tirsdag den 23. juni 2020

Fejl i kraft af ufejlbarlighed

Carsten Müller Nielsen: ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, Jensen & Dalgaard 2019, 176 sider, 249 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Carsten Müller Nielsen modtog for nyligt DR Romanprisen for ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”. Det forstår man godt, når man læser bogen.
Romanen hører bestemt ikke til i den muntre ende, for den tager fat i følgerne af atomkraftulykken i Tjernobyl, der fandt sted d. 26. april 1986. Samtidig skildrer den en nation i opløsning, hvilket hænger ganske godt sammen med den daværende præsident over Sovjetunionen Mikhail Gorbatjovs udtalelse 20 år senere om, at Tjernobyl-katastrofen måske i højere grad end hans perestrojkapolitik blev årsag til Sovjetunionens sammenbrud.
Müller Nielsen tager udgangspunkt i det faktum, at soldater og brandfolk blev sendt ind i det stærkt forurenede område, selvom man vidste, at de kunne blive syge af bestrålingen. Man havde næppe noget alternativ, fordi man bevidst havde lukket øjnene for, at noget kunne gå galt. Den sovjetiske regering og administration løb alvorlige risici, som befolkningen kom til at bære følgerne af. At uheldet overhovedet fandt sted, skyldtes dels inkompetence i ledelsen, dels at atomkraftværket af økonomiske hensyn var opført uden en del af de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
I teorien var statens system ufejlbarligt, men det er netop, når magtapparatet anser sin ledelse for at være ufejlbarlig, at de alvorligste ulykker lurer i kulissen, for da vil enhver kritik af fejl og mangler være en kritik af magthaverne. Ingen kan kritisere en ufejlbarlig stat uden at forvente ubehageligheder. De vil blive ryddet af vejen, og fejlene og manglerne vil forblive uændrede.

Den russiske bjørn
Hovedfortællingen i ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” indrammes af et par beskrivelser fra en landsby i den lukkede zone. Her lever dyr med følgesygdomme af strålingen, mens bygningerne lidt efter lidt falder sammen.
En bjørn søger ind i et forladt hus for at finde noget at spise. Den snuser sig frem til et kuld killinger, der på grund af strålingen er født med grå stær. Man kommer i tanke om bjørnen som symbol på den store russiske/sovjetiske nation. Over for den har befolkningen, der kan repræsenteres af killingerne, ikke mange chancer. Om bjørnen selv kan overleve på råstyrke alene, gives der et bud på, da romanen afsluttes samme sted, som den indledes.

Chaufførens natlige beretning
I den lange del i romanens midte præsenteres læseren for en mand, der fungerede som chauffør for det redningsmandskab og de soldater, der skulle fragtes ind og ud af den bestrålede zone. Han er rejst til Tartu i Estland, hvor han går ind på en bar og betaler en prostitueret for at bruge natten på at lytte til hans fortælling. Det udvikler sig til en dialog, der dog aldrig for alvor bliver præget af gensidighed, da de to personer er låst fast i deres individuelle tragedie. Hver især har de svært ved at rumme den andens ulykke, fordi deres egen fylder rigeligt.
I løbet af natten fortæller chaufføren om sine oplevelser i den lukkede zone. Disse flettes sammen med oplysninger om hans mormors liv i samme område, mange år inden katastrofen indtraf.
Müller Nielsen har en rolig fortælleform. Det, han fortæller, og det, han lader chaufføren fortælle, er dramatisk nok i sig selv. Derfor er sproget nøgternt. Her er et eksempel fra chaufførens beretning:
”Skovene lå omkring søen og omkring byen. Der var meget skov. Det var nåleskov det meste, tror jeg, sådan husker jeg det, men så døde fyrretræerne. Stammerne blev sorte. Nålene blev røde, sådan, siger han, helt røde, lysende nærmest. De begravede skoven. De fjernede den og gravede en grav. Stammerne lå stablet op dernede og så hældte gravemaskinerne sand og jord over dem, så de forsvandt.” (s. 120).
Det er dog ikke muligt at begrave alt fra jordens overflade på så stort et område som det, man måtte lukke af efter ulykken. Selvom den ufejlbarlige nation forsøgte at benægte fakta, kunne man ikke skjule, hvad der var sket; hverken over for sig selv eller andre. De estiske soldater i Sovjet vidste det allerede, da man mobiliserede de tropper, der skulle inddæmme katastrofen:
”De begyndte at råbe. De ville ikke. De satte sig ned og holdt hinanden arm-i-arm, for at militærpolitiet ikke skulle komme og flytte dem. Vi andre stod og så på, uden at forstå hvad der foregik. Esterne fik det valg, at enten samarbejdede de, eller også ville det blive opfattet som et svigt, en hån mod unionen, og de ville blive tilbageholdt og deporteret. Rygtet gik, at de valgte arbejdslejr, alle sammen. Vi så ikke mere til dem. Ingen af dem.” (s. 59).

Advarsel mod indbildt ufejlbarlighed
Selvom ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” er en barsk lille roman, er den bestemt værd at læse, for det er næppe sidste gang, at en nations magtelite bilder sig ind, at den er ufejlbarlig. Man kan for eksempel overveje, om det har ændret særlig meget, at Sovjetunionen har skiftet navn tilbage til Rusland. Det synes stadig at være en nation, hvor styret er præget af en skræmmende tiltro til sin egen ufejlbarlighed.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar