Tidsbilleder i klassiske gys

Mary Shelley, Virginia Wool m.fl: ”Døden og kvinden – Klassiske gys skrevet af kvinder”, oversat og redigeret at Steen Langstrup, 2 Feet Intertainment, 2023.

Af Egil Hvid-Olsen

Forfatter og forlægger Steen Langstrup har oversat ni gyserfortællinger af lige så mange kvindelige forfattere, hvoraf den, der har det tidligste fødeår (1797), er Mary Shelley, mens den af de ni, der døde senest (1948), er Gertrude Franklin Horn Atherton. Det er der kommet en ikke særlig uhyggelig, men alligevel interessant samling ud af.

Spiritistisme og ligheder med Faust

Den nok mest særprægede historie – ”Ekkogrotten” - er skrevet af Helene Petrovna Blavatsky. I Langstrups kortfattede, men informative biografiske oplysninger om de enkelte forfattere oplyses det, at Blavatsky var spiritist og også selv optrådte som medie ved visse lejligheder. I fortællingen finder klimaks netop sted ved brug af et medie. Den spiritistiske seance holdes i en grotte, hvor et mord nogle år tidligere havde fundet sted, og man kan roligt sige, at seancen går amok.

Helene Petrovna Blavatsky

Også Mary Shelley, der som 18-årig skrev gyserklassikeren ”Frankenstein, gør brug af en nogle virkemidler, der overgår de mere traditionelle spøgelsesfortællinger. I ”Forvandlingen” spiller hun på det centrale tema i Goethes ”Faust” om at sælge sin sjæl.

Tidsbilleder set fra en kvindelig synsvinkel.

Selvom ”Døden og kvinden” rummer mange små gys, ligger dens kvaliteter for en moderne læser dog primært i fortællingernes tidsbilleder.

I Edith Whartons ”Selskabsdamens klokke” beskrives en ung pige på den alt andet end flatterende måde: ”Hun er den type, mødre forlover bort til unge afvigende mænd af stand.” (s. 96). Hermed siges der noget om kvindesynet i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Stakkels den kvinde, der må se sig lænket til en mand, der i højere grad anskuer sin ægtefælle for at være en brugsgenstand, der kan benyttes til at dække hans behov og lyster, end et medmenneske. 

At fortællingerne er skrevet af kvinder giver et indblik i disses selvforståelse. Nogle af forfatterne beskriver deres kønsfællers forhold uden at stille spørgsmål til rimeligheden heraf. Det er bare sådan, det er. Andre problematiserer mændenes frihed til at behandle kvinder efter forgodtbefindende. Dette er nok tydeligst i Whartons allerede nævnte fortælling, hvor en tyrannisk ægtemand gør livet surt for både sin ægtefælle og tyendet. Butleren er ligefrem så utryg ved sin herre, at han begynder at citere gammeltestamentlige domsprofetier, når det forlyder, at herren vender hjem fra en af sine mangfoldige rejser. Dog er det ikke den mandlige del af tyendet, der har grund til at frygte godsejeren mest. Denne store, blonde mand ”med tyrenakke, rødmosset ansigt og små, stikkende blå øjne” tager, hvad han vil have. Derfor fortsætter Whartons sin beskrivelse af ham: ”en mand af den slags, en simpel, ung tøs antageligt ville have fundet tiltrækkende, hvilket meget vel kunne være endt med at stå hende dyrt.” (s. 91).

Edith Wharton

Selvom mænd flere steder i ”Kvinden og døden” beskrives som herskesyge, beskrives en jævnbyrdig kærlighed i Gertrude Athertons novelle, der har givet samlingen sin titel. Og i ”Den gode lady Ducayne” af Mary Elizabeth Braddon er superskurken selv en kvinde, mens hovedpersonen reddes af en ædel ung mand.

Også for den, der ikke er gyserfan

Charlotte Riddell

”Døden og kvinden” skal altså ikke primært læses for gysets skyld. Flere af fortællingerne virker lidt sjuskede i deres opbygning, for eksempel i ”Selskabsdamens klokke”, hvor en skuffe tilfældigt glider op, så et fotografi deri kan føre fortællingen videre, eller i Charlotte Riddells ”Det gamle hus i Vauxhall Wall”, hvor et håndgemæng et andet sted i huset meget belejligt for historiens afslutning får et stort spejl til at falde ned. Dog er det måske bare en del af genren, at den slags sker. Overnaturlige hændelser må jo forventes i gyserfortællinger. Hvad enten man bemærker disse fortælletricks eller ej, er det dog samlingens tidsbilleder beskrevet med kvindelige øje, der er dens største styrke og som gør den værd at læse for den, der ikke er lidenskabelig gyserfan.

En naturkraft af en fortæller

"Det er, som om rodløshed og rastløshed smelter sammen med kvindelig frihedstrang i Michaëlis´ forfatterbevidsthed"

Karin Michaëlis
Hjertets Vagabond
Forlaget Alhambra 2023

Af Carina Wøhlk
Nogle romaner tager læseren med storm. Sådan er Hjertets Vagabond. En hæsblæsende oplevelse fra ende til anden. Et møde med en hvirvelvind af en fortæller. Og når bogen slås sammen til sidst, sidder læseren tilbage med røde kinder og sus i sindet.    

Hjertets Vagabond udkom i 1930 og var på mange måder kronen på Karin Michaëlis´ litterære værk. Michaëlis debuterede allerede i 1902 og havde således på udgivelsestidspunktet et rigt forfatterskab bag sig. I sin samtid var hun en kendt og anerkendt kulturpersonlighed. Alligevel sank hun siden hen i glemsel. Ikke mange kender til hendes bøger i dag. Det kan undre. Michaëlis´ forfatterskab fortjener at få den renæssance, som genudgivelsen af Hjertets Vagabond lægger op til.      

Hjertets Vagabond vidner om Michaëlis´ stærke personlige skrivestil og feministiske ærinde. Romanens tematiske omdrejningspunkt er kvinders frihedskamp – en kamp for friheden til at vælge for sig selv både kunstnerisk, økonomisk og seksuelt. Netop dette tema er gennemgående i Karin Michaëlis´ forfatterskab. Flere af hendes bøger kredser om pigers og kvinders udfordringer i et patriarkalsk samfund.

Som Michaëlis ser det, bidrager piger og kvinder til at forstærke uligheden imellem kønnene ved ikke at mønstre modet til frigørelse. Michaëlis selv gør oprør imod kvinders selvundertrykkelse ved at tilbyde litterære heltinder – den fremmeste af dem er hovedpersonen og fortælleren i Hjertets Vagabond: Kirsten.

Kirsten er en dynamisk figur. Hun bevæger sig fra det ene sted til det andet, fra den ene oplevelse til den anden, fra den ene mand til den anden. Hun fortæller sin historie fra et hjørne af haven - og er alligevel her, dér og alle vegne. Hun taler i øst og i vest og slynger læseren rundt i et univers af springende associationer. Sproget er fabulerende og fuldt af digressioner. Der er ingen sammenhængende handling. Kun en naturkraft af en fortæller og en masse nedslag i et broget liv. Læseren må selv stykke billedet sammen.   

Det dynamiske er forbundet med det vagabonderende, som romantitlen sætter ord på – og som også er et tilbagevendende motiv i flere af Michaëlis´ andre bøger.  Det er, som om rodløshed og rastløshed smelter sammen med kvindelig frihedstrang i Michaëlis´ forfatterbevidsthed.

Som det interessante forord af Michaëlis-kenderen Johan Rosdahl gør rede for, er der en klar pointe i, at forfatteren giver ordet til en kvinde. Hendes ord ER bogen. Hendes historie skal ikke formidles af en mand. Hun er selv frue over sit sprog og sin historie.    

Virkelighedens Kirsten

Hovedpersonen er ikke en fiktiv skikkelse. Hun er kalkeret over kunstmaleren Kirsten Kjær, som besøgte Karin Michaëlis i hendes hjem på Thurø i 1929. Under sit ophold fortalte maleren løs om bedrifter og begivenheder i et liv på de vilde vover. Hendes talestrøm blev stoffet til en ny roman – Hjertets Vagabond. 

Efter udgivelsen måtte Kirsten Kjær kæmpe sig fri af romanfigurens skygge og insistere på at være andet og mere end bogens frimodige hovedperson: Nemlig en gudsbenådet kunstner i sin egen ret.

I bogen siger hovedpersonen selv, at hun som kunstmaler ser dybere end fotografen: ”Jeg ser igennem helt ind til det inderste, til det, som menneskene ikke godvilligt viser frem” (se side 35). Måske deler forfatteren dette dybe blik. Og derfor vil et billede altid være mere end modellen og en bog altid mere end inspirationskilden.  

Uanset hvor Hjertets Vagabond henter sin saft og kraft fra, er romanen forfriskende anderledes. Læseren forelsker sig hovedkulds i Kirsten - den farverige og fandenivoldske kvinde, der ”har levet mit liv, som det passede mig – om det passede jer andre, jer om det! Og når jeg endelig engang skal dø – bank under bordet – så bliver det ikke af kedsomhed” (se side 73). Et kvindeeksempel til efterfølgelse…