Genfortryllelse af poesien med glimt i øjet

Søren Kristoffersen udgiver i år sin fjerde digtsamling. I den anledning har Simon Hesselager Johansen læst forfatterens anden digtbog. En Ko På Indlandsisen er, mener han, en vigtig digtsamling for det 21. århundredes Danmark, fordi den genopliver et forsømt poetisk ideal for vores tidsalder med en unik sans for humor.

Søren E. Kristoffersen: En Ko På Indlandsisen
Digtsamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2011
52 sider, 100 kr.

Af Simon Hesselager Johansen

Søren E. Kristoffersens 2. digtsamling, En Ko På Indlandsisen der udkom på Det Poetiske Bureaus Forlag i 2011, er en bog som viser hvorfor DPB og andre mikroforlag er vigtige: Det er en bog, det er svært at forestille sig et større forlag overhovedet vise interesse for.

En Ko På Indlandsisen passer nemlig ikke ind i nogen af de modediller, som har hersket i dansk poesi fra 1980'erne og fremad. I de sidste 40 år har dansk poesi som bekendt delt sig i to modsatrettede lejre indenfor både filosofi og skrivestil. Den ene blev indstiftet i sen-70'erne/tidlig-80'erne af digtere som F. P. Jac, Bo Green Jensen, Henrik S. Holck, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen hvis retning i dag videreføres af fx K. M. Edelfeldt og Mikael Josephsen. Disse digteres stil er alvorlig, dyster, selvhøjtidelig, metafysisk og filosofisk med fokus på skarpt symbolsprog.

Den anden lejr blev dannet af Morti Vizki, Lars Bukdahl, Kenneth Krabat, Per Højholt osv i sen-80'erne/tidlig-90'erne som reaktion mod 80'er-digterne. Deres etos udgør i dag grundlaget for Forfatterskolens ortodoksi: Opgør med digterrollen, satire over helliggørelse af digtekunsten samt en skrivestil som er uhøjtidelig, humoristisk, minimalistisk og formalistisk.

På mange måder er Søren E. Kristoffersen i En Ko På Indlandsisen tættest på 80'er-digterne. I  ”Ingen skriver til digteren” på s. 32-33 nævner han faktisk F. P. Jac som forbillede! Kristoffersens overordnede mission i den digtsamling er netop en slags gen-helliggørelse af poesien og en rekonstruktion af et klassisk digterideal som sidst var på mode i 80'ernes første halvdel. Det første digt i samlingen, ”Kurator” på s. 6, fungerer som et rammende manifest:

”Uden kunst ville vi kun have krig,
selv kærlighed er syntetisk.
Uden evnen til abstraktion ville vi
blot være mennesker,
huler uden menneskeligt indhold
portrætter af jagede dyr.
Uden muserne ville vi kun have kulde,
kampen for at overleve.
Uden museerne ville vi straks have kaos,
sværme af selvgjorte kuratorer,
der fumler med den fine fingermaling.
Uden kunstnere ville vi kun have
kommandanter,
hjerteløse elskere af konspirationer.”

Kristoffersen begynder altså digtsamlingen med at erklære sig som arving til en tradition som går hele vejen tilbage til jægerstenalderens hulemalerier, der netop spillede centrale roller i stenalder-jægernes animistiske religion. Her er kunstnerne, uanset hvilket medie de arbejder i, ansvarlige for at opretholde et samlende princip i menneskenes verden og skabe en orden i den moderne verdens morads gennem deres inspiration. Kristoffersen gør det også klart, at han ikke er bange for at virke gammeldags: Andre digte navntjekker inspirationskilder som Lord Byron i ”Den, der skriver” på s. 19 eller Edvard Søderberg i ”Vintervej” på s. 48. Udover dem ærer han Giacomo Leopardi og Henry David Thoreau med hyldestdigte på henholdsvis s. 25 og s. 44.

Læg forresten mærke til hentydningen til kommandanter, der beskrives som ”hjerteløse elskere af konspirationer” sidst i ”Kurator”. Igennem En Ko På Indlandsisen løber der en skarp samfundskritisk streg, af en art der undgår nemme løsninger og forsøger at tænke udenfor partipolitisk skrue-og-møtrik kulturkrig.

Samtidig med den alvorlige filosofiske dybsindighed er En Ko På Indlandsisen fyldt med fjollet humor og eksempler fra lavkulturelle referencerammer. Selve titlen er et godt eksempel – den hentyder både til ordsproget ”ko på isen” og til den klimakrise, der hænger over os som et upersonligt Damoklessværd. Klimaforandrings-dommedagen hentydes faktisk til direkte i et af de mest galgenhumoristiske digte, ”Profeti” på s. 37:

”Når indlandsisen engang er smeltet,
og Danmark ligger under vand,
da ringer vi efter -

Holger Danske Flytteforretning A/S”

Den tætteste åndelige slægtning til Kristoffersen, undertegnede kan komme i tanke om, er sandsynligvis Peter Laugesen som deler Kristoffersens talent for blanding af det høje og det lave. Gæt hvad, Laugesen æres også med et hyldestdigt på s. 45, nemlig ”Watson”:

”Peter Laugesen har skrevet i hober derom,

og egentlig er det ganske elementært,

næppe hævet over naturen -

det at skrive, altså.”

Centrum i En Ko På Indlandsisen er et langt digt med titlen ”Grønlænderfunktionær” på s. 28-30 der er et tydeligt forsvar for det traditionelle digterideal. Her opmuntrer Kristoffersen digtere til hverken at være bange for at virke selvhøjtidelige eller ende steder som virker problematiske for tidsånden. (politisk såvel som religiøst) Det første afsnit i ”Grønlænderfunktionær” erklærer:

”En digter må ikke være bange for at gå for langt.
En digter skal være bevidst om at gå for langt.
For langt ned i hundenes helvede,
for langt ned i syndernes sold,
for langt op i keruben Görings og Himmlers
himmels hvælvede forsiringer.”

Kristoffersens hentydning til Hitler håndlangere virker som en bevidst provokation overfor beundrere af den tyske filosof Theodor W. Adorno, der erklærede at ”efter Auschwitz er det barbarisk at skrive poesi”. Et standpunkt, som selv Adornos kollega Herbert Marcuse argumenterede imod for at forsvare den forpinte poesi. Senere i ”Grønlænderfunktionær” retter Kristoffersen sit sigtekorn imod autofiktionen og autobiografiernes dominans i nutidig dansk litteratur, samt kravet om at kunstneren autentisk repræsenterer egen kulturelle baggrund:

”En digter må gerne udnytte andres undergrund.
En digter må gerne være en anden.
Han må være fortrolig med smertens esse,
som nordboen, der smeder et sværd at palaver,
som en hjertelig tak, der bliver ramt af friendly fire,
som Grønland, der blev koloniseret af bjørnetjenester,
og nu om dage bliver demokratiseret af vennetjenester.”

Hentydningen til Grønland og Danmarks kolonihistorie er sandsynligvis bevidst. Grønland og dets kultur er jo blandt de tydeligste eksempler på alt det, som blev systematisk undertrykt hvis ikke forsøgt udryddet i det moderne fremskridts navn gennem historien. Alt det såkaldt antikverede og primitive som Danmark i dag forkaster både æstetisk, filosofisk og politisk er netop hvad Kristoffersen erklærer sig loyal overfor igennem denne digtsamling. ”Grønlænderfunktionær” ender selvfølgelig med et gnidningsløst gearskifte fra selvhøjtidelig filosoferen til fjollet humor:

”En digter må ikke være bange for mennesker,
en digter må ikke være bange for sig selv,
selvom det er det eneste han ser, så langt øjet rækker:
blå forrevne isfjelde skruet fast i et bittert frosthav,
en hel kæde af mindre tropeøer bundet ubehjælpeligt til hinanden af kulden.
Postkortet viser Erik den Røde i sneen på ryggen af
Rudolf med den røde tud.
En digter må ikke være bange for at more sig.
En digter må ikke være bange for et postkort.”

Netop her, i slutningen af ”Grønlænderfunktionær”, får Kristoffersen forklaret hans fusion af dybsindig filosofi med lavpandet humor og lavkulturelle referencer: De 2 sidstnævnte er nemlig også på den liste over ting, digtere ikke skal være bange for, hvis de udelukkende skal være loyale overfor at udtrykke de budskaber som brænder inde i dem for at komme ud.

Denne anmelder er nødt til at indrømme: Der er digte i En Ko På Inlandsisen, hvor Kristoffersens humor ikke helt virker for undertegnede eller synes en smule påklistret. (fx ”Babyblasert” på s. 12,”Ingen skriver til digteren” på s. 33, ”Lidt til en side” på s. 46) Skal jeg være ærlig, synes jeg at hvis digtsamlingen var blevet redigeret strammere kunne den være endnu bedre. En oplevelse, jeg tit har med udgivelser på mikroforlag. Jeg tænker samtidig, at mange redaktører på de små forlag nok tøver med at gå for hårdt til på bøger, der sandsynligvis ikke kunne udkomme nogle andre steder.

Alting taget i betragning, så er En Ko På Indlandsisen nøjagtig den slags digtsamling, jeg selv ønsker der blev udgivet flere af. Og en, jeg tænker ville kunne have en positiv påvirkning indenfor dansk poesi hvis flere mennesker læste den, netop fordi den er et kald efter poesi som tænker højere og længere ud af boksen.

Søren Kristoffersens forfatterskab:

Som nat og dag i maj (2007) En ko på indlandsisen (2011) Det korte af det lange (2014) Sølvpapir (2021)