Et essay om Proust og På sporet af den tabte tid
Af Marie Ladefoged
Hvor Marcel lå og sov i sin seng som lille dreng, kunne vi andre pludselig ikke falde i søvn. Vi lå og læste og kunne ikke blive færdige, for bogen syntes uendelig. Hele verden læste den samme bog. Den eneste, som ikke læste den bog var Marcel, for det var ham, som havde skrevet den.
Ovenstående er et umuligt scenarie på mange måde. For det første er Marcel hovedpersonen i romanen og kan ikke læse den roman, som han selv er med i. For det andet kunne der være tale om den anden Marcel, som ikke er Marcel fra romanen, men Marcel fra virkeligheden; Marcel Proust, forfatteren. For det tredje er det nok stadig de færreste på jorden, som læser Proust. For det fjerde, og dette er sporets kardinalpunkt, så ender fortællingen på et tidspunkt, så den er ikke uendelig. På trods af det cirkulære spor med en stadig tilbagevenden til tidligere oplevelser, situationer og personer har fortællingen en begyndelse og en ende. Vi, som ikke forstår de sociale cirkler; vi bliver alligevel en del af den via stedfortræder, og den stedfortræder er den lille Marcel. I begyndelsen kan den lille dreng, Marcel, ikke sove. I slutningen er han pludselig en gammel mand, som opdager, at han rent faktisk er en gammel mand, og at vi alle bliver ældre; først opdager vi måske, at alle de andre bliver ældre, og med en lille forsinkelse indser vi så det åbenlyse i, at vi følger med og er ældet samtidig med alle andre i et parallelt forløb, hvorfor tiden forud umiddelbart er tabt og må henligge i det gamle landskab.
Men er det nu også sådan? Kan det tabte i det levede liv ikke indhentes? Kan den mor, som lå søvnløs med det lille grædende barn ikke indhente den søvn senere i livet, hvor barnet så må ligge søvnløst alene og længes efter den elskede moder, som igen lever det søde liv med selskab af ligesindede og den voksne søvn? Det retoriske spørgsmål forestiller sig en læser, men må selv svare på spørgsmålet og være sin egen læser, ligesom drengen Proust selv må lulle sig i søvn med egne tanker og forestillinger, for det synes som livets betingelse, at vi i bund og grund er alene i verden.
Nej, vi er ikke nødvendigvis alene i verden, det tabte kan godt indhentes, og det indikerer titlen på romanen også, idet den er på sporet af noget. Dette noget er netop den tabte tid. Hvis symbiosen med moderen fra første færd er det tabte landskab, vores første bolig, så er livet udenfor en vekselvirkning mellem denne tryghed og udforskningen af alt det andet, som er det, der gør os voksne. Som læser må man sande, at det tager tid at læse en bog, og at det navnlig tager tid at læse en meget, meget, meget lang bog, som dette storværk er. Dog føles det sjældent som et problem for den Proust-læser, som først når et godt stykke ind i romanen, måske forbi de første 200 sider, som nok er de smukkeste, men også de sværeste. Et venskab begynder nemlig at opstå mellem læseren og fortælleren, og muligvis også med forfatteren. Det bliver nu til tid brugt i selskab med en kær og omsorgsfuld ven, som ikke lader dig i stikken, men sørger for at berige dig intellektuelt såvel som at underholde dig. I en tid med flygtige vaner som vores er det indlysende, at de lange tanker kan få svære vilkår, og Prousts værk På sporet af den tabte tid er i den grad en meget lang tanke, men de meget lange tanker og fortløbende sætninger kan på forunderlig vis give adgang til noget af det, som de korte, flygtige tanker halser efter, men aldrig kan nå. Det store tidsforbrug tillader os at vende tilbage til allerede læste og tænkte forløb, og det danner mulighed for tankernes rodfæstelse. Forløbene i romanen er cirkulære, ligesom personerne er gengangere, og hvis de eksakte scener og personer ikke selv gentager sig, gentager de sig i en alternativ version som fortidens spejl. Hvorledes sker dette?
Barndommens genkomst
Det sker via barndommens evige genkomt i livet, her materialiseret i romanen. Når barnet i starten ikke kan sove af ren længsel efter moderens kærlighed, så kan det tilbringe resten af livet på at finde denne ro, for barnet har brug for at sove for at blive voksent en dag. Den voksne lykkedes med at sove til allersidst, da den indser, at længslen kan indfries i det skabende arbejde som forfatter. Ved at genskabe den tid, som er gået, genvinder fortælleren Marcel den tabte tid, som er al den tid, der er gået forud for spejlingen af tiden; i romanarbejdet herom.
Nej, vi er ikke nødvendigvis alene i verden, det tabte kan godt indhentes, og det indikerer titlen på romanen også, idet den er på sporet af noget. Dette noget er netop den tabte tid. Hvis symbiosen med moderen fra første færd er det tabte landskab, vores første bolig, så er livet udenfor en vekselvirkning mellem denne tryghed og udforskningen af alt det andet, som er det, der gør os voksne. Som læser må man sande, at det tager tid at læse en bog, og at det navnlig tager tid at læse en meget, meget, meget lang bog, som dette storværk er. Dog føles det sjældent som et problem for den Proust-læser, som først når et godt stykke ind i romanen, måske forbi de første 200 sider, som nok er de smukkeste, men også de sværeste. Et venskab begynder nemlig at opstå mellem læseren og fortælleren, og muligvis også med forfatteren. Det bliver nu til tid brugt i selskab med en kær og omsorgsfuld ven, som ikke lader dig i stikken, men sørger for at berige dig intellektuelt såvel som at underholde dig. I en tid med flygtige vaner som vores er det indlysende, at de lange tanker kan få svære vilkår, og Prousts værk På sporet af den tabte tid er i den grad en meget lang tanke, men de meget lange tanker og fortløbende sætninger kan på forunderlig vis give adgang til noget af det, som de korte, flygtige tanker halser efter, men aldrig kan nå. Det store tidsforbrug tillader os at vende tilbage til allerede læste og tænkte forløb, og det danner mulighed for tankernes rodfæstelse. Forløbene i romanen er cirkulære, ligesom personerne er gengangere, og hvis de eksakte scener og personer ikke selv gentager sig, gentager de sig i en alternativ version som fortidens spejl. Hvorledes sker dette?
Barndommens genkomst
Det sker via barndommens evige genkomt i livet, her materialiseret i romanen. Når barnet i starten ikke kan sove af ren længsel efter moderens kærlighed, så kan det tilbringe resten af livet på at finde denne ro, for barnet har brug for at sove for at blive voksent en dag. Den voksne lykkedes med at sove til allersidst, da den indser, at længslen kan indfries i det skabende arbejde som forfatter. Ved at genskabe den tid, som er gået, genvinder fortælleren Marcel den tabte tid, som er al den tid, der er gået forud for spejlingen af tiden; i romanarbejdet herom.
Marcel er også på sporet af kærligheden igennem hele romanen, hele værket. Det er både kærligheden til moderen, til bedstemoderen og senere til pigen Gilberte, til aristokraten Madame Guermantes og til den Albertine, som han til sidst tager til fange. Hele romanen igennem er der er spor af tabt kærlighed, og Albertine, som er det sidste kærlighedsobjekt, tages til gidsel for dette. Som en historie i historien ser vi også Hr. Swanns umulige kærlighed til Odette i kærlighedshistorien om et ægtepar, som aldrig skulle have fået hinanden, men hvis møde også var uundgåeligt, i det det er skabt til lejligheden af fortælleren Marcel, og bag denne; forfatteren, Marcel Proust. Swann er en åndsaristokrat, som accepteres i det gode selskab på trods af manglende titel og på trods af sin jødedom. Swann bærer på forfatteren Marcel Prousts egen jødedom, ligesom en anden karakter, Baron de Charlus, bærer på Prousts homoseksualitet. Det er gennemgående, at karaktererne bærer på noget af Prousts eget og sammen repræsenterer det hele menneske i den lange sædeskildring, hvor menneskets psykologi træder frem. Den kærlighed, som Marcel Proust, der var homoseksuel, ikke kunne udleve i sit offentlige liv, idet tiderne ikke tillod det, kan karakteren Baron de Charlus udleve i fiktionen. Det samme sker med Hr. Swann og dennes jødedom i kombination med et hjerte, der banker for æstetikken. Der sker en slags befrielse i romanen, og det er ikke kun forfatteren, der befries, men også læseren.
Den jævne kvinde, Celeste, er den, som endelig befrier fortælleren og bliver romanens helt, da hun hjælper ham med at skabe muligheden for forfatterskabet ved at tjene ham i de sidste år. Hun er den eneste figur i romanen, udover Marcel selv, som bærer samme navn i romanen såvel som i det virkelige liv. Hun er på mange måder en spejling af Francoise, tjenestepigen fra barndommen og ungdommen, som på mange måder var hans fangevogter og udøvede social kontrol. De to kvinder er begge frygtindgydende for Marcel, da de ikke forstår hans sofistikerede sindelag med fare for at mistolke det som åndelig dårskab. Deres øjne på ham bidrager til at skærpe fortællerens. Hvor Francoises blik er kritisk, er Celestes blik afklarende.
En anden vigtig personnage, som binder barndom og voksenliv sammen, er Tante Leonie i Combray. Hun er svagelig som forfatteren selv, men hendes hus udgør rammen om det barndomsunivers, som det fortællende spor hele tiden refererer tilbage til. Her tilbragte fortælleren sine somre i barndommen, og her grundlægges den vej til at tilbagekalde erindringen om det skete, symboliseret i den kage, som dyppes i en kop lindete og materialiserer sig som erindring mange år senere, da handlingen gentages i det voksne liv. Jeg ville ikke have sagt et ord om den madeleinekage, som i virkeligheden var et stykke toast, men så kom det mig alligevel i hu som en kæk tanke, der ikke ville væk fra nethinden, før den var nedfældet. I en film ser man senere levende billeder af forfatteren selv på trappen foran Madeleinekirken. Her træder han pludselig frem foran os med tiders forsinkelse; foran Madeleine. Det er det rigtige menneske bag sporet.
Den jævne kvinde, Celeste, er den, som endelig befrier fortælleren og bliver romanens helt, da hun hjælper ham med at skabe muligheden for forfatterskabet ved at tjene ham i de sidste år. Hun er den eneste figur i romanen, udover Marcel selv, som bærer samme navn i romanen såvel som i det virkelige liv. Hun er på mange måder en spejling af Francoise, tjenestepigen fra barndommen og ungdommen, som på mange måder var hans fangevogter og udøvede social kontrol. De to kvinder er begge frygtindgydende for Marcel, da de ikke forstår hans sofistikerede sindelag med fare for at mistolke det som åndelig dårskab. Deres øjne på ham bidrager til at skærpe fortællerens. Hvor Francoises blik er kritisk, er Celestes blik afklarende.
En anden vigtig personnage, som binder barndom og voksenliv sammen, er Tante Leonie i Combray. Hun er svagelig som forfatteren selv, men hendes hus udgør rammen om det barndomsunivers, som det fortællende spor hele tiden refererer tilbage til. Her tilbragte fortælleren sine somre i barndommen, og her grundlægges den vej til at tilbagekalde erindringen om det skete, symboliseret i den kage, som dyppes i en kop lindete og materialiserer sig som erindring mange år senere, da handlingen gentages i det voksne liv. Jeg ville ikke have sagt et ord om den madeleinekage, som i virkeligheden var et stykke toast, men så kom det mig alligevel i hu som en kæk tanke, der ikke ville væk fra nethinden, før den var nedfældet. I en film ser man senere levende billeder af forfatteren selv på trappen foran Madeleinekirken. Her træder han pludselig frem foran os med tiders forsinkelse; foran Madeleine. Det er det rigtige menneske bag sporet.
Det rigtige menneske
Et menneske ønsker at falde i søvn uden den dybe længsel, og det lykkedes til sidst.
Proust var fysisk skrøbelig og en stor kunstner. Han tilbragte meget af sit voksne liv i sin lejlighed i Paris, i et rum med vægge, dækket af kork for at holde verdens lyde ude, og så tog han til selskaber i de parisiske saloner, hvor der blev sat pris på hans vid og konversation, selvom han ikke var en del af aristokratiet. Nogen havde brug for hans åndelige aristokrati, som havde udviklet sig siden den første barnlige længsel efter moderens kærlighed. En dag modtog han en lykkelig nyhed. Han var så glad, selvom han ikke havde mange kræfter, for han havde vundet Goncourt-prisen; den prestigefyldte franske litteraturpris, som næsten kom en postgang for sent, men som dog kom på forfatterens sidste, skrantende dage. Det er i år 100 år siden, Proust modtog den pris og fik den endelige store anerkendelse, som blot fortsatte og fortsatte, så bogen i dag konkurrerer med Brødrene Karamasov om at betragtes som verdens bedste roman. Det tog mig 10 af de 100 år at læse hele På sporet af den tabte tid og bagefter var jeg som fortabt, for det føltes som om jeg havde været på sporet under læsningen og nu var faldet af sporet. Hvordan kunne en forfatter forlade sin læser på denne måde ved at slutte sin bog? Mit eneste svar er det, at jeg, såvel som alle andre læsere, må sørge for selv at fortsætte bogen og de tanker, den vækker. Ikke sørge over at bogen ender, men glædes over det spor, som går i ring og fortæller dig, at sporet ender, hvor det starter, og det begynder selv samme sted; hos læseren, som ikke er en del af fiktionen, men er et rigtigt menneske. Hos dig.
Et menneske ønsker at falde i søvn uden den dybe længsel, og det lykkedes til sidst.
Proust var fysisk skrøbelig og en stor kunstner. Han tilbragte meget af sit voksne liv i sin lejlighed i Paris, i et rum med vægge, dækket af kork for at holde verdens lyde ude, og så tog han til selskaber i de parisiske saloner, hvor der blev sat pris på hans vid og konversation, selvom han ikke var en del af aristokratiet. Nogen havde brug for hans åndelige aristokrati, som havde udviklet sig siden den første barnlige længsel efter moderens kærlighed. En dag modtog han en lykkelig nyhed. Han var så glad, selvom han ikke havde mange kræfter, for han havde vundet Goncourt-prisen; den prestigefyldte franske litteraturpris, som næsten kom en postgang for sent, men som dog kom på forfatterens sidste, skrantende dage. Det er i år 100 år siden, Proust modtog den pris og fik den endelige store anerkendelse, som blot fortsatte og fortsatte, så bogen i dag konkurrerer med Brødrene Karamasov om at betragtes som verdens bedste roman. Det tog mig 10 af de 100 år at læse hele På sporet af den tabte tid og bagefter var jeg som fortabt, for det føltes som om jeg havde været på sporet under læsningen og nu var faldet af sporet. Hvordan kunne en forfatter forlade sin læser på denne måde ved at slutte sin bog? Mit eneste svar er det, at jeg, såvel som alle andre læsere, må sørge for selv at fortsætte bogen og de tanker, den vækker. Ikke sørge over at bogen ender, men glædes over det spor, som går i ring og fortæller dig, at sporet ender, hvor det starter, og det begynder selv samme sted; hos læseren, som ikke er en del af fiktionen, men er et rigtigt menneske. Hos dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar