onsdag den 1. juli 2020

Børn på flugt

Mads Nygaard og Michael Graversen: ”De uledsagedes bog. Ti beretninger fra børn og unge på flugt”, Jensen og Dalgaard 2019, 155 sider, 250 kr.


Af Egil Hvid-Olsen.
Børn på flugt – så kan det næsten ikke blive værre! Og nej, det kan det ikke. Alligevel har Mads Nygaard og Michael Graversen formået at gengive 10 uledsagede flygtningebørns beretninger om deres liv før, under og efter flugten på en nøgtern måde, der hverken forfalder til unødig dramatik eller rørstrømsk sentimentalitet. Fortællingernes jordnære gengivelse af børnenes oplevelser, erfaringer og refleksioner er dramatiske og rørende nok i sig selv. Man læser om drenge, der flygter for ikke at blive soldater i en hær, de ikke vil kæmpe i. Man læser om den afghanske dreng, der må leve med fysiske og psykiske mén efter at have set sin far blive skudt i hovedet på klods hold af Taliban, hvorefter han selv blev dolket i maven og skudt i benet. Man læser om andre, der forlader forældre og søskende uden at sige noget, i håbet om at nå til Europa og kunne søge om familiesammenføring, så familien også kan komme i sikkerhed. Man læser om den syriske pige, der flygtede alene og mod alle odds nåede til Danmark uden at blive udsat for overgreb, og endte som en ”12-tals flygtning”, men allerhelst vil være som Puk Damsgaard. Man læser om den unge iraker, der bliver gift med en dansk kvinde, som han får et barn med, men som alligevel ender på Kærshovedgård og nu lever i Italien med et håb om, at han på et tidspunkt kan blive forenet med sin kone og barn. Hans beretning slutter: ”Italien er mit næste skridt i kampen for at få ophold. Men tag ikke fejl. I kan nægte mig ophold i Danmark. I kan udvise mig. I kan tvinge mig væk. Men en dag vil jeg vise Inger Støjberg mit danske statsborgerskab. Jeg har nu kæmpet i ti år. Jeg tager gerne ti år mere. En dag vil det lykkes.” (s. 89).
Man læser om børn og unge, der påtager sig et vanvittig stort ansvar ved at påbegynde en illegal rejse - og vokser med opgaven. Men man læser også om nogle af deres jævnaldrende, der dør undervejs. Man læser om menneskesmuglere, der udnytter andres svaghed, og kun opgør menneskeliv i mulige indtægter. 

Et splittet land
Bogen afslører et splittet Danmark; et land, hvor nogle ønsker flygtninge hen, hvor peberet gror, men samtidig et land, hvor frivillige bruger deres fritid på at lære de uledsagede flygtningebørn dansk og give dem tryghed.
Flere gange konstaterer børnene selv, at deres fordomme ikke holder vand. På de centre, de anbringes, møder de andre børn fra lande, hvis indbyggere de kun har hørt dårligt om. Og dog bliver de de bedste venner. Mange får også danske venner, selvom der er et udbredt forbehold, som Fawad fra Afghanistan beskriver med dette resumé af en skoletime:

”For ikke så længe siden skulle vi deles op i skolen. Vi havde om politik. Mine klassekammerater skulle sige deres mening; om flygtninge skulle blive i Danmark eller om de skulle sendes hjem. Der var et par stykker, som stillede sig op og sagde, at flygtninge ikke skulle have lov til at blive i Danmark. Så spurgte jeg dem:
’Hvorfor ikke?’
De sagde, fordi de laver alt muligt ballade. Så sagde jeg til dem:
’Dem, du snakker om, det er ikke os. Det er ikke flygtninge. Det er indvandrere. Deres far er kommet til Danmark for lang tid siden. Eller deres farfar er kommet til Danmark for lang tid siden. De har dansk pas. Nogle af dem er ligeglade med, hvad de gør. For de kan ikke blive sendt tilbage. Det gælder ikke for os flygtninge. Så, tænk dig om, før du taler. Tænk dig om, før du vælger side.’
Så sagde de:
’Vi mener ikke dig.’” (s. 101-102).

Dette fortælles vel at mærke af en afghansk dreng, der måtte flygte som ti-årig, da hans far blev dræbt, fordi han ikke ville imødekomme et krav om, at sønnen skulle være børnesoldat.

Hjælp til familiesammenføring
Bogen mangler ikke autentiske og voldsomme historier, men selvom mange af fortællerne oplever, at der hele tiden lægges hindringer i vejen for dem, er bogen også fuld af taknemmelighed og håb. Taknemmelighed over den måde, de er blevet behandlet af venner, af det danske politi, af de ansatte på de forskellige flygtningecentre. Og håb om, at det på et tidspunkt bliver lettere for dem at få en plads i det danske samfund.
En af de forhindringer, de uledsagede børn og unge støder på, når de endelig har fået først opholdstilladelse og siden ret til familiesammenføring, blev indført i 2016, hvor man vedtog en lov om, at de familier, der skulle sammenføres, selv måtte betale for rejsen. Det koster gennemsnitligt 25.000 kr. for en familie; et beløb de allerfærreste flygtningefamilier selv kan skrabe sammen. Skuffelsen over at have kæmpet sig vej fra det ødelagte hjemland gennem Europa og til Danmark, hvor man har lært at tale dansk, hvorefter man langt om længe får ret til familiesammenføring, men selv skal betale familiens rejse, er mærkbar i mange af beretningerne. Dette har bogens forfattere og forlag gjort noget ved, idet alle har arbejdet ulønnet, så indtægterne fra bogen kan gå ubeskåret til De Uledsagedes Rejsehold, der hjælper uledsagede børn og unge med at blive genforenet med deres familier. Når man læser bogen forstår man, hvor vigtig den hjælp er. (I denne sammenhæng kan det være på sin plads at oplyse, at forfatteren til denne anmeldelse har indlæst bogen som lydbog, men på samme betingelser som alle andre, der har ydet noget i forbindelse med udgivelsen. Anmelderen har er altså ingen økonomiske interesser i bogen.)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar