En rigdom af glaskunst i danske kirker

Ole Villadsen:

”Moderne glaskunst i danske kirker. En billedguide”,

Frydenlund 2018, 464 sider, 399 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Det kan siges meget kort: ”Moderne glaskunst i danske kirker” er en smuk og særdeles brugbar udgivelse i et format, der gør det muligt, at have bogen liggende fast i bilen, så man har den ved hånden, når man tilfældigvis kommer i nærheden af en af de godt 195 kirker, hvis glaskunst Villadsen beskriver. Som værkregistrant er bogen altså et must for kunstinteresserede.

Villadsens bog er forsynet med over 1100 farvefotos, hvoraf langt størstedelen er af fin kvalitet. Dette gør bogen værd at kigge i, selvom man måske ikke interesserer sig for værkernes kunstnere og de kirker, glaskunsten befinder sig i. Således kan udgivelsen også snildt bruges som coffee-table-book.

Disse plusser burde være nok til at få den kunstinteresserede til at anskaffe sig et eksemplar af bogen eller i det mindste låne den på biblioteket, for det er den bestemt værd. Hvad der følger herefter af forbehold skal altså ikke overskygge ovenstående ros.

Mere om arkitekturen end om glaskunsten

Ole Villadsen er tidligere lektor i billedkunst og kunsthistorie, og man fornemmer hurtigt, at man er i gode hænder. Imidlertid vakte det hos mig en vedvarende frustration under læsningen af bogen, at Villadsen har valgt en særlig opdeling af den sparsomme tekst. Han insisterer på at beskrive hver enkelt kirkebygning med oplysninger, hvornår den stammer fra, og hvornår der er foretaget ombygninger, samt hvad disse har medført af arkitektoniske forandringer. Der redegøres for de enkelte bygningsdeles stilarter, for tagbeklædning og indgangsdørens placering med mere, hvorved der oftest bruges hen mod halvanden ud af de typisk to små spalter, Villadsen har tilladt sig at skrive pr. kirke.

Dette medfører en ofte meget kortfattet beskrivelse af de værker, bogen egentlig handler om. Det kan synes fornuftigt nok de gange, der er tale om abstrakte motiver, hvor farverne har større betydning end motivet; men det er lidt ærgerligt, når kunstneren tydeligvis har haft en eller flere fortællinger på hjerte. Dog er Villadsen ikke mere minimalistisk, end at han af og til citerer kunstnernes udtalelser om deres værker. Men det er altså mere undtagelsen end reglen. Det havde været forfriskende, hvis Villadsen havde vovet sig lidt mere ud i mulige fortolkninger. Med sin faglige baggrund burde det være muligt for ham, men det er meget sjældent, at han gør forsøget.

Naturligvis er det vigtigt at vide, hvordan kirken ser ud, så man kan forestille sig, hvordan de enkelte værker fungerer i samklang med rummet og det øvrige interiør. Det er bestemt også relevant, når Villadsen beskriver, hvilke andre former for kirkekunst, der findes i bygningen – men jeg kan ikke se, hvorfor det er så vigtigt at få en forholdsvis grundig beskrivelse af kirkens ydre. Et helhedsindtryk får man alligevel af det billede, der i samtlige opslag viser kirken set udefra. Om taget på kirkens skib er lagt med bæverhaletegl eller en anden form for tegl, om tårnet har saddeltag eller spir, om ydervæggene har været pudsede før eller ej er jo ret underordnet for de værker, der i langt de fleste tilfælde ses bedst indefra.

Når det er sagt, må jeg indrømme, at den arkitektoniske og bygningshistoriske gennemgang kan være gavnlig for den, der ikke kun besøger kirken for at se dens glaskunst, men gerne vil have et hurtigt overblik over bygningen historie for derefter at koncentrere sig om kunsten.

58 års glaskunst

I sin bog gennemgår Ole Villadsen glaskunst, der er anskaffet til danske kirker fra 1960’erne og indtil i dag. Han har opdelt stoffet geografisk: Jylland (henholdsvis i nord, syd, vest og øst), dernæst Fyn og øer, der efterfølges af København, Sjælland og øer. Til slut to små kapitler om henholdsvis Lolland-Falster og Bornholm. I sidstnævnte kapitel kan man under ”Kastelkirken” (s. 452-453) læse om de glasmosaikker af Paul Høm og Lisbeth Munch-Petersen, der blev lavet i 1973 til Ribe Domkirke, men måtte vige pladsen for Carl-Henning Petersens langt mere farverige ruder (s. 134-135).

Selvom bogens titel er ”Moderne glaskunst i danske kirker” er der enkelte værker, der allerede virker lidt altmodisch. Her tænker jeg særligt på de mosaikker, hvor glasset er fæstnet i cement, der udgør motivernes konturstreger, men gør det på en måde, der fylder meget og derfor også sluger meget af det lys, der var trængt længere ind i rummet, hvis glasset eksempelvis var fastgjort med bly eller bare med mindre mængder cement. Det er særligt Knud Lollesgaard, men også til en vis grad Sven Havsteen-Mikkelsen, der har en svaghed for de kraftige cementlinjer.

Nogle af de gengivne værker er naturligvis mere vellykkede end andre. Ind imellem formår man ikke at bladre videre, fordi blikket er fanget af et ualmindelig smukt farvespil eller et inspirerende motiv. Andre gange synes man, at man har set det samme værk blot med små nuanceforskelle. Det gør sig naturligvis særligt gældende ved de kunstnere, der er blevet brugt meget ofte (måske for ofte), eller ved motiver, der nærmer sig det banale. Andre værker pirrer derimod nysgerrigheden og vil kunne beskues igen og igen, fordi de gemmer på nuancer, der først dukker op lidt efter lidt. Atter andre er så indforståede, at beskueren vil have svært ved at få hoved og hale i dem uden hjælp fra kunstneren. Det kan man ikke nødvendigvis bedømme værkernes kvalitet ud fra, for vurdering af kunst er også meget afhængigt af smag, men hvis kirkekunsten bliver alt for elitær, kan det godt gå hen og blive et problem i Folkekirken, der ikke må blive direkte ufolkelig.

Velegnet opslagsværk

”Moderne glaskunst i danske kirker” er ud over et forord og en kort introduktion til glaskunst forsynet med et glimrende appendiks, der rummer en side med ordforklaringer, en litteraturliste, et navneregister og en alfabetisk liste over de behandlede kirker. Dette gør bogen endnu mere egnet som opslagsværk og som sådan er den som nævnt absolut værd at stifte bekendtskab med.