Magt og litteratur i provinsbyen

Ulrik Gräs: Lido (2006), Gongong (2011) og Loop (2016), Tiderne skifter. 

Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen

Ulrik Gräs’ bøger om livet i provinsbyen Vejle er ikke alene underholdende og vidende kultur- og historieformidling i en skønlitterær ramme. Bøgerne er også skrevet i et sanse- og stemningsmættet sprog, der aldrig går på kompromis. Der er med andre ord tale om stor dansk litteratur, hvis indhold løfter sig langt over bøgernes provinsielle omdrejningspunkt.

De her behandlede tre bøger kan både læses selvstændigt og som en sammenhængende trilogi. Mange af de personer, der er unge i ”Lido”, hvis handling foregår i slutningen af 1950’erne, går igen i ”Gongong”, der skildrer begyndelsen af 60erne. I ”Loop” springer Gräs op til 1980’erne, hvor drengene er blevet modne mænd.

I bund og grund behandler trilogien to temaer: Magt og litteratur. Med tilbageblik i ”Lido” til besættelsestidens samarbejdspolitik og modstandskamp er tonen slået an for lokalpolitikken. Særligt en af byens overklasse orkestreret aftale, der skulle forhindre al for megen selvtægt blandt de forskellige modstandsgrupper og nyligt selvudnævnte frihedskæmpere, sætter dybe skel, der skaber livslangt fjendskab mellem dem, der siden søger politisk indflydelse. Skellet går også mellem socialisme og konservatisme. Midt imellem står Tino, der er trilogiens mest centrale figur. Han får læreplads som journalist ved byens konservative dagblad under chefredaktøren Nemo, som på godt og ondt påtager sig opgaven at danne Tino.

Fejder i folkekirke og loge

Men der er flere magtkampe. Gräs inddrager noget i skønlitteraturen så sjældent som et par folkekirkelige fejder. Dels er der den fra vækkelsernes tid stadig aktuelle uenighed mellem de indremissionske og de grundtvigske, der spiller en rolle i alle tre bøger, men i særdeleshed bryder ud i ”Loop” i en sag om en kvindelig præst, der afsløres i at have haft en affære med en anden kvinde. Dels skildres i ”Gongong” en strid om, hvorvidt man ved en afskedigelse af en kirkegårdsgartner fulgte reglerne eller ej. Striden bruges til at danne en protestliste, hvis medlemmer stemmes stort ind ved menighedsrådsvalget, men tilsyneladende ikke brænder synderligt for at gavne kirkens ”liv og vækst”, som det ellers hedder i menighedsrådsløftet. De brænder snarere for at stikke kæppe i hjulet på modstanderne, der på den anden side ikke holder sig for gode til at nære det samme ønske til gene for modparten. 

En sidste magtkamp udkæmpes blandt byens logemedlemmer, der ovenikøbet går så vidt som til at stjæle fra hinanden. Forskellige fraktioner indenfor organisationen af ”brødre”, formår ikke længere at tale respektfuldt til hinanden. Med logens af kristendommen inspirerede ritualer, der nærmer sig en sekterisme, idet de blandt andet har til formål, at logen lukker sig om sig selv, er enhver åben uenighed en kæmpe trussel mod logebrødrenes fælles selvforståelse.

Selvom Gräs fortæller humoristisk om kampene, nærer han også en forståelse for den enkelte, der lægger sin lod i vægtskålen, fordi det er hjerteblod for vedkommende. Vel afsløres umådeholdent pamperi på flere fløje, men selv pamperne står på et grundlag, de mener er til fælles bedste. Den indremissionske pastor Mose, der i genitiv gør ham til navnebror med en af de helt store gammeltestamentlige helte, er så kompromisløs, at han ikke har sans for, hvad det medfører for hans nærmeste; men samtidig er han svær ikke at holde blot en smule af, fordi han er så ærlig – og dermed også klodset - i sin fremfærd.

Et er dog, hvad de toneangivende foretager sig med og mod hinanden. De øvrige borgere i byen, hvor disse magtkampe udspiller sig, lever som helt almindelige mennesker i de forskellige kvarterer, og Ulrik Gräs er en mester til at lade dette vidtforgrenede persongalleri tage form og komme til orde. På den måde får læseren ikke så lidt indsigt i en række af byens familier. Man præsenteres for tragiske, rørende og morsomme hændelser og skæbner. Personer, man har sluppet, dukker pludselig op igen, sådan som det også sker i det liv, der leves udenfor bøgerne.

Tino derimod er gennemgående i alle bøgerne, og derfor er han også den, der undergår de største forandringer. Som journalist søger han indsigt i alle magtkampene. Undervejs må han flere gange tage sine egen holdning op til revision, og selvom han aldrig bliver stokkonservativ som sin lærermester, kan han i længden heller ikke blive ude på den venstrefløj, han har søgt over til i løbet af 60erne og 70erne.

Litteraturen

Ikke så få af Gräs’ erindringer må være flettet ind i trilogien, og Tino besidder sandsynligvis en del af forfatterens personlighedstræk. Mange af de øvrige karaktererne har deres helt tydelige inspirationskilde i kendte vejlensere – også for læsere, der aldrig har boet i byen. Tag for eksempel Buller, der er søn af tyggegummifamilien, som producerer Stimorol og – da Buller tager affære i ”Loop” - V6 på fabrikken Dandy. Eller tag den tidligere vejleborgmester Flemming Christensen, der har dannet forlæg for borgmesteren i ”Loop”. Af sine modstandere kaldes han – ikke helt så respektløst som det lyder - ”Ayatollahen”, fordi han er uddannet teolog og har en årrække som præst bag sig.

Andre kendte personer, der fylder knap så meget i fortællingen, optræder med deres rigtige navne, for eksempel Jens Kruse, Hans Kirk eller Aksel Sandemose, hvoraf sidstnævnte går på druk i slutningen af ”Gongong”, og dermed er vi tilbage ved trilogiens andet gennemgående tema, nemlig litteraturen.

Den excentriske chefredaktør Nemo, der har holdninger, det ikke er svært at slå sig på, og som han selv går på kompromis med, hvis han anser det for formålstjenligt, tager det ganske bogstaveligt, at Tino står i mesterlære hos ham. Han gennemgår forskellen på journalistik og skønlitteratur samt en del af de genrer, de hver især indeholder. Brugen af semikolon drøftes på det meste af en side; en drøftelse, der indledes af denne dialog, hvor Nemo afviser, at Tino nogensinde kan blive digter:

”[…] Jeg tænker på dig som en umulig drømmer. Du har anlæg for drømmeri, og det er et handicap, hvis ikke du samtidig bliver mere ræsonnabel. Til husbehov i det mindste! Forstår du, hvad jeg mener?”

”Nej.”

”Dér kan du selv se! Du kan blive en god journalist, hvis du gør dig umage og bruger alle fem sanser fuldt ud! Men så er dit bæger også fyldt op! Digtning forudsætter en sjette sans, nemlig bevidsthedens reflekterende krystaller foruden hård hud på sjælen, is i maven, groft sagt, nej digter bliver du sgu aldrig!”

”Hvorfor ikke?” spørger Tino.

”Fordi du ikke kan løbe på skøjter! Du mangler belægningen! En digters indbildningskraft beror på frost, ben og skinne som den skarpe gravering i isen! Et godt digt har stålets kølighed i sig fra kogepladens kolde metaller. Det er ikke et opvarmet blændværk der koger over af livsløgn og sværmeri. En digters kunst er kynisme med en beslået hesteskos spark i røven. Forstår du, hvor jeg vil hen?”

”Halvvejs?”

”Halvvejs siger ud! Så har du kraftedme ikke fattet en kæft. Du risikerer at ende som et simikolon!”

”Et hvad?”

”Ja, halvt et komma, halvt et punktum, hverken det ene eller det andet. Midt imellem! […]” (”Gongong”, s. 141f.).

At Nemo selv er lidt af en digter – dog en prosaisk en af slagsen – viser sig, da han bringer en overskrift i avisen om en ny færgerute, som redaktøren gerne selv så virkeliggjort. Derfor har han ringet rundt til en masse, der kunne have interesse i en sådan rute. Han har sået ideen og sætter prikke over i’et med sin overskrift:

Nemo byder statsmagten trods med sit frie initiativ, og han bringer nyheden i en opsætning, som var det Jesu genkomst. ’Jesubogstaver’ kaldte han skrifttypen der er reserveret Jesus og den tredje verdenskrig.

”Kan man skrive om noget, som var det virkelighed, før det vedtages?” spørger Tino. Nemo svarer: ”Har De set kunstskøjteløb? Nå, det har De ikke. Så gør mig den tjeneste i Deres egen interesse. De tager en tur til skøjtehallen i Herning og kigger på skøjteprinsessens ben. Så skal De se, hvordan en snurretop kan sætte fut i verden og hormonerne. Det gælder om at komme op i omdrejninger, De skal selvfølgelig undgå at blive rundtosset! Opgaven for en journalist er ikke alene at gengive virkeligheden, det er også at skabe den. Mærk dem mine ord, unge mand!” (”Lido” s. 229f.).

Det vigtigste i Nemos store videns- og holdningsbank om kunsten at skrive er hans vedholdende optagethed af brugen af sproglige billeder, som ikke kun Tino, men også Ulrik Gräs har taget ved lære af. Gräs skriver ualmindelig stemningsmættet med et ordvalg, der kræver koncentration, men giver læseren en udelt fornøjelse i de indtryk, der dannes for det indre øje. Tag for eksempel denne beskrivelse af morgenens frembrud over byens arbejderkvarter, der ellers er præget af hårdt arbejde, misbrug og tunge menneskeskæbner:

Snart kommer lyset, og så vil violer, bellis og følfod trække kulørte striber fra den ene altankasse til den anden med dykkende mursejlere og svaler under tagskægget. (”Gongong”, s. 21).

Eller denne beskrivelse af et årelangt parforhold, der er ved at miste sin styrke, og hvor den stigende afstand beskrives i det helt nære:

Han kan mærke, at han er ved at glide fra Marianne, tiden har løsnet hans hånd fra hendes bryst, deres ben filtrer sig ud af hinanden; de trækker ud i hver sin side af sengen, hvor deres kroppe før søgte sammen. Revnen mellem madrasserne bliver stadig dybere som et brud.” (”Loop”, s. 196).

Kort sagt er Ulrik Gräs’ trilogi både smuk, grum, morsom og – ikke mindst – uhyre velskrevet.