Den virkelig ambitiøse dadaist

Ole Perregaard

Ork

Digte mm. (Det poetiske bureaus forlag)

146 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Lad os være ærlige. At være radikalt samfundskritisk dadaist, så langt, at selv sproget i sin opbygning deltager i afsløringen af vore forfængelige, selvoptagne, materialistiske, flygtige begærsdrevne måder at undgå at tage hensyn til andre mennesker, verden, miljøet, naturen, kærligheden og tiden som eksistensform, det er ikke rigtig på mode for tiden. Tværtimod. Og det er heller ikke meningen, en dadaist, kan ikke være moderigtig. Tværtimod.

Sådan en er Ole Perregaard, der netop har udgivet sit hidtil mest ambitiøse og omfattende digteriske værk i brevform, Ork. Han har tidligere udgivet mindst tre bøger, med en debut tilbage i slutningen af 1980’erne og han er blevet anmeldt i flere landsdækkende aviser.

Men hvad er en dadaist overhovedet? En dadaist er en proto-surrealist. Dadaismen var en ubønhørlig kunstform, hvor kunsten ikke i sig selv er målet, men midlet til at udtrykke sig om virkeligheden. Blandt de uforglemmelige dadaister er Marcel Duchamp, Picabia, Max Ernst, Hans Arp og mange andre. Bevægelsen udfoldede sig i tidsskrifter og udstillinger i 1910’erne og har også inspireret bevægelser som Popart og Fluxus.

Et centralt, virkelig vellykket eksempel er kritikken af vækstsamfundet i dette digtuddrag:

”kære kladja

vækst vækst vækst

åh nej støn støn

åh støn åh støn

men hør min bøn bøn bøn

åh støn åh støn

hør dog min bøn bøn bøn

ja min bøn min bøn

væk ikke væksten væk ikke væksten

den slumrende vækst

væk den ikke

nej væk med den væksten

væk væk væk med væksten

svæk den væksten

svæk den svæk den svæk den

væksten væksten væksten

svæk svulsten

svulsten svulsten

svæk vækstsvulsten

vækstsvulsten (s. 46)

I bogen skriver han til Kladja, breve og korte digte om verden og om det skånselsløse, menneskesyn som præger den danske politiske ledelse. Som her i sammensmeltningen af en offentlig advarsel mod et bakterieudbrud og andre politiske, mere dagaktuelle emner:

”Men var nationen ikke allerede betændt, var det ikke allerede sket og hændt med de gyldne stafylokokker, okker gokker, føj for pokker? Var nationen ikke som bekendt allerede betændt i situationen i forvejen, okker gokker føj for pokker, betændt af gyldne stafylokokker, MRSA dada? Eller er det måske alligevel lige omvendt, dada pga. det der er hændt, jaja, at situationen i nationen blir mere og mere betændt af de gyldne stafylokokker? Jeg har ikke svaret, men nu er du advaret.” (uddrag af en længere tekst, s. 16)

Ole Perregaard skriver også om det essentielle i livet:

”Kære Kladja!

Mødes med døden skal vi jo alle. Og måske kunne jeg tænke mig, til sidst, lige før, helst helt ubemærket, at lægge mig i vandkanten, lægge mig som en lille sten, som en lille bølgeslidt rullesten, eller som et lille tomt, gult sneglehus, og så bare ligge der, skvulpende, og vente til den, døden, som en bølge endelig kommer væltende over mig, fører mig med sig langt bort, væk og først lægger mig til hvile igen, når den også selv opløses og bliver væk, fordi der til allersidst ingen vej er uden om intet, for hverken den eller mig. Ja, det er jo ikke til at komme udenom.

Kram fra

din klat” (s. 29)

I formen ser det ud til, at Ole Perregaard kan være inspireret af Knud Steffen Nielsen, hvis udvalgte digte er kommet på samme forlag i fjor, særlig af mesterværket ”Kaptajn Kugeln og min brev- og notesamling 1 - Om Håndtering af og Lærestykker i det enkle Liv.” (Forlaget Armé, 2014). Knud Steffen Nielsen er nok det nærmeste man nogensinde er kommet noget, der kunne kaldes en grundtvigiansk dadaist. Også Lars Bukdahls lyrik lurer i baggrunden flere steder.

Ole Perregaard nyder stor respekt i lyrikerkredse på Nørrebro, og de er som bekendt store og rige i disse år. Selv bevæger han sig som en behagelig, men uforudsigelig, ikke ret hurtig skygge gennem den poetiske undergrund i kvarteret. Og der bevæger han sig godt.

Dada i tidsskriftform, 1917

Ork er et vigtigt udråb, et sted at hente mod til virkeligheden. Den er forsynet med enestående vellykkede, computertegnede farveillustrationer af forfatteren. De ligger lige i snittet mellem arbejder af Klee og Miro og børnetegninger, som Jorn ville have elsket dem og som man kunne se i Situationistisk Imnternationale, en senere aflægger af de tanker, der ligger bag Dada.

Perregaards bog fortjener stor udbredelse. For nogle vil den ovenikøbet kunne blive det, Rifbjerg i en anmeldelse kaldte et internationalt digtudvalg, foretaget af Ivan Malinowski for Borgen: En livsvigtig lommebibel!