søndag den 24. maj 2020

Længslens vindue

Det langsomme liv
Abdellah Taïa
Forlaget Arvids 2019

Af Carina Wøhlk.

Det langsomme liv. Titlen er sært vedkommende. For er det ikke sådan, tilværelsen udspiller sig lige nu? Højhastighedssamfundet er nede i gear. Pulsen er lav. Der er noget sløvt og slæbende over det hele.

Titlen og den aktuelle samfundsmæssige temponedsættelse kan måske få læseren til at nærme sig Det langsomme liv med forventningen om en træg og drævende historie. Men Abdellah Taïa er ikke bare mand for en fortælling med fremdrift – hans sproglige stil er ligefrem stakåndet.

Det langsomme liv er Abdellah Taïas tiende bog og den femte, der er oversat til dansk. Som i hans øvrige forfatterskab kredses der om vægtige emner som identitet, integration, desperation og desillusion.
 
Det langsomme liv er ikke decideret selvbiografisk som nogle af Taïas andre bøger, men der er mange lighedstræk imellem forfatteren og bogens hovedperson Mounir: Han er marokkaner, homoseksuel, intellektuel – og i stadig kamp med sig selv. 

Lydfølsomhed og mislyde
Mounir bor til leje i en ejendom i Paris. I et værelse over ham bor den godt 80-årige kvinde, Madame Marty. Hun lever småt og lurvet og gemmer på en trist historie. De to knytter et særligt bånd til hinanden på tværs af generations- og kulturforskelle. Som historien skrider frem, lodder læseren dybden af forholdet – Mounir har mistet sin mor og Madame Marty sin søn og søster. De finder i hinanden noget af det tabte.

Men naboskabet er ikke uden mislyde. For Mounir plages af sin overbos skridt og skramlen med møbler hen over gulvet. Lydfølsomheden betyder, at han bliver søvndepriveret og hører indre stemmer. Han reagerer, og reaktionen ender med at blive så truende, at den gamle dame kontakter politiet. For måske er manden med det arabisk klingende navn alligevel terrorist?

Imaginær elsker?
Sideløbende med nabokrigens drama udfolder der sig en historie om Mounirs kærlighedsforhold til politimanden og familiefaderen Antoine. Men Mounirs virkelighedsopfattelse flimrer, og spørgsmålet melder sig hurtigt: Er Antoine en imaginær person? Findes han og romancen andre steder end i Mounirs forstyrrede hoved? Uanset om relationen er virkelig eller ej, byder den på konflikt og i sidste ende et brud med potentielt fatale følger. Mere skal der ikke løftes slør for her.

Som i sine øvrige bøger skriver Taïa både sanseligt og lige-på-og-hårdt om homoerotiske oplevelser. Han beskriver de overgreb, som den yngre Mounir kom ud for i mødet med ældre kønsfæller: ”Jeg var en ung, feminin, homoseksuel teenager, der blev jagtet af liderlige heteroseksuelle mænd….Jo mere beskidt mit sprog var, jo mere lod de mig i fred. Jo mere jeg talte som en skraldespand, jo mindre blev jeg voldtaget” (se side 17-18).

Og han formår med sine ord at fremstille en tilfældig seksuel kontakt mellem svedige fremmede i en bus som noget smukt: ”Jeg bliver mere og mere forbundet med ham. Sekund for sekund. Jeg er ikke overrasket, jeg er lamslået. Jeg er i færd med at drikke og spise alt, hvad denne mand er” (se side 43). Mødet i bussen åbner ”et lille vindue” (se side 48). Måske ind til kærlighedens evighed? Ind til det langsomme liv? 

To slutninger
Bogen tilbyder læseren to slutninger. Den første og mere forsonende lægger Madame Marty stemme til. I den anden fører Antoine ordet. Han lader den fordomsfulde os-og-dem-tankegang løbe af med sejren.

Det er netop kendetegnende for Taïa at lade flere stemmer flette sig ind og ud af fortællingen. I denne bog blandes Mounirs til tider skingre(ende) tankestrømme med især Madam Martys, kusinen Majdoulines og Antoines røster. 

Det langsomme liv
I bogens sidste del afdækkes betydningen af det langsomme liv for alvor. I det første bud på en afslutning opfordrer Madam Marty sin underbo til at leve. Og livet skal leves generøst. Som hun så fint formulerer det: ”Du er kærligheden. Giv alt, Mounir. Vi tager ikke noget med os over i det langsomme liv. Giv alt. Giv det, du er, også selv om de ikke vil tage imod det i begyndelsen. Alt. Alt” (se side 175). Måske kan vi slet ikke nå frem til det langsomme liv i denne tilværelse? Måske vil længslen efter det altid være som et vindue, vi fumler med at få haspen op på? 

Det langsomme liv er en intens læseoplevelse – fuld af stærke fortællinger, skæbnesvangre møder og bristede forhåbninger. Bogen er poetisk midt i alt det råt rablende - og måske Taïas bedste bog til dato.  Læs den. Det kan kun gå for langsomt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar