søndag den 17. maj 2020

Adakdejsan, simbira, gastir

Digtere mellem tradition og virkelighed


Arne Herløv Petersen: Klinte. 272 s.
Det poetiske Bureaus forlag 2020.

Af Egon Clausen
Klinte er navnet på det litterære tidsskrift der udkom i 1920-21 og som gav plads til den tids unge digtere. En af dem var den senere domprovst K.L. Aastrup der navngav tidsskriftet. ”Det er et godt og bibelsk navn. Hellere være den foragtede klinte end den selvretfærdige hvede.” sagde han, og derved blev det.

Klinte er også titlen på en bog som forfatteren Arne Herløv Petersen har udgivet på Det poetiske Bureaus forlag. I bogen tager Arne Herløv Petersen læseren med ind på Frokoststuen ved Københavns Universitet, hvor han præsenterer os for Lulu Ziegler, Jørgen Bukdahl, Otto Gelsted, Tom Kristensen, Broby Johansen, Johannes Wulff og mange andre forfattere der på det tidspunkt var omkring tyve år gamle, og det er vældig godt. Bogen er fyldt med sansemættede skildringer af mennesker og miljøer. Der er næsten forelskede portrætter af Emil Bønnelycke og Jens August Schade, om hvem det hedder, at han ”havde kvindetække som få. Hans ansigt var ét stort kønsorgan ... Kvinderne sad som fluer på ham, og han børstede dem ikke af sig.”

Opbrud i mange retninger
Vi læser om forfatternes diskussioner, deres kampe med og mod hinanden, og vi ser nogle af deres tekster. Arne Herløv Petersen er en god læser. Han præsenterer os for digtere, der eksperimenterede med sprog, rytme og klang, men vi møder også for forfattere der ikke kunne frigøre sig fra mulden i den danske ager og fra ”jordens sorte blod”.
Tiden er 1920erne. Den er urolig og præget af opbrud der peger i mange retninger. Kommunister sloges med socialdemokrater. Det borgerlige Danmark værnede om fortiden. Jyllands-Posten hyldede Mussolini. Forfatterne sloges med deres erotik og eksperimenterede med sproget, som f.eks. i et uimodståeligt lyddigt af Johannes Weltzer, hvis første linjer lyder:  Adakdejsan, simbira, gastir/ hamaradawan, satinarundr/ O, mala kirsej /O, serti mila / simbtyligastur, arkinarendr.

Arne Herløv Petersen redegør for det hele på udmærket vis. Nogle steder bliver teksten til en kulturhistorisk opremsning af begivenheder, men sansningerne og det indlevede nærvær kommer igen, når han beskæftiger sig med digterne. De bedste af dem vidste, at det gamle sprog fra tiden før 1914 ikke kunne give et dækkende udtryk for det sammenbrud af idealer og værdier som krigen havde medført, og de diskuterede på livet løs. Det er tydeligt, at mange af dem var fanget mellem tradition og virkelighed og havde svært ved at finde et nyt sprog. Det er måske en medvirkende årsag til den destruktionstrang og de mange dystre dæmoner der er på færde hos en del af dem?

Broby i Berlin
Miljøet omkring tidsskriftet Klinte var i øvrigt bredt. Det spændte fra teologen K. L. Aastrup til kommunisten Broby Johansen, der rejste til Berlin, hvor han opsøgte de tyske exspressionisters tidsskrift Der Sturm. I Berlin så han krigsinvalider gyngende i deres krykker, malede børneludere, mænd i kjole og højhælede sko og kvinder i jakkesæt, samt baggård efter baggård efter baggård med skrofuløse smådrenge, hulkindede kvinder og småbørn skambidt af rotter. Der var også blodige gadekampe mellem højreorienterede bander og kommunister. Dette var rå usminket virkelighed, og Broby indså, at godt nok slog de unge danske digteres sprog sig i tøjlerne, men inderst inde var det romantisk og følende. Det var ikke noget for Broby. Han blev stærkt påvirket af den tyske digter August Stamm der skrev digte der, ”skreg og hvinede, som parterede sproget og hang de blodige lunser op på slagtekroge. Det var digte, hvor alle illusioner var sønderrevet, og alt det, der på småborgerlig vis havde dækket over samfundets væskende sår var revet bort, så kun ordenenes magiske skrig stod tilbage.”

Da Broby kom tilbage til København udgav han digtsamlingen Blod, der i et hudløst sprog skildrer en virkelighed med fattigdom, død, angst, ludere og selvmordere. Bogen blev beslaglagt af politiet. Broby blev stillet for retten og fik en straf på 14 dages fængsel for uterlighed.

Mørkets gidsel
Stærkest står beskrivelserne af Tom Kristensen, der havde meget svært ved at styre sit forbrug af alkohol. Otto Gelsted traf ham en dag på Rådhuspladsen og skrev et rystende digt om mødet med ”dette mørkets gidsel … I begge mundens vige stod lidt fråde, som om han bed i et synligt bidsel … ”Midt i solen, midt i al trafikken kæmper han på sin egen helveds-ø.”
”Klinte” er en god bog om det danske litterære miljø i årene efter første verdenskrig. Den er båret af forfatterens smittende fortælleglæde og ligeså store glæde ved at læse andre forfatteres tekster. Arne Herløv Petersen har tidligere udgivet bogen ”Hvede” der skildrer generationen af danske forfattere i tiden under Anden Verdenskrig. De to bøger giver et samlende blik over store dele af danske litteratur i 1900-tallet. Begge er meget at anbefale.

PS. Et notat om Jørgen Bukdahl.
Arne Herløv Petersen har lidt svært ved at rubricere Jørgen Bukdahl. Det er han ikke ene om, men sådan som jeg forstår den gamle Bukdahl var han kritisk overfor modernismens ide om, at alt nyt sker gennem brud med det gamle. Det synspunkt vandt ikke gehør dengang og vil heller ikke gøre det i dag. I den litterære verden bruges stadigvæk mange martialske udtryk. ”Avantgarde” er således ubetinget godt. Digteren skal helst være ”fremme i front,” og han må gerne have ”en spids pen” og kunne ”ramme præcist”. Det gælder om at ”slå igennem” og ”lave et gennembrud.” Bag disse krigeriske metaforer gemmer der sig så vidt jeg kan se en gammeldags erobrertrang. Kald det bare imperialismetænkning. Tankegangen er faktisk  underlig, for man kan ikke skrive god litteratur uden at stå på skuldrene af dem der gik forud. Al skrift er tradition. Selv bogstaverne er noget vi har arvet. Men den slags synspunkter kommer man ingen vegne med her i landet. Så Bukdahl måtte nøjes med at fremføre sine synspunkter for elever på Askov Højskole og for medlemmer af foredragsforeninger langt ude på landet, hinsides universitetets rundhorisont.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar