Brød og skuespil

"Her til lands lever vi i et samfund, hvor der nærmest gøres en dyd ud af historieløsheden. Man skal tænke ”fremadrettet”, og enhver handling skal – hvis det står til politikere og statsembedsmænd - have økonomisk indtjening som mål."

Klassikerlæsning

Ray Bradbury:

”Fahrenheit 451”

1953 (dansk 1955).

Af Egil Hvid-Olsen

Med udtrykket ”Brød og skuespil” henviste den romerske digter Juvenal til de kornuddelinger, gladiatorkampe og hestevæddeløb, som kejseren foranstaltede. Juvenal tolkede det som en måde at lokke befolkningen bort fra at drøfte politik. Med en fyldt mavesæk og lidt spænding var alle tilfredse. Maduddeling og underholdning blev altså et magtmiddel, der holdt pøbelen i ro.

Otte år efter bombningerne af Hiroshima og Nagasaki, der satte et endeligt punktum for 2. verdenskrig, og i skyggen af den kolde krig, udgav den amerikanske forfatter Ray Bradbury science-fiction romanen ”Fahrenheit 451”. Titlen forklares med oplysningen ”451o Fahrenheit, den temperatur hvorved bøger antændes og brænder…”, hvilket giver god mening, idet hovedpersonen Guy Montag er brandmand. Meningen bliver dog først klar, idet man får at vide, at titlen ikke dækker over en person, der slukker, men antænder brande. Montag er med i et korps, der alarmeres, når der er begrundet mistanke om, at navngivne borgere er i besiddelse af bøger. Straks er korpset på pletten og afbrænder litteraturen. I visse tilfælde brændes også det hus, bøgerne befinder sig i, ligesom dets beboere ikke nødvendigvis slipper fra den ulovlige bogbesiddelse med livet i behold.

Montag går op i sit arbejde, men rystes i sin grundvold ved mødet med den unge pige Clarisse, der har sans for naturens mirakel og livets storhed. Selvom den slags refleksion anses for at være samfundsskadelig, gribes Montag af Clarisses livsglæde, hvilket får ham til at indse, hvor langt væk han og hans hustru, Mildred, har bevæget sig fra hinanden. Mildred er optaget af ”Familien”, der er karakterer i en soap-opera, hvor aktørerne grundet en teknisk finurlighed henvender sig til den enkelte seer med navns nævnelse, hvorved seeren knytter følelsesmæssige bånd til de fiktive personer, der derved bliver hans/hendes fortrolige familie. Mildreds største drøm er at få en fjernsynsskærm til stuens fjerde væg, så hun kan være helt omsluttet af sin statsstyrede familie, der får hverdagen til at glide tanke- og problemløst.

Hvad han går glip af

Da først Clarisse har fået Montag til at opdage, hvad han går glip af, tager han sit liv op til revision, hvilket er noget af det farligste at gøre i en nation som den, han bor i. Derfor stiger spændingen da også gennem resten af bogen.

Montag erkender, hvad det er, han og resten af brandkorpset udsletter. Det er hele menneskeslægtens erfaring. Befolkningen spises af med brød og skuespil, fordi det gør den meget lettere at styre, men samtidig mister den det særligt menneskelige, nemlig evnen til at reflektere og lære af historien og andres erfaringer.

Her til lands lever vi i et samfund, hvor der nærmest gøres en dyd ud af historieløsheden. Man skal tænke ”fremadrettet”, og enhver handling skal – hvis det står til politikere og statsembedsmænd - have økonomisk indtjening som mål. Hvis ikke taber vi i konkurrencestatens kamp mod andre vækstøkonomier. Folkeskole, gymnasieskole og universiteter er blevet ensrettet, så der kun satses på det, der kan betale sig på kort sigt. Den nysgerrige, lidenskabelige, måske ligefrem nørdede undersøgelse af problemstillinger, der ikke synes at kunne give økonomisk indtjening i første omgang, afvises.

Man sætter de gode karakterer som det eneste mål gennem hele uddannelsessystemet, og giver de selvsamme høje karakterer for den refleksionsløse udenadslære i stedet for at belønne den elev/studerende, der har ladet sig gribe af faget og søgt ud mod dens yderpunkter, hvorved vedkommende har tilegnet sig tilstrækkelig viden til at have et personligt standpunkt (jf. Rane Willerslev ”Tænk vildt. Det er guddommeligt at fejle”, Peoples Press 2017).

Konkurrencestatssoldater

Den enkeltes refleksioner, besindelse på tidligere tiders erfaringer og deraf følgende facetterede viden, der for et årti eller to siden udgjorde universitetets betydeligste værdi, er i bedste fald blevet ligegyldigt, i værste fald uønsket. Hensigten synes at være at fodre erhvervslivet med konkurrencestatssoldater, der kan foretage de ønskede beregninger, men ikke er i stand til at tænke hverken dybsindigt eller alternativt. Dermed bevæger man sig frem mod en stadig stigende grad af åndløshed, der – sat på spidsen – kan minde om den, Mildred føler sig så tryg ved i ”Fahrenheit 451”; en åndløshed, der – uden at være sat på spidsen – skaber en arbejdsstyrke, der ikke vil være i stand til at tænke stort og nyt i et samfund, der ellers har ”innovation” som et af sine plusord. Den åndløse og snævert målfokuserede indlæring medfører tilmed, at man mister den mellemmenneskelige forståelse, fordi man ikke dannes i fornemmelsen af, at mennesker, der er anderledes end en selv, godt kan have noget brugbart at bidrage med. Man skoles i et system, der sætter snævre rammer for indlæringen og gør alt andet overflødigt, fordi det ikke umiddelbart stiler mod målet.

