Alternativet til den eksistentielle ensomhed

Jakob Brønnum: 
”Gensyn med den store fortælling”
Eksistensen 2019, 169 sider, 178 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

I den postmoderne tidsalder er mennesket overladt til sig selv. Overladt til at skabe sin egen tilværelse, sin egen værdi, sin egen mening, sin egen historie. Dets værktøjer er de sociale medier og indkøb. Det postmoderne menneske er åndløst og ensomt i sit fokus på et forbrug, der primært er materielt, men til tider også menneskeligt.

Sådan har det ikke altid været, hvilket Jakob Brønnum med punktnedslag i filosofi- og litteraturhistorien udfolder i bogen ”Gensyn med den store fortælling”. Denne store fortælling spreder sig ud over en lang række temaer, som Brønnum gennemgår undervejs i sin bog. ”Den store fortælling” beskæftiger sig med livet og døden, ja, med selve eksistensen og dens vilkår. Den rummer en rigdom af indsigter på godt og ondt, og den gør læseren klogere på sig selv og andre. Disse indsigter og denne klogskab har mistet sin agtelse og betydning i den postmoderne epoke. At det kun er en epoke, må man i hvert fald håbe på. Brønnum gør med sit ”Gensyn med den store fortælling” en brav indsats for at vække os af vore dages materialistiske tornerosesøvn og genoplive interessen for ”Den store fortælling”, som kan vejlede, advare og skabe det fællesskab, der i dag lider nød.

Intet menneske er en ø
Jeg kan sagtens have svært ved at lægge en bog fra mig, men det gælder som regel romaner. Brønnums lille bog er en undtagelse, der bekræfter reglen. Her er der tale om faglitteratur præsenteret i en essayistiske form, der greb mig, så det ene kapitel trak det næste med sig. Grunden hertil er, at bogen indeholder så mange fine tanker, overvejelser, refleksioner og provokationer – ja, tilmed en del aha-oplevelser – at læsningen bliver fornøjelig, selvom Jakob Brønnum er ude i et meget alvorligt ærinde.

Brønnum ved udmærket, hvad han vil med sin bog – og sin læser. Til tider kan man stoppe op et kort øjeblik og overveje, om den forståelse, han tillægger en litterær klassiker, nu også svarer til forfatterens intentioner med det skrevne. Men dels har enhver forfatter overladt sit værk til læseren (i dette tilfælde Brønnum) og kan ikke gøre krav på den ”rigtige” fortolkning, dels er det svært for læseren af ”Gensyn med den store fortælling” ikke at lade sig forføre og følge Brønnums oplysende vej med de pointer, han lidt efter lidt åbenbarer og samler.

Man kommer vidt omkring. Fra de store græske og romerske filosoffer og mytologier over Dantes guddommelige komedie og senere William Shakespeares skuespil og Goethes klassikere til de store russiske forfattere med Leo Tolstoj og Fjodor Dostojevskij i spidsen. Friedrich Nietzsche nævnes flere gange, fordi han er med til at tale den store fortælling ned. Men den lever dog stadig gennem størstedelen af det 20. århundrede, hvilket afsløres i gennemgange af værker skrevet af for eksempel Franz Kafka, Thomas Mann, Albert Camus, Bertolt Brecht, Ray Bradbury, Ernest Hemingway, J.R.R. Tolkien, Jorge Luis Borges og Jose Saramago. Listen er lang og kunne have været endnu længere, men Brønnum formår at dele ud af de litterære smagsprøver på en måde, så man ikke forspiser sig, men fastholder appetitten.

Brønnum benytter de mange genfortællinger og fortolkninger til at beskrive ”Den store fortælling”, der også er repræsenteret af den allermest betydningsfulde skriftsamling i den vestlige verden, nemlig Bibelen. Også her har Brønnum nogle overraskende, men brugbare fortolkninger, der får læseren til at ønske sig tilbage til dengang, fortællingen ikke blot kredsede omkring den enkelte, men insisterede på, at vi kun lever, fordi vi har andre at leve med. Intet menneske er en ø.

Ikke alt håb er ude
I sin gennemgang giver Brønnum også eksempler på nulevende forfattere, der skriver videre på ”Den store fortælling”, så selvom det står galt til, er alt håb ikke ude. Der findes stadig forfattere, der ser livet i lyset af den fortælling, der også indeholder advarsler mod magtmisbrug og de menneskeskabte, men umenneskeliggjorte markedskræfter. ”Den store fortælling” kan sagtens underholde, men den fortælles aldrig kun for underholdningens skyld. Den fortælles for at skabe en mellemmenneskelig forståelse, man kan lade sig inspirere af. Læser man ”Gensyn med den store fortælling” bliver man klog på både den nuværende periode og de mange forudgående, og desuden får man en ubændig lyst til at kaste sig over en række af de værker, der udfolder ”Den store fortællings” mange temaer.