Kommisær Haritos under pres

"Forfatteren mestrer ikke sit håndværk. Plottet er søgt, spændingsniveauet lavt, opklaringsarbejdet urealistisk." Carina Wøhlk er usædvanlig hård i sin kritik af den græske krimi.

Petros Markaris

"Forfaldne lån"
Forlaget Solidaritet

Af Carina Wøhlk
”Forfaldne lån” er første bind i en såkaldt ”krisetrilogi”, skrevet af den græske forfatter og venstreorienterede samfundsdebattør Petros Markaris. Bogen lanceres på én og samme tid som et stykke skarp samfundskritik og som spændende krimi. Spørgsmålet er, om dette forsøg på genresammensmeltning lykkes?

En god krimi er en såkaldt pageturner, som læseren har vanskeligt ved at lægge fra sig. I dette tilfælde har læseren mest lyst til at kyle bogen hen i et hjørne af stuen. Første bind i krisetrilogien lever op til sin betegnelse ved netop at udløse akut læsekrise. Og hvorfor nu det?

Makaber sag

Handlingen udspiller sig i 2010 i Grækenlands hovedstad Athen. Hovedpersonen kriminalkommisær Kostas Haritos står overfor en makaber sag, der hurtigt viser sig at være kædet sammen med den græske finanskrise.

En græsk bankdirektør findes halshugget. Inden længe bliver en udenlandsk bankdirektør, en kreditvurderingschef og en inkassochef ofre for samme forbrydelse. Athen er på den anden ende.

Kommisær Haritos kommer under massivt politisk og mediemæssigt pres. Samtidigt kæmper han en intern magtkamp med en kollega og andre, der vil trække sagen ad et terrorspor.

Som om det ikke er nok, plastres Athen til med plakater og klistermærker, der opfordrer byens befolkning til ikke at betale af på deres banklån. Som handlingen skrider frem, viser det sig, at mordene har forbindelse til dopingskandaler i idrættens verden. Lyder det langt ude? Det er det også.

Makværk

Det er vanskeligt at vurdere, om bogen er dårligt oversat – eller om den slet og ret er elendigt skrevet. Jeg er mest tilbøjelig til at mene, at det halter med både oversættelsen og skriveteknikken.

Et eksempel på ringe oversættelse viser sig i den tiltale, som kriminalkommisæren møder pressen med indtil flere gange: ”Børnlille!” (se f.eks. s. 151). Jamen, kære venner, sådan er der da vel ingen, der taler nu om stunder!?

Hvad indholdet angår, virker det meget fortænkt, at dialogen næsten hele tiden – både på arbejdspladsen og i hjemmet – kredser om økonomiske forhold. Mennesker, som er ramt på pengepungen, kan tænke på og tale om andet end drakmer og euroer – de elsker, kæmper, arbejder, leger.

Helt absurd bliver det, da en larmende stilhed på politistationen beskrives som ”sorg” (se s. 268) – sorg over fremsættelsen af lovforslag om at hæve pensionsalderen fra 55 til 60 år! En nordeuropæisk læser kan have svært ved at mønstre empati og sætte sig i de sørgendes sted. 

   

Ingen anbefaling

Det er muligt, at nogle vil finde dette genremæssige eksperiment forfriskende anderledes. Undertegnede er ikke begejstret: Litterært set er der tale om makværk. Forfatteren mestrer ikke sit håndværk. Plottet er søgt, spændingsniveauet lavt, opklaringsarbejdet urealistisk, persongalleriet utydeligt, sproget armodigt og dialogen ubehjælpsom. Det er samfundskritikken, der stjæler billedet – og tyveriet er alt andet end elegant.     

De næste to bind i krisetrilogien hedder henholdsvis ”Brød, uddannelse, frihed” og ”Slutafregning”. Tro mig, der er ingen grund til at læse videre. Det er livet simpelthen for kort til.