Søvnforstyrrende drømme

 John Berryman: 77 Drømmesange. Gendigtet af Martin Knabe. Forord af Henri Cole. 101 sider. 150 kr. Forlaget Silkefyret.

Af Annemette Aracama

Man kan ikke synge Johns sange

Tværtimod. Glem det! John Berrymans digte lader hånt om inciterende, fuldtonende melodisk og bekvemmelig sangbarhed, og “drømme” forstået som forventningsguides vil hurtigt føre læseren på afveje. I Berrymans digte er der snarere tale om billeder afledt af parasomni:

Hvis vi sang i skoven (og døden er en tysk specialist)/mens sne fyger, afkølet, efter så hyppigt vide/så mange alle slags ingenting,/for bly & ild, er det ikke vi havde vidst/oplysninger, men dyr; kattes lyde,/hestes skrig, mennesket synger ting.

Nok er der tale om en fast form (omtrent hvert digt er lig med 18 verselinjer fordelt på 3 strofer), men igen og igen splintres alligevel den eventuelt naive læsers lyriske-romantiske og traditionelle forventninger om rim, metrik, sammenhængende syntaks og rytme. Hele digtkredsen er overalt uenstemmig, billederne er kaotiske – ofte ufuldendte – stemningen er kuldslået og tankerne bevæger sig uundgåeligt til James Joyces “ulæselige” værk “Finnegans Wake”. To figurer går igen, Henry og Mr. Bones. Det er en idiosynkratisk konstellation, men det er næppe helt i vejen, hvis man sammenligner med Jekyll og Mr. Hyde - et andet litterært og uheldssvangert makkerpar. 

Går læseren til “77 Drømmesange” med konsistente og dennesidige værktøjer, så går læseren forgæves. Om digtene udtalte Berryman selv; These Songs are not meant to be understood, you understand. They are only meant to terrify & comfort.

I sådan et morads er der ikke meget andet at gøre end at lade det flyde – og hænge på.

I Henri Coles fremragende forord – og introduktion – til John Berrymans digte, stiller Cole afslutningsvist spørgsmålet; Hvorfor skrive digte? Lad os blot vende det om og spørge; hvorfor læse (Berrymans) digte? 

Restauranten summer. Hun kunne ligeså godt være på Mars./Hvor gik det hele galt? Der burde være en lov imod Henry./- Hr. Bones: det er der.

Henry, Berrymans i digtene allestedsnærværende litterære alter ego, er på trods af en “alvorligt groft rystende” labyrintiske eksistens hele tiden på vej mod sig selv. Hvis litteraturen er et rum, hvor man kan komme i dialog med sig selv, bruge og genbruge troper, gentagelser og synergier efter eget forgodtbefindende, så er der plads til moden selvrefleksion i “restauranten”, også selv om atmosfæren der går til marv og ben.

For evigt alle de menneskelige sange

Venner, - han er kendt for at sørge, - jeg dør;/ lev I, i den største vildskab, venligt, grønt/delvist tilgivende skov,/en slags for evigt alle de menneskelige sange/luk ikke jeres bedre øre, mens de gode forårsvange/vender tilbage med en dans og et sørgeslør.

En af verdenslitteraturens største trusler kommer fra de skrivende og skabende selv. Det handler om en tendens til eftertidens uheldige trang til at lade skæbnen overstråle værket. (se blot Blixen og Hemingway). Berrymans liv var et sammensurium af litterære genius, selvdestruktion og alkoholisme. Værklighed og virkelighed, side om side. Til sidst døden for egen hånd. Har man ikke før stiftet bekendtskab med John Berrymans voldsomme billedlige frembringelser, så gør man sig selv en tjeneste ved at vente med forfatterbiografien. 

Poesi er muligvis verdens ældste litterære genre. Meget tyder på, at den sandsynligvis er opstået førend mennesket overhovedet kom på at nedfælde sproget på brændt ler, sten, papir, eller hvad der nu var for hånden. Bogstaveligt talt. Det er ord- og urkunst der har rødder langt hinsides litteraturkritik, videnskabelige læsninger og anmelderi. Det er litteratur der transcenderer tiden og afviser et konventionelt erkendelses- og fortolkningsmæssigt regelrytteri. Ikke mindst derfor kan selv en oversættelse - eller som her, en helt nødvendig gendigtning (forbilledligt gennemført af Martin Knabe), lægge et universelt håbets slør ud over eksistensen. 

Ordet poesi er afledt af det græske poeisis (“at bringe noget ind i væren som ikke var der før”). Det kan man roligt sige Berryman gør. Skriver som det næppe er gjort, hverken før eller siden.