkrampet over denne dagbogsskrivende provinsfrue, som ikke har økonomiske midler til at opretholde den status, som det forventes af andre, der er lidt eller meget mere velhavende end Delafield-familien. Dagbogens forfatter vil så gerne være en del af det gode selskab og kaster sig ud i en række arrangementer, som hun ikke desto mindre holder følelsesmæssigt ud i strakt arm, fordi hun inderst inde fornemmer det forlorne ved det hele. Hun føler sig talt ned til af dem, der mangler forståelse for, at penge kan være en begrænset ressource, men hun forsøger ikke desto mindre at skjule sin og mandens økonomiske situation – sandsynligvis fordi det vil blive et sladderemne, hvis det kom frem.

Netop fordi Delafield skriver dagbog, kan hun ironisere over hele den struktur, hun er underlagt som overklassekvinde i pengenød, men også over sig selv. Derfor dyrker ”En provinsfrues dagbog” også det pinlige f.eks. i form af replikker, som E.M. Delafield ikke skulle have sagt. Dog er det godt, at hun fortaler sig, for det er jo netop disse små ærlige udbrud, der sætter ord på, at der er noget ruskende galt i den samfundsstruktur, hun er en del af.

Således er dagbogen en morsom læseoplevelse, der bag sin lidt trivielle overflade afslører et bestemt samfundslags usunde hundeslagsmål om at fremstå mest pæn og ærefuld; et hundeslagsmål, som vi også kender til i dagens Danmark i alle de sammenhænge, hvor snobberi af enhver art dyrkes.