Arendts erindringer om Auden

EN LITTERÆR REFLEKSION

Af Jakob Brønnum

En gang ville man mene, at den engelske digter W. H. Auden (1907-73) var en større kulturpersonlighed end Hannah Arendt, men det har ændret sig. Arendt er langt mere kendt end Auden idag. The New Yorker bringer et genoptryk af hendes erindringer om Auden. Det er passende, nu Poul Borum er blevet fedtet ind i forfatterskoleskandalen (hvis håndtering og aktører lidt for tydeligt illustrerer, hvorfor kunsten har mistet sin samfundsforvandlende stemme) at citere fra Borums mesterværk, Poetisk modernisme (1966). En blandt bogens mange udødelige bemærkninger:

Arendt

"Jeg kan ikke fordrage Audens digte. De forekommer ikke at være skrevet af et menneske, men af en person i en roman af Evelyn Waugh." Jeg er helt uenig med Borum, også selvom han i forsættelsen argumenter grundigt for det. "Hvis der ikke skal mere til end at være jonglør med livsanskuelser og gloser, så er Auden genial. Hvis man venter personlighed og almenhed, nødvendighed og fuldkommenhed, så er Auden et tidsfænomen og ikke andet."

Jeg har aldrig kunne glemme, at sætninger i afsnittet som "Audens alvor er damebladenes og Audens satire er mandebladenes," er skrevet lige præcis i de timer, uger og måneder Borum reviderede sin kønslige selvopfattelse. Jeg ved ikke, om man dengang vidste, at Auden var homoseksuel. Måske mærkede Borum en følelsesmæssig uærlighed hos Auden, ligesom den man mærker hos Herman Bang, når han lader som om han skriver om en forelsket ung kvinde.

Auden

Der er ganske rigtigt noget overfladisk ved Auden, men det er så omfattende at der også er noget universelt over Auden. Det er i øvrigt Audens berømte digt over den magiske renaissancedigter John Donnes "No man is an island," i anledning af Tysklands invasion af Polen i september 1939, Margret Thatcher fejlciterer, når hun 40 år senere - i et dameblad - siger "There is no such thing as society," og skaber det ideologiske fundament for millioner af menneskers grålige hverdagslidelser under neoliberalismens privatiseringsmani. Underforstået: Enhver er sig selv nærmest.

Auden siger det modsatte: "There is no such thing as the State/ And no one exists alone." Han mener: Ingen stat kan kræve liv af hensyn til sig selv, for den er ikke selv liv.

Arendt reflekterer også i artiklen over det træk, Borum indfanger: "... much of his work, in utter simplicity, arose out of the spoken word, out of idioms of everyday language—like “Lay your sleeping head, my love, Human on my faithless arm.” This kind of perfection is very rare; we find it in some of the greatest of Goethe’s poems, and it must exist in most of Pushkin’s works, because their hallmark is that they are untranslatable. The moment poems of this kind are wrenched from their original abode, they disappear in a cloud of banality."

De blev ikke meget dybe venner, selvom der var grobund for det, husker Arendt, "I rather gladly respected it as the necessary secretiveness of the great poet, one who must have taught himself early not to talk in prose, loosely and at random, of things that he knew how to say much more satisfactorily in the condensed concentration of poetry."