Endnu værre er det, at den selvsamme åndløshed vil gøre det umuligt at styre uden om en gentagelse af fortidens fejltagelser, hvilket i værste fald kan koste tusindvis af menneskeliv. Den historieløshed, der dyrkes fra blandt andet politisk side, og som er overbevist om, at man intet kan lære af fortiden, gør os dummere, end vi er fra naturens side. Samtidig gør det os lettere at styre. Vi er allerede godt på vej til en tilværelse som Mildreds, når man tænker på, hvor meget tid der bruges på diverse livstils- og underholdningsprogrammer i danske dagligstuer. Vi er som den romerske pøbel, der forholdt sig i ro, når blot de fik mad og underholdning. Hvad, vi risikerer lige så stille at miste, er imidlertid den ånd, der er blevet opbygget gennem utallige generationer.

Dette er, hvad der er sket i den nation, Montag er indbygger i. Han lever i et gennemført åndløst samfund, hvor mennesker er fremmede for hinanden. Et alternativ til dette møder han først senere i den gamle akademiker Granger, der forklarer ham det enkelte menneskes potentielle værdi med beskrivelsen af sin bedstefar: ”Da jeg var dreng, døde min bedstefar, og han var billedhugger. Han var også et meget godt menneske, der havde megen kærlighed at skænke verden, og han var med til at få renset ud i slumkvartererne i vores by; og han lavede legetøj til os og fik en million andre ting fra hånden i løbet af sit liv; hans hænder hvilede aldrig. Og da han døde, gik det med ét op for mig, at det slet ikke var over ham, jeg græd, men over alle de ting, han havde gjort. Jeg græd, fordi han aldrig mere skulle gøre dem - fordi han aldrig mere skulle snitte i et stykke træ eller hjælpe os med vores dueopdræt i gården eller spille violin eller fortælle os morsomme historier, som kun han kunne det. Han var en del for os, og da han døde, døde også alle de ting, for der var ingen, der kunne gøre dem, sådan som han havde gjort dem. Han var en personlighed. Et betydeligt menneske. Jeg har aldrig helt forvundet hans død. Jeg har tit tænkt på de vidunderlige billedhuggerværker, der aldrig blev til, fordi han døde – eller på hvor mange morsomme fortællinger, der aldrig kom til at se dagens lys, eller på alle de duer, der aldrig fik følt hans hænders berøring. Han skabte verden. Han gjorde noget – i verden og ved verden. Verden gik glip af ti millioner vidunderlige handlinger den nat, da han døde.”

Rødder i historien

Selvom Granger begræder alt det, hans bedstefar ikke nåede, bærer han selv en del af ham med sig. Han er gennem hele livet blevet inspireret af sin bedstefar, der lidenskabeligt greb det liv, han fik stillet til rådighed, og brugte det til gavn for sig selv og andre. Med rødder dels i sin bedstefars historie, dels i verdenslitteraturen er Granger hverken historie- eller åndløs, men værdsætter fortidens erfaringer. Derfor er han også – midt i voldsom ødelæggelse og håbløshed - i stand til at se fremad mod lysere tider. Han ved, at mennesket har evnen til at bygge op; ikke kun til at rive ned: ”Der var engang en tosset fugl, længe inden Kristi fødsel, og den hed Føniks, og med nogle hundrede års mellemrum byggede den sig et ligbål og besteg det selv.

Den må have været menneskets første slægtning. Men hver gang steg den igen op af asken og fødtes igen på den måde den ene gang efter den anden. Det kunne se ud til, at det er det selvsamme, vi gør, men vi har én ting, som bemeldte Føniks ikke havde: Vi er vidende om den fordømte tåbelighed, som vi netop har begået. Vi er vidende om alle de fordømte tåbeligheder, som vi har begået gennem tusind år, og så længe vi er det, og ikke fornægter denne viden, men altid holder os den for øje, er der endnu håb om, at vi en dag kan få ende på disse forbandede ligbål. For hver generation der vokser op, bliver vi et par stykker til, der husker.”

Èt er altså at begå tåbeligheder, noget andet – og endnu mere tåbeligt – er, at lade sig føre ud i historie- og åndløshed og glemme fortidens tåbeligheder, for derved sikrer man sig kun den ulykke at gentage de tragedier, vi burde have taget ved lære af. Det er altså kun, hvis Grangers påstand - ”for hver generation der vokser op, bliver vi et par stykker til, der husker” – er korrekt, at der er grund til optimisme.