Efter eksklusionen fra det sovjetiske kommunistparti og frem til sin død efter Anden Verdenskrig udvikler den russiske forfatter Victor Serge sit forfatterskab og revurderer marxismens analyse af kapitalisme og imperialisme så ikke kun arbejderklassens, men massernes kamp mod kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden og for klassesamfundets afskaffelse med socialisme og frihed bliver det centrale. Den revolutionære bevægelse for hele menneskehedens frigørelse kan stadig genopbygges med bl.a. skjaldenes vidnesbyrd, der ligger som indianske ”begravelsesmasker bevaret i jorden”, hvor der er så mange, at ”intet er tabt endnu”. Denne udvikling kan følges i den samling af hans noveller med titlen ”Jordskælv & andre fortællinger”, som Det Poetiske Bureaus Forlag netop har udgivet, oversat og forsynet med forord og noter af Thorvald Berthelsen.
Af Thorvald Berthelsen
Victor Lvovich Kibalchich (1890-1947), bedre kendt som Victor Serge, blev født i Belgien i af russiske forældre, der var flygtet for czartidens politiske forfølgelser. Han er i størstedelen af sit liv hovedsageligt professionel revolutionær og dernæst hovedsageligt romanforfatter fra 1929 til sin død i 1947. Først deltager han 1909 som anarkist og senere syndikalist i aktioner og opstande i Belgien, Frankrig og Spanien. Fra 1919 til 1947 deltager han som bolsjevik og senere venstreoppositionel (trotskist) i den russiske revolution, borgerkrigen, Kominterns internationale arbejde og kampen mod Stalins magtovertagelse; han ekskluderes af kommunistpartiet, fængsles og forvises til Orenburg. Han slipper ud af Sovjetunionen få uger før den første af de retssager, der fra 1936 udsletter den gamle, revolutionære garde. Tilbage i Belgien og Frankrig, arbejder han under den spanske borgerkrig for det venstresocialistiske POUM (Arbejdernes Marxistiske Enhedsparti); efter den tyske besættelse af Frankrig flygter han til Mexico, hvor han dør i 1947. Om dette kan man læse i En revolutionærs erindringer (politisk revy, 1976-77).
Efter flugten til Mexico indgår Serge i den oppositionelle marxistiske gruppe Socialismo y libertad (Socialisme og frihed), hvor også landflygtige fra den spanske borgerkrig som POUMs generalsekretær, Julián Gorkin, og den franske surrealistiske digter Benjamin Péret ,lederen af POUMs radiostation i Madrid samt frafaldne tyske kommunister som Otto Rühle og Fritz Fränkel deltog. De satte sig for grundlæggende at omvurdere analysen af kapitalismen under indtryk af udartningen af proletariatets diktatur, de totalitære styreformers og de demokratiske staters udvikling ”Socialisme er umulig uden frihed, uden garanti for alles frihedsrettigheder og uden en omfattende og fuldstændig realisering af demokratiet." Arbejderklassen er ikke længere den eneste revolutionære klasse, et nyt samfund ”er i hele menneskehedens folkemassers presserende interesse.” Selvom den øjeblikkelige indflydelse var ringe har disse opfattelser i efterkrigstiden givet næring til en genopblussende og stadig mere levende diskussion.
Litteratur og revolution
Trods forfølgelse, sult, censur og udgivelsesblokade i Sovjetunionen færdiggør Serge efter eksklusionen fra kommunistpartiet L’An I de la révolution russe (Den russiske revolutions år I), sit hovedværk om litteraturen i den revolutionære epoke, Litterature et révolution (Litteratur og revolution), novellerne Mer Blanche (Hvidehavet) og L’Hopital de Léningrad (Hospitalet i Leningrad) og de tre første romaner i den romanserie, der bærer vidnesbyrd om den russiske revolution og verdensrevolutionens storhed og tragedie, sejr og nederlag: Les Hommes dans la prison (Menneskerne i fængslet), Naissance de notre force (Vor styrkes fødsel)og Ville conquise (Erobret by) fra 1929-32.
Serges tosprogethed og baggrund i både den russiske og vesteuropæiske kultur samt i de revolutionære brændpunkter efter Første Verdenskrig sætter ham i stand til at videreudvikle den episodiske, kollektive roman i sine ni romaner om verdensrevolutionens storhed, sejr og nederlag.
Serge mener som Trotsky, at proletariatet, så snart det får magten, er nødt til at afskaffe klassesamfundet (og klassebestemt kultur) og udvikle en ny, humanistisk kultur. Men i modsætning til Trotsky mener han, at overgangsperioden, hvor proletariatet kæmper for endegyldigt at afskaffe borgerskabets magt og klassesamfundet, sandsynligvis bliver langvarig og strækker sig over flere generationer. I den periode har det ”som antikkens hære brug for sine egne intellektuelle: filosoffer, sangere, musikere, skjalde og historiefortællere.” Det er præcis den rolle Serge vil udfylde med sine vidnesbyrdromaner.
Pilnyak som forbillede og afsæt
Selv om han kritiserer Boris Pilnyak og andre nye sovjettiske forfatteres tvetydige holdning, tilslutter han sig også Bukharins synspunkt under Den Nye Økonomiske Politik (NEP) i starten af 20erne: At partikontrol i stedet for fri kappestrid var den hurtigste måde at kvæle den nye revolutionære litteratur, der var opstået efter revolutionen, på. Serge mente ikke, at partilitteraturen var den virkelige nyskabelse, men det var derimod den litteratur, der skrev sig ind i og ud fra den revolutionære proces. Boris Pilnyak var som mange andre af de nye romanforfattere ikke bolsjevik, men venstredrejet socialrevolutionær og havde været medlem af an anarkistisk landbrugskommune under revolutionen og borgerkrigen. Pilnyaks indflydelse viser sig også i den titel, Victor Serge giver sin forsvundne roman La Tourmente (Stormen); den er hentet direkte fra en historie af Pilnyak.
I sin positive anmeldelse af Boris Pilnyaks roman Nøgent år afslører Serge, hvor han gerne selv vil hen: “Der er ingen lineær fortælling … Men masser i bevægelse – hver enkelt er en verden og et mål i sig selv – begivenheder der smelter sammen, vikler sig ind i hinanden, kolliderer og overtrumfer hinanden, mangfoldige livsforløb, som dukker op og forsvinder, alle sjældne, enestående, centrale, fordi de er mennesker, alle ubetydelige i ‘Rusland, Tordenstormen, Revolutionen’. Han afslører også, hvordan han selv vil videreudvikle Pilnyaks fortællekunst i kritikken af dens svagheder: “Hvad ønsker denne Revolution? Den læser, der er uvant med revolutionær tankegang, må være helt besat af det spørgsmål … han ikke ignorere de ideer, som han udmærket ved har indflydelse på adfærden. En social klasses ideologi i kampen for magten, i sejrssituationen og som magthaver, bliver mellem linjerne en magtfuld faktor i omformningen af adfærden. Denne nye forfatter har ikke alle midlerne til at bidrage til dette” (Boris Pilnyak, Clarté, nr. 36, 20. maj 1923).
Serges æstetik
Som sagt er det præcist rollen som revolutionens skjald og historiefortæller, Serge vil udfylde med sin lyrik og især sine vidnesbyrdromaner. Han forstod dog fuldt ud, at kun en professionel forfatter med en lang læretid bag sig, som havde taget ”det væsentligste af den moderne kultur til sig” kunne påtage sig denne rolle.
Efter Serges mening er digtere og romanforfattere ikke rationelle politiske aktører, der underordner deres virkemidler under klart definerede politiske mål. ”Kunstneren derimod henter altid sit materiale fra underbevidstheden, fra det før-bevidste, fra intuitionen, fra et indre poetisk liv, som er ret svært at definere; han ved ikke med nogen sikkerhed, hvor han går hen eller hvad han skaber.” (En revolutionærs erindringer, s. 358-359) Fra sin tid som Komintern-udsendt i Wien havde Serge et indgående kendskab til Freud og Adler.
Som udøvende kunstner var det Serges ambition at udforske disse teorier i sit forfatterskab og bryde ny grund ud fra den klassiske, russiske og franske realistiske fortælling fra før Første Verdenskrig. Det var nødvendigt for at kunne skildre revolutionens og den moderne verdens opbrud. Og han ville gøre det ved at udfolde massernes både materielle og underbevidste liv gennem denne revolutionære epoke i sine digte, kollektivromaner og noveller. Resultatet blev en syntese af kollektivroman, realisme og stream-of-consciousness i hans vidnesbyrdromaner og noveller, inspireret af Freud og Adler, Joyce og Dos Passos, Gramsci og Lukacs, Pilnyak og de russsiske klassikere Dostojevskij og Tolstoy. I novellesamlingen Jordskælv & andre fortællinger kan man i koncentreret form følge disse bestræbelser, f.eks. i novellen Hvidehavet om en økonom- og en sundhedsembedsmands inspektionsrejse gennem Hvidehavskystens vinter i samojedeland, hvor vi både følger de to inspektørers, bondefiskernes og samojedernes tanker og barske livsvilkår efter starten på den første femårsplan og tvangskollektiviseringen af landbruget, fiskeriet, jagten og rensdyropdrættet. Og i den korte novelle Hospitalet i Leningrad, hvor inspirationen fra Freud måske slår tydeligst igennem. Den er skrevet i 1932 og omhandler det stalinistiske undertrykkelsesapparats udelukkelse af modstandere fra almindeligt arbejde og brug af psykiatriske tvangsindlæggelser. Den behandler de indlagtes neurotiske frygt eller angst, ”selvom de ikke har noget reelt at være bange for” med det ironiske twist, at de i høj grad har det stalinistiske terrorregime at være bange for, hvilket sætter både Freud og GPUs sindssygebegreb i relief.
Victor Serges forfatterskab og skrivestil er i høj grad præget af hans livssituation. Bestandig fængslet, interneret, deporteret eller på udviklede han en staccato telegramstil, hvor han uden rettelser skrev i afsluttede episoder, som kunne smugles ud til de små venstreorienterede forlag i Frankrig, Belgien og Spanien.
På grund af hans særlige situation og baggrund var han den eneste overlevende, der frit kunne fortsætte udviklingen af en revolutionær litteratur i 1920er og 30erne. Som den irske forsker i slavisk kultur og historie, Neil Cornwell, har udtrykt det: “Selvom de er skrevet på fransk, er Serges romaner måske det nærmeste, vi har, der viser hvad sovjetisk litteratur kunne være blevet i 30erne...”.
Forvisning
I 1933 blev Serge deporteret til Orenburg tæt på grænsen til Kazakstan fra 1933-36. Her skrev han de næste romaner i serien, de konfiskerede og forsvundne Les Hommes perdus (Fortabte mennesker) og La Tourmente (Stormen) sammen med L’An II de la révolution russe (Den russiske revolutions år II), der også blev konfiskeret og forsvandt og Destin d’une révolution (En revolutions skæbne). Han skrev også den eneste digtsamling, han udgav i sin levetid, La Résistance (Modstanden). Da Stalins styre blev tvunget til at lade ham rejse ud af Sovjetunionen i 1936, beslaglagde GPU dette og andre manuskripter. Serge nedskrev herefter digtsamlingen efter hukommelsen i Paris, hvor den udkom første gang i 1938 (den er oversat og udgivet som Så gløderne ulmer i ørkenen af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2016).
I Orenburg delte han deportation og “kampen for brød og brænde” med en række gammelbolsjevikker, der alle omkom under Stalins udslettelse af al opposition. Résistance er dedikeret til dem.
Serge som lyriker
Også i sine digte skriver Serge ud fra en dobbelt europæisk-‘asiatisk’ tradition. Fra ungdommen bliver han inspireret af belgiske Verhaeren og Maeterlinck og de franske digtere Valéry, Verlaine, Mallarmé, Jules Romains og Apollinaire. Under flugten fra nazismen til Mexico knytter han venskab med surrealisterne Breton, Péret og Octavio Paz.
Den ‘asiatiske’, dvs. russiske, lyriske tradition gør sig gældende lige så tidligt, idet han allerede i 1909 oversætter prosa og digte fra russisk til fransk. Senere i revolutionens Rusland bliver han venner med og skriver om Alexander Blok, Andrei Biely, Sergei Yesenin, Ossip Mandelstam og Vladimir Mayakovsky. Han betragtede dem som revolutionens egentlige nyskabende digtere, uanset deres politiske engagement, i modsætning til de kommunistiske Proletkult-digtere, som i forsøget på at skabe en proletarisk poesi hovedsageligt havde “produceret banale vers med konventionelle klichéer” og “indskrænket deres horisont alt for snævert”.
Han skrev i 1922, at revolutionens episke sjæl havde antændt nye kreative impulser blandt poeterne, hvad enten de var kristne, symbolister eller futurister. Og han citerer Andrei Biely: “‘For at forstå disse tider må hjerter og sind hæve sig op til det episke niveau.’ Faktum er, at der er en dybtgående lyrisk tone i revolutionen, at den er en ny tro på fremtiden … faktum er, at revolutionen, fordi den kun regner med masserne, undertiden vækker en uimodståelig sans og forståelse for det storslåede i den enkelte.” (Clarté, nr. 17, 11. juli 1922).
Modstand
De sidste romaner i serien med revolutionsvidnesbyrd omhandler modstanden mod kontrarevolutionære stalinistiske, fascistiske og nazistiske diktaturer. De blev skrevet under lige så vanskelige forhold som fattig, forvist, statsløs og på flugt fra både nazister, fascister og stalinister i Frankrig og Mexico efter at Stalins styre blev tvunget til at lade Serge rejse ud af Sovjetunionen i 1936: S’Il est minuit dans le siècle (Når det er midnat i århundredet) om den forfulgte venstreopposition. L’Affaire Toulaév (Affæren Tulajev) om skinretssagerne og udrensningerne og Les Derniers temps (De sidste tider) om Frankrigs nederlag til nazismen og den begyndende modstandskamp.
I den sidste roman, Les Années sans pardon (De nådesløse år), og novellen Le Séisme (Jordskælv) fra 1944 skriver Serge om planetens destruktion ,, naturkatastrofer og formørkelsen af de undertryktes revolutionære bevidsthed på baggrund af Leningrads belejring, bombardementerne af Berlin, mexicanske vulkanudbrud og jordskælv under Anden Verdenskrig.
Her er modstanden næsten bukket under og den revolutionære bevidsthed hænger i neglene i menneskehedens reaktion på kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden: ”Det er ikke en vision om kosmisk kraft, om verdens fødsel, som den jeg havde her første gang. Det er en vision af monstrøs kvælning, af verdens ende. Paracutins dødskamp er begyndt, fortæller de mig, selvom dens kraft nogle dage stadig bryder ud i storslåede ildstorme. Dødskamp? Hvad ved vi? Jeg kan godt lide dette ord, der ansigt til ansigt med jordens undergang understreger vores samhørighed med planeten.” (Jordskælv fra Jordskælv & andre fortællinger). I de sidste værker bliver hans karakteristiske syntese af episodisk kollektivroman, realisme og stream of consciousness iblandet en god del dokumentarisme og essayistik. F.eks. optræder flere medlemmer af gruppen Socialismo y libertad i Jordskælv.
Intet er tabt endnu
Grundtonen i Serges prosa og digte er en atmosfære af identifikation og fællesskab med landet og dets folk (hvad enten det er Rusland eller Mexico). Kort sagt solidaritet med menneskeheden og dens vilkår under kampen mod kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden og for socialisme og frihed. Forfatterskabets rolle er at være ”et middel, der kan skabe fællesskab, et vidnesbyrd om det liv, der strømmer igennem os, og hvis væsentlige sider vi må prøve at fastholde til gavn for dem, der følger efter os.”
Romanernes og novellernes udgangspunkt er en fremstilling af mange enkeltpersoner i deres situations barske realiteter. Men Serges universelle og globale perspektiv sprænger teksten og udvider den i tid og rum. Sådan skriver Serge en retning frem af vidnesbyrdets samvittighedsfuldt sandfærdige skjaldehyldest og udvider tidens problematiske og modsætningsfyldte dynamik med aktuelle, men også universelt menneskelige svar på det brændende spørgsmål: Hvorhen?
”En følelse af at blive ubønhørligt begravet. Og hvilken stilhed i destruktionen! Hvis vi stoppede op et øjeblik for at se indgående på os selv herfra, ville vi måske forstå ordet intethed. Lad os ikke stoppe. Vi har ikke den slags tørst efter at forstå. Vores stædige fremmarch er en insekternes kamp mod universet. Vi har travlt med at nå frem.”(Jordskælv)
Eller som han formulerer det i sit allersidste digt Hænder, der blev fundet i en lomme efter hans død i en taxa i Mexico City i 1947:
Vores hænder er ubevidste, hårde, opstigende, samvittighedsfulde,
fulde af sang henrykte i lidelsen,
naglet til regnbuer.
Sammen, sammen, forenet,
Her har de grebet
det der er hinsides håbet.
En revolutionær bevægelse for hele menneskehedens frigørelse kan stadig genopbygges, fordi ideer og skjaldenes karakterdannende vidnesbyrd ligger som ”frø under sneen”, som indianske ”begravelsesmasker bevaret i jorden” eller under lava og askelag, hvor der er så mange af dem, at ”intet er tabt endnu” (Les Années sans pardon).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar