"Otto Rank var den første psykoanalytiker, der så på terapi som en erfaringsudveksling. I terapien “tørner to viljer sammen; enten løber den ene den anden over ende, eller også kæmper de begge med og mod hinanden om overherredømmet.” Dorte Dideriksen fortæller historien om, hvordan Ibsens "Et dukkehjem" fik indflydelse på udviklingen af den tidlige psykoanalyse
Af Cand. Theol., master i sjælesorg og master i teologisk litteratur, Dorte Dideriksen, sognepræst i Jørlunde
Henrik Ibsens store og verdensberømte drama ”Et dukkehjem”, som udkom i 1879, fik en kæmpe betydning for datidens kvinder og rystede synet på ægteskabet. Rundt om i hele Europa, blev stykket ikke kun sat op, men også læst.
Psykoanalytikeren Otto Rosenfeldt var allerede som helt ung optaget af litteratur og læste Henrik Ibsen værker, hvilket igennem et lille detektivarbejde, har vist sig, at have haft en skelsættende betydning. Vi skal i denne artikel se, hvordan Ibsen har været med til at påvirke Otto Rosenfeldt psykologiske betoning af viljen og kampen igennem en mytologisk fremstilling. Med inspiration fra de psykologiske lag i ”Et dukkehjem” af Ibsen, hvor ægteparret Nora og Thorvald igennem besøget fra vennen dr. Rank bliver konfronteret med døden, bekræftede Otto Rosenfeldt sin store tilslutning til Ibsen, ved at ændre sit navn til Otto Rank.
Denne navneændring skete i perioden, hvor han fungerede som Sigmund Freuds højre hånd. Parallellen mellem Ibsens Dr. Rank og Otto Rank skal ses i lyset af, hvordan Dr. Rank i ”Et dukkehjem” er med til at bringe ægteparret ud af deres paradisiske tilstand, ved at fortælle om sin dødelige sygdom, og dermed befri viljen til handling.
Ibsens forfatterskab
Henrik Ibsen er født i 1828 og dør i 1906 og er en af de vigtigste norske digtere fra den periode, der er blevet kaldt ”det moderne gennembrud” i Nordens litteratur.
 |
| Fra en tidlig opsætning af Ibsens drama |
Det er den borgerlige epokes centrale spørgsmål, der kommer til udtryk i Ibsens dramatik. Han behandler liberalismens krise, individualismens tvetydighed, den borgerlige families konflikter, individets psykologiske sammenbrud, økonomiens magt over menneskelige forhold og kunsten i det kapitalistiske samfund. Disse problemer udtrykkes ikke abstrakt og idealistisk, men knyttes til en konkret fremstilling af et samfund, hvor dette er påtrængende spørgsmål.
Ibsen selv blev født ind i og voksede op i et samfund, der var underudviklet i forhold til resten af Europa. Da han i 1864 gik i frivilligt eksil, forlod han en tilbagestående provins, der kun lige var begyndt at udvikle et moderne erhvervsliv, idet byerne i Norge var små og kommunikationen dårlig. Kunsten og litteraturen var provinsiel og publikum fordomsfuldt og begrænset. 27 år senere vendte Ibsen tilbage til et samfund, som havde gennemgået en hurtig udvikling, havde fået et kapitalistisk næringsliv, var blevet industrialiseret i hurtigt tempo, var præget af skarpe politiske modsætninger og havde udviklet en stærk og national litterær og kunstnerisk tradition.
Denne udvikling havde Ibsen kendskab til ved kortere besøg i hjemlandet, gennem brevveksling og via læsning af bøger, tidsskrifter og aviser. Han skrev på baggrund af afstanden til det norske samfund og under indtryk af udviklingen på det europæiske kontinent. Ibsens dramaer giver en central forståelse af de sociale processer, der danner grundlaget for det senkapitalistiske samfund.
Styrken ved Ibsens værker er, at han formåede at gøre de samfundsmæssige konflikter tydelige i deres psykologiske virkninger. Dramaerne udspiller sig indenfor rammerne af et sæt samfundsmæssige forudsætninger som gør, at forestillinger om svig, troskab mod idealer, korruption, længsel efter ægte kærlighed ikke er abstrakte, men snarere forholder sig til de problemer, som Ibsens publikum dagligt stod overfor. De indebærer den direkte følelse af afmagt overfor fremvæksten af et samfund med nye konflikter.
Det 19årh. er romanens tidsalder, men Ibsen benytter dramaet til at samle og skabe et sindbillede af epokens centrale træk. Han er en af de forfattere der klarest fremstiller problemerne i kapitalismens modningsepoke.
Ibsen og myten
Ibsens dramaer spiller hele tiden på myter og forestillinger, som en del af den borgerlige ideologi. Dette spil fremstilles således, at de mytiske bortforklaringer først tilsyneladende godtages, men derpå afsløres. De ideologiske strukturer knyttes gennemgående til psykologiske mønstre præget af angst, konflikter og usikkerhed. Kritikken af den samfundsmæssige tvang kommer til udtryk gennem fremstillingen af individuelle problemer. Det ytrer sig ved brugen af symboler, som er bærere af ulykke og angst. Disse symboler er forvrængninger af problemer med rødder i sociale konflikter.
Ibsens dramaer er ikke blevet til i et historisk vakuum. De er produkter af samfundsmæssige forhold. De er rodfæstet i en historisk epoke og er knyttet til et samfund, som gennemgår en hastig forvandling. De fungerer indenfor bestemte historiske rammer, og kan ikke forstås som udtryk for tidløse og abstrakte konflikter. Kun en historisk forståelse af Ibsens værker giver mulighed for erkendelse af, at dramaerne endnu i dag har relevans, fordi de fremviser mønstre og træk ved det samfund, som gik forud for det vi i dag er en del af.
”Et dukkehjem” er et højdepunkt i Ibsens produktion og griber ind i en diskussion, som kun få bøger tager livtag med, nemlig tidsalderens hele åndelige liv.
I nutidsdramaerne viser Ibsen, hvorledes den borgerlige familie som institution er konfliktfyldt og konfliktskabende. Familien er i Ibsens skuespil noget menneskene træder ind i, efter at de har givet afkald på deres lykke, eller som de træder ind i, forblændet af illusioner om, at den er et lykkens sted. De borgerlige individer sælger deres kærlighed til fordel for et kærlighedsløst, men økonomisk fordelagtigt ægteskab, og alle parter lider under denne handel. Familien dræber lykken, den er en institution der hindrer drifter og længsler, som ikke er i stand til at have rum for sanselighed, ømhed og gensidighed. Ofrene er både kvinden og manden.
Familien er simpelthen et sted hvor der udøves magt. I udgangspunktet træder familien og hjemmet frem som noget isoleret hos Ibsen. Det er som om, han tilsyneladende holder fast ved myten om familien som den isolerede inderligheds arnested. Men så trænger konflikterne sig på. Det ytrer sig gennem de indbyrdes forhold mellem familiemedlemmerne. De siver ind gennem væggene som krav fra det omgivende samfund. Konflikterne kan ikke lukkes ude, og myten om den isolerede lykke i familien bryder sammen under presset fra et samfund, hvor lykken ikke kan findes. Undergangen træder frem gennem en veksel, som skal fornyes, hvorved det bliver tydeligt at familien er knyttet til økonomien, og politikken og kan ikke løsrives.
Ibsen, kvinden, manden og arveligheden
Kvinden er stykkets centrale skikkelse og han sætter alt ind på at give en dybtgående, undertiden rigt facetteret karakteristik af hende. Mens han har et skarpt blik for, hvordan en svaghed en brist i mandens karakter hindrer ham i at følge kaldet, og tit dømmer ham hårdt, er digterens syn på kvinden meget mildere. Hun er oftest helstøbt og i kraft af hendes rige kærlighed står idealet nærmere end manden. Skønt Ibsen blev dømt som realismens store digter, er han i sit syn på den blevet stående i sin ungdoms romantik. For ham er forholdet til de nærmeste karakterens prøvesten. Hvis manden ikke gør fyldest her, stiller han forgæves sine kræfter i en idés tjeneste.
Thorvalds opfattelse af hustruens stilling i ægteskabet er sammensat af 1/3 sanselighed, 1/3 forfængelighed og 1/3 brutal følelse af magt. Følgelig interesserer han sig ikke for hendes sjæl, men kun for hendes skønhed, mens Ibsens ideal er personlighedens frie udvikling i kærlighed.
Til idekredsen, hvoraf ”Et dukkehjem” udsprang, hører også problemet arv. Arvelighed fik et dybere perspektiv for Ibsen da han blev fortrolig med positivismen, darwinismen m.m.. Især tilegnede han sig udviklingslæren, der pludselige spiller en stor rolle i den første udformning af ”Et dukkehjem”, hvor doktoren i anledning af et nyt gulvtæppe udvikler en hel arveteori og docerer, at racen forædles under smukke omgivelser, ligesom han om Krogstad hævder, at denne ikke har været således gift, at han kunne blive et skikkeligt menneske. Et ulykkeligt ægteskab er som en koppesygdom; det sætter ar på sjælen. Et lykkeligt ægteskab virker derimod som en badekur; det driver alle fordærvede safter ud og giver vækst og trivsel til alt det, som er godt og dygtigt i en mand.
I den endelige udformning har vi arveligheden bl.a. i Dr. Ranks sygdom og i Helmers anklage mod Nora, ligesom hans ord om Krogstads moralske forfald, der forgifter hjemmet og børnene, i slutningen af første akt, skiller Nora fra børnene.
Det er stof der udskydes, anvendes og uddybes i de tre følgende skuespil. Således bæres dramastykket ”Gengangerne” helt af arvelighedstanken. ”Det bringer en nemesis over afkommet at gifte sig af udenfor liggende grunde, selv religiøse eller moralske”.
Stykket er en kærligheds tragedie. Hvad er det de mangler? Sandhed? Nej, for de lyver i det højeste ubevidst, med gode motiver. Kærlighed? Nej, for de elsker hinanden, eller tror de gør det. Edvard Brandens skrev i sin anmeldelse, at det de mangler, er venskab. Og man kan tilføje og kendskab til hinanden.
”Et dukkehjem” er en kritik af en kvinderolle og en manderolle. Men det er sandelig også en kritik af en dødelig illusion, illusionen om en kærlighed der intet sted har på jorden og dog bruges som den indbildte grundvold for et hjem – et dukkehjem.
Drømmen
Den kærlighed Nora og Helmer lever på, er ridderligheden, dyrkelsen på afstand, drømmen om den uopnåelige, den vidunderlige.
Et eksempel: Under kostumeballet røber Thorvald sine hemmelige fantasier om, at Nora er hans hemmelige forlovede han dårligt nok tør udveksle blikke med. Der udløses hans dybeste forestilling om, hvad sand kærlighed er.
Et til: Og Nora der udfolder sine skønneste fantasier i drømmen om ridderen der vil knuse sig selv for hendes skyld, det vidunderlige og forfærdelige, det ufattelige.
Døden er ikke et uheldigt vedhæng til den, men dybt indbygget i denne drøm om en passion, hvis højeste målestok er dødsviljen, Thorvalds villighed til at dø socialt for hende, Noras villighed til at dø fysisk for ham. Ibsen viser tillige at denne kærlighedsforestilling, passion uden venskab, i levende live giver sig udtryk i alt hvad der er kærlighedens modsætning: magt og udnyttelse. Alle stykkets personer er flettet ind i et netværk af magt de ikke ved af. Nu er vi omsider nede i de ubevidste lag under de dobbelte bevidste motiveringer.
Et klogt hoved har sagt: Ibsen skriver aldrig om kærlighed, kun om magt.
Ibsens kamp som dramaets forudsætning
Dramaet som Ibsen skabte, udgjorde et brud med tidlige tiders dramaformer. Han forsøgte at give dramatikken samme gyldighed som socialt eksempel, som romanen havde. Man kan derfor sige, at Ibsens dramatik indebar ”en kamp mod romanen”. Han skabte episke dramaer, der berettede en historie og strakte sig over lange epoker (Brand og Peer Gynt). I samtidsdramaerne lod han de historiske forudsætninger træde frem gennem en retrospektiv teknik, hvor forhistorien til de konflikter som fremstilles på scenen, rulles op gennem dialogerne.
Et halvt års tid efter fuldendelsen af ”Et dukkehjem” skrev Ibsen. ”Alt hvad jeg har digtet, hænger på det nøjeste sammen med hvad jeg har gennemlevet – om end ikke oplevet, hver ny digtning har for mig selv haft det øjemed at tjene som en åndelig frigørelses- og renselsesproces; thi man står aldrig ganske uden medansvarlighed og medskyld i det samfund man tilhører. Derfor skrev jeg engang som tilegnelsesdigt foran i et eksemplar af en af mine bøger følgende linjer”:
”At leve er – krig med trolde
i hjertets og hjernens hvælv;
At digte – det er at holde
dommedag over sig selv”.
Syndefaldsberetningen som bibelmytologisk ramme
Et dukkehjem har tilsyneladende ingen religiøs talemåde. Alligevel er Biblen en nøgle ind til flere lukkede rum i dukkehjemmet.
Ibsen belyser et moralspørgsmål – det drejer sig her om en udpræget individuel etik som først kan virkeliggøres, idet det enkelte menneske kommer til klarhed over tilværelsens uomgængelighed, nemlig at livet er en bitter kalk at drikke, at sorg og smerte ikke kan forvises fra livet.
Menneskets behov for frelse er et centralt tema i ”Et dukkehjem” og den underliggende kontekst i dramaet er syndefaldsmyten og juleevangeliet.
Det er en kendt sag at Ibsen var en ivrig bibellæser. Han var ikke mere end 6-7år gammel da han begyndte at læse i Biblen og han beholdt en stærk interesse for bogen gennem hele sit liv. I perioder var Biblen hans eneste læsestof, foruden aviser. Fra Rom skriver han for eksempel i 1865 til Bjørnstjerne Bjørnson, mens han arbejder på Brand: ”Jeg læser ikke andet end Biblen – den er kraftig og stærk”. Og mange der havde besøgt Ibsen havde forundret sig over at Biblen (i en prægtig udgave) var den eneste bog i digterens arbejdsværelse. ”Jeg læser ofte i den”, plejede han at sige, mens hans sendte den besøgende et skarpt blik, ”For sprogets skyld”.
 |
| De tidlige psykoanalytikere. Rank står bag Freud |
Også Nora og Thorvald er fordrevet fra Edens have og ud i hverdagens virkelighed, hvor man æder brødet i sit ansigt sved. De er prisgivet arvesynden. Juletræet midt i det borgerlige hjem, som Nora pynter for at det skal blive dejligt, er stadig dødens træ, hvis indhold er korset og kundskaben om godt og ondt. Det er ikke en erkendelse som disse to mennesker har taget ind over sig, idet Nora og Helmer lever deres liv som om syndefaldet ikke var sket.
Juletræet og makronerne er to centrale rekvisitter. Disse genstande bringes i fokus helt i begyndelsen af stykket og perspektiverer det forestående skæbnedrama. Gennem løgnen bekræfter Nora for en tid sin syndige natur. Både hun og manden lider af virkelighedsvægring. Deres eufemistiske indstilling til livet viser sig i deres hyppige brug af ord som lykkelig, herlig, smukt, dejligt, sorgløst, lystigt og vidunderlig. For livet er jo en leg i ethvert dukkehjem.
Doktor Rank
Legeverdenen er truet udefra – vekselforfalskningen er en tikkende bombe. Intet vil de høre om alt det som er uskønt, ufrit og stygt. Vås, vås, vås, siger Nora og da doktor Rank nævner sin dødelige sygdom siger hun sniksnak –lystig og holder sig for ørene. ”bare ikke tænke” siger hun om muligheden for at Krogstad skal gøre virkelighed af sine trusler. Og da Thorvald nævner at børn fordærves i et hjem, hvor løgn får leve, siger hun ”det er ikke sandt, dette er aldrig i evighed sandt”.
Thorvald forbliver fuldstændig uberørt af det faktum at vennen er døende. ”Der er kommet uskønhed imellem os”, siger han efter at have modtaget Ranks visitkort. ”Det må vi søge frigørelse for”, siger han. For af alt det uskønne er døden nok det styggeste. Men aldring, fordærvelse som peger mod det sidste er heller ikke videre smukt. Da Nora ser sin veninde igen efter ni-ti år, er Kristine tydelig mærket af tidens tand, hun har levet et anstrengende liv i opofrelse og hårdt arbejde. Nora går som katten om grød: ”Lidt blegere er du dog blevet, Kristine – og måske lidt magrere. Ja, måske lidt ældre, bitte, bitte lidt, slet ikke meget”.
Nora reagerer på Ranks sygdom med at holde sig for ørene. Ifølge Rank bøder enhver familie for noget forfædrene har gjort (arvelighed) At denne gengældelse skal være knyttet til familien, indebærer at den angår enhver mand og kvinde og resultatet af deres forhold, nemlig børn. Den ubønhørlige gengældelse må derfor siges at være meget vidtfavnende I den bibelske kontekst er den første gengældelse Guds forbandelse af Adam, Eva og slangen, mens Ranks tankegang er i slægt med slangens, ”lev lystig”.
Om et hjem der grunder på lån og gæld
Thorvald er i den forvisning, at hjemmet er gældfrit, uden anelser om at hans hustru faktisk sidder i gæld og løgn til halsen. Legens tid er forbi og livets alvor banker på døren. Derfor bringes døden på bane i skuespillet allerede i begyndelsen af første akt som et anslag og en mulighed. Nora foreslår en at de tager et lån, for nu da Thorvald er blevet udnævnt til bankdirektør kan de jo gøre som de lyster og allerede nu ødsle lidt, som hun siger. Men ægtemanden advarer hustruen mod gæld ”aldrig låne”, siger han. ”Der kommer nogen ufrit og altså også noget uskønt over det hjem, som grundes på lån og gæld”. Konkret er der tale om gældfrihed, men mytologisk handler det om skyldfrihed, og det at være fri for konsekvenser. Nora vægrer sig mod konsekvenserne, ligesom hun ikke vil tage konsekvenserne for den falske veksel.
Nora frister Thorvald – med letsindighed og ødselhed, hvilket er en utvetydig parallel til scenen i syndefaldsberetningen hvor Eva frister Adam. ”Nora, Nora, du est er en kvinde”, siger Torvald. Man skal lægge mærke til Noras stemning i forbindelse med spisningen af de forbudne varer - det er umådelig lystigt. I begyndelsen af første akt, da Nora kommer ind ad døren, går hun og nynner mens hun spiser makroner. Da hun anden gang griber i lommen er hun helt overstadig og ler og klapper i hænderne. ”uhyre morsomt”, ”umådelig fornøjeligt”, ”umådelig lykkelig” og ordene ”umådelig lyst til, gentages tre gange med kort mellemrum.
Hun står sammen med Rank og Kristine og har netop fået at vide at hendes kreditor Krogstad har en lavere stilling i banken og er prisgivet bankdirektøren og er derfor meget oprømt. Da gør Nora akkurat som Eva ”hun skylder skylden på en anden. Eva på slangen, Nora på Kristine som selvsagt er uskyldig. Og Nora fortæller da at Thorvald ikke vil have, at hun spiser makroner, fordi hun får stygge tænder. (ægteparret frygter og afskyer livets forgængelighed).
Hun tror sig selv i dette øjeblik renset for alle gældens bekymringer. Hun bliver dog kun salig i sin tro for en kort stund.
Nora og Thorvald afskyr som antydet enhver påmindelse om virkeligheden. Kort sagt de er dødelige og skyldige – de lever under arvesynden. Ingen af dem har erkendt at livets søde frugter vokser på dødens træ. Nora ser ikke lyset der åbenbares for hende i julen. Den nådefulde frelse vil hun ikke have del i. I stedet vil hun og Thorvald selv bibringe lyset og livet ved at undgå aldring, forgængelighed og død.
Det som kommer forstyrrende ind i forholdet mellem ægtefællerne og pludselig forvandler det vidunderlige til noget forfærdeligt er, at Thorvald begynder at fable om, at han skal tage Noras skyld på sig. I dette grufulde øjeblik indser Nora at forholdet mellem dem ville blive ganske forrykket – i hendes disfavør. Denne forfærdelige mulighed vælter alt omkuld, akkurat som hun står ved paradisets tærskel og alt så ud til at kunne blive så vidunderligt, efter at gælden til Krogstad var betalt med Thorvalds høje gage og hun selv kunne give sig det lykkelige liv i vold gældfri og skyldfri. Tanken om at Thorvald skulle frelse hende, er ikke til at holde ud. Dermed stryger hun hen til døre, som var fanden i hælene på hende.
Det Helmer gør her, er jo netop at stemple hustruen som skyldig. For Nora opleves det som et dolkestød i ryggen. Og med sin monomane gentagelse af ordet ”tilgivet” vrider Thorvald kniven rundt i såret. Disse uhyggelige ord om frelse og tilgivelse indgiver Nora en lammende eksistentiel angst og flugten bliver den eneste mulighed før alt andet. Med det amnesti som Helmer udsteder vil magtbalancen mellem ægtefællerne forandres totalt.
Psykoterapeutisk overgang til Otto Rank
Irwin Yalom skriver i: ”Eksistentiel psykoterapi” at, en afgørende beslutning konfronterer os med den eksistentielle isolation. At beslutte sig er et ensomt forehavende, og det er vores forehavende; ingen kan beslutte for os. Mange mennesker lider derfor store kvaler i forbindelse med beslutninger og forsøger at knibe uden om dem ved at tvinge eller overtale andre til at tage dem for sig. Rank fremhævede i sin psykoterapi, hvordan en beslutning kunne lamme viljeprocessen på grund af skyldfølelser. Viljen fødes med en fosterhinde af skyldfølelse og ytrer sig først som mod-vilje.
“Life in itself is a mere succession of separations. Beginning with birth, going through several weaning periods and the development of the individual personality, and finally culminating in death – which represents the final separation. At birth, the person experiences the first shock of separation, which throughout his life he strives to overcome.”- Otto Rank
Otto Rank var en kendt Østrigsk forfatter, lærer og psykoanalytiker. Han blev født d. 22. April 1884 i Wien og arbejdede for Sigmund Freud. Rank var selv en kreativ terapeut, der udviklede egne teorier og var ligesom Sigmund Freud inspireret af Friedrich Nietzsche, Henrik Ibsen og Arthur Schopenhauer. Han blev uddannet psykolog fra både Universitetet i Pennsylvania og Universitetet i Wien. Otto Rank’s tilknytning til Sigmund Freud begyndte da han præsenterede et kort manuskript for ham med titlen “Artist”. Freud blev så imponeret af Otto Rank, at han inviterede ham til Wien og tilbød ham arbejde som sin sekretær og Rank tilsluttede sig Freud, som hans højre hånd.
Otto Ranks betydning for den eksistentielle psykoterapi
Irwin Yalom skriver følgende om Ranks viljeterapi:
Man kan ikke drøfte viljens rolle i det kliniske arbejde uden at komme ind på Otto Ranks bidrag, for det var ham, der indførte viljesbegrebet i moderne psykoterapi. Rank sluttede sig i 1905 til Freud som en af hans første elever og arbejdede tæt sammen med ham indtil 1929, da ideologiske meningsforskelle skabte en uoverstigelig kløft mellem de to mænd. Ranks skarpe intellekt som læg psykoanalytiker og humanist med et bredt register af dybtgående interesser og viden tryllebandt i forening med hans store, brændende øjne både studerende og patienter. Hans position som redaktør af det førende psykoanalytiske tidsskrift og som grundlægger af og direktør for Wiens magtfulde Institut for Psykoanalyse gjorde ham til en særdeles indflydelsesrig skikkelse i psykoanalysens tidlige udviklingsfaser. I USA har skæbnen imidlertid handlet ilde med Rank, bistået af elendige oversættelser af hans psykoterapeutiske hovedværker. Skønt han har været en fremtrædende intellektuel kraft ved Pennsylvania School of Work, har han ikke haft nogen til at tale for sig, før Ernest Becker tog over. Becker betragter Rank som det grublende geni, der venter i kulissen.
Rank byggede sit adfærds- og terapisystem op om viljesbegrebet. Ranks brud med Freud skyldtes hans afstandtagen fra denne psykiske determinisme. Rank gik mere op i det terapeutiske udbytte end i at konstruere en model af psyken, og han var overbevist om, at streng psykisk determinisme var uforenelig med effektiv psykoterapi. Han holdt på, at en terapeutisk fremgangsmåde, der havde som mål at afdække de faktorer, som har indvirket på patienten, kun kunne føre til, at patienten undveg ansvaret og blev mindre handledygtig: ”Det er forbløffende, hvor meget patienten ved, og hvor forholdsvis lidt der er ubevidst, blot man ikke giver ham denne bekvemme undskyldning for at skyde ansvaret fra sig. Rank kritiserede Freuds system for at ophøje det ubevidste til en instans, der løser mennesket fra dets ansvar – altså for at tildele det præcis den samme funktion som det guddommelige varetog i tidligere systemer.
Det ubevidste er, som det fremgår af ordets oprindelige betydning, et rent negativt begreb, som betegner noget, der i øjeblikket ikke er bevidst; Freuds teori har derimod ophøjet det til den mest magtfulde faktor i det psykiske liv. Dette er imidlertid ikke begrundet i nogen psykologisk erfaring, men i en moralsk nødvendighed, nemlig at finde en acceptabel afløser for gudsbegrebet til at fritage individet for ansvar.
Konklusion
Med ovenstående citat tager Rank ikke kun afstand til Freuds overbetoning af det ubevidste, men sammenkobler det også med et religionsopgør. Citatet er derfor ikke kun afgørende i afklaringen af forskellene mellem Freud og Rank, men rummer også en bevidstgørelse af mere dybtgående konsekvenserne ved en psykologisk dyrkning af det ubevidste.
Otto Rank var den første psykoanalytiker, der så på terapi som en erfaringsudveksling. I terapien “tørner to viljer sammen; enten løber den ene den anden over ende, eller også kæmper de begge med og mod hinanden om overherredømmet”
Dette kampmotiv kender vi fra Ibsen selv, idet han betegner sin forfattervirksomhed som ”en krig mod trolde”. Frigørelsen og ansvaret ved at kæmpe mod trolde i hjertets og hjernens hvælv, kan altså ligesom dramastykket, der bringer de impliceredes ansvar frem i lyset, ses som en psykologisk proces. Rank mener, at Freud netop (bevidst eller ubevidst) begik en alvorlig fejl ved at negligere kampen mellem viljer.
”Kampen om overherredømmet er så åbenlys, at Freuds manglende blik for den kun kan forklares med, at han ikke ønskede at se den”. Sådan udtalte Rank det forhold, at den freudianske teknik frem for at styrke viljen, underminerede den på to måder: i kraft af sin grundlæggende fremgangsmåde og i kraft af sin håndtering af ”modstand”.
Litteraturliste:
Ibsen, Henrik: Et dukkehjem i: Samlede værker IV bind, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kristiania og København 1907
Rank, Otto: The Trauma of Birth, International Library of Psychology 1929
Rank, Otto: The Myth of the Birth of the Hero: A psychological Explaration of Myth, Johns Hopkins University Press 2015
Rank, Otto, Will Therapy and Truth and Reality oversat af J. Taft, (New York: Alfred A. Knopf. 1945)
Yalom D. Irvin: Eksistentiel psykoterapi, Hans Reitzels Forlag 1998, 1. udg. 9 oplag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar