Carl Nielsen og det tilbageholdte åndedræt

Carl Nielsen: Symphonies
Fabio Luisi-DRSO (DG)

Carl Nielsen: Violin Concerto, Symphony No. 4
Edvard Gardner, Bergen Filharmonikerne, James Ehnes (Violin) (Chandos)

Af Jakob Brønnum
Radiosymfoniorkestret nye indspilning af Carl Nielsens samlede symfonier må være den vigtigste klassiske udgivelse på det danske marked i år.

Carl Nielsen er den største symfoniker i Danmark og en af Nordens allerstørste symfonikere. Man kan læse betydelige træk af den danske nationalkarakter ud af hans seks tætpakkede symfoniske værker, fulde af både avancerede kreative indfald, forbløffende nyskabende klangbilleder og overraskende enkle motiver og melodier.

For denne lytter har Carl Nielsen været et enigma i hvert fald i 35 år, hvor jeg pendler i opfattelsen af værkerne mellem det banale og det geniale. Flere, for ikke at sige adskillige andre danske komponister har leveret et stort samlet symfonisk værk, Vagn Holmboe, Gade, Rued Langgaard og i nyere tid desuden Per Nørgård og bl.a. Ib Nørholm, samt atter andre. Ingen af disse komponister opføres i de store internationale koncertsale med den frekvens, som Carl Nielsen trods alt gør, selvom han i nordisk sammenhæng står klart i skyggen af Sibelius.

De samlede indspilninger af symfonierne er imidlertid ikke tidligere er udkommet på pladeselskabet med det berømte gule mærke, Deutsche Grammophon, og udgivelsen er præget af den ypperste kvalitet, med en fantastisk rig og velafbalanceret klang i orkestret og en nerve i lydbilledet, der modsvarer kompositionernes frenetiske karakter. Det er sjældent, men fornemmer at lyden på en indspilning er bedre end i koncertsalen, men sådan er det her.

Det er Radiosymfonikernes chefdirigent Fabio Luisi, der leder orkestret i, hvad man må konstatere er en mesterlig læsning og udfoldelse af den desperate energi, værkerne er præget af. Min yndlingssymfoni, den lille Symfoni nr. 1 (1894), som rummer en optimisme, man ikke finder så uhildet i de andre, bæres i fortolkningen samtidig af den nøgterne alvor, som alle værkerne har. Den underfuldt opstigende bevægelse, der dominerer 1. sats, får ikke lov at slippe løs som frihed, som man kan høre det i f. eks. Paavo Berglunds fortolkning med orkestret på RCA fra 1988, den formidles som inderlig stræben. 

Man slapper ikke af på noget tidspunkt i Carl Nielsens symfonier. Man sidder som på nåle, og skulle der være roligt et øjeblik, venter man på næste bidende udbrud. Det, Fabio Luisi formidler gennem fortolkningens stramt formede arkitektur, er at dette ikke er ensbetydende med uro. 

Den elegiske og smukke strygerstemme på baggrund af ildevarslende pauker, der indleder 3. sats af den 4. Symfoni (1916) er et godt eksempel. Det går gennem marv og ben i Luisis strenge, tilbageholdte gestik. Den, som har hørt de næste små 20 minutters, overvejende faldende og på mystisk vis samtidig gryende bevægelse, glemmer det aldrig igen. Prøv en dag at sammenligne Luisis nye og Karajans berømte tolkning. Jeg finder Luisis mere levende og spændstig, både klangligt og i musikkens formsprog, selvom jeg i en halv menneskealder har været imponeret af Karajans måde at få det hele til at være én lang bevægelse.

Man kan have det med Nielsens 5. og 6. Symfoni, som med Beethovens sene strygekvartetter: De rummer formeksperimenter og klangverdener, der endnu ikke er overgået. Den aldrende Blomstedt, der har indspillet de samlede symfonier hele to gange - med radiosymfonikerne på EMI og San Francisco SO på Decca - har flere gange i år, og mange gange tidligere, genopført 5'eren, som åbenbart står ham særlig nær. Når sommeren bliver endnu dybere, skal jeg sidde og sammenligne dem med Luisis i de lange, lyse aftener.

Nielsen i Bergen

Det er næsten ikke til at undgå at sammenligne med en anden ny indspilning af Carl Nielsens værker, en cd med den fjerde symfoni og violinkoncerten. Det er Bergen Filharmonikerne og Edvard Gardner, med violinisten James Ehnes. Her er der en helt anden tilgang.

Går man til bemeldte tredje sats i 4. symfoni, hører man med det samme forskellen Luisis og Gardners læsning. Det åndeløst tilbageholdte hos Radiosymfonikerne er afløst af noget nysgerrigt og prøvende hos Bergenfilharmonikerne. Fortolkningen har et lys over sig, som vil tiltale en del lyttere.

Hvor Fabio Luisi vitterlig formår at favne både Carl Nielsens Mozartdyrkelse og hans fascination af den moderne naturvidenskabs energibegreb (Den 4. symfoni har undertitlen ”Det uudslukkelige”), læner Edvard Gardners tolkning sig op ad en mere generel nordisk naturromantik.

Et benovet og forvirret sjæleliv

Carl Nielsens violinkoncert har ikke været opført så ofte de allerseneste år, men musikhistorisk hører den til de helliges forsamling: De store komponisters enlige, meget stort anlagte violinkoncert, startende med Beethovens, efterfulgt af Brahms, Tjajkovskij, Dvorak, Elgar, Sibelius og Glazunov og eventuelt Walton.

James Ehnes udforskning af værkets mange små finurlige motiver er sprudlende og legende. Hans fraseringer er personlige, men ikke prangende. Han er nemlig tydeligvis ligeså nysgerrig som vi andre overfor at trænge ind i den opdæmmede udladning af et benovet og forvirret sjæleliv, som værket synes at rumme, og han mestrer med charmerende lethed de mange spring i tone og genremæssigt udtryk, som værket er sat sammen af.

Carl Nielsens Violinkoncert har en mærkværdig "fejl" i slutningen af 1. sats. Den ender så storladent, at publikum næsten altid klapper i utide, fordi de tror, hele koncerten er slut, hvad de ikke gør i nogen af de øvrige, ovennævnte kanoniske violinkoncerter. Det er enormt irriterende, da næste sats begynder meget indadvendt, altså i en helt anden stemning. Det imponerende, kunstnerisk elegante vakuum mellem de to satsers stemningsfylde bliver sjældent aftegnet korrekt i  liveoptagelser af denne årsag: Publikum larmer, hvor der burde være stilhed.

Her er det gribende smukt. Det intense i 1. sats - et stort crescendo, afslutningsvis med en meget flot harmonik, der begynder i en akkordfølge, der minder om hovedtemaet i Mozarts Prager Symfoni og udvikler sig i en splintrende moderne tonalitet - står i 2. sats frem med samme styrke, men et fuldstændigt modsat udtryk, en sky, bortvendt emotionalitet. Det er sådan, det er. Nielsen er et enigma.