Le Guins Manifest

URSULA K. LE GUIN “BÆREPOSETEORIEN OM FIKTION”
Oversat af Karsten Sand Iversen
Forlaget Virkelig og Laboratorium for Æstetik og Økologi
13 sider

Af Jes Nysten

Stenaldermanden sniger sig gennem buskadset afventende. Den mindste bevægelse opfanger han lynhurtigt - han er klar! Han kaster sit spyd eller sender pilen afsted. Netop sådanne våben, der gør at han dels kan holde afstand til byttet (som han ikke kan nedkæmpe med sine bare næver) dels at sikre det dør med det samme.

To ting har han opnået: mad til ham selv og hans familie - og ikke mindst han har vist, at han er sejrherren. Begge dele bliver også fejret, når han vender hjem med byttet.

Man kunne kalde det et konventionelt billede på menneskehedens historie: vold, kamp, sejr. Ja, for det er jo sejrherren, der skaber den videre historiefortælling.

Kubrick
Vi husker sikkert allesammen indledningsscenen til Stanley Kubrick “Rumrejse 2001”, hvor den store menneskeabe han med et sejrsbrøl og i en voldsom bevægelse, slynger en knogle op i luften fra et dyr, han har besejret. Og hvordan denne knogle forvandles til et rumskib: den lange historie, der er komprimeret i denne scene, har altid handlet om kamp, sejr, underlæggelse. Både når det gælder kamp mennesker imellem, kamp mellem ideologier, om ejerskab til landområder, beherskelse af naturen og rummet.

Og det har altid været en Mand, der kæmpede, vandt, skabte historie. Vi ser denne fortælling udfoldet i fuld skala i Joseph Campbell’s “The Hero with a thousand faces”.

Man kan spørge, om denne “krigs-tænkning” stadig vil være brugbar i tiden efter corona og den økologiske krise, vi befinder os i, eller om det vil være andre pejlemærker, der vil drive os videre.

Liv, fællesskab og fremtid
Ja, der er jo Ursula le Guin (som jeg tidligere har anmeldt på denne side - og som jeg ikke kan blive træt af at promovere). Hun døde i 2018, 80 år gammel. Hun har skrevet en lang række tankevækkende romaner, og hun har ikke mindst indenfor Sci-fi genren skabt nogle interessante og stærke fortællinger om, at vi mennesker kan skabe liv, fælleskab og fremtid på anden vis. Hun har afsøgt forskellige muligheder og scenarier, men de har oftest et stærkt anarkistisk træk, hvor man går andre veje end ad den slagne magt-og-kamp-vej.

I 1986 skrev hun et slags “manifest” eller måske nærmere en “poetik”, hvor hun på kun 13 sider udfolder det, der bærer hendes virke som forfatter. Mere behøver hun ikke af plads for at udfolde det man med god grund kan kalde en vidtrækkende almen teori om litteraturens potentiale (som hun selv har gjort brug af).

Dette korte skrift er nu kommet på dansk “Bæreposeteorien om fiktion”, oversat af Karsten Sand Iversen, og skriftet er endnu et glimrende eksempel på en udgivelse i den altid tankevækkende, velgennemarbejdede og elegante bogserie “Bestiarium”, der udgives af forlaget Virkelig. Dette skrift er udgivet som et samarbejde mellem forlaget og Laboratorium for Æstetik og Økologi.

En anden ur-historie
I virkeligheden er le Guin’s teori enkel og ligetil, og så alligevel ikke. Det er en anden historie hun vil fortælle end “kæmp-og-vind” fortællingen: “vi har hørt den, vi har alle hørt alt om alle de kæppe og spyd og sværd, de ting man kan slå og pirke og banke med, de lange, hårde ting, men vi har ikke hørt om tingen at putte ting i, beholderen til den beholdte ting. Det er en ny historie. Det er nyt. Og alligevel gammelt. Før - når først man tænker over det, uden tvivl længe før - våbnet, et sent luksuøst, overflødigt redskab; længe før den nyttige kniv og økse ..... samtidig med eller før redskabet der tvinger energi udad, lavede vi det redskab der bringer energi hjem. Det synes jeg giver mening” (s 7).
Det er denne “ bæreposeteori”, der hermed introduceres.

Et af problemerne med denne alternative “ur-fortælling” er, at den ikke er særligt spændende at læse: om hvordan der samles korn eller graves kartofler op, som derefter bæres hjem og tilberedes.
Der er heller ingen helt, vi kan følge i kamp og på eventyr. Han gør sig ikke i en bærepose!
Men det interessante og vigtige her er jo, at de store forandringer, de afgørende fortællinger altid handler om et fællesskab, der agerer og skaber livsbetingelserne. Fundamentet for det der skal ske.

Vi er kommet hovedkuls ind i en pandemi, hvor de store “helte” (nævn selv!), der før krisen mente, at de kunne handle og herske og styre tingenes udvikling, har vist sig magtesløse, letsindige og uden brugbare visioner.
Her er det netop de umiddelbart ubetydelige og beskedne, der handler og sætter håb og fremtid. Med deres handlekraft og fællesskab vilje. Det er dem med “bæreposen”.
Dette vil helt sikkert også sætte sig igennem, når vi på den anden side af pandemien, skal til at handle i forhold til den økologiske krise.

Men her og nu: læs dette morsomme og skarpsindige manifest. Og kom så i gang med at læse hendes bøger. Her er udsyn og fremsyn.