Spøgelsets tårer

William S. Burroughs : 

De tabte muligheders spøgelse

Oversat af Flemming Andersen

Det Poetiske Bureaus Forlag (Bureauets lommebibliotek)

150 kr.

Af Mads Kusk

Dybdeøkologen Burroughs rører dig til tårer i De tabte muligheders spøgelse.

Han blev bla. kaldt El hombre invisible, William S. Burroughs og hans fremtoning kunne da også være lidt genfærdsagtig. Og på en måde var han jo kommet tilbage til livet efter massivt narkotikamisbrug og personlige tragedier – og som sådan i stand til at beskrive, spidde, opsprætte den menneskelige eksistens. Sjældent et kønt syn og så oven i købet for det meste udført med den af mange forkætrede cut-up-teknik. Et spøgelse, der red det 20. århundredes litteratur som en mare – for vovede du dig først ind i hans tekster, måtte du ikke så sjældent indrømme, at de var suverænt billedfremkaldende…

Og nu, med en sær timing, rammer så hans sidste fiktionsværk (fra 1991) dansk litteratur i den længe savnede oversættelse.

Det tilpas informative forord foreslår, at den lille roman kan anskues som en pixi-Burroughs; her er alle elementerne, trængt sammen i en lille velfungerende helhed. Men – og igen rammer forordet hovedet på sømmen – minsandten om ikke der er mere til! Et budskab. Og så endda økologisk. Grædende dyr og tårefremkaldende menneskelig dårskab, ja, det er det tætteste vi kommer på en sentimental Burroughs, i denne fortælling bygget op omkring historien/myten/skrønen måske/måske ikke skrevet af Defoe om fribyttersamfundet Libertatia og særligt Kaptajn Mission, hvis vandring på om ikke jomfruelige, så dog ikke overgramsede, Madagaskar i det tidlige 1700-tal fortællingen er bygget op omkring.

Måske burde det ikke undre os så meget, denne økologiske og sentimentale Burroughs. Jeg har altid syntes, han var en vidunderlig om end spekulativ biologisk filosof. Ja, at det var selve kernen i hans foretagende. Men, at han – sådan synes det nemlig – virker rørt til tårer over aber og tasmanske pungulve, well, it beats me. Komplet med en henvisning til, hvor man kan støtte lemurernes sag!!

Ja, man skulle virkelig tro, han var i familie med Tarzan-skaberen Edgar Rice Burroughs…

Tæt på lemurerne

For vi kommer tæt på lemurerne og særligt én ved navn Chance, hvis navn Burroughs behændigt bruger i titlen Ghost of Chance. Oversætteren argumenterer tilsvarende behændigt for sit valg af titel. Jeg kunne pege på andre steder, hvor oversættelsen kunne diskuteres. Men Burroughs er på en måde en taknemmelig opgave for oversættere, en udfordring, ja, der er noget at leve op til(og det bliver der), men han er ikke stilistisk opstyltet, har sine særheder, men er ikke dybt personlig i sin skrivemåde – og desuden har han så afgjort ikke noget helligt forhold til sprog endsige skriftlige outputs. Manden mente jo langt hen ad vejen, at sproget er en virus og hvis ikke det, så en sikker måde for mennesket at kunne drive væk fra den øvrige natur og leve i splendid isolation.

Netop denne driven væk fra, væk fra f. eks. muligheden for at leve i økologisk samdrægtighed med klodens mange andre arter, bliver et leitmotif i den lille knaldperle af et litterært testamente af cut-up-teknikkens godfather. Endnu engang svinger han saksen kirurgisk og sendte mig næsten til tælling på side 36 og, gudbevarmigvel, i en note:

”Når vi iagttager planeten som en organisme er det åbenlyst, hvem planetens fjender er. Deres navn er mængde. De dominerer og befolker planeten. ”De bedragne og bedragerne som selv bliver bedraget”. Troede Homo Sap, at andre dyr kun var skabt for at han kunne spise dem? Åbenbart. Bulldozere ødelægger regnskovene, de angste lemurer og de flyvende hunde, den syngende Kloss’ gibbon, som frembringer den smukkeste og farverigeste musik blandt alle dyrene på landjorden. Alle forsvinder de for at bane vej for mere og mere devalueret kvæg med mindre vild gnist, den ubetalelige ingrediens – energi ind i stof. Et udstrakt mudderskred af sjælløst søle.

Beat generationens grå eminence og cut-uppens coole godfather er død – længe leve Onkel Øko-Burroughs.