At indlemme det unormale i normaliteten

Zidrou (forfatter) og Jordi Lafebre (tegning og farvelægning): ”Lydie”, 2023, Forlaget Umpff, oversat af Marlene Wulff Olsen, 60 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

En historie om en ung kvinde, der føder et dødfødt barn, men nægter at anerkende den triste kendsgerning, hvilket får lokalsamfundet til at bakke op om hendes fantasifulde forestillinger om, at barnet stadig lever… Det lyder både konstrueret og sentimentalt, men ”Lydie” er er en utrolig smuk grafic novel om at bære solidarisk med på sorgen og acceptere den, hvis psyke og forestillingsverden ikke holder sig indenfor normen.

I vore dage mistrives mange børn og unge, og det vrimler med diagnoser. Måske fordi der ikke længere er plads til dem, hvis personlighed ligger udenfor normen, og at normalitetsbegrebet er snævret ind. Før i tiden tog man hånd om landsbytossen. Man var fælles om at skabe trygge rammer for ham eller hende, og satte også de andre børn og unge på plads, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Det var ikke kun det enkelte barns forældres ansvar at opdrage, men en fælles forpligtelse, der skulle sikre, at der var plads til alle. Naturligvis var det ikke en uproblematisk ordning, fordi de voksne ikke nødvendigvis var enige om, hvad ordentlig opførsel indebar. Der var konfliktpotentiale i ordningen. Desuden gik mange drillerier og til tider heftig mobning under radaren, så alt var ikke godt i ”de gode, gamle dage”. Alligevel kunne det nok være gavnligt at tage lidt af den tids fælles ansvar på sig igen for at hjælpe en del af de børn og unge, der føler sig sat udenfor samfundet, med at finde deres plads deri. En fortælling, hvori netop dette sker, findes i ”Lydie”, der er en grafic novel om den unge pige Camille, der er kommet i ”uheldige omstændigheder” og føder en dødfødt pige. Camille er ikke særlig klog i forvejen, og tragedien skubber hende længere ud i periferien af det normale, men så træder lokalsamfundet til!

Den ikke-eksisterende eksistens 

Den lille baby bliver begravet, og Camille er ulykkelig, men en dag kommer hun løbende ind på den lokale café og råber, at barnet er vendt tilbage. Det er naturligvis kun sket i Camilles fantasi, men i den antager barnet en ubetvivlelig virkelighedskarakter for hende. Hun plejer det ikke-eksisterende barn, som var det reelt eksisterende. Selv doktoren må stå op om natten for at tilse det, blot for at konstatere, at det har haft mareridt. Lydie – som barnet hedder og tilmed bliver døbt – bliver en ikke-eksisterende eksistens i lokalsamfundet, så Camille ikke igen skal fortvivle over sit tab.

Far Fut Fut og de andre

Camilles far, som hun og alle andre kalder Far Fut Fut, er togfører. Camille (og Lydie) bor stadig hjemme hos ham, og for sin datters skyld spiller han, som alle andre, med i skuespillet. Med tiden bliver han ganske trivelig, fordi han, når Camille ser væk, propper Lydies mad i munden i et forsøg på at opretholde illusionen om, at hun faktisk spiser det, Camille serverer for hende.

Da han dør, ser det sort ud for Camille, for hun har ingen til at forsørge sig, og hun har ingen uddannelse. Men da tager lokalsamfundet igen ansvar, og med Camille som vaskekone har alle gadens beboere renere tøj end før.

Lydie bliver så integreret en del af samfundet, at det ikke kun er Camille, der insisterer på hendes eksistens. Hun bliver de fleste af sine klassekammeraters foretrukne veninde, måske fordi hun ikke sladrer, når de har betroet sig til hende.

Enkelte anfægter det fornuftige i at give Camille ret i det, der tydeligvis er fantasi. Dem ville der nok være flere af i den virkelige verden, hvor Camille nok ikke ville kunne opretholde den glæde, der præger hende i bogen. Men måske er det netop forfatterens og tegnerens stædige insisteren på, at lokalbefolkningen bakker Camille op, der gør ”Lydie” til så smuk en læseoplevelse.