Et værk med stort vingefang

Den islandske komponist Hugi Guðmundsson har sat Mariaevangeliet i musik og værkets vingefang er i enhver forstand stort

Hugi Guðmundsson
The Gospel of Mary (2021)
Dacapo Records

Af Jens Carl Sanderhoff

Musik i nuet og til fremtiden

Der er en historie, der har så meget efterslæb, at ethvert forsøg på at belyse uretfærdighederne er en gave – det er selvfølgelig kvinders rolle historisk set og i nær sagt alle sammenhænge, jeg her tænker på, så jeg gik med stor forhåndssympati til dette nye passionsværk af den islandske komponist Hugi Guðmundsson, og sympatien er efter indgående gennemlytninger blevet forvandlet til fascination og forundring over, hvor godt det er lykkedes komponisten at skabe et værk, baseret på en oldgammel tekst, der er relevant for alle, også de (hertil kan jeg henregnes), der ikke er troende.

Hvem er Hugi?

Hugi Guðmundsson (f. 1977) er nok ikke kendt af mange, selvom han er en af de fremadstormende islandske komponister. Jeg stødte første gang på hans musik, da hans Apocrypha udkom på cd i 2019. Helt tilfældigt. Det var ensemblet Nordic Affect, som bragte mig til hans musik, men jeg var øjeblikkeligt indfanget af hans lydunivers, som ligger et sted mellem ’klassisk’ klassisk musik og noget andet. 

På hans hjemmeside kan man læse, at han i sin ungdom spillede dødsmetal, og det virker umiddelbart som et besynderligt udgangspunkt, men han forklarer selv, at den frihed, han fandt i formsproget, for ham er meget tættere på nutidens klassiske musik end fx traditionel pop eller rock. Efter endt islandsk uddannelse flyttede han til København for at studere hos Niels Rosing-Schow, Bent Sørensen og Hans Abrahamsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og afsluttede her sin mastergrad i 2005. Derefter fortsatte han til Holland, hvor han tog endnu en mastergrad, denne gang i elektronisk og computermusik fra Sonology Institute i Haag i 2007. Efter uddannelsen flyttede han tilbage til Danmark i 2007. Guðmundsson musik spænder fra soloværker til orkesterstykker. Mest kendt er han for sin kormusik, hvor meget allerede er blevet en del af standardrepertoiret for mange islandske kor. I de senere år er større værker blevet en stadig mere markant del af hans profil; koncerter, orkesterværker og sidst, men ikke mindst, opera.

Mariaevangeliet

Det er ikke altid let at skulle forholde sig til religiøse tekster, når man ikke selv tilhører kulturen og troen, men det er så til gengæld og desto mere inviterende let, når, som det er tilfældet med librettoen her, værket er baseret på en af kristendommens apokryfe tekster, det såkaldte Codex Akmim eller Codex Berlin, der sandsynligvis fortæller om Maria Magdalenes forhold til Jesus. Dette Mariaevangelium understreger det, der selvfølgelig må være indlysende, hvis man skal tage indholdet af religionen for gode varer, at gud selvfølgelig ikke skelner mellem mænd og kvinder, og at ethvert tiltag i den retning må indskrives i historien om undertrykkelse af kvinder generelt, og derfor er udeladelsen af en tekst som denne (Mariaevangeliet) blot endnu et udslag af smålige, magtbegærlige mænds ambitioner om at opnå kontrol over halvdelen af befolkningen med et pennestrøg.

Hugi Guðmundsson 

I et interview har HG udtalt at: “Den traditionelle kirkes historiske udvikling til en rigid, dogmatisk og fuldstændig mandsdomineret organisation er velkendt.” Det er blandt andet derfor, at han valgte at bruge den apokryfe tekst til sit oratorium. “Mindre kendt har det været, hvordan kvinders indflydelse er blevet begrænset og undertrykt. Det er tydeligt ud fra Det Nye Testamentes tekster, at der var kvinder i kredsen omkring Jesus – men op gennem historien er disse kvinders betydning gjort mindre væsentlig og uanseelig.”

Værket er bygget op af forholdsvis korte, musikalske sekvenser, der skifter mellem instrumentale meditationer, korsekvenser (herunder koralsatser) og endelig satser med solosopranpartier sunget af norske Berit Norbakken. Tonen og temperamentet hele vejen gennem værket er eftertænksom med en eksotisk og opadstigende, flimrende lethed i melodier og orkestrering, og der lægges på denne subtile måde vægt på de mere filosofiske aspekter – og det er et godt valg.

HGs særlige optagethed af klang (som man også kan høre i værker som Apocrypha og på opsamlings-albummet Calm of the Deep) kommer på den måde tydeligt frem, og vekselvirkningerne mellem det instrumentale og menneskestemmer opbygger en fin, metafysisk dialog, der i toner og ord åbner for indholdet, både det rent klanglige og det sproglige.

En præsentation af værkets struktur

Jeg tillader mig i det følgende at præsentere de enkelte satser og værkets primære struktur, da The Gospel of Mary jo som sådan er ukendt for de fleste, og vi med denne udgivelse har at gøre med en World premiere recording, som, i mine øjne i det mindste, derfor kræver lidt ekstra opmærksomhed. The Gospel of Mary, eller som værket direkte oversat til dansk ville hedde: Mariaevangeliet, er et moderne greb om passionsmusikken, som vi navnlig kender den fra barokken, hvor Bachs iscenesæt-telser af Johannes- og Matthæusevangelierne rager op. HGs passion er nok mindre af omfang (værket varer godt en time), men det er ikke mindre ambitiøst af den grund.

Codex Berlin, håndskriftet med Maria Evangeliet

Et fint sammenvævet satsværk, der på en måde mimer de klassiske roller fra barokkens tradition for solister, recitativer, korsatser og helhedssamlende udtryk, begynder med en af de i alt 5 meditationer for soloinstrument, der alle snildt kunne spilles ude af denne sammenhæng. Meditation I, som tyst indleder hele værket, er skrevet for basklarinet, og her lægges en ulmende grund med en snert af mellemøstlig musiktradition, der flettes ind og op gennem hele værket. Tonen H åbner og lukker The Gospel of Mary.

I den følgende sats, Preludium, får vi jo alene ved satstitlen et vink om, at meditationerne er dele, der opererer lidt uafhængigt af helheden – eller i det mindste af tekstuniverset – for et præludium er noget, der ligger før det, der har hovedvægten. Dette kunne så siges at være den ’rigtige’ første sats, og det er da også musik, der har mere ouverturekarakter end den indledende Meditation. En korvokalise (altså sprogløs stemmebrug) ledsaget af orkester med solistiske indslag af vibrafon og træblæsere, og bag disse bygges der op i dramatiske figurer i strygerne til en præsentation, hvor værkets tekstmæssige indhold introduceres.

I 3. sats fortsætter de opadgående figurer i orkesterledsagelsen, mens koret – nu med sprog – konstaterer, at Maria var Jesus’ foretrukne discipel. I det ellers neddæmpede værk er denne sats én af de få dramatiske, men det viser HG, at han også mestrer.

I den følgende sats træder Marias stemme (i skikkelse af Norbakken) for første gang frem, og i bag-grunden kan man høre, hvordan HG arbejder musikken ned, piller den fra hinanden til fragmenter for at understrege Marias stemme, og Norbakkens inderlige og bløde klang passer perfekt til satsen og til hele partiet.

Mariaevangeliet ledsages af nyskrevne tekster af digter, forfatter og oversætter Niels Brunse og af librettist, operaforsker, dramaturg og forfatter Nila Parly. Det er kyndige hænder, og disse nye tekster fungerer exceptionelt godt og sætter det oprindelige evangeliums metafysiske mystik godt i spænd med en mere moderne vinkel. Se blot her teksten til den første koralsats:

Unwavering, with inward joy,
She reached out to the sight. Serenity
     Immutable
And never-ending trust
Were present, as in noontime skies
On bright and cloudless days
When the light rises
Up and beyond our gaze.

Værkets 6. sats er den anden Meditation, en sats skrevet for fløjte og tilegnet den islandske fløjtenist  Hallfríður Ólafsdóttir, som døde i 2020 kun 58 år gammel, og som HG tidligere har arbejdet sammen med, blandt andet i forbindelse med indspilningen af værket Lux II for fløjte og elektronik.

Den første arie for sopran og orkester, værkets 7. sats, er central for forståelsen af Marias vigtighed for opstandelsesmystikken, idet teksten peger det faktum ud, at Maria møder Jesus – ikke som død, som alle troende stilles i forventning – nej, Maria møder den genopstandne Jesus. Hun er den, der bevidner genopstandelsen.

I den tredje Meditation, skrevet for fagot, vender det musikalske materiale fra førstesatsen tilbage. Og efter den mørke, stemningsfulde solo opstår en af de ganske få pauser i musikken. Langt de fleste satser glider ind i det følgende, men her er en pause.

Værkets næstlængste sats skifter fra et dramatisk spørgsmål fremsat af koret – der som evangelisten Peters stemme forlanger at høre, hvad Jesus fortalte Maria – og som Maria begynder at svare, skifter musikken fuldkommen karakter, bliver tyst og inderlig, og her peger HG tydeligt på den forskel, der er mellem Peters og hendes forståelse af troen på og tilgangen til Jesus.

Værkets 10. sats er den fjerde Meditation og er skrevet for horn, der halvt klagende kalder, halvt styrkefuldt proklamerer sit budskab i et tema, der vækker mindelser om indledningen af sidstesatsen af Aron Coplands tredje symfoni, hvor den amerikanske komponist citerer sin egen Fanfare for the Common Man, og det er min tolkning, at HG på den måde læner sig ind i en forståelse af kristendommen, som frigør sig fra det magtinstrument, som religionen også (og måske især) historisk har været.

Nu følger den anden koralsats med ny tekst af Brunse & Parly, og også denne er ganske kort og effektiv både i tekst og musik. 

I værkets 12. sats opstår igen et sammenstød mellem det maskuline og feminine. Koret lægger op til et orkesterintermezzo, hvor konflikten og kontrasterne skærpes.

Og denne konflikt mødes af Marias inderlighed, hvor hun undrer sig over den mistanke, de mandlige følgere kaster på hende. Hun spørger direkte; Do you think that I have thought up these things by myself, or that I am telling lies about the Saviour? Der er stor varme i musikken i den 13. sats, og det fine orkesterbagtæppe, med en tydelig og flagrende fløjte, glider direkte over i den sidste Meditation.

Værket sidste, instrumentale solo er skrevet for obo. En ganske kort sats, der nærmest fungerer blot som solo, en overgang mellem Marias undren og hendes følgende arie, hvor hun dybtfølt advarer mod vreden. Det er en meget smuk arie, der på en skøn og renfærdig måde peger kristendommens grund-værdi ud; kærlighed.

Værkets 16. sats er atter bygget op omkring et spørgsmål, fremsat af koret, og et svar fra Maria. Igen følges hendes sang af opadstigende figurer i orkesteret, lidt mere skærende og dissonerende, men stadig med stor skønhed og mystik, og satsen afsluttes med et længere orkesterintermezzo, hvor især evangeliets metafysiske begrebsverden understreges.

Den sidste koral følger som 17. sats. Igen en renfærdig og enkel sats i den nordiske kortradition.

Den 18. sats er lagt i koret, hvor der opsummeres på Marias ord. Alle apostlene skal gå ud i verden med det gode budskab om kærlighed, som Jesus har viderebragt gennem Maria. En kort scene, der glider over i den sidste og længste sats i The Gospel of Mary.

Finalen begynder i orkesteret. Opadgående figurer igen, inden koret tager over med ’Peace be with you’ The Blessed One said. Og Maria svarer koret med hovedbudskabet; ’For the Child of True Humanity exists within you’. Og lidt senere; ’I saw the Lord in a vision.’

En taknemmelig replik til sidst

Det er et værk med stort vingefang, som HG har skabt. Sine steder komplekst og udfordrende, men altid med en invitation til lytteren. Stilmæssigt bevæger det sig rundt mellem den klassiske nordiske kortradition, mellem klassisk minimalisme (mest i nedtonede figurer som bagtæppe) og et udtryk, som er beslægtet med nyere, østeuropæisk musik; Silvestrov, Pärt, Kantjeli især, men der er også hilsner bagud. Som sagt fornemmer man (men måske er det tilfældigt) en Copland i den fjerde Meditation, og andre steder kan jeg høre Britten og den tidlige engelske modernisme, MEN, for der er et væsentligt men, HG forfalder aldrig til afskrift; det er et originalt udtryk, som gennemsyrer The Gospel of Mary, og det favner bredt. Jeg holder meget af de særlige åbninger, der altid kommer i hans lydflader, og jeg er imponeret over hans evne til at orkestrere et drama som dette. Og, ja, alene intentionen med værket – at sætte fokus på undertrykkelsen af kvinders historiske rolle (her ved at basere sit værk på en apokryf bibelsk tekst, der netop understreger en giftig, historisk kendsgerning) gør værket til noget særligt, og da det samtidig er så velskrevet, så veliscenesat af dirigenten Hörður Áskelsson, så veludført af solisten Berit Norbakken, det islandske kor Schola Cantorum Reykjavicensis og Århus Sinfonietta, så vil jeg uden tøven stærkt opfordre alle til at lytte!

Hugi Guðmundsson
The Gospel of Mary (2021)
Niels Brunse & Nila Parly - librettister
Berit Norbakken - sopran
Schola Cantorum Reykjavicensis
Århus Sinfonietta
Hörður Áskelsson – dirigent
Dacapo Records – udgivet 28/4-2023