Cirklen har et centrum

Asger Schnack er en formidabel forkæmper for poesien i alt. Han har skrevet en ny digtsamling, som efterlyser den vigtigste del af lyrikken

Asger Schnack
Fra gud til måne
62 sider, 179 kr.
Forlaget Fuglekøjen

Anmeldt af Jens Carl Sanderhoff

INDIMELLEM TAGER TING TID

BUDDHA

Hov, hov, hov, jeg så en Buddha
hvor der ikke før havde været
en Buddha
på altanen nedenfor
hvordan skulle det forstås
var det et tegn til mig
forstået som: enhver der så den
eller var det et lukket kredsløb
hvor jeg var i en anden tidszone
befandt mig
sank
som en alt for stor krop
på en lille tallerken
hvor en myre slæbte en krumme af sted
i morgenlyset

Sådan åbner Asger Schnack (f. 1949) sin digtsamling Fra gud til måne, der udkom november 2019, og det  har været en udfordring for undertegnede at finde ind i digtene, der nærmest demonstrativt lægger poesien fra sig for at arbejde med noget, man kunne kalde brudte refleksioner. Jeg læste digtsamlingen i en ruf, da jeg modtog den, og sad bagefter med en følelse af at have misset et eller andet. Det er ikke fordi Fra gud til måne er svær at forstå, det er ikke fordi sproget er dødt eller kedeligt, det er ikke fordi overraskelser mangler – eller formbevidsthed for den sags skyld – men min umiddelbare reaktion var, at digtene ikke ville bevæge mig, og det vidste jeg med min bevidsthed om Asger Schnacks enorme produktion og nærmeste enestående virke for netop lyrikken og det poetiske, ikke kunne være sandt, så jeg lagde anmeldelsen fra mig og tøvede.

FRA START TIL SLUT ER EN CIRKEL

Schnack har været aktiv i det litterære landskab i mere end et halvt århundrede, og han har været involveret i sindssygt mange produktioner af meget forskellig art. Under eget navn, som del af Bandet Nul, som duetist i forskellige konstellationer eller under pseudonymer har han skrevet så mange bøger, at de fleste bliver svimle af produktiviteten, og jeg har læst med undervejs siden begyndelsen af firserne, men langt fra alt har jeg overblik over. Men én digtsamling, Øjeæbler – hans debut fra 1967, har altid fulgt mig, fra jeg for alvor begyndte at interessere mig for lyrik. Af en eller anden grund, som fortaber sig i ungdommens tåger, fik jeg fat i hans lille gule bog udgivet af Arena og skrev ham ind i den flok af danske lyrikere, som jeg holdt af, fordi han var sær og alligevel ligetil.

Da jeg fik Fra gud til måne i hånden, slog det mig derfor øjeblikkeligt, at de to bøger har samme format, og begge har cirklen som motiv på omslaget. Derfor gik jeg i gang med at genlæse den over halvtreds år gamle debut, skrevet af en meget ung mand, men der var ikke umiddelbart nogen nøgle til noget som helst gemt i sammenfaldet.

Digtene i den nye samling er helt anderledes end udgangspunktet, tænkte jeg efter genlæsningen, men var alligevel ikke helt sikker. Faktisk måtte jeg genbesøge begge bøger flere gange, før jeg fik øje på noget, og så kan det vel i og for sig være en villet åbenbaring, men here goes: vi skal se, virkelig se, smide filtrene og erkende os selv som ’noget’, før bevidstheden træder til, for at kunne forstå både os selv og det vi er i.

Debuten har flere tilbagevendende fixpunkter, og ét især falder i øjnene; se. I den nye digtsamling bliver vi som vist indledningsvis i anmeldelsen allerede i første digt gjort opmærksom på synet; jeg så en Buddha – og det er jo som en hilsen tilbage i tiden til den unge Schnack. Han har set noget, altså en datidsform. Først udfordringen, bydeformen, og så rekapitulationen mere end halvtreds år senere. Måske er det søgt, men det er også smukt!

Derudover findes der sidst i debuten (tredje del; ord) en art  manifest eller lynpoetik – ”sådan skriver man et digt-guide” – hvor det blandt andet i den punktopsatte tekst i trettende tekststykke hedder; lad ordene kun have én gud (dig selv), og så er vi fremme ved de nye digte igen, som kommer under titlen: Fra gud til måne. Det må da betyde noget!

De nye digte indeholder også flere i samtiden polemiske digte om samme emne. For nogen tid siden kom Schnack i strid modvind over et opslag på Facebook, idet han beklagede en tendens i moderne litteratur, hvor sygdom (diagnoselitteratur kaldte han tendensen) havde fået en for stor rolle som motiv og indhold. Det faldt mange for brystet. Men Schnack stod fast, også selvom han i første omgang slettede opslaget, da han i et dagblad senere forklarede og uddybede sit synspunkt, og det er et synspunkt, som har fulgt ham siden debuten; smid filtrene og erkend dig selv som noget før bevidstheden, for at kunne forstå både dig selv og det vi alle er del af – og skriv så digtene, fri af disse personlige bånd.

MÅNEN SOM FIGUR

Månen er livets skygge. Månen er et spejl. Månen er i Schnacks nye digte brugt som titler på digtene, som en fasegennemgang fra nymåne til fuldmåne og fra fuldmåne til nymåne, men med indledningen af en ny fase påbegyndt. Månen er ofte brugt som symbol eller fællesnævner for det menneskelige forhold til døden, og døden spadserer, ja nærmest spankulerer, gennem hele Schnacks nye digtsamling, men først på side 22 på vej mod en fuldmåne (jeg kan desværre ikke indsætte det korrekte månesymbol, så, kære læser, vær sød at forestille dig en måne næsten fuld) lyder det sådan:

●
Alle de brændte bortkastede
og druknede digte
genopstår inde i uret
som det ryk viseren tager
når den dør

Og allerede i digtet på den følgende side, SÅ OG SÅ MANGE TÅRER, genkommer synet som bærende for den poetiske bevidsthed, da han skriver; Så mange øjne / der havde svært ved at se / og dog så så klart. Digtet kan også i den grad ses som en hilsen til Per Højholts digt Så og så mange lærker.

Schnack

Det digt skrev Højholt i 1966, altså året før Schnacks debut, og det er måske en medvirkende årsag til, at endnu en digter blev bevidst om det, poesien handler om; iagttagelse og selvudslettelse. I hvert fald hvis man er til den tradition og/eller ynder at se mønstre og systemer (sagde hunden).
Selvom jeg havde svært ved at komme ind i digtsamlingen, eller måske netop derfor, er digtene vokset i min bevidsthed. Det er jeg lidt vild med, for er det ikke derfor, kunst bliver skabt og givet videre mellem os mennesker? Og jo mere jeg tænker over sammenfaldet (eller min sammensætning om du vil) med debuten, bliver digtene stærkere og stærkere. Måske er det et vildt fejlgreb fra min side, men det giver god og smuk, ja nærmest genial mening, og jeg kan varmt anbefale alle at læse de to samlinger som en samtale – en samtale, den ældre og erfarede Schnack fører med sit yngre jeg